tirsdag den 27. december 2011

Juleråkost

Bare rolig, jeg spiser ikke råkost til jul. Men julen er slut, hverdagen har ramt det lille hjem, og det er netop gået op for mig, at der kun er 8 dage til vi skal på ferie. Derfor må jeg lige gøre en indsats for at smide lidt af julefedtet. Men jeg er bare slet slet slet ikke færdig med al den skønne julemad, som der hører sig til denne årstid. Derfor forsøgte jeg til dagens morgenmad og frokost at peppe en småkedelig gang råkostsalat op med lidt juleri. Det blev til det, jeg vil kalde en juleråkost :)
Råkost med mandler og figner i stedet for rosiner
Når jeg normalt laver råkost, så er det med revne gulerødder, ananas og rosiner - og af og til æbler også. Denne gang parkerede jeg dog rosinerne, men hakkede i stedet figner og tilsatte resterne af de mandelflager, som jeg ikke har brugt i konfekt. Det blev til en rigtig lækker råkost, som havde et strejf af jul i sig - selvom jeg nu hellere ville have mere flæskesteg med sovs, men det kommer man nu ikke til at se fin ud i bikini af, så jeg må styre min sovsetand lidt :)
Jeg håber at i alle havde en god jul, her hjemme var det den største jul, jeg nogensinde har holdt eller været med til. Vi var hele ti mennesker, og samtidig var det første gang, at vi holdt jul her hjemme, så det var spændende og rigtig godt.

søndag den 18. december 2011

Årets konfekt: havregrynstern med nougat, toscasnitter, nøddekaramel og marcipanrulle

I sidste weekend bagte jeg julesmåkager, i denne weekend stod der konfekt på skemaet - og arbejde, men det er heldigvis hjemmefra, så konfekten kan passes ind imens. Vores julekonfekt er ikke helt den traditionelle slags, men alligevel med alle de rigtige jule-ingredienser. Personligt er jeg ikke så meget til nougat, men manden elsker det, så det skal der selvfølgelig være noget af. For et par år siden fandt jeg havdegrynstern med nougat på Birthes skønne blog, hvor jeg også har fundet grundopskriften til mine toscasnitter, havregrynsternene fik straks smilet frem hos manden, og de har været fast juleinventar lige siden. Her kommer lige et billede af årets konfekt, så det er nemmere at se, hvad jeg skriver om :)



Marcipanrulle øverst, havregrynstern med nougat til højre, toscasnitter i bunden og nøddekaramel øverst til venstre.
Som nævnt, så kan jeg ikke tage æren for at have opfundet den dybe tallerken med hverken havregrynsternene eller toscasnitterne, som begge er DYBT inspireret af newyorkerbyheart, jeg har dog ændret en smule, så jeg skriver opskrifterne som jeg lavede dem.

Marcipanrullen er noget, vi altid har lavet i min familie i stedet for den klassiske marcipan - måske fordi jeg aldrig rigtig har været til nougat. Min variation er med økologiske figner (det er vigtigt, at de er økologiske, for de er simpelthen meget bedre, end de vacumpakkede figner, man kan købe for en slig). Fignerne skæres i små stykker og lægges i god whiskey i et døgns tid i køleskabet - whiskeyen skal dække fignerne,- Efter fignerne har trukket et døgn, hakkes mandler groft og kommes ned - hæld evt lidt mere whiskey ved. Efter et døgns tid er blandingen klar til at være fyld til marcipanrullen.  Jeg lavede en stor rulle, så jeg brugte nok omkring 300 gram marcipan. Det rulles ud til en firkant, og fyldet kommes i, hvorefter rullen samles. enderne lukkes til - vær sikker på, at der ikke flyder væske ud. Når rullen er tæt og fin smeltes god mørk chokolade, som smøres på med en ske eller en kniv, kom rullen i køleskabet natten over.

Havregrynsterne med nougat4 dl havregryn
1 dl hakkede mandler
1 spsk. hvedemel
2 spsk. vaniliesukker
1½ tsk. bagepulver
½ dl sukker
2 spsk. lys sirup
100 gram smør
100 gram nougat

Bland alle de tørre ingredienser sammen, kom sirup ved og bland godt. Smelt smørret og rør det ud i blandingen. Når det er blandet godt sammen kommes den op i et firkantet fad ca. 20 x 30 cm. Havregrynsmassen trykkes godt ned og bages i ovnen i cirka 10 minutter ved 180 grader til det er gyldent brunt. skær nougat i tynde skiver og kom ovenpå havregrynsbunden lige så snart den kommer ud af ovnen. Kør en gaffel hen over og drys evt. med lidt hakkede mandler eller mandelflager som pynt. Køl ned og stil i køleskabet til dagen efter, hvor bunden kan skæres ud i små tern af ca. 2 x 2 cm.

Toscasnitter300 gram marcipan (jeg bruger ALTID Odense)
2,5 dl piskefløde
1 dl rørsukker
150 gram smør
1,5 dl sirup (jeg brugte halv ahornsirup og halv mørk sirup)
150 gram mandler
150 gram hasselnødder
Rul marcipanen ud på bagepapir i en firkant, som er lidt under en halv cm tyk. Kom smør, sukker, fløde og sirup i en gryde og bring det i kog ved middel varme. Imens hakkes nødderne, og der røres af og til i gryden. Når massen koger kommes nødderne i, og den bringes i kog igen under omrøring. Karamelmassen skal køge indtil den bliver sej - det tager i hvert fald et kvarters tid, når man laver den store portion som her, og det er vigtigt, at man rører rundt hele tiden. Når massen er blevet sej, hældes den over den udrullede marcipan, brug en smørrekniv til at få massen ud til kanterne. Stil marcipanen med nøddekaramellen i køleskabet indtil dagen efter, hvor den skæres ud i tern.
NB: Karamelopskriften kan halveres, men brug da kun 200 gram marcipan - jeg har lavet den ekstra stor, så jeg kyunne lave nødekaramel også.
Den overskydende nøddekaramel kom jeg i minimuffins-forme, og stillede i køleskabet - det var mildest talt et hit med de små hjemmelavede karamel bidder.

onsdag den 14. december 2011

Julebag - vanillekranse, pebernødder og brunkager

Der er dømt julehygge i det lille hjem. Og med julehygge følger naturligvis julebag. Jeg elsker vanille og mandler, så min personlige favorit er uden tvivl vanillekranse, og manden er helt enig - men der skal jo være lidt andet også :) Det blev til vanillekranse, brunkager og pebernødder.

