lørdag den 22. december 2012

Konfekt: Marcipan af forskellig art

Her er et indblik i årets konfekt her hjemme, hvor der for alvor blev julehygget torsdag. Opskrift på marcipanrullen er nederst i indlægget.

To søde snemænd af marcipan og nougat og hvid chokolade

Snart er vi tre her hjemme, så der kom lige en tredje snemand med på billedet

Snemanden var lidt et forsøg, men det gik meget godt.

Marcipanroulade med guf i, se guffet nedenfor

Hakkede mandler og figner i whiskey og mandellikør - marineret i 48 timer

Havregrynstern med nougat.

Toscasnitter med marcipan og nøddekaramel.
Marcipanrullen er noget, vi altid har lavet i min familie i stedet for den klassiske marcipan - måske fordi jeg aldrig rigtig har været til nougat. Min variation er med økologiske figner og mandler (det er vigtigt, at de er økologiske, for de er simpelthen meget bedre, end de figner man kan købe for en slik). Fignerne skæres i små stykker, og mandlerne hakkes. Det hele lægges i god whiskey og mandellikør i et døgns tid eller to i køleskabet .  Jeg brugte omkring 200 gram marcipan. Det rulles ud til en firkant, og fyldet kommes i, hvorefter rullen samles. Enderne lukkes til - vær sikker på, at der ikke flyder væske ud. Når rullen er tæt og fin, smeltes god mørk chokolade som smøres på med en ske eller en kniv, kom rullen i køleskabet natten over.

GLÆDELIG JUL :)

fredag den 21. december 2012

Konfekt: Toscasnitter med marcipan


Mandens absolutte yndlings konfekt er disse snitter, som jeg fandt inspirationen til hos Birthe for nogle år siden. Siden da har vi dårlig ramt november måned, før han køber en gang marcipan, og så ved jeg godt, hvad der hentydes til. Det bliver altid til to portioner af toscasnitterne, en som manden kan snacke i igennem decemer og så en, når vi nærmer os jul, så der også er til os andre. Den søde marcipan og den salte nøddekaramel smager virkelig, så englene synger, så kom bare i sving med den her konfekt.

Marcipanbund med nøddekaramel på toppen
Karamel med mandler og hasselnødder på toppen af 

Toscasnitter med marcipan
400 gram marcipan (jeg bruger ALTID Odense)
2,5 dl piskefløde
1 dl rørsukker
150 gram smør
1,5 dl sirup (jeg brugte halv ahornsirup og halv mørk sirup)
150 gram mandler
150 gram hasselnødder

Rul marcipanen ud på bagepapir i en firkant, som er lidt under en halv cm tyk. Kom smør, sukker, fløde og sirup i en gryde og bring det i kog ved middel varme. Imens hakkes nødderne, og der røres af og til i gryden. Når massen koger, kommes nødderne i, og den bringes i kog igen under omrøring. 

Karamelmassen skal koge, indtil den bliver sej - det tager i hvert fald et kvarters tid, når man laver den store portion som her, og det er vigtigt, at man rører rundt hele tiden. Når massen er blevet sej, hældes den over den udrullede marcipan, brug en smørrekniv til at få massen ud til kanterne. Stil marcipanen med nøddekaramellen i køleskabet indtil dagen efter, hvor den skæres ud i tern.

torsdag den 20. december 2012

Konfekt: Havregrynstern med nougat

En af de ting, der bliver lavet hvert eneste år i december er havregrynstern. De er lækre og nemme at lave, og så kan de holde sig længe i køleskabet. Inspirationen fandt jeg for nogle år siden hos Birthe. Jeg har ændret noget i den, og der bliver til en ordentlig omgang - vi har nok i en portion til hele julen, men der er selvfølgelig også andre slags konfekt :)

Lækker konfekt pyntet med nougat, hvid chokolade og mandler

Bund af havregryn, hakkede mandler og sesamfrø

En ordentlig omgang havregrynstern, der skulle være nok til julen over
Havregrynstern med nougat:

125 g smør
4 dl havregryn
150 g hakkede mandler
1/2 dl sesamfrø
2 spsk. hvedemel
2 tsk. bagepulver
1/2 dl sukker
2 spsk. vaniliesukker
3 spsk. ahorn sirup
En pakke nougat
Lidt smeltet lys chokolade til pynt
Lidt finthakkede mandler til pynt

Bland alle de tørre ingredienser i en skål, og smelt smør og sirup i en gryde. Når det er smeltet, hældes det over i den tørre blanding, og der røres rundt. Det hele skal være blandet godt sammen. Beklæd et lasagnefad (cirka 25x30 cm) med bagepapir, og kom den smuldrende dej op i fadet, start med at fordele dejen over det hele med en ske, og tryk det, så godt du kan. Tag derefter en dejskraber eller en palet eller noget andet, som er godt til at trykke med, og tryk massen rigtig godt sammen, så den er som en fast "plade" i bunden af fadet med en jævn overflade. Bag i ovnen ved 180 grader i 25 minutter. Den skal være gylden på overfladen.

