onsdag den 31. december 2014

Årets nytårsmenu

Vi holder en absolut afslappet nytår i år, hvor vi bare er os tre her hjemme. Det er nemmest med lillepigen, jeg er gravid og træt, og manden har arbejdet så meget op til jul nytår, at han allerhelst ville sove klokken 21. Så det bliver hjemmehygge cirka 10 meter fra sengen, hvis nu den kalder ;)

Men god mad skal vi ikke snydes for, så her kommer vores nytårsmenu - der er en del ting, som jeg ikke har prøvet at lave - eller spise før, så det bliver spændende.

Forret
Kammuslinger med kold avocado-ærtecreme

Mellemret
Kransekage og champagne

Hovedret
Chateaubriand med hjemmelavede pommes frites og hjemmelavet bearnaise

Dessert
Nøddekurve med regnbuemousse og friske bær
(Hvid chokolademousse, chokolademousse og jordbær/lime mousse)

Nytår
Kransekage konfekt og kransekagekager dyppet i nougat

Og hvad er så nyt, tænker I måske. Altså, vi har aldrig spist kammuslinger - og jeg har selvfølgelig aldrig lavet dem så. Jeg har desuden aldrig lavet hjemmelavet bearnaise, så det er jeg spændt på, og hjemmelavede fritter i olie er også nyt i mit køkken. Nøddekurve er også nyt, men jeg har lavet nøddebunde før, så det er jeg ikke på samme måde spændt på.

Kransekagen fra sidste år til nytår

I kan også lige få børne-nytårsmenuen, som ikke er særlig speciel eller noget - men med en lille pige, der helst af alt ville have boller med smør eller pærer, så er det vist også lidt underordnet.

Aftensmad 
(kl. 17 sammen med vores forret)
Fiskepinde med kold avocado-ærtecreme, agurkestave og ristet rugbrød

Dessert 
(til dronningens nytårstale)
Frugt og kiks

Og så er det sengetid for små, søde piger, som vågner klokken 7 om morgenen - godt nytår lille skat!

mandag den 22. december 2014

Hjemmelavet marcipan

Som de fleste nok ved, så er jeg vild med marcipan. Så jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg ikke har kastet mig ud i at lave det selv før. Jeg har nok ikke tænkt over, hvor nemt det egentlig er. Den er lidt grovere, end den man køber, men hold op hvor smager det godt. Opskriften er fra Mette Blomsterbergs julebagebog.

Nemt og lækkert

Hjemmelavet marcipan
250 gram mandler
60 gram flormelis
70 gram glucosesirup
30 gram vand

Kom mandlerne i en gryde, hæld vand i, så det dækker mandlerne, og bring det i kog. Lad det koge i et halvt minuts tid, indtil skallerne har løsnet sig. Hæld vandet fra, og hæld koldt vand over mandlerne. Smut mandlerne, og kom dem op i en stavblender med minihakker eller en foodprocessor - jeg brugte stavblenderen. Hak mandlerne fint. Kom flormelis, glucosesirup og vand i en gryde, og giv det er hurtigt opkog. Hæld massen ned til mandlerne, og blend til en homogen masse. Stop med at blende, når massen hænger sammen. Ælt massen sammen, og pak den så ind i film og kom på køl. Den kan holde sig i omkring 3 uger på køl.

søndag den 21. december 2014

Risalamande kage

De fleste har nok set reklamen på facebook for en cheesecake med risalamande. Jeg synes, at det lyder lidt ulækkert at blande den lækre risalamande med flødeost. Til gengæld faldt jeg over denne kage, som jeg måtte prøve at lave min egen version af. Bunden er af knuste vaniljekranse med hakkede mandler, så en risalamande mousse og kirsebærgele på toppen.




Risalamande kage

Bund
200 gram vaniljekranse
100 gram mandler
100 gram smør

Mousse
8 dl risalamande
6 blade husblas
½ dl fløde

Kirsebærtopping
2 glas dessertkirsebær
1 dl portvin
½ dl kirsebærsirup
4 blade husblas

Kom vaniljekransene i en frysepose og knus dem med en kødhammer, til de er næsten fine - der må godt være lidt små klumper af småkage. Hak mandlerne, og bland dem med vaniljekransene. Smelt smør, og bland det i vaniljekransene. Hæld massen i bunden af en springform, som er beklædt med bagepapir, og tryk det godt sammen til en flad bund. Stil bunden i kæleskabet, og lad det sætte sig.