Vanillekranse, pebernødder og brunkager

Pebernødderne og brunkagerne er laver ud fra opskrifterne hos Dr. Oetker, her er pebernødderne især rigtig god, de har en rigtig god smag med et strejf af citron, som jeg klart kan anbefale. Jeg tror dog, at jeg bruger en anden opskrift til brunkager næste gang, de er fine, men de smager alligevel ikke helt, som jeg kan huske det fra min farmor, som er hende, jeg forbinder med julebag.
Vanillekransene, som er mit "speciale" i julebag blev til gengæld super gode, de kan klart anbefales. Her bruger jeg opskriften fra Amos store julebog, og retter den lidt til, jeg skriver opskriften, som jeg lavede den.

Vanillekranse
250 g Hvedemel
125 g rørsukker
1 stang vanille
1/2 dl vanillesukker
200 g smør
1 æg
100 g finthakkede mandler (mandelmel)
75 gram mandelflager

Bland mel, sukker, mandelflager, vanille og kornene fra vanillestangen, og smuldr smørret eller margarinen heri. Tilsæt æggeblommen og de finthakkede mandler, og ælt dejen sammen med let hånd. Læg dejen koldt en time inden den formes. Normalt ville jeg bruge min kødhakker med stjerneformen til at lave kransene "rigtigt", men da jeg har forstuvet hånden, rakte kræfterne ikke helt til det, så jeg rullede bare dejen til stænger. Derfor er de ikke helt så smukke, men smagen fejler bestemt ikke noget :) Faktisk så er jeg nok nød til at bage en omgang mere inden jul - måske endda en dobbeltportion, som sagt er vanillekransene både min og mandens favorit.

mandag den 12. december 2011

Chokolade-rugbrøds muffins

Julen står for døren, og det betyder selvfølgelig julebag i det lille hjem. Men før det store jule-indlæg kommer her en lille reste-opskrift, som jeg har lavet ud fra fri fantasi, fordi jeg hader at smide mad ud.

Chokolademuffins lavet på rest af rugbrød
Ligesom man kan lave rugbrødslagkage, så stod jeg forleden med en rest af rugbrød, som vi ikke ville få spist, og så lagde jeg hovedet i blød. Resultatet blev disse skønne chokolademuffins, som er lavet på bund af rugbrød, hvilket giver dem lidt kant samt lidt mere fylde - og så kan man måske argumentere for, at de er en smule mere sunde end almindelige muffins.

Chokolade-rugbrøds muffins (cirka 12 styks)
Rest af rugbrød - jeg brugte en fire-fem skiver
2 æg
1/2 dl rørsukker
1 dl mælk
100 gram mørk chokolade
50 gram smør
1 dl mel
2 tsk bagepulver
2 spsk kakao
Vanille efter smag

Blend rugbrødet, indtil det er hakket helt fint. Pisk æg, sukker og vanille til det er let og luftigt. Smelt chokoladen i mikroovnen, og rør smøren ud i den smeltede chokolade. Pisk mælk samt de tørre ingredienser i æggesnapsen - hvis dejen er lidt for vandet, tilføj da mere mel. Til slut piskes chokolade-smør blandingen i dejen, og denne fordeles i ca. 12 muffinsforme. Bag ved 180 grader i cirka 15 minutter.

tirsdag den 29. november 2011

Stegeben old style

Det er ikke meget spændende madlavning, der er blevet til på det sidste. Men i går fik jeg endelig lavet de stegeben, som min mand har hungret efter i ugevis. Han var i hvert fald tilfreds, så her kommer opskriften.

Stegebenene brunes af i smør

Aftenens tallerken

Stegeben med kartofler og sovs:
3 kg stegeben
2,5 liter vand
salt og peber
50 gram smør

Sovs:
1 liter vand fra stegebenene
1 boullion terning
1 dl fløde
maizena til jævning
salt og peber
kulør
Tænd en stor suppegryde, drys sregebenene med salt og peber og brun dem af i smøret lidt af gangen. Når alle benene er brunet af, kommes de op i gryden, og vandet hældes over og retten bringes i kog. Den skal ikke bulderkoge, men simre i cirka 2 timer. kog kartofler til.
Når de to timer er gået, tager man en liter af vandet fra stegebenene og kommer op i en gryde for sig. Heri kommes en svineboullion terning (jeg bruger knorr), en dl fløde, kulør og salt og peber efter smag. Når blandingen koger tilsættes maizena oprørt i vand indtil sovsen har den rette tykkelse. Server med hjemmelavet agurkesalat (Her river jeg en agurk i tynde skiver på rivejernet, drysser skiverne med salt og lader stå en halv time. Imens de står og trækker blander jeg 1 dl sukker, 1 dl varm vand og 2 dl eddike samt peber efter smag. Efter en halv time vrides agurkestykkerne for saft og kommes i væsken. Herefter skal det trække mindst en time og gerne en to - tre stykker.)

lørdag den 12. november 2011

Romkugler

Verdens bedste romkugle - i hvert fald den bedste jeg har smagt
Når man tager resterne af "Verdens bedste brownie" og laver dem til romkugler, ja så får man formentlig verdens bedste romkugler. I hvert fald noget der henad. Jeg kunne aldrig drømme om at købe en romkugle eller lignende hos bageren, for jeg er hundrede procent sikker på, at romkuglerne ikke vil kunne hamle op med dem, man laver selv. Og så er der lige det usikkerhedsmoment med, at romkugler kan indeholde alt, hvis bare de er godt nok rørt sammen - og den tanke kan jeg virkelig ikke lide, når jeg ikke ved præcis, hvad der er i. Så derfor laver jeg altid mine romkugler selv.