Når den kommer ud af ovnen, så skal nougaten på i meget tynde stykker. Den nemmeste måde at gøre det på er faktisk ved at tage en ostehøvl, og så høvle tynde skiver af nougaten på langs. fordel nougaten over havregrynsbunden, og lav et mønster med en gaffel i små bølger. Pynt med den lyse chokolade ved at dyppe en ske i den, og lav små streger på tværs af den nougatbeklædte havregrynsbund. Top med de hakkede mandler, og stil bunden på køl, indtil den er helt kold. Herefter skæres den ud i tern.

fredag den 14. december 2012

Storken kommer til kaffeland

Ja, så blev det vores tur til at forøgre vores lille familie, som indtil videre har talt mig, manden og vores kat Tumle. Men til maj skal Tumle altså være storebror. Og faktisk så har jeg lidt dårlig samvittighed over mit blog-navn, for siden jeg blev gravid, har jeg ikke drukket kaffe. Jeg har altid troet, at cravings og ændrede madvaner var enten en skrøne eller noget, som kvinder sagde for at drive deres mænd til at hente dem de ting, som de havde lyst til. Men med min manglende smag for kaffe må jeg blankt erkende, at der er noget om det. Jeg synes simpelthen, at det smager af karklud, det er så mærkeligt.

Nå, men de kloge hoveder siger, at vores baby kommer omkring 30. maj, hvilket næsten er så timet, som det kan være. Manden og jeg har nemlig hele tiden joket med, at vi ville have en baby til sommer mellem hans (31. maj) fødselsdag og min (18. juni) fødselsdag, så det er næsten et pletskud. Det vil desuden sige, at jeg er 16 uger og 1 dag henne i dag. Og man kan efterhånden se en lille fin og rund mave, som alle omkring mig ynder at ae og røre ved hele tiden. Jeg siger jer, jeg har aldrig fået så meget positiv respons på at blive tykkere i december, selvom det er sket hver eneste år ;-)

Nå, men det var et lille indlæg om vores lille julehemmelighed. Nu må vi se, hvor meget jeg kommer til at plage jer og min blog med graviditetsindlæg, men jeg har selv nydt at kunne følge andre gravide bloggere i det seneste års tid, hvor jeg jo godt har vidst, hvor det bar henad, så der kommer nok også et lille indlæg her i ny og næ. Det fylder jo en del i vores hverdag lige nu.

torsdag den 13. december 2012

Verdens bedste vanillekranse

Man skal kende sine evner og sine begrænsninger, og i evnekategorien vil jeg gerne påberåbe mig, at jeg har lavet opskriften på de bedste vanillekranse. Indtil det modsatte er bevist (og i er velkomne til at komme med bedre bud), så vil jeg vove og påstå, at jeg har sammensat verdens bedste opskrift på vanillekranse. Den er endnu bedre end sidste års opskrift. Hemmeligheden er MEGET vanille og mandler i forskellige former.

En dåse med pebernødder, en med brunkager og en med vanillekranse

Mangler stadig at bage halvdelen, men her skulle være nok til et par dage

Fyldt med vanillekorn og mandler

Lige til at sætte tænderne i - verdens bedste vanillefranse
Vanillekranse
200 gram blødt smør
100 gram rørsukker
1 dl vanillesukker
Kornene fra 5 vanillestænger
1 æg
150 gram mandler malet til mandelmel
100 gram mandelflager hakket lidt
200 gram hvedemel

Pisk sukker, smør, vanillesukker og vanillekornene til det er luftigt, tilsæt æg og pisk igen. Tilsæt mandelflager og mandelmel og pisk igen igen. Pisk melet i til sidst og sørg for, at det hele er blandet godt sammen. Sæt dejen på bordet i en time, og rør så igennem igen. Stil på køl i nogle timer eller til dagen efter. Men husk at tage dejen ud lidt tid, inden den skal bruges. Rul til kranse eller kør igennem kødhakkeren med stjerneform. Samle dem til kranse og bag ved 180 grader i omkring 10 minutter - men hold godt øje med dem, de skal være meget let gyldne, men ikke brune.

Til pebernødder har jeg i år brugt lagkagehuset fantastiske opskrift, hvor jeg dog har skåret lidt ned på ingefæren. Men ellers er den fulgt til punkt og prikke. Og brunkagedejen købte jeg faktisk i Rema1000, den er bedre end den jeg selv lavede sidste år  - det er igen det med at kende sine

fredag den 7. december 2012

Mandelboller og julehygge

Det her indlæg skulle have været på i november, men som sagt så strejker min computer, og jeg kunne simpelthen ikke overskue at skulle i gang med mandens gamle hakkebræt. Det gør jeg så alligevel nu, mens jeg venter på en ny computer. Men som den første snært af julehygge lavede jeg en lille portion brunkager og nogle mandelboller. Brunkagerne vil ejg ikke skrive om, for der har ejg faktisk købt min dej i Rema1000 - jeg har fundet en købedej, som jeg ikke kan gøre bedre selv, så det bliver dette års brunkager lavet af.

Men mandelbollerne var en idé, der pludselig opstod, da lysten til lyse boller meldte sig. Jeg er stor fan af nødder i boller, men jeg har faktisk aldrig brugt mandler, jeg bruger altid valnødder og hasselnødder. Jeg må indrømme, at jeg ikke kan huske min lyse bolledejsopskrift, men man kan bruge enhver opskrift, og så komme nogle hakkede smuttede mandler i dejen. Det giver et lille bid i bollen og et pift af jul. Derudover bliver bollerne saftige og lækre, så det kan varmt anbefales.

