torsdag den 22. maj 2014

Kammerjunker

Der er lidt vanillekrans over disse kammerjunker, men det er efter min mening ikke noget dårligt - slet ikke faktisk. De er ikke så søde, så hvis man er til meget søde kammerjunker (ligesom dem i butikkerne), så skal man tilsætte mere sukker.

Kagedåsen er fyldt med kammerjunker

Lækre kammerjunker med mandelmel og vanille

Kammerjunker (ca. 80 stk)
50 gram smør
1 æg
1 vanillestang
1/4 dl mælk
3/4 dl rørsukker
2 dl mandelmel
2,5 dl hvedemel
1 tsk bagepulver

Skrab kornene ud af vanillestangen, og pisk sukker, blødt smør og æg luftigt. Tilsæt mælk, mel, mandelmel og bagepulver og pisk godt igennem. Rul dejen i to pølser, og del hver af pølserne i cirka 20 stykker. Tril dem til små kuger, tryk dem lidt flade, og sæt dem på bagepladen, de flyder ikke så meget ud, så de må gerne stå tæt. Bag dem ved 180 grader i 8 minutter, de må ikke tage for meget farve. Tag dem ud, og lad dem afkøle lidt, inden de skæres over med en brødkniv og sættes tilbage på bagepladen. Bag dem igen ved 180 grader i 10 minutter eller til de har den ønskede, gyldne farve. Lad dem køle helt af, før de bruges til koldskål.

torsdag den 15. maj 2014

Hveder

Til de af jer der ikke ved det, så kan jeg fortælle, at min absolutte yndlings-spise-højtid er Store Bededag. Jeg ELSKER hveder, og jeg er helt tosset med helligdagen, som er en undskyldning for at spise hvidt brød med smør. Jeg husker det som noget af det hyggeligste fra min barndom, når vi sad og  fik varme hveder og te med stearinlys tændt.

Sidste år testede jeg hveder. Og vinderne blev disse, som i år er modereret lidt i opskriften. Hvis man vil købe hvederne, så synes jeg, at de bedste er dem fra bageren i Føtex/Bilka, dem kan jeg varmt anbefale, hvis man ikke orker hjemmebag. Men jeg holder mig så klart til hjemmebag, jeg elsker, når duften af hveder spreder sig i huset.

Hævede og klar til at blive bagt

De færdigbagte hvedeknopper - 20 styks lige til at spise

Hvederne har en rigtig god krumme og en dejlig smag

Hvedeknopper
100 gr smør
2 dl vand
3 dl letmælk
50 gr gær
2 æg
1 spsk. salt
2 spsk. sukker
4 tsk. stødt kardemomme
cirka 1 kg hvedemel

Smelt smørret i en gryde, og hæld mælk op i gryden. Rør gæren ud i det lunkne vand, og tilsæt mælkeblandingen - den må ikke være varmere end lillefingeren. Tilsæt æg, salt, sukker og kardemomme, og rør godt rundt, så der ikke er klumper af kardemomme. Tilsæt melet lidt efter lidt, og ælt dejen godt igennem. Stil dejen et lunt sted med et viskestykke over, og lad den hæve i mindst en time. Ælt dejen godt igennem, og del den i 20 klumper, som formes til boller og stilles tæt sammen i en bradepande. Sæt bollerne ind i den kolde ovn, og sæt et fad med kogende vand i bunden af ovnen. Lad bollerne hæve, til de er blevet dobbelt størrelse og er vokset helt tæt sammen, det tager 30-40 minutter. Tag bollerne ud, og tænd for ovnen. Bag bollerne i cirka 20 minutter ved 180 grader.

søndag den 11. maj 2014

Mors dag - gør din mor stolt

I dag er det min første mors dag som mor - og min 28. af slagsen som datter. Men i tråd med mit tidligere indlæg om det at være menneske og mor, hvor jeg skrev om, hvordan jeg måtte tage min egen person op til overvejelse, så har jeg i år også gjort noget nyt med mors dag.

I år fik min mor nemlig ikke en buket blomster, og det er bestemt ikke fordi, hun ikke fortjener blomster, for det gør hun helt bestemt. Men i år har jeg valgt at give hende et kort fra Maternity.dk og derved støtte kampen imod mødredødelighed i Afrika i stedet for en buket blomster. Og det er jeg ikke i tvivl om, at min mor blev glad for - hun er nemlig det bedste menneske jeg kender!

I kan selvfølgelig ikke nå at sende et kort nu, men hvis i ikke har købt jeres mor noget endnu, eller i vil give en lille ekstra gave, så er der altså en masse gode formål, som i kan støtte med en donation for jeres mors skyld. Må jeg foreslå Red Barnet, Børns vilkår, BørnefondenFolkekirkens Nødhjælp eller Kræftens bekæmpelse. Gør jeres mor stolt!

Min mor, mig og Grete-Johanne
Her er et billede af min mor og jeg til min datters barnedåb. Det er mit yndlingsbillede af os, selvom jeg stadig har en god del babyfedt på kæberne på billedet, men det er det første billede af os tre kvindelige generationer.