Idet manden arbejdede hele weekenden, havde han ikke så meget tid til at spise brownies, så halvdelen af brownien var tilbage. For ikke at smide brownien ud, forvandlede jeg den til de skønneste romkugler. Den hemmelige ingrediens er god årgangs-whiskey (jaja, jeg ved godt, at det måske mere er whiskey kugler, men smagen fejler ikke noget) :)

Louises romkugler:
brownie
kakaopulver
vanillesukker
rom essens
solbær marmelade
marcipan
god whiskey (jeg brugte mandens 16 års whiskey)
kokus til at rulle kuglerne i

Blend kagen indtil den er helt fint, kom alle de andre ingredienser i og pisk, indtil det er en sammenhængende masse, som kan rulles ud i kugler. Målene af alle ingredienserne kommer meget an på, hvor meget kage der er, så her må man prøve sig frem. Rul kuglerne i kokus, når de er fine rundt. Opbevar på køl, indtil de skal spises.

torsdag den 10. november 2011

Verdens bedste brownies

Så blev der lige en lille stund til at få blogget igen. Jeg har et par indlæg, som ligger og venter på at komme ud, og det første er en gang brownies, som er tyvstjålet fra LaTaschas fantastiske blog. Jeg kunne simpelthen ikke stå for sætningen "verdens bedste brownies", det måtte testes. Og jeg må sige, at det bestemt ikke er en overdrivelse. Jeg ændrede absolut intet, dog gav jeg den en lidt kortere bagetid, så den blev endnu mere blød - men det er bare en smagssag, eller også var min måske tyndere - formen var måske lidt større. Under alle omstændigheder, så har jeg hermed fundet min nye basisopskrift for brownies. og det faldt i god jord hos manden, som er en rigtig chokolade-elsker. Resterne af brownien blev til romkugler efter et par dage, men mere om det senere.

Opskrift se LaTaschas blog
Da jeg ikke ændrede noget, har jeg ikke skrevet opskriften ind. Men et lille billede skal i da ikke snydes for (og ja, i vil også finde meget flottere billeder på LaTaschas blog - men jeg tror, at smagen er lige så god her ;-) )

torsdag den 27. oktober 2011

Æble-blomme tærte med marcipan og hasselnødder

Efter alt for lang tids fravær fra bloggen, som har måttet lide groft under mit pressede skema, er jeg nu tilbage - selvom mit skema nu stadig er presset, men jeg gemmer lige de dårlige undskyldninger (forklaringen) til slutningen af indlægget - opskriften først.


I dag havde jeg nemlig den første fridag i lige knap to måneder - og ja, her tæller weekender også med (som nævnt - forklaring følget). Og det betød, at jeg kom i sving i mit elskede køkken. Det blev til en hjemmebikset æble-blomme tærte. Faktisk er tærte nok lidt et falskt varemærke, for jeg er ikke helt en fan af tærtedej, så jeg lavede den med bolledej, som jeg forbagte i 10 minutter. Men da den er lavet i en tærteform og er tænkt som en tærte, så beholder jeg nu den under en tærte ;) Jeg brugte de frugter, jeg lige havde liggende samt nogle hasselnødder og en halv pakke marcipan (Odense - altid Odense marcipan), og resultatet blev skønt..



Dejen:
1/2 pakke gær
2 dl vand
sukker
salt
1 æg
50 gram smør
mel

Fyld:
3 blommer
3 æbler
25 gram smør
1 spsk brun farin
2 æg
1 spsk sukker
250 gram marcipan
100 gram hasselnødder

smuldre gæret og opløs det i lunkent vand, kom sukker og salt i, smelt smøret og kom det i, kom ægget i og herefter mel indtil dejen er som en almindelig bolledej.
Stil den til hævning i 30 minutter. Når dejen er hævet rulles en lille bolle meget tyndt ud (der var meget dej til ovres, dem kan man bage boller af), rul den ud og kom i tærteformen. Bag den i ovnen i 10 minutter ved 180 grader. Skræl æblerne og skær dem i skiver, skær blommerne i skiver, kom 25 gram smør på en meget varm pande og steg æbler og blommer i nogle minutter - kom herefter den brune farin thenover og steg i nogle minutter mere. Tag af blusset, mens du rører de 250 gram marcipan sammen med æg og sukker - pisk først æggene luftige og herefter riv marcipanen i og pisk, hak hasselnødderne og kom dem i - pisk igen og marcipanmassen er klar.
Når bunden er forbagt hældes æbler og blommer over i den, og marcipanmassen hældes hen over, der vendes lidt rundt med en ske, og så kommer man tærten i ovnen. Den skal have omkring en halv time.
Tag ud, lad afkøle og spis evt. med noget creme fraiche.

Og SÅ til de dårlige undskyldninger. Da jeg kom tilbage til arbejde efter vores bryllupsrejse blev jeg shanghajet af en anden afdeling - faktisk var det d. 31. august, det faldt på plads, og jeg skulle starte d. 1. september. Det passede mig super godt, for mit andet job var et deltidsarbejde, som jeg har haft i t og et halvt år, mens jeg tog min overbygningsuddannelse (cand. public.) - den færdiggjorde jeg dog i maj, og jeg har derfor ledt efter noget fultid, selvom det nu ikke har været noget problem med fuldtid plus henover sommeren. Til de der ikke lige ved det, så er jeg journalist på TV 2, hvor jeg tidligere har været på sitet TVTID, og nu er jeg så i event-gruppen, som tager sig af alle store satsninger på TV 2 - på nettet. Det vil sige, at jeg lige pt. laver 'Vild med dans', og derfor arbejder hele tiden i de her 12 uger, som programmet står på - oh yes også weekender og i høj grad fredag aften selvfølgelig. Jeg har lige skullet ind i det nye job, så det er altså det alle mine vågne timer er gået med de seneste lige knap to måneder. Nu er jeg dog ved at nå lidt mere ned i gear, og der skulle altså gerne være tid til lidt mere aktivitet her på bloggen - jeg har savnet det helt vildt, så nu glæder jeg mig til at blogge igen. Men frygt ej, jeg har skam fulgt med i alle jeres skønne mad-opskrifter, og det har givet mig en hel BUNKE med idéer.

--> En af dagene kommer der for øvrigt lige et indlæg om pulled beef, som jeg har forsøgt mig med efter at pulled pork, som jeg tidligere har skrevet om her, det var mildest talt en succes. Så det kan varmt anbefales - Føtex har tilbud på frossen oksesteg, som er skåret af tykkam i denne uge - 25 kroner halvkiloet, så skynd jer ned og køb ind til pulled beef - men mere om det senere :)

tirsdag den 30. august 2011

I'm back..