Dette syn vakte lykke, da manden kom hjem fra arbejde

Man må aldrig skynde på boller, de skal hæve i god tid og hygge sig

En clementinskal formet som et K
Da jeg var en lille pige, sagde man altid, at når man pillede en clementin og kastede skralden på gulvet, så ville den falde i det mønster, som var startbogstavet i ens kommende mands navn. Det giver rigtig ofte S. Men årets første clementin gav mig et K, så det var jo meget heldigt, eftersom at jeg har valgt manden i mit liv ved navn Kim :)

Computerproblemer

De fleste har nok opdaget, at der har været rungende stilhed på bloggen i snart en måned. Det er ikke fordi, at der ikke bliver lavet mad og julehygger her hjemme, men min computer har lagt sig til at dø, og selv en mindre operation i vores Humac Store har ikke kunnet redde hende. Så manden skulle gerne bestille en ny computer i dag, imellemtiden har jeg fået en gammel gammel computer op at køre. Så nu forsøger jeg at få lidt gang i bloggen igen :)

fredag den 9. november 2012

Klattekager

Den anden dag skrev jeg om risalamande, og her kommer så version 2.0 af grød-reste-indlæggene. Klaggekager er nemlig noget, der altid hørte til dagen efter, vi havde spist risengrød i mit barndomshjem - medmindre vi fik hyldebærsuppe, så spiste vi varm hyldebærsuppe med kolde risengrødsklatter i. Det er til gengæld en spise, som jeg ikke har mødt nogle andre steder, men det smager godt, så prøv det! Tilbage til klattekagerne, de smager nemlig også forrygende. Jeg spiser dem med mørk sirup eller ahornsirup.

Der mangler bare noget sirup, så er de klar til servering

Mmm, jeg hapser tit en kold, når jeg går forbi køleskabet

Klattekager
Ca. en halv liter kold risengrød lavet på sødmælk og kogt med vanille og vanillestænger*
3 æg
2 dl mælk
1 spsk sukker
1 spsk vanillesukker
1 tsk bagepulver
1 dl mel
smør til stegning

Bland æggene i den kolde grød, tilsæt mæl, sukker og vanillesukker og rør godt rundt. Tilføj mel og bagepulver. Mærk konsistensen efter, den skal være ret tyk, ofte kan man ikke se, om den har den rette konsistens, før den rammer panden. Her må den ikke flyde for meget ud. Det er lidt ala tykke, amerikanske pandekager. Steg dem i smør, så får de en lækker smag og en sprød skorpe. De skal være gyldenbrune og steges ved middelhøj varme. På min 28 cm pande kan der være fire klattekater af gangen. Spis dem med mørk sirup, marmelade, sukker eller hvad du ellers lyster.

* Jeg laver altid risengrød af gode grødris, når man kun køber en pose grødris hvert eller hvert andet år, så er der ingen grund til at spare ti kroner på at købe de billige ris.

tirsdag den 6. november 2012

Risalamande

En af de bedste ting ved efteråret og julens komme er uden tvivl risengrød og ikke mindst resterne af risengrøden. Det er det i hvert fald for mig. Jeg synes det er super hyggeligt at spise risengrød, men jeg glæder mig altid endnu mere til dagen efter, hvor den enten står på klattekager eller risalamande. Og eftersom årets juleaften foregår hos os, så mener manden, at vi skal have risalamande et par gange for at sikre, at den sidder lige i skabet - jeg tror dog bare, at det er en dårlig undskyldning, for han brugte den også sidste år :) Nuvel, den anden dag fik vi risengrød, og her var så mange rester, at der kunne blive til både risalamande og klattekager. Så her kommer første opskrift.

Risalamande med kirsebærsauce i min fine juleskål

En af mine absolutte yndlings desserter, hvorfor spiser man den kun til jul?

Risalamande
Lidt over en halv liter kold risengrød lavet på sødmælk og kogt med vanille*
4 dl fløde
vanillesukker efter smag (jeg bruger 2-3 spsk)
150 gram hakkede, smuttede mandler

Kog mandlerne i en lille gryde, indtil skallen slipper, smut mandlerne og hak dem. Det er forskelligt, hvor store stykker mandler, man vil have i sin risalamande, men jeg hakker dem altid lidt groft, for det foretrækker manden. bland mandlerne i den kolde grød. Pisk flødern og vend lidt af den i grøden, så konsistensen bliver knap så stiv. Kom vanillesukker i og tilføj fløden lidt efter lidt, vend fløden i, så luften ikke slåes ud af desserten. Smag til med mere vanillesukker, og stil på køl i et par timer inden spisning.
Spis med kirsebærsauce eller andet frugt-tilbehør. Jeg lavede brombærsauce-hindbær i denne omgang, men vi havde også noget kirsebærsauce, så det blev en blandet landhandel. Der kommer en pskrift på klattekager en af dagene.

* Jeg laver altid risengrød af gode grødris, når man kun køber en pose grødris hvert eller hvert andet år, så er der ingen grund til at spare ti kroner på at købe de billige ris.

søndag den 28. oktober 2012

Brownie med marengstop

Lørdag gik turen til Ærø med håndboldpigerne, og til sådan en lang tur skal der helt klart kage. Dagens kge blev en idé, jeg har gået og tumlet med i lidt tid. Jeg er ikke så meget til hverken glasur eller chokoladeganache ovenpå kager, men til gengæld er jeg ret vild med marengs, så jeg ville forsøge mig med en top af marengs på brownien, og det var et hit. Bagetiden er noget længere med marengs, men brownien bliver ikke tør af det, tværtimod faktis, det er som om marengsen indkapsler al saftigheden i brownien og gør den blød og lækker, mens den samtidig giver lidt knas på toppen. Det blev til den bedste brownie, jeg har smagt.


