fredag den 31. januar 2014

Havrebrud

Disse skønne havreboller er helt perfekte til weekendens morgenmad eller til en kop eftermiddagskaffe. Den oprindelige opskrift er herfra, men jeg skriver min version - som ellers ikke adskiller sig det store.

20 gode og luftige havreboller, der kan fryses eller spises.

De er rigtig luftige og har en god krumme.

Havrebrud 20 stk
50 gram gær
3 dl vand
1 spsk salt
2 spsk sukker
2 æg
75 gram smør
3,5 dl sødmælksyoghurt
5 dl finhvalsede havregryn
900 gram hvedemel

Smuld gær, og udblød det i lunkent vand. Tilsæt salt og sukker. Smelt smør i en gryde, tag gryden af blusset, og kom yoghurten op i det smeltede smør. Hæld smørblandingen i gærblandingen, og rør godt. Tilsæt æg og havregryn, og rør dejen godt igennem - jeg brugte røremaskine. Tilsæt el lidt efter lidt. Dejen skal være lidt fugtig, fordi havregrynene trækker meget væde fra dejen. Sæt dejen til at hæve et lunt sted i 30 minutter. Ælt dejen igennem igen, og form derefter 20 boller, tryk dem flade, og sæt dem på en bradepande i 5 rækker af 4 boller. De skal stå rigtig tæt, så de hæver sammen, tryk dem evt igen, når alle bollerne er sat på plade. Lad dem hæve i 30 minutter igen, pensle med æg og drys med havregryn. Bag dem i cirka 20 minutter ved 180 grader - de skal være gyldne på toppen.

Det er sjældent, at jeg kaster mig ud i kreative projekter, men det har jeg ikke desto mindre gjort i dag. Denne vægdekoration pryder nu vores soveværelse, det er lidt svært at se, hvor stor den er, men den er 170 bred, og jeg er så tilfreds med den. Det er en overraskelse til min mand, for i morgen har vi været sammen i 7 år - ikke at det er noget, vi gør det store ud af, men det var nu en god anledning til lige at lave lidt kreativt, og selve ordlyden rammer spot on!

I morgen har manden og jeg været sammen i 7 år

torsdag den 30. januar 2014

20 random facts om mig

Inspireret af Instagram legen med at skrive 20 random facts om sig selv kommer her 20 stykker om mig.  Et bonusfact er nemlig, at jeg er møg dårlig til at skrive lange tekster på mobiltelefonen, jeg rammer så tit de forkerte taster, og det irriterer mig helt vildt - af samme årsag er jeg også møg dårlig til lange sms'er :)

20 random ting om mig
1. Selvom jeg kun er 27, har jeg i flere år gået under kaldenavnet "mormor". 
2. Jeg er enebarn. 
3. Måske derfor jeg har et behov for at være alene af og til. Min mand har det på samme måde, så vi kan godt lide være "alene sammen". 
4. Han er samtidig det eneste menneske, jeg har mødt, som jeg aldrig bliver træt af. 
5. Vi var sammen første gang for 7 år siden til en julefrokost i Bilka Odense lige ud for kasse 1. 
6. Jeg spiser aldrig et sted, hvor jeg ikke først har set deres smiley-rapport. Et af mine direkte links i mit faneblad på computeren er til findsmiley.dk.
7. 7 er mit lykketal, mit spillernummer i håndbold og datoen for min mands frieri. 
8. Jeg var kun 24, da jeg blev uddannet kandidat i journalistik som den yngste nogensinde vist og på et halvt år under normeret tid. 
9. Jeg har villet være journalist siden 1992, hvor jeg så OL fra Barcelona. 
10. Jeg har arbejdet 3,5 år på TV 2, men skal finde nyt arbejde, når min barsel slutter. 
11. Min drøm er at skrive en bog. 
 12. Jeg har været rejseguide på ungdomsferier i Lloret de Mar i 4 somre. 
13. Jeg har kun én rigtig nær veninde, der bor her på Fyn. De andre er spredt ud over hele DK. 
14. Jeg elsker krigsfilm. 
15. Jeg har i mange år været tyk, men nu er jeg tynd - læs mere om det her
16. Min søde tand udviklede sig først, efter jeg havde tabt mig. 
17. Jeg elsker at rense ører, og gør det mindst to gange dagligt (min mand gør det samme).
18. Min datter hedder Grete-Johanne efter mandens mormor og min farmor. 
19. Jeg selv er opkaldt efter en plastikpose. 
20. Jeg retter folks sprog, når de taler, selvom jeg godt ved, at det er irriterende. På samme måde tæller jeg grammatiske fejl i sms'er og tekster, når jeg læser dem - men jeg siger det sjældent højt til folk.
21. (i får et ekstra, fordi nummer 18 ikke rigtig var om mig) At være blevet mor har ændret mit liv, jeg havde aldrig forestillet mig, at det ville tage mig så meget med storm, som det har gjort, for børn har aldrig rigtig sagt mig noget før.