... Dog uden sjove opskrifter endnu. Men jeg sidder og bladrer alle mine favorit madblogs igennem for gode opskrifter, der er kommet på de sidste tre uger, og min noteblok bugner med god inspiration, så tak for det :)

Som jeg lige nåede at skrive inden vi tog på bryllupsrejse, så havde vi en fantastisk dag. Jeg lægger lige lidt af fotografens billeder op også, dem har vi nemlig fået nu her, og de er så fine. Efter brylluppet var vi på skøn luksusferie på Den Dominikanske Republik. Det var rigtig dejligt efter al den stres og jag, det er at planlægge et bryllup, at have tid til at nyde hinanden og fordøje alle oplevelserne. De seneste år har været meget hektiske for min mand og jeg, fordi han forsøger at arbejde sig længere op, og jeg tog min kandidat i Århus, og da jeg så endelig kunne stoppede med a pendle og skulle skrive speciale, ja så købte vi et hus og skulle flytte og planlægge bryllup oveni det. Så den her ferie er nok den mest tiltrængte vi nogensinde har haft.

Men når vi ikke lige kiggede hinanden dybt i øjnene, så fik vi også tid til at dykke, river rafte, køre buggies i vildmarken, opleve landet og kulturen, bestige vandfald og rutsje/hoppe ned, ryge cigarer, drikke rom og pina coladas, spise god mad og slappe af ved poolen.

Faktisk var der kun to minusser ved vores ferie. Det første minus er også den overvejende grund til, at vi nok ikke besøger Den Dominikanske Republik igen. Befolkningen og mentaliteten er forfærdelig. Vi har tabt hjertet til Thailand som rejsemål, og forskellen på det dominikanske folk og thailænderne er som dag og nat. Dominikanerne er griske, beregnene, frække og i det hele taget bare nogle rigtig labaner. Man har hele tiden fornæmmelsen af, at de prøver at snyde én - og det gør de også! Prisere var latterlige - cirka dobbelt op af her hjemme. Vi plejer altid at købe en køleskabsmagnet med hjem fra vores rejsemål, og her var prisen så 12,6 $ = 65 danske kroner. For en køleskabsmagnet af gummi!!

Synd, for selve landet, naturen og kulturhistorien var fantastisk. Det andet minus var ikke rigtig nogens skyld. Det var nemlig, at vi måtte tilbringe de sidste to dage på hotelværelset på grund af orkanen Irene. Den nåede nemlig lgie at ramme os. Så vi fik læst en masse bøger, og min mand fik klaps i diverse spil, som vi havde med ;)

Alt i alt god ferie og fantastisk bryllup. I går startede hverdagen så igen. Manden har nogle lange dage til 20.30, så der kommer nok ikke nogle kulinariske indlæg de næste par dage - jeg laver ikke rigtig mad, når han ikke er hjemme til at spise, så bliver det bare til noget pulver-suppe, toast eller mælkemorgenmad til mig. Ret kedeligt, men jeg har en idé om at min tidligere overvægt kom af, at jeg var for god til at hygge mig, både i selskaber og når jeg var alene. Jeg tænkte altid på "Hvad har jeg mest lyst til" før jeg spiste noget - og så er det sjældent havregrød eller gulerødder, der popper op i ens tanker, når man tænker sådan ;) Jeg brugte altid mad som straf eller belønnelse, og det gør jeg egentlig stadig, bare ikke i så store mængder. Men nu forsøger jeg at holde hyggeriet til hygge sammen med andre :) En lidt lang smøre, og måske uforståeligt for nogen, men helt sikkert forståeligt for andre, der også har et had/kærlighed til mad..

Anyway, nu er jeg tilbage, og jeg glæder mig til at have mere tid og overskud til at kunne forme min blog, som jeg vil have den, og til at byde jer indenfor i mit liv og mit køkken..

Og så kommer der lige lidt bryllupsbilleder :)






søndag den 7. august 2011

Nu som fru Jørgensen

I går blev kæresten til min mand, og jeg blev til fru V. Jørgensen. Og det føles ærlig talt rigtig rigtig godt :) Vi havde det mest fantastiske bryllup. Jeg skal nok skrive mere om det senere - her kommer bare lidt af de første billeder... Tirsdag tager vi på bryllupsrejse til Caribien i 15 dage, så der går lidt før jeg er tilbage med aktivitet på bloggen.. Imellemtiden må billederne tale for sig selv :)













Min morgengave til min mand, sm jeg fik lavet to dage før brylluppet - og så fik han naturligvis et gavekort til restaurant Flammen i Odense ;) Jeg fik en medaljon med et billede af Kim og et af Tumle - vores kat :)


Flere og bedre billeder kommer, når vi kommer tilbage fra bryllupsrejse.. Nu står den på nydelse af hinanden de næste par uger :)

mandag den 1. august 2011

Pulled pork

I LAAAAANG tid har der stået "Pulled Pork" på min to-do-liste, og kæresten har jøvnligt mindet mig om, at det stod der. Nu blev det altså til en realitet, og det skuffede bestemt ikke. Første gang jeg stiftede bekendtskab med denne herlige spise var på Birthes fantastiske blog, hvor jeg ofte finder inspiration. Næste gang var i en genudsendelse af Brødrende Price, hvor de lavede et kæmpe-dyr af en pulled pork. her så kæresten med, og han var åben mund og polypper - han måtte simpelthen have sådan en steg. Det der satte gang i planerne var, da Maj i sidste uge havde et indlæg om pulled pork - hun havde inspirationen fra Piskeriset - også begge to skønen blogs, som jeg læser med stor glæde. Så efter at have siddet og savlet lidt over disse indlæg, tænkte jeg: Nu gør vi det - og det gjorde vi!

Krydderiblandingen til rub'en - jeg fulgte Majs opskrift til punkt og prikke bortset fra, at jeg erstattede noget chilli med paprika, da vi ikke er så meget til det stærke her hjemme

Mandens opgave var at købe nakke med hjem fra arbejde

Det resulterede i, aom der fremgår af billedet, at vi til to personer sad med 1,9 kg nakkesteg - mænd! :D

Godt gnubbet ind i rub og klar til at hvile i 24 timer i køleskabet

Den færdige steg på vej ud af ovnen - vi gav den i ovnen til sidst i stedet for grill, og det fungerede helt fint.