Den bedste brownie jeg har smagt indtil videre

Browniedej i formen og chokolademarengs ovenpå

Efter 10 minutter i ovnen

Marengslåget holder brownien saftig og lækker

Brownie med marengslåg og ristede hasselnødder

Brownie med ristede hasselnødder og marengslåg (til et stort kage/lasagnefad)
200 gram smør
220 gram mørk chokolade
100 gram rørsukker
100 gram brun farin
2 store eller 3 små æg
2 tsk bagepulver
1 tsk vanillesukker
1,5 dl mel
2 spsk kakaopulver
100 gram ristede afskallede hasselnødder

Chokolademarengs til toppen
5-6æggehvider
120 gram rørsukker
2 spsk kakopulver
1 tsk eddike

Tænd ovnen på 180 grader og rist hasselnødderne i 5-10 minutter, indtil skallen begynder at løsne sig fra nødderne. Tag nogle stykker køkkenrulle og gnub nødderne, til skallen ryger af. Hak nødderne og læg dem til side i en lille skål.

Smelt smør og chokolade i en lille gryde ved svag varme. Tag det af varmen, når chokoladen er smeltet.  Pisk æg, sukker og vanillesukker yil en luftig tyk æggesnaps. pisk bagepulver, mel og kakaopulver i æggemassen, og pisk til der ikke er nogle klumper. Hæld blandingen af chokolade og smør i dejen i en tynd stråle, mens der piskes på lavt blus. rør de hakkede hasselnødder i til sidst, og stil dejen til side, mens marengsen laves.

Pisk æggehvider, sukker og eddike til en tyk og sej æggesnaps, når den er sej, kommes kakaopulveret i, og pisk et minuts tid mere, vær sikker på, at kakaopulveret er kommet ud i hele massen, så de ikke stadig ligger hvid marengs på bunden.

Tænd ovnen på 180 grader. Tag et stort lasagnefad og smør det med smør i bunden og op og ned ad kanterne - sørg for at komme godt ud i hjørnerne. Kom browniedejen i formen og lav en glat overflade. Fordel marengsen ovenpå brownien og glat overfladen. Bag ved 180 grader i 40 minutter - mærk efter med en kødnål og tilpas bagetiden, den kan variere meget efter formen, den bages. Lad kagen køle lidt af, inden i skærer i den - hvis i kan :)

lørdag den 27. oktober 2012

Chili con carne

Selvfølgelig er det ikke at opfinde den dybe tallerken at lave chili con carne, men det er god og lækker mad, så her får i min version af den efterhånden klassiske ret. Det er ikke fordi, min version er specielt særlig, men den kan laves med relativt få ingredienser, som man har i køkkenet, og den smager godt.

Chili con carne med creme fraiche

Hvad spiser  til chil con carne? Ris, tortilla chips, brød?
Chili con carne til 4 personer
1 kg hakket oksekød
lidt olie til stegning
1 stort løg
1 rød peber
250 gram champignon
4 fed hvidløg
2 ds hakkede tomater med hvidløg eller chili
1 ds kidneybønner i chili
1 ds baked beans i tomatsauce
4 boulliontern
1 dl vand
chili efter smag

Hak løg og rød peber i tern, skær champignon i tynde skiver. Sæt fuld knald på en stor gryde og kom olie i den, når den er varm. Steg løg og champignon til de er gyldne. Pres hvidløgene op i gryden og kom chili ved - det er svært at vurdere, hvor meget chili der skal i, men start med en tsk eller to, så kan retten smages til senere. Rør godt rundt og kom så kødet i sammen med salt og peber. Når kødet er brunet hældes vand og boullion tern i retten. Lad simre lidt og tilføj bønner og hakkede tomater. Bring retten i køg og lad den simre lidt. Smag nu til med mere salt, peber og chili. Lad retten simre i 20 minutter og tilsæt så rød peber. Lad simre i endnu 20 minutter og server retten med det samme.

Til chili con carne er det meget forskelligt, hvad man spiser som tilbehør. Man kan vælge ris, så kan retten strækkes lidt længere, eller man kan spise den uden noget, man kan også spise med et godt flute eller med tortillachips til, hvad er jeres favorit?

onsdag den 24. oktober 2012

Snickerskage

Og ja, det er lige præcis, hvad overskriften lover. Dog ikke en kage med snickers i, men en kage bygget op som snickers. Siden jeg så den hos Emily Salomon, har jeg simpelthen ikke kunnet få den ud af hovedet, så da min søde veninde spurgte, om jeg havde en god opskrift på en kage, som hun kunne tage med på arbejde på sin fødselsdag, så var det et af de bud, som jeg gav den. Og hun fandt den lige så uimodståelig som jeg, men nu havde jeg jo ikke selv afprøvet opskriften, så det måtte jeg skynde mig at gøre, så hun kunne få mine noter med.

Nu har jeg selvfølgelig ikke smagt den oprindelige opskrift, men jeg har lavet en del ændringer, og det har jeg bestemt ikke fortrudt. De væsentligste ændringer er, at jeg har skåret meget kraftigt på sukker især og på smør. Det er ikke fordi, jeg bliver mig ind, at kagen er sundere. Men 7 dl sukker i en opskrift på én kage lyder mig ærlig talt som en voldsomt sød omgang. Jeg skriver opskriften, som jeg lavede den - den passer til en almindelig springform.