Lav risalamande-moussen ved at udbløde husblassen i koldt vand i fem minutter, følg instrukserne bag på pakken med husblas - det er forskelligt, om man skal smelte det og komme det direkte i retten, eller om man skal smelte det sammen med noget af det væske, der indgår i retten - i dette tilfælde fløde. Jeg smeltede husblas i en gryde ved svag varme sammen med fløde. Hæld den smeltede husblas i risalamanden i en tynd stråle, mens massen vendes rundt, så det hele blandes godt sammen. Tag bunden ud af køleskabet, og hæld moussen ovenpå bunden. Lav en glat overflade. Stil kagen på køl - gerne natten over, men mindst 6-8 timer.

Når moussen er stivnet, laves kirsebærtoppingen. Læg husblas i Sigt kirsebær fra væsken, som de ligger i. Kom væsken i en gryde sammen med portvin, og varm op. Vrid husblas, og smelt det i væsken. Tag gryden af varmen, og lad væsken kæle af. Når den er stuetemperatur, tages den iskolde kage ud af køleskabet. Lidt af væsken hældes henover kagen, og det stivner forholdsvis hurtigt. Fordel kirsebærrene hen over, og hæld resten af væsken over kirsebærrene. Stil på køl, indtil geleen er stivnet - det tager 3-5 timer.

søndag den 7. december 2014

Julekage

Lad mig starte med at sige, at jeg ikke er til julekager. Men jeg blev kontaktet af en læser, som efterspurgte en opskrift på en julekage, og det satte tankerne i gang. Der er mange af julens krydderier og meget af det gængse indhold i julekager, som jeg ikke bryder mig om. Men kunne jeg sammensætte en julekage, som jeg rent faktisk kunne lide? Jeg søsatte to projekter - en traditionel julekage og en portvinskage. Det her er den traditionelle julekage. Den kan holde sig i flere uger i køleskabet, den skal bare fodres med en halv dl mørk rom hver 3.-4. dag.

Og er det så lykkes at lave en julekage, som jeg kan lide? Ja, det er det. Den er meget bedre, end jeg havde forventet. Men skærekager bliver aldrig min favorit, jeg synes ganske enkelt, at man kan lave sjovere kager, så hvorfor ikke gøre det. Men hvis man skal bage en julekage, så er det her altså et rigtig godt bud. Og husk nu at bruge ordentlige ingredienser.







Julekage

Fyld:
100 gram Abrikoser
150 gram Figner 
50 gram korender
75 gram hasselnødder
75 gram valnødder
75 gram mandler
50 gram pistaciekerner

Lage nødder: 1 KB Hvidtøl
Lage frugt: 2 spsk. honning, kornene fra en vaniljestang, 3 dl mørk rom

Dej:
125 gram blødt smør
1 dl brun farin
2 spsk. sirup
1 vaniljestang
2 æg
300 gram hvedemel
2 tsk. Honningkagekrydderi
1 tsk stødt ingefær
2 tsk. kardemomme
1 tsk. Bagepulver
1-1,5 dl romblanding – det der er til overs fra frugterne


Dag 1:
Hak nødder groft og kom dem i en skål. Hæld øllen over nødderne, og dæk skålen til med film. Hak figner og abrikoser i små stykker, og kom dem i en skål. I en anden skål blandes honing med korn fra vaniljestangen, indtil de er fordelt, herefter tilsættes den mørke rom. Hæld romblandingen over frugterne, og dæk skålen til med film.