Bordet dækket med alt, hvad der kunne være af tilbehør 

Det lækre møre kød ovenpå en halv burgerbolle og en klat coleslaw - barbequesauce ved siden af

Og vores farlige tigermis (Tumle) rejser sig fra sin magelighed mellem krukkerne. Han vil også mægtig gerne smage noget pulled pork - desværre truede kæresten med at kasterere Tumle igen, hvis han rørte fars kød :D (han fik lidt af mor, da han smøg sig længe nok op ad hendes ben - hvad kan man gøre ;) )
Jeg fulgte faktisk Majs opskrift til punkt og prikke - bortset fra rubben, hvor jeg ændrede i forholdet af chilli og paprika. Vi er ikke så gode til det stærke, så jeg var lidt forbeholden med chillien. Og derudover, så lavede jeg en brun sovs af noget af saften fra nakkestegen - kæresten mente, at det nok skulle til :) Og så havde jeg også lavet tzatziki til, for det mente jeg, ville passe godt til.
Ligesom både hos Piskeriset og Maj, så er der også allerede planer om at forsøge sig med en pulled beef her i huset, og pulled pork er allerede blevet adopteret som hofret hos manden, så der bliver helt bestemt en næste gang. Han mener, at vi skal lave både pulled pork og beef samtidig og så lave en kombo - vi får se ;) Men til pulled beef kan jeg hilse og sige, at marmoreret oksefillet (rib eye om man vil) er det stykke, der svarer til nakkefilleten. Men man kan også bruge tykkam - det koster under det halve (ca. 80 kroner kiloet på tilbud), og vil smage præcis lige så godt og være lige så mørt, når det bliver tilberedt på den måde, siger kæresten, der oprindeligt er uddannet slagter. Så det råd er hermed givet videre :)

Hurtige måltider

Årsagen til de få blogindlæg skal findes dels i travlhed med bryllupsplanlægning mm. og dels i det faktum, at vores aftensmad her i sommer har set sådan her ud rigtig ofte:
Kartoffelmadder og ægge-tomat madder
Rugbrødsmadder med kartoffel eller æg og tæmat - toppet med lidt bacon er simpelthen det, der bliver spist mest her i huset for tiden. Så det er altså ikke fordi, vi ikke får mad. Det e bare ikke så sjovt at blogge om ;)

lørdag den 30. juli 2011

Solbærrom og solbær-hindbærrom

Jeg er noget bagud med indlæg, så det bliver et kort et af slagsen. Med stor inspiration fra nogle af de andre fantastiske madbloggere har jeg kaster mig ud i projekt lav-din-egen-rom. Det blev til en solbærrom og en solbær-hindbærrom, fordi der ikke var helt nok solbær til en flaske mere. Og jeg kan sige jer, at det tegner godt, og jeg har høje forventninger til begge dele.

solbærrom til venstre og solbær-hindbær til højre
Jeg brugte ca. 250 gram solbær, 250 gram rørsukker og en halv liter hvid rom - jeg brugte bacardi, fordi det lige var det, den lokale rema havde :)

Verdens sundeste morgenmad

... er uden tvivl havregrød, men når det så er sagt, så er havregrød også en anelse kedeligt i længden. Derfor har jeg fundet mig et sommer-arlernativ, som er næsten lige så sundt og rigtig lækkert.
Da jeg for et par år siden var på streng kur og smed 30 kg, brugte jeg nupopulver og lavede min egen version af kuren, hvor jeg blendede jordbærpulveret med rigtige jordbær, banan og grape, og spiste massevis af gulerødder ved siden af. Sådan røg der 30 kg på 9 måneder. Hovedgrunden til at jeg brugte pulveret var for, at få de vitaminer og mineraler, som jeg skulle, så jeg vidste, at min kur var sund nok. Da kuren var slut, var ejg dog også rigtig meget færdig med både nupo og smoothies for en stund. Men så her for nogle måneder siden faldt jeg over et nupo tilbud og tænkte, at det kunne da nok være meget godt, hvis jeg nu ikke lige kunne holde min lille bryllupskur. Så jeg kastede mig ud i grøntsagssuppe, spicy thai chicken soup og vanille mango pulveret til shakes.
Morgenmaden her består faktisk af et halvt brev vanille-mangopulver, som er lavet til en frugt-blend, der er så tyk, at den kan spises med ske.


Sund sommermorgenmad med mango, vanille, blåbær og jordbær
Det halve brev pulver rystes med 1,5-2 dl vand. Dette kommes op i en blender med et par isterninger, lidt frosne jordbær, lidt frosne blåbær og ca. en kvart banan. Det blendes og hældes i en skål. Det toppes med en halv dl. havregryn... Og velbekomme. Her er god, lækker og sund morgenmad, som mætter. Alt i alt tæller den 150 kcal i kalorie-regnskabet, så det får man vist ikke meget billigere - medmindre man spiser havregrød selvfølgelig :) Man kan også lave det med et helt brev nupo - så tæller den 200 kcal, og der skal bruges 3 dl vand ca.