Lige kommet ud af ovnen

Karamellen, når den er ved at være klar

Kagen med karamel på

Med chokolade på

Mmm, den færdige snickerskage

Super lækker kage med karamel og peanuts
Snickerskage
100 gram blødt smør
1 dl rørsukker
1 spsk vanillesukker
kornene fra 1 vanillestang
2 æg
2 dl mel
2 tsk bagepulver
0,5 dl mælk
250 gram saltede peanuts
200 gram mørk choklade til topping (og evt. 0,5 dl fløde)

Karamel
2,5 dl piskefløde
1,5 dl rørsukker
125 gram smør (brug RIGTIGT smør)
1,5 dl. mørk sirup
kornene fra 1 vanillestang

Pisk blødt smør, vanillesukker, vanillekorn og rørsukker til det er luftigt. Pisk æggene i og pisk i 5 minutter, til det er en jævn, luftig masse uden så meget knasende sukker. Kom mel og bagepluver i og pisk til der ikke er melklumper. Kom mælken i og piske igen. Hak 100 gram peanuts groft og pisk i dejen. Kom dejeln i en smurt springform og drys de sidste peanuts hen over i et jævnt lag. Bag i 15-20 minutter ved 180 grader (varmluft). Hold øje med kagen, den skal være gennembagt og må godt blive lysebrun, men den skal selvølgelig ikke brænde på.

Imens kagen bager laves karamellen. Kom alle ingredienserne op i en lille gryde og bring i kog under omrøring. Massen skal koge indtil den begynder at blive stivere - der kan godt gå tyve minutter, så imellemtiden skal kagen tages ud af ovnen. Rør jævnligt i karamellen. Lad kagen køle lidt og sætte sig, mens karamellen blive færdig. Når karamellen er blevet lidt sej i det, prikkes det huller i kagen med en kniv*, og karamellen hældes ud over. Her lavede jeg et lille trick, inden jeg hældte karamellen over, som jeg selv syntes var meget smart. Jeg tog kanten af springformen og foldede bagepapir op omkring kagen, hvorefter jeg satte kanten på igen (se billedet), på den måde fik jeg ikke karamelmassen ud over det hele.

Lad kagen køle helt af, før der kommer chokolade på toppen**. Chokoladen kan enten smeltes og kommes på kagen rent, eller den kan smeltes sammen med en halv dl. fløde og kommes på. Jeg gjorde det sidste. Vær opmærksom på, at chokolademassen ikke er for varm. Lad den i så fald hellere stå lidt tid og rør i massen engang imellem, inden den hældes over kagen. Kom kagen i køleskabet indtil chokoladen er stivnet, eller natten over - den har godt af at sætte sig lidt, så karamellen trænger ud i kagen.

* NOTE I: Prik godt med huller i kagen, så karamellen kommer godt ned i bunden.
** NOTE II: Der er meget chokolade på toppen, og hvis man er glad fr chokolade, så er det lækkert. Men jeg er personligt ikke helt så vild med chokolade, så næste gang vil jeg måske lave et lidt tyndere lag.

mandag den 22. oktober 2012

Desserter med kaffe

Jeg så lige dette spændende indlæg på Ude og Hjemmes hjemmeside med 11 forskellig desserter og kager, om indeholder kaffe. Og det er jo lige noget for mig, så der er da et par stykker, som jeg vil kaste mig ud i eller i hvert fald hente inspiration fra.

De 11 desserter er:
Moccalagkage
Chokolade-kaffe-mousse
ÅRets bedste kage
Græsk yoghurt brazil
Espresso muffins
Lagkage tiramisu
Espressokage
Tiramisu
Chokoladekage med kokus
Romkugler
Kaffe med vanilleis

Hvad siger i, var det noget, der kunne friste? Jeg er ret vild med kaffe i dessert og bager hyppigt marengs-kager med chokolade og/eller kaffe i - de er så skønne lige at have til kaffen, og så er det ikke de "værste" kager man kan stille sukkertrangen med. Men jeg tror også, at jeg snart vil kaste mig ud i en kombination af cookies og kaffe.

onsdag den 17. oktober 2012

Roulade med mandler og hindbær

Jeg har i lang tid haft lyst til at kaste mig ud i rouladens kunst, men jeg har syntes, at det virkede så besværligt, så jeg var lidt i tvivl om, om jeg kunne få det til at lykkes. Men nu skulle det altså testes af, og jeg kan lige sige jer, at det blev godt. Det var slet ikke så besværligt, som jeg havde frygtet, og resultatet strøg direkte ind på min liste over favoritkager. Der er en verden til forskel fra de roulader, man køber i butikkerne - uanset om man vælger de dyre eller billige modeller. En købe roulade kan slet ikke sammenlignes med den version, som jeg fik bikset sammen. Så jeg må nok indrømme, at jeg aldrig kommer til at købe en roulade igen. Opskriften til bunden er inspireret af Mette Blomsterbergs, men der er lavet noget om i den - jeg har blandt andet brugt mandelmel.