Dag 2.
Hæld væden fra nødderne, den skal ikke bruges. Væden fra frugterne skal bruges i dejen, så den gemmes. Pisk smør, farin, sirup og kornene fra vaniljestangen luftigt. Tilsæt æggene, og pisk igen. Bland mel, bagepulver og krydderier sammen, og tilsæt blandingen til dejen. Pisk godt igennem, så der ikke er klumper. Tilsæt romblandingen fra frugterne, og pisk godt igen. Vend nødder og frugt i dejen. Kom dejen op i en smurt rugbrødsform eller springform, og bag den ved 150 grader i cirka halvanden time. Tjek kagen med en kødnål eller en strikkepind, inden den tages ud af ovnen. Lad kagen køle af i formen først, og tag den ud af formen og over på en rist efter et kvarters tid. Når kagen er helt kold, hældes en halv dl rom udover kagen lidt efter lidt med en teske. Herefter pakkes kagen ind i film og sættes på køl. 

Kagen skal fodres hver fjerde dag med en halv til en hel dl rom. Den spises tidligst efter en uge og to fodringer.

lørdag den 6. december 2014

Nøddelagkage med bærskum

I anledning af vores datters halvandet års fødselsdag har jeg lavet denne kage, som jeg har set mig varm på i min yndlingskogebog Suveræne Succeser. Egentlig har jeg også bagt nogle mazarinbunde, så det blev en kombination af to kager, men det blev for meget bund, så næste gang vil jeg bare bage den som nøddelagkagen - jeg skriver opskriften, som den bliver næste gang, for nøddelagkagen er godt nok lækker.


Se bort fra mazarinbundene - dem skrabede jeg selv ud af kagen :)

Jeg elsker kombinationen af nødder og frugt

Nøddelagkage med hindbærskum
125 gram hasselnødder
100 gram smør
100 gram rørsukker
2 spsk. fløde
1 spsk. mel
1 tsk. vaniljepulver - eller kornene fra en vaniljestang

4 dl piskefløde
400 gram blandede bær (jeg brugte hindbær, jordbær og blåbær)
2 spsk. vaniljesukker

Hak hasselnødderne mellemfint i en blender eller minihakker, kom alle ingredienser til kagebundene op i en gryde, og bring det i kog under omrøring. Tag gryden af varmen, og lad den stå og køle en smule af. Tænd ovnen på 180 grader imens. Hæld en tredjedel af dejen ud på midten af en bageplade beklædt med bagepapir, og glat den lidt ud. Bundene skal bages hver for sig. Bag den første bund i omkring 7 minutter, hold hele tiden øje med den til sidst, så den ikke bliver for brun - den skal være gylden. Tag bunden ud, og lad den køle af i et minut cirka, inden den fjernes fra bagepapiret og lægges over på et nyt stykke bagepapir. Gentag med de næste bunde. Når alle tre bunde er kølet helt af, piskes fløde helt stiv med vaniljesukker, og bærrene vendes i fløden. Jeg brugte frosne bær, som jeg havde tøet op forinden. Læg kagen sammen og spis.

torsdag den 4. december 2014

Halvandet år..

I dag fylder vores lille prinsesse halvandet år. Og på den ene side så er det vildt, at der allerede er gået halvandet år, siden hun kom til verden, på den anden side så føles det, som om hun har været hos os altid - jeg kan slet ikke forestille mig en verden uden hende.
Halvandet år i dag

Stærkt inspireret af Bitten, som har søde lille (store) Dexter, der fyldte halvandet for to uger siden, vil jeg fortælle lidt om den lille pige, der har beriget vores liv mere, end ord kan forklare.

Grete-Johanne er en lille spilopmager, og hun kan slippe afsted med det meste, fordi hun simpelthen er og ser så sød ud. Hun er skide nuttet, og det ved hun udemærket godt selv. Samtidig er hun dog meget tilbageholdende, hun observerer og tænker over tingene, når hun er et nyt sted, eller når hun ikke er helt tryg. Hun skriger ikke, hun sidder bare og går i sten og observerer. Men når hun er tryg, så er der dømt spilopper.