Liv, død, bryllup og KJOLEMARERIDT
Selv om der ikke har været meget aktiitet her på bloggen, så lever jeg stadig i bedste velgående, og der har ikke været flere ubehagelige overraskelser eller nyheder med bedsteforældrene, så det er rart, at der er lidt ro på. Dog venter mandens morfar på at få fjernet en cyste i urinrøret, og bagefter venter en ny hjerteklap. Men vi håber på, at det først bliver efter brylluppet, så han kan være en del af alle festlighederne :) Og ellers står den bare på planlægning planlægning planlægning.. Og kjolemareridt ej at forglemme. Ser i, jeg har købt min brudekjole - en smuk prinsessekjole, hos Glamour i Odense. Danmarks største brudekjolebutik. Så de er super dygtige og professionelle... Eller.. Kjolen blev købt for fem måneder siden. 6 uger før brylluppet d. 15. juni skulle jeg så ind og prøve den, så den kunne blive syet til. Det gik fint, og som en tidligere overvægtig pige var jeg noget stolt over nu at have en kjole, der var i str. 34, og som skulle syes 4 cm ind :D En måned senere - d. 18. juli skulle den så være klar, og jeg skulle lige prøve den en sidste gang... Her havde de så syet den rigtigt ind i livet, men på brystet havde de lagt den dobbelt ind, så den var blevet syet 4 cm ind i hver side (det er mit eget bud på, hvad der er sket) - selv sagt kunne jeg ikke få luft.. Her vælger ekspedienten, som har målt mig, så at kaste alt ansvaret over på mig sig og sige "Du er  ikke begyndt til sumo-brydning eller noget siden sidst" :o Forvirret får jeg sagt "Ehh, nej" !!!!!!!!!!!!!! Men hun stoppe ikke her, så spørger hun nemlig "har du menustration?"... Ingen "Ehh, nej"... Så konkluderer hun, at så ved hun virkelig ikke, hvad der er sket. Ehm, så det vil sige, at dine naturlige konklusioner kun beror på, at jeg må være vokset KUN på brystet. I wish honey, men det er altså ikke sket... Så fortalte jeg hende, at jeg den pågældende dag vejede ned til kilogram hundrede gram mindre end sidst, så jeg var ikke svulmet op. Nuvel, de ville lave den om til i går - fredag d. 29. juli - 8 dage før brylluppet. Okay, alle kan begå fejl..
I går da jeg kommer ind og skal prøve den, så viser det sig, at de har lagt den ud i taljen - men ikke på brystet. Så NU kan jeg ikke trække vejret, men jeg ligner en ko mens jeg forsøger !!!!!!! Denne gang erkendte de dog, at det var deres fejl, og de fikser den igen til på tirsdag - 4 dage før brylluppet.. Det er godt, at jeg er et ret roligt gemyt, der ikke lige hidser sig op så nemt. Men jeg har nu advaret dem der inde og sagt, at hvis den ikke er i orden på tirsdag, så får jeg altså rynker i panden.. :D Men helt ærligt, er det ikke vildt, at de ikke formår at sy en brudekjole til? Nå, det var lige lidt pre-bryllups-drama herfra. Hvis jeg har tid, så kommer der nok mere.

Mht. kommende mad, så har jeg netop en pulled port i ovnen, og der venter endnu et indlæg, som vil vise, at jeg i sandhed er en kæmpe copycat, for det er ikke kun pulled-pork modebølgen, jeg er hoppet på her inde - jeg er også hoppet på moden med at lave solbærrom :D

fredag den 22. juli 2011

Nem pizza og lidt om sorg

Jeg er ked af, at jeg har været lidt nærrig med indlæg på det seneste. Min kærestes farfa døde i lørdags, og mandag blev hans morfar så indlagt på hospitalet med en blodprop. Så det har været en uge uden de store mad-oplevelser men til gengæld med fokus helt andre steder. Og den sparsomme tid der så endelig har været, ja den går til at bage pølsehorn, pirokker g frikadeller til brylluppet - som skal stå om 15 dage, og hvor der skal bages til (hold nu godt fast) 79 mennesker :)

Ind til jeg lige vender tilbage med nye sjove opskrifter, så får i lige mit bud på nem reste-mad, når det er nemmest.i havde fået pasta og kødsauce med kødsauce fra fryseren og havde i forvejen nogle oste-rester og nogle tortillas liggende, så det var jo oplagt at lave pizzaer af det hele. Jeg elsker at få ryddet ud i resterne ved at lave nye lækre ting af dem. Kæresten spiser denne som pizza, og jeg laver den gerne til en pizza-sandwich - altså klapper den sammen med noget salat og dressing indeni.

Pizzaen, når den kommer i ovnen
Opskrift Tortillas-pizza til 2 personer
4 tortillas
1 ds. tomatpuré
1 lille brie
revet mozerella eller andet ost
oregano og basilikum
fyld: kan være hvad som helst - i dette tilfælde kødsauce.

Tænd ovnen på 200 grader. Læg de fire tortillas ud på 2 bageplader, smør dem med et tyndt lag tomatpure, smør kødsaucen eller kom fyldet på. Skær brien i meget tynde skiver med en god skarp kniv og fordel dem hen over. slut med revet ost af en art - vi brugte resten af en ost, som vi havde liggende. Men hvis jeg skulle købe ost til formålet, ville jeg nok bruge mozerella eller en blanding af mozerella og cheddar. Smid pizzaerne i ovnen i 5-10 minutter indtil osten er smeltet, og kanten er lidt sprød.

Jeg har hovedet fyldt med gode idéer til både mad og bloggen. Men tiden kniber virkelig i øjeblikket med brylluppet forude, og jeg arbejdet omkring en 40-45 timer om ugen op til, og så har der lige været dødsfald og sygdom. Så det er ikke lige overskud, jeg har mest af. Men giv tid, og jeg lover at vende stærkt igen ;) Efter brylluppet daffer vi 15 dage til Caribien, så det er nok først i slutningen af august, at jeg kommer helt op i gear. Men jeg håber da på at få lavet noget god mad og nogle sjove kager inden da også. I dag står den på begravelse for mandens farfar, og bagefter tager familien ud og spiser i Kerteminde.
Faktisk var manden og jeg ude og spise på en fiskebuffet i Kerteminde i tirsdags også, og jeg kan VARMT anbefale stedet. Jensens Fiskerestaurant er det bedste fiske- og skaldyrssted jeg nogensinde har spist, og så er det vanvittigt billigt. 189 pr person, og så kan man mæske sig i deres KÆMPE fiske og skaldyrsbuffet. Her er alt, hvad hjertet kan begære af fisk og skaldyr. Og helt ærligt, så hvis man bare tænker på noget som varmrøget laks, så kan man jo NEMT spise fisk for 200 kroner. Når vi rigtig køber ind hos fiskehandleren, så nærmer vi os også snildt den samme pris. Det er utroligt, at de kan gøre det for så lidt. Det er egentlig lidt pudsigt, for jeg har en kusine i Sæby, som vi var til konfirmation hos sidste år, og der skulle vi prøve byens berømte fiskerestaurant Jensens Fiskerestaurant. Den lå kun i Sæby, og vi havde prøvet den, da vi var der til storesøsterens konfirmation 5 år tidligere, så det havde vi snakket meget om. Besøget levede fuldt ud op til forventningerne, og vi var lidt bekymrede, for nu var der ikke flere, der skulle konfirmeres, så hvilken undskyldning skulle vi bruge for at komme til Sæby og spise fisk. Her for et par måneder siden finder vi så ud af, at der er åbnet en ny fiskerestaurant i Kerteminde - Jensens har så åbnet en der gså, så nu ligger den TO steder i DK, og det ene sted er kun 25 minutters køretud fra os af. Så det var skæbnebestemt, at vi skulle frekventere buffeten, når muligheden bød sig ;)

lørdag den 16. juli 2011

Jordbærtærte - my way

Dette indlæg er lidt gammelt, men jeg har så meget om ørerne i øjeblikket på grund af vores bryllup, som skal stå om tre uger. Vi skal holde festen her hjemme, så der er mange ting, der skal gå op i en højere enhed - ikke mindst vejret, hvilket jeg er rigtig nervøs for. Men men men, det har jo ikke så meget med jordbærtærte at gøre. I sidste weekend havde vi min veninde, som er danselærer, og hendes kæreste på besøg. Hun skulle lære os brudevalsen, og vi bød til gengæld på middag med grill og jordbærtærte til dessert. Min jordbærtærte er lidt anderledes, for der er ingen tærtebund. Både manden og jeg finder tærtebunden lidt overflødig, men er til gengæld begge to helt tossede med marcipan. Så denne jordbærtærte er med kransekagebund.
Marcipan rives, og der kommes æggehvider og vanillesukker ved