Dejen er med mandelmel, og fyldet er med hindbær og blåbær

Man får en ordentlig roulade ud af opskriften

Måtte lige smide den på instagram også - for at friste sarte sjæle

Hindbærroulade
2 vanillestænger
1 dl sukker
5 æggehvider
5 æggeblommer
1 tsk bagepulver
50 gram mandelmel
50 gram hvedemel

Fyld:
1/2 glas hindbærmarmelade
3 dl fløde
1 spsk vanillesukker
300 gram frosne hindbær
100 gram blåbær - evt. frosne

Fordel hvider og blommer i hver sin skål. Flæk vanillestængerne og skrab kornene ud med en lille kniv. Kom kornene op i æggeblommerne sammen med sukkeret og pisk til en tyk æggesnaps. Bland mel, mandelmel og bagepulver, og sigt det ned i æggesnapsen. Vend det forsigtigt sammen. Tænd ovnen på 180 grader. Pisk æggehviderne stive og vend dem forsigtigt i dejen af æggeblommer. Massen skal være ensartet og luftig. Tag en bageplade og kom bagepapir på, drys med lidt mel og fordel så dejen ud over pladen. Den skal gå næsten ud til kanterne og være omtrent 35x45 cm, vær opmærksom på, at den ikke bliver for tynd ude i kanterne - firkanten skal være meget ensartet. Bag bunden i godt 8 minutter ved 180 grader, indtil den er let gylden. Det er vigtigt, at den ikke får for meget, da den så er sværere at rulle sammen.

Lav fyldet, mens bunden er i ovnen. Det meste af hindbærmarmeladen skal bruges til at pensle bunden med. Jeg brugte både frosne blåbær og hindbær) Kom de frosne bær i en sigte og hæld kogende vand over dem, indtil de er tøet op. Læg dem op på en tallerken og dup dem med køkkenrulle, så der ikke er så meget saft ved. Pisk flødeskum med vaillesukker til det er meget stift, og kom så en spsk af hindbærsyltetøjet op i fløden sammen med de optøede bær. Vend bær-massen forsigtigt rundt.

Lad bunden køle af et par minutter på bagepladen, og tag så et stykke bagepapir på størrelse eller lidt større end bunden. Bagepapiret drysses med lidt sukker, og den let afkølede bund vendes ud på bagepapiret. Løsne bunden fra det bagepapir, den er bagt på, men vær forsigtig. Smør bunden med hindbærmarmeladen i et tyndt men jævnt lag. Kom bær-flødeskummet op på bunden og fordel det over hele bunden. Rul forsigtigt det hele sammen til en roulade på langs - brug gerne bagepapiret til at holde og trykke den med, så den bliver presset godt sammen - men selvfølgelig ikke så meget, at fyldet ryger ud. Rul rouladen ind i bagepapiret med samlingen nedad og lad stå i køleskabet, så den er helt afkølet, inden der skæres af den.

lørdag den 13. oktober 2012

Chokolademousse med brændte mandler

Det er måske en smule søgt at sige, at jeg har laver chokolademousse, for at stoppe spild af mad, men sådan ser jeg altså på det :) For da jeg opdagede tre æggeblommer, som jeg lykkeligt havde glemt i køleskabet, grublede jeg kun kort tid over, hvad jeg dog skulle lave af dem. For at komme ind til dem flyttede jeg nemlig en halv liter fløde, og så var det jo næsten ikke til at komme udenom, at fredagens landskamp skulle krydres med mandens yndlingsdessert chokolademousse. for at lave lidt crunch i moussen, som godt kan blive en noget blød dessert, lavede jeg nogle brændte mandler, som Mette Blomsterberg lavede i 'Det søde liv' i denne uge, hvor hun lavede vanillefromage. Dem kom jeg i bunden og på toppen af moussen, og det smagte super godt.

Chokolademousse med brændte mandler på toppen.


Mandlerne giver lidt knas til den bløde dessert

Chokolademousse med brændte mandler (3 - 4 portioner)
3 æggeblommer
30 gram rørsukker
1 vanillestang
3 dl fløde
100 gram mørk chokolade

Brændte mandler
40 gram sukker
75 gram mandler

Lav mandlerne først. Kom sukker i en lille gryde og skru op på næsten fuld varme. Lad sukkeren smelte, indtil den er flydende og let gylden. Kom mandlerne i og rør rundt, indtil alt er dækket. Det bliver til en stor klump, men det gør ikke noget. Tag "klumpen" ud på et stykke bagepapir og kom den i køleskabet.

Smelt chokoladen i mikroovnen, men tag det ud, inden det er helt smeltet, så det kan stå lidt og smelte resten, rør i chokoladen af og til. Pisk flødeskummen til blødt skum, det skal ikke piskes hårdt, da mussen så skiller med det samme. Stil flødeskummet i køleskabet. Flæk vanillestængerne og skrab kornene ud med en kniv, pisk vanille, sukker og æg sammen til en tyk og luftig masse. Kom chokoladen op i æggesnapsen under rolig piskning med piskeris, pisk igennem, når alt chokoladen er i. Tag flødeskum ud af køleskabet og vend det i chokolade-æggemassen lidt efter lidt, vend massen godt rundt, så det er rørt godt sammen.

Tag de nu afkølede mandler ud af køleskabet og hak dem i grove stykker. Fordel det meste i bunden af de 3-4 portionsglas, men gem lidt til pynt. Fordel chokolademoussen i portionsglassene og drys med det resterende mandelknas. Sæt på køl i 2-6 timer og server straks, når de er kommet ud af køleskabet - de kan sagtens laves dagen i forvejen.

Undskyld Tumle, må jeg låne fjernbetjeningen?

fredag den 12. oktober 2012

Hyldebærsuppe og retromad

Der er gået mormor-køkken i den her hjemme i de sidste uger - eller det vil sige mere mormor-køkken end normalt, hvor madplanen gerne indeholder i hvert fald et enkelt klassisk element om ugen. Men i de sidste par uger har jeg virkelig haft lyst til at lave retter fra det klassiske danske køkken, og så skal man bare give den los, synes jeg, for vi har nu nogle lækre retter i det danske køkken. Måske er det efteråret, det plejer i hvert fald at have den effekt på mig, at jeg får mere lyst til simremad, brunt mad og stege.