Hun har aldrig været den hurtigste til hverken de fysiske ting eller til at tale. Hun er god til finmotorik, hun er tålmodig og vigtigst af alt, så var hun vildt hurtig til at sove igennem. De første dage efter fødslen, indtil sundhedsplejersken kom, vækkede jeg hende om natten for at amme hende - det vækkede ikke glæde, og sundhedsplejersken konstaterede, at hun tog fint på, så jeg behøvede ikke at plage mit barn om natten. Så allerede efter en uge sov hun et langt stræk af 5-6 timer først, og dernæst 3-5 timer, og hun har aldrig vågnet og grædt. Hun lå bare og smaskede, og så fik hun noget mad og sov videre. Således var hun kun 3,5 måneder gammel, da hun for første gang sov igennem. Og siden 23. september 2013 har hun (bank under bordet 7-9-13) har hun sover mellem 11 og 13 timer om natten.

Det bringer mig videre til vanemennesket Grete-Johanne. Hun behøver slet ikke at have et ur. Når klokken er 17, så står hun henne ved sin trip trap stol og banker på sædet. Når den er 18.30 gnider hun sig i øjnene og kommer hen og putter indtil 18.40, hvor vi går ud og børster tænder, og så kommer hun i seng. Jeg synger godnatsang, mens hun får en flaske med mælk, så kommer hun i seng og sover. Putteritual fra start til slut = 10 minutter eller derunder.

Hun har også en snært af OCD. Skabe skal lukkes, krummer skal fejes væk, yoghurt på fingrene skal tørres af, affald skal smides i skraldespanden, og så skal hun altid have sutsko på - og det skal alle andre også. Hun er ligesom en lille hund, hvis man ikke har sutsko på, så skal hun nok finde en et par - det gælder også vores gæster.

Grete-Johanne elsker sko - især sutsko
Faktisk elsker Grete-Johanne bare sko, hun elsker at få skiftet sko, at få nye sko og at vise folk sine sko.  Jeg er sikker på, at hun har en fremtid i en skobutik. Hendes første tostavelsesord var også dudooo (sutsko), som hun i flere uger sagde som det første, når hun vågnede om morgenen, mens hun pegede på sine fødder, og det var også det sidste, hun sagde om aftenen, før hun sov - man kunne høre i babyalarmen, at hun mumlede det halvt i søvne duuudooo zzzz. Hun tjekker stadig, om man har sutsko på, når man kommer ind til hende om morgenen - skøre skid.

Hun er kærlig og giver gerne kysser, krammer og aer, men det skal være, når hun vil. Hun gør ingenting på kommando. Til gengæld gør hun gerne ting for at få ros, og så klapper hun af sig selv - og andre skal også klappe af hende. For eksempel, når hun smider ting i skraldespanden, så skal der klappes. Dygtig pige.

Hun er beregnende og bruger sin charme til at få sin vilje. Når hun kommer op i Kims arme, så kysser hun ham et par gange og peger op på loftet - kys udløser flyvetur op og røre loftet. Med mig tæller hun til tre, og så får jeg kys på tre, imens tyver hun gerne min telefon med ordet "min" - jeg forsøger at lære hende, at uanset hvor sød man ser ud, så bliver ting ikke nødvendigvis ens ejendele, bare fordi man claimer dem.

En charmør det er hun, og det vinder hun tit på, og hun får sin vilje eller får andre til at hoppe og danse for sig - ofte de større børn nede i vuggestuen, som hun med smil og nuttethed kan snøre. De jævnaldrende giver hende til gengæld baghjul, fordi mange af dem har søskende og er noget mere kampdygtige, der nytter det altså ikke at se nuttet ud og observere, for så skriver Nova med Grete-Johannes farveblyanter. Bom, så kan hun lære det.

Til slut så er hun sjov - ja, jeg ved sgu ikke, hvor hun har det fra. Det er måske det med, at minus og minus giver plus ;) Ej, men hun gør virkelig nogle sjove ting. Det sjoveste, hun har gjort til dato, skete den anden dag.