Hasselnødder hakkes

Noget af kransekagedejen puttes i en sprøjtepose

Kagen inden den kommes i ovnen

Færdigbagt og med smeltet hvid chokolade henover

råcreme op til "kanten"

Årets sidste jordbær fra haven var lige nok til tærten
Jordbærtærte:
500 gram Odense marcipan
3-4 æggehvider
2 spsk vanillesukker
100 gram hasselnødder
75 gram hvid chokolade

creme:
3-4 æggeblommer
1/4 liter fløde
2 spsk rørsukker
1 spsk vanille

Jordbær

Riv de 500 gram marcipan i en skål og pisk med æggehvider og vanillesukker til en masse uden klumper. Tag cirka 1/4-del af dejen fra og put denne i en sprøjtepose. Hak hasselnødderne og pisk dem i "dejen". Fordel dejen i en smurt springform, tryk den godt ned og sørg for at overfladen er så lige som muligt. Lav en kant på tærten af massen, som er i sprøjteposen. Bag ved 180 grader til den er lysebrun - omkring 15 minutter.
Lad tærten køle af, når den er kommet ud af ovnen. Når tærten er kold, smeltes den hvide chokolade, og bunden smøres med chokoladen. Den stilles i køleskabet, indtil chokoladen er stivnet.
Imens piskes æggeblommerne med sukker og vanillesukker til en cremet æggesnaps. Fløden piskes meget stiv, og vendes roligt sammen med æggesnapsen.
Fordel creme på tærten og kom herefter jordbærrene på. Velbekomme.

fredag den 8. juli 2011

Pandekager med jordbær og guf-skum

Lækre pandekager, jordbær fra haven og guf skum med vanille 
Forleden fik vi en dessert, som simpelthen sad lige i skabet. Vores jordbærbed i have bugner af jordbær, men vi havde efterhånden fået lidt vel rigeligt af jordbær med fløde. Så lysten til pandekager meldte sig. Og da jeg havde en rest æggehvider i køleskabet, så tænkte jeg, at jeg ville prøve at lave guf-skum til, og det skuffede ikke. De syrlige jordbær sammen med den søde skum er bare super lækkert. Her får i min opskrift på pandekager - forholdene ændres alt efter, hvor mange pandekager man skal lave.

Pandekager ca. 10 styks:
3 dl. hvedemel
2 æg
1 spsk vanillesukker
en dl finthakkede mandler
1 spsk rørsukker
lidt bagepulver
2 dl. mælk
vand indtil dejen har den ønskede konsistens - ca. 3 dl vil jeg tro.

Jeg steger altid mine pandekager i rigtigt smør, det gør dem bare meget bedre.

Gufskum:
3 æggehvider
100 gram rørsukker
2 spsk vanille

røres sammen i ti minutter ca - til guffen er stiv og lidt sej. Der kan også blandes hakkede mandler i guf-skummet, det giver det en rigtig god smag og vil sikkert lige give det sidste til jordbærrene.

Polterabend

Som sagt, så blev jeg bortført lørdag morgen (2/7 - egentlig sjovt, for det er den dato, manden og jeg først ville have haft som bryllupsdag). Jeg havde en aftale med min veninde Camilla fra Århus om, at hun skulle komme hjem til mig klokken 10, og så skulle vi hygge og spise brunch, og om aftenen skulle vi så til en fødselsdag hos en af hendes venner her på Fyn. Hun skulle så sove hos mig, og vi skulle bare have rigtig tøseweekend.

Men da Camilla kom, tog hun mine hænder og sagde "Lolle, nu skal du høre" og jeg sagde "Åh nej, hvad har du nu lavet?", hun fniste og sagde "Der er sket en lille ændring i planerne. Du har en halv time til at pakke en taske, og så kører vi. Du skal have noget praktisk tøj med og noget til stiletter." Jeg var forvirret, og gik i gang med at pakke. Camilla nød situationen, og jeg bød på en cider mens jeg for forvildret rundt og stillede spørgsmål, som hun ikke ville svare på. Hm..

10.30 ringede det på døren, det var min veninde Anna, der stod ude i regnen og spurgte "Giver du en kop kaffe". Ehh, jeg var mildest talt forvirret. Ser i Anna og Camilla kender ikke hinanden, jeg var på højskole med Anna før jeg startede på uni, og Camilla har jeg været guide sammen med. Jeg blev ikke mindre forvirret af, at de to nu tilsyneladende kendte hinanden. Men endnu havde dumme Louise ikke lugtet lunten for alvor.

Så blev jeg gænget ind på bagsædet af Camillas Fiat500, fik en rekorderlig stukket i hånden og så gik turen ellers mod en bro. Her blev dagens første sjove sætning sagt af Camilla, som var chauffør, da Anna tilbød hende en cider også "Nej tak, jeg har allerede drukket", jamen tak frøken chauffør. Da vi kom til broen udbrød jeg "Nårh, jeg kan da se, at vi skal til Jylland" - jeg var begyndt at tro, at vi skulle over til Camillas sommerhus ved Vestkysten. De to på forsædet fniste, og da vi nåede betalingsanlægget i Korsør vidste jeg hvorfor. Lidt blondine er man vel :)

Vi ankomtil Bakken, hvor jeg ikke har været siden jeg var en meget lille pige. Men jeg skal der helt sikkert igen sammen med manden, for der er godt nok hyggeligt. Jeg fik et kort i hånden og blev bedt om at finde en forlystelse. Her hoppede en af mine andre veninder, Liv, frem med et diadem og et slør - og så faldt femøren. Jeg blev iført den skønne udklædning og leverede selv et par røde kinder til lejligheden.
Soltaget nede og armene oppe på bagsædet af en Fiat500
Liv og Camilla smuttede, og jeg skulle finde en ny forlystelse. Her hoppede Britt - en fjerde veninde frem. Jeg var stadig forvirret, men helt utrolig rørt over, at de sådan havde arrangeret en dag for mig - det er jeg stadig meget rørt over.