Stegt flæsk med persillesovs, kartofler og damped broccoli

Og hvad mener jeg så, når jeg siger retromad og mormor-køkken? Jamen et udpluk af de sidste ugers madplan er stegt flæsk med persillesovs (ja, sovs!), Flæskesteg med brun sovs og kartofler, øllebrød, osso buco, kyllingesteg med brun sovs. Og det er bare et udpluk. Dertil kommer, at jeg har været ude og plukke hyldebær, lavet hyldebærsuppe til hele vinteren, og så har jeg lavet årets solbærrom, som er sat ind i skabet og skal hvile i nogle måneder - til jul kommer det frem og skal nydes. Og så har jeg selvfølgelig lavet marmelade og bagt, så der er rigtig gået hygge i køkkenet. I får min opskrift på hyldebærsuppe, som jeg laver hvert år og fryser ned, så tager vi dem op, hvis en af os bliver syge hen over vinteren.

Hyldebærsuppe med vanillestænger in the making - i suppegryde
Hyldebærsuppe (ca. 4 liter)
3 liter hyldebær uden stilke
2,5 liter vand
400 gram rørsukker
4 vanillestænger
2 citroner
4 æbler
maizena

Pluk hyldebærrene af stilkene, jeg koger saft og suppe helt uden stilke, så synes jeg, at man får den absolut bedste smag - selvom det er et værre pillearbejde. Kom hyldebærrene op i en stor suppegryde og kom vand og sukker ved. Pres saften af citronerne og kom det op i gryden, skær æblerne i både uden æblehuset og kom bådene i gryden. Flæk vanillestængerne og tag kornene ud, kom kornene og bagefter de skrabede vanillestænger op i gryden. Kog blandingen op og lad den koge ved middelvarme med låg på i 45 min.

Tag gryden af varmen og sig suppen fri for hyldebær - pres bærrene til sidst, så man får så meget af saften med ud. Skyl gryden og kom den filtrerede saft op i gryden igen. Smag på saften og se, om du gerne vil have mere sukker i. Kog saften op igen og tilføj maizena jævning (maizenamel oprørt med vand) indtil konsistensen er som en lidt tynd sovs. Spis med det samme eller lad køle ned og frys derefter ned i portionsposer.

Hvad spiser man til hyldebærsuppe?
Det er meget forskelligt, hvad man spiser i sin hyldebærsuppe, har jeg fundet ud af, efter jeg flyttede til Fyn. I mit barndomshjem på Lolland spiste vi altid kold risengrød, så vi fik gerne risengrød den ene dag og så hyldebærsuppe dagen efter. Så kolde klatter af risengrød er jeg vkset op med som fyld i den varme hyldebærsuppe. På Fyn er jeg dog stødt på en del andre bud på fyldstof i hyldebærsuppen. Her er tvebakker, kammerjunker (det synes jeg er for sødt), flødeskum og creme fraiche kommet frem som bud. Men jeg er nu stadig mest til kolde risklatter i suppen, det giver også en god mæthedsfornæmmelse. På 3. dagen blev resterne af risengrøden så brugt til klattekager hjemme i min mors køkken, så det var altid tre dage i stræk med dessert-lignende aftensmad, og det klagede hverken min far eller jeg over.

torsdag den 4. oktober 2012

Brownie i kop på 3 minutter

Det lyder næsten for godt til at være sandt, men den er god nok. På 3 minutter kan man lave en lækker brownie, hvis man da har en mikroovn. Det er godt, når man pludselig, som jeg gjorde i går aftes, bliver ramt af en usvigelig lyst til kage. Efter at have ledt mere eller mindre alt, hvad der ligner skabe og skuffer i køkkenet igennem, måtte jeg dog konstatere, at der var ikke skyggen af kage i huset. What to do? Så kom jeg i tanke om at have læst et andet blogindlæg et sted om mikroovns kager i kop for nogle uger siden. Jeg kunne selvfølgelig ikke finde pskriften, og dem jeg kunne finde rundt omkring på nettet virkede meget fedtede, så jeg kreerede min egen version, og den var rigtig lækker.

Lækker kop-brownie i min store starbucks kop

Mm.. Den hævede meget hurtigt op til næsten dobbelt størrelse

Opskrift (til en stor kop eller to almindelige)
2 æg
1 spsk mælk
1/2 spsk olie
4 spsk mel
2 spsk kakao
1 spsk vanillesukker
1/2 tsk bagepulver
1 spsk flormelis
1 spsk brun farin
evt. lidt hakket lys eller mørk chokolade (jeg brugte ca. 15 gram lys chokolade med nødder)

Bland alle de tørre ingredienser og den hakkede chokolade sammen i en stor kop - eller i en skål, så kan dejen fordeles i to almindelige kopper*, tilsæt æg, mælk og olie og rør det hele godt sammen. Husk at komme helt ned i bunden, så der ikke ligger noget mel på bunden af koppen. Jeg lavede det i et stort starbucks krus. Giv kop-kagen 60-90 sekunder i mikroovnen, jeg gav den kun 60, da den på det tidspunkt var ved at ramme toppen af vores mikroovn. Men det passede perfekt, for så var der stadig lidt blød dej i midten og i bunden af kagen, og det var ret lækkert, så det kan klart anbefales.