Det var lidt om mig, vil i selv lege med? Så gør det enten i kommentarfeltet herunder eller på jeres egen blog, det er faktisk meget sjovt at sidde og finde ting frem om sig selv.

torsdag den 23. januar 2014

Supreme chocolate cake

Denne chokoladekage vidste jeg bare, at jeg måtte lave, da jeg så den. Den er inspireret af en opskrift fra Den Store Bagedyst, men jeg har lavet en del ændringer, så jeg skriver opskriften, som jeg lavede den. Det er en super lækker kage med hvid og mørk chokolademousse, hvilket gør den lækker, cremet og afbalanceret.

Chokoladekage med hvid og mørk chokolademousse

Pyntet med spåner af mørk og hvid chokolade

Lige til at sætte tænderne i

Chokoladekage med chokolademousse
250 g hvedemel
100 gr sukker
100 gr brun farin
2 spsk vanillesukker
6 spsk kakao
2 tsk. bagepulver
1 drys salt
2 æg
2,5 dl mælk
100 g smeltet smør 
80 gram mørk chokolade (Køb 100 gram, og gem de sidste 20 til pynt)

Bland alle de tørre ingredienser i en skål, og rør det godt sammen. Pisk æg og sødmælk i de tørre ingredienser. Smelt smør og chokolade i en gryde, hæld det i dejen, mens der piskes grundigt. Smør en springform med smør eller olie, og hæld dejen i. Bag i cirka 40 minutter ved 170 grader.

Kagen skal køle helt af, inden moussen kommes i. Som mørk chokolademousse brugte jeg et brev af Dr. Oetkers chokolademousse, jeg synes faktisk ikke, at det kan betale sig at lave chokolademoussen selv, når det er til sådan noget her. Den fra Dr. Oetker er luftig, lækker og nem at lave. Den hvide chokolademousse skal dog være hjemmelavet.

Hvid chokolademousse
3 æggeblommer
80 gram hvid chokolade
1,5 dl fløde
1 vanillestang
2 spsk rørsukker

Smelt chokoladen meget forsigtigt over et vandbad. Pisk fløden til skum, og stil det til side. Pisk æggeblommerne hvide med sukker og vanillesukker, og rør den smeltede chokolade i. Vend flødeskummet i chokoladeblandingen lidt ad gangen.

Selve kagen
Flæk kagebunden i to dele. Kagen skal samles i en springform med bageplast på siderne, så den er nem at få ud igen. Kom den nederste bund i formen, og kom den mørke chokolademousse på bunden. Kom den anden bund over, og giv den et lille tryk, så der ikke er luft mellem bund og mousse. Kom den hvide chokolademousse øverst, gem lidt af moussen til at smøre siderne op med, så kagen bliver hvid og pæn. Stil kagen på køl i 6 timer, inden den skæres ud.

lørdag den 4. januar 2014

Hasselnøddekage med chokoladesauce og whiskeyflødeskum

Denne kage fik vi til dessert nytårsaften, og den er virkelig god. Opskriften stammer fra min yndlingskogebog Suveræne succeser, men jeg har lavet nogle ændringer - man kan variere den med alle slags nødder, den oprindelige opskrift er med pecan nødder. Nøddekagen kan også bruges som bund til en frugtkage med råcreme og friske frugter, det ville smage fantastisk.

En rigtig god kage med chokoladesauce og whiskeyflødeskum

Dejen til kagen skal være let og luftig, lidt ala en marengsdej

Den færdigbagte kagebund skal afkøles inden servering

Chokoladesaucen er bedst, når den er lun og nylavet

Hasselnøddekage
250 gram ristede, afskallede hasselnødder
150 gram flormelis
5 æggehvider
Lidt smør til formen

Hak hasselnødderne groft, det kan gøres i en blender, men pas på, at de ikke bliver for fint hakket. Sigt flormelis. Pisk æggehviderne stive, og vend nødder og flormelis i æggehviderne. Kom dejen i en smurt springform enten rund eller firkantet, og bag ved 180 grader i cirka 30 minutter. Kagen skal være gyldenbrun og ikke give efter, når man trykker let på toppen. Lad kagen køle af, mens chokoladesauce laves.

Chokoladesauce
200 gram chokolade
25 gram smør
1,5 dl fløde

Varm fløden op i en gryde, tag gryden af blusset, og kom chokolade og smør op i. Lad det smelte i fløden under omrøring.

Whiskeyflødeskum
2,5 dl fløde
1 spsk whiskey

Pisk fløden med whiskey lige inden servering. I bogen foreslår de, at chokoladesaucen hældes udover kagen, når begge dele er kølet af, vi spiste dog alt for sig, så man selv kunne hælde chokolade og flødeskum på, som man lyster. Desuden vil jeg spise chokoladesaucen lun næste gang.

Den færdige kage
Hvis man undlader flødeskum og chokoladesauce, så er kagen faktisk forholdsvis sund, da der hverken er smør eller mel i, så den kan også godt gå ind under kategorien "sunde kager", og så er den glutenfri i sin rene form uden alt tilbehøret.