Har mor skidt i bukserne?
Grete-Johanne kan slå nogle grumme prutter, og det gjorde hun forleden aften. Så spurgte jeg, om hun havde skidt i bukserne, hun sagde "naii", men jeg tjekkede lige alligevel. Det havde hun ikke. Lidt efter slog jeg en prut - ja, der afslørede jeg mig selv, og jeg ved godt, at det kommer bag på jer, men det sker altså af og til, så uperfekt er jeg simpelthen - ligesom Christian Bitz, og den her aften skete det altså et par gange. Nå, men jeg slog en prut, hvorefter Grete-Johanne gik hen bag mig, hev ud i mine bukser og kiggede ned. Hun skulle lige tjekke, om jeg havde skidt i bukserne - det havde jeg ikke, så hun viftede bare foran sin næse, som for at signalere, at det bare var en prut. Både Kim og jeg var flad af grin. Grete-Johanne stod bare og smilede og kunne ikke forstå, hvad der var så sjovt, hun gjorde jo bare det samme som mor. Vores grin fik hende dog til at klappe af sig selv. Hun gjorde det to gange mere den aften (ja ja, så slog jeg to prutter mere - meget uperfekte og ulækre mig), det var skide sjovt!

Og så lige lidt om ord. I øjeblikket er det vovvov, som hun siger til alt. Men hendes ordforråd er nu bredere end det. Her er et udvalg af ord, som hun kan sige:

- Hej (haiii)
INGEN fortæller Grete-Johanne, hvornår hun skal smile!
- Nej (naii)
- Nej nej
- Nej nej nej (når vores kat kommer for tæt på)
- Ja
- Ej
- Hov
- Far
- Mar (mor = far der kommer med mad)
- Hvad er det? ( A e det?)
- Der
- Dudoo (sutsko)
- Do (sko)
- Duda duda (Goddag goddag - bliver ofte sagt, mens hun river sig selv i ørerne ? )
- Ee doo da (1 - 2 - 3 og der er håndtegn med også, og så får man et kys på tre)
- Weeee
- Bad
- Bil
- Orrrhh (Traktor)
- Vov vov (Hund, kat og en masse andre ting - blandt andet den lille inde i min mave hmm)
- Muuuh (ko)
- Waaaahh (løve)
- Ssssss (slangelyd)

Der kommer hele tiden nye ting til, og hun kan sikkert sige mange flere ting - vi fatter dem bare ikke.

onsdag den 3. december 2014

Hjælp til julekage

Jeg har aldrig bagt en julekage. Julen betyder småkager og konfekt for mig, men julekager fyldt med forskellige slags tørret frugt, krydderier og nødder har aldrig tiltalt mig. Årsagen til det skal findes i mine meget mærkelige smagsløg, hvor rigtig mange af julens krydderier og ingredienser  - se mere om det længere nede.

Nu er det dog sådan, at jeg har fået en henvendelse fra en læser, som godt kunne tænke sig en opskrift på en julekage, og den udfordring vil jeg gerne tage op.

Jeg har søgt og søgt på nettet for inspiration, men jeg har ikke rigtig fundet en opskrift, som ikke var spækket med ting, jeg ikke bryder mig om - men det er altså ikke helt nemt at finde. Så nu spørger jeg jer om hjælp. Har i nogle gode fif til en god julekage.

Som bonusinfo får I lige lister over alle de ting, som jeg kan lide og ikke kan lide i julemåneden.

Jeg bryder mig ikke om:
- Kanel
- Anis og alle former for lakrids i bagværk
- Rosiner - i virkeligheden er jeg slet ikke til tørret frugt i bagværk, men rosiner er dog værst
- Appelsin i bagværk
- Sukat
- Kandiseret frugt
- Cocktailbær
- Varm frugt
- For søde kager
- Glasur
- And - det skal selvfølgelig ikke i kage, men jeg kan ikke lide andesteg, så det skulle lige med

Jeg kan godt lide med:
- Marcipan
- Nødder
- Vanilje
- Kirsebær
- Figner
- Tørrede bær
- Spiritus - nu skal det ikke lyde alkoholisk, jeg mener spiritus som ingrediens i søde sager
- Søde vine (portvin, kirsebærvin etc.)

Jeg vil med vilje undlade at skrive mine idéer og tanker, så jeg kan få helt nye inputs.

Nå, hvad siger I så? Jeg vil bage julekage senest i weekenden, så jeg har brug for hjælp hurtigt..