* Note: Det er selvfølgelig vigtigt at tjekke, om ens kopper kan gå i mikroovnen, inden man forsøger sig med kagen.

fredag den 21. september 2012

Müslibar med nødder

Som snack og til at booste energiniveauet er jeg faldet for dissse müslibarer, hvor man kan variere fyldet alt efter, hvad man bedst kan lide. Her hjemme er vi ret vilde med nødder, så en af hovedingredienserne er selvfølgelig nødder. Jeg skriver opskriften, som jeg laver den.

Müslibarer med godt med nødder og korn

Opskrift
200 gram grov müsli
150 gram ruggryn
100 gram solsikkekerner
75 gram mandler
75 gram hasselnødder
75 gram mandler
1 dåse kondenseret mælk

Bland alle de tørre ingredienser og tilsæt den kondeserede mælk. rør blandingen godt rundt. Tænd ovnen på 130 grader og beklæd et lasagnefad med bagepapir. Fordel massen i fadet og mas den godt sammen og ud i alle hjørner med en stiv dejskraber, så den bliver helt flad og jævn. Bag den i en time og et kvarter ved 130 grader. Lad müslipladen køle af i en times tid. Når den er kølet helt af, skæres den ud i passende "pinde" alt efter, hvor store barer man gerne vil have. De kan opbevares og holde sig i flere uger, hvis man kommer dem i en tætlukket kagedåse.

onsdag den 19. september 2012

Nødde cookies

Til vores håndboldweekend bagte jeg disse skønne nødde cookies med havregryn. Grundopskriften minder lidt om de chokolade cookies, jeg plejer at bage. De her er bare med nødder, vanillesukker og havregryn. Man kan helt sikkert skære ned på nødderne og hakke lidt chokolade i, men jeg er ikke altid så glad for chokolade, så jeg var ret glad for at få brygget en opskrift sammen helt uden.

Lækre nødde cookies med havregryn og vanille

Opskrift
200 gram blødt smør
2 dl rørsukker
1 dl brun farin
2 tsk vanillesukker
2 æg
2 dl mel
1,5 dl havregryn
1 tsk bagepulver
100 gram mandler
100 gram hasselnødder
100 gram valnødder

Smør, sukker, brun farin og vanillesukker piskes luftigt. Herefter piskes ægget i. Rør mel, havregryn og bagepulver i. Hak nødderne groft og pisk eller vend det i dejen.
Sæt 8 cookies på hver bageplade (3, 2, 3) , de flyder ud - så du kan med fordel trille dem til en kugle, som du trykker flad, når du sætter den på pladen.
Bag dem ved 175 grader i ca. 10 minutter, og lad dem køle af på pladen (hvis tålmodigheden rækker til det).

tirsdag den 18. september 2012

Store bagedag

Der har været lidt stille her på bloggen, fordi jeg har været til håndboldstævne i Viborg hele weekenden. Som optakt til turen havde jeg en rigtig bagedag, for vi skulle jo nødigt gå ned på energi under sådan en hård træningsweekend, så jeg bagte på livet løs i fredags. Som det ses på billedet nedenfor, så var der gang i det lille køkken. Alt i alt blev det til 40 boller (henholdsvis lyse gulerodsboller med solsikkekerner og mørke nøddeboller med rugmel), 24 chokolade cookies, 18 nøddecookies, 26 kokosmakroner, 56 muslibarer og 40 pølsehorn.

Det muntre og meget fyldte køkken
De mest spændende af opskrifterne vil jeg forsøge at få skrevet ind i løbet af de næste par dage. Mine chokolade cookies er de samme, som jeg har lavet før, så dem skal jeg ikke plage jer med igen.

Bollerne er noget af det, jeg oftest bliver spurgt om opskriften på, men også noget af det, jeg har sværest ved. Min farmor var den, der lærte mig at bage, da jeg var en ganske lille pige, og hun brugte aldrig opskrift til boller. Hun sagde, at man skulle føle sig frem og ikke følge en opskrift, så det gør jeg altid. Derfor er det meget sjældent, at mine boller er lavet af de samme ingredienser - også fordi jeg for så vidt forsøget at stoppe spild af mad, så hvis jeg har en rest i køleskabet af noget, så kan det komme i bollerne.

Jeg vil dog forsøge at lave et indlæg en af dagene om mine grundprincipper, når det gælder godt bagværk - det første er som nævnt, at man skal føle sig frem og mærke dejen.

lørdag den 8. september 2012

Sunde vafler med usundt fyld

Med inspiration fra Annes skønne blog, lavede jeg nogle forholdsvis sunde vafler den anden dag. Idéen røg lidt i vasken, da vi puttede alle mulige usunde ting ovenpå, men smagen fejlede bestemt ingenting. Med banan eller anden frugt, skyr og lidt hakkede mandler ville sådan en vaffel være et super alternativ til mrgenmad eller en sundere dessert.

Vafler med frugt, vanilleflødeskum og chokoladesauce
Vafler (ca. 6 styks)
200 gram mandler
4 bananer
4 æg
1/1 spsk vanillesukker

Mandlerne blendes til mandelmel, og alle ingredienserne blandes sammen. Pisk grundigt og lad dejen stå og hvile i mindst en halv time - gerne et par timer. Bag vaflerne i vaffeljernet og brug ovnen til at holde dem varme. Vi spiste dem med frugt, flødeskum, chokoladesauce og is, så selvom idéen om vaflerne var sund, så røg den lidt i vasken - men pyt det var en god dessert.