Anna, Britt og jeg prøvede en forlystelse, og gik videre rundt på Bakken, indtil vi kom til den fineste picnic, som Camilla og Liv imellemtiden havde sat op. Det var inde mellem træerne, og simpelthen så hyggeligt. Selv om vejret havde været lidt tvivlsomt, så pludselig brød der hul i skyerne, og solen skinnede fra en skyfri himmel på vores skønne picnic. Det var perfekt.

Efter et par timers picnic og dertilhørende sladder, tog vi en tur i én af hestevognene. Solen skinnede stadig, og vi fik champagne og nød turen. Selv om jeg ikke bryder mig om heste, så var det en skøn tur - klart den mest behagelige heste-transport, jeg nogensinde har prøvet :)

Vi prøvede endnu en forlystelse - en vild én af slagsen, inden vi forlod bakken. Vi kørte hjem til Britt, hvor vi hyggede os lidt i solen, mens Britt baksede i køkkenet for at lave en lækker middag, som vi senere skulle nyde. Vi besluttede os for at gøre os festklar inden maden, men mens vi stod og gjorde os klar, ringede det pludselig på døren. Det var endnu en veninde - Mame, som kom direkte fra arbejde. Jeg var lige ved at græde, for det var så skønt at se hende igen, og jeg troede ikke, der var flere overraskelser - men jeg skulle blive klogere.

Efter en skøn middag og en masse sladren, ringede det igen på døren. Jeg var forvirret. Ind kom en nydelig dame, som sagde, at hun kom fra zoologisk have, og skulle fortælle os noget om de forskellige dyr og sanserne. Okay, fint nok. Hun havde hørt, at jeg var en dyreven. Jo jo. Så fik jeg bind for øjnene, og skulle stikke min hånd frem og gætte hvilket dyr, der berørte min hånd. Det første var noget fjerlignende, så jeg gættede påfugl. Ikke rigtigt. Det næste var noget rundt, som pludselig vibrerede, jeg fik et chock og de andre var flade af grin. Hun var ikke fra zoologisk have, men var kommet for at holde et dildoparty for os. Det var første gang, jeg var til sådan et, men jeg var positivt overrasket. Det var simpelthen bare så godt, og selv om det ikke lige er alle ting, der falder i ens smag, så er det jo skægt at se, hvad der findes af spøjse ting.
En kryptisk klokke, som var ét af købene ved aftenens event

Efter den oplevelse, drak vi en masse dejlige bobler og tog i byen. Det var en super bytur og en super aften med tøserne. Alt i alt et helt PERFEKT polterabend, som sluttede omkring klokken fire om natten, hvor vi drog hjemad. Jeg fik det dårligt i taxaen, og selv om jeg holdt mig i skindet indtil vi nåede hjem til Britt, så måtte jeg give op på hendes havegang, hvor jeg kom til at returnere en god stor del af det, der var kommet indenbors i aftenens løb. De andre mente, at det var den perfekte afslutning. Og det var det vel egentlig også, det er mange år siden, jeg har lavet sådan et stunt, men sådan skal det nok være på et polterabend. I hvert fald var det en helt sublim aften og dag, og jeg er pigerne dybt taknemmelig <3 
Og her ser i så, hor kvæstet jeg var dagen efter...

torsdag den 7. juli 2011

Op på hesten igen

Den sidste uge har bloggen ligget død hen, hvilket slet ikke var meningen. Men i lørdags blev jeg pludselig bortført af mine veninder, og så stod den på polterabend. Det var et fantastisk polterabend, og måske den bedste dag i mit liv, men det vender jeg tilbage til :) Først de dårlige undskyldninger, ser i sagen er den, at jeg på trods af mine kun 25 år, ikke fester og drikker særlig ofte. Så når jeg en sjælden gang kaster mig ud i det vilde ungdomsliv, så medfører det massive tømmermænd i helt op til 3 dage, hvilket var tilfældet denne gang. Men det var det hele værd. Det betyder dog, at mine madplaner røg sig en tur. Dertil kommer, at jeg fik lavet en jordbærtærte, hvor der gik utålmodighed i den, og det endte med, at hele projektet kiksede. Tsk tsk. Jeg har dog nogle indlæg, som ligger og hober sig op, de kommer i løbet af de næste par dage. Men først vil jeg fortælle om mit polterabend.

onsdag den 29. juni 2011

Kaffekager

Som tidligere nævnt, så spiser vi en del koldskål for tiden, og det betyder altså, at jeg evig og altid har æggehvider til ovres, og jeg har ikke lige så mange idéer til pskrifter med æggehvider (forslag modtages med kyshånd), så det bliver ofte til marengs kager. Men da vi samtidig prøver at slanke os lidt, så er det nu også et meget fint alternativ til almindelig kage.
Denne gang ville jeg så prøve at lave nogle med kaffesmag, så jeg fulgte nogenlunde min almindelige opskrift, men brugte rørsukker og brun farin istedet for almindelig sukker, og så dryssede jeg to spsk instant kaffe i, da marengsmassen var næsten færdigpisket.

æggehvider, rørsukker og brun faring piskes stift

herefter tilføjes instant kaffe - jeg bruger café noir

Jeg lavede også en omgang af de almindelige med kakao
Kaffemarengs
4 æggehvider
1 dl rørsukker
1/2 dl brun farin
vanillesukker uden smag
2 spsk instant kaffe
50 gram hakkede hasselnødder
- i dem med kakao kom jeg også to spsk kakao i - jeg lavede halvdelen med kakao.
Pisk æggehvider, sukker, vanillesukker og brun farin til en stiv masse. Kom kaffen i og pisk videre til massen er stiv, luftig og sej. vend de hakkede hasselnødder i massen, og sæt dem på en bageplade. Bag i en times tid ved 120 grader.