Viser opslag med etiketten lagkage. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten lagkage. Vis alle opslag

søndag den 21. december 2014

Risalamande kage

De fleste har nok set reklamen på facebook for en cheesecake med risalamande. Jeg synes, at det lyder lidt ulækkert at blande den lækre risalamande med flødeost. Til gengæld faldt jeg over denne kage, som jeg måtte prøve at lave min egen version af. Bunden er af knuste vaniljekranse med hakkede mandler, så en risalamande mousse og kirsebærgele på toppen.




Risalamande kage

Bund
200 gram vaniljekranse
100 gram mandler
100 gram smør

Mousse
8 dl risalamande
6 blade husblas
½ dl fløde

Kirsebærtopping
2 glas dessertkirsebær
1 dl portvin
½ dl kirsebærsirup
4 blade husblas

Kom vaniljekransene i en frysepose og knus dem med en kødhammer, til de er næsten fine - der må godt være lidt små klumper af småkage. Hak mandlerne, og bland dem med vaniljekransene. Smelt smør, og bland det i vaniljekransene. Hæld massen i bunden af en springform, som er beklædt med bagepapir, og tryk det godt sammen til en flad bund. Stil bunden i kæleskabet, og lad det sætte sig.

Lav risalamande-moussen ved at udbløde husblassen i koldt vand i fem minutter, følg instrukserne bag på pakken med husblas - det er forskelligt, om man skal smelte det og komme det direkte i retten, eller om man skal smelte det sammen med noget af det væske, der indgår i retten - i dette tilfælde fløde. Jeg smeltede husblas i en gryde ved svag varme sammen med fløde. Hæld den smeltede husblas i risalamanden i en tynd stråle, mens massen vendes rundt, så det hele blandes godt sammen. Tag bunden ud af køleskabet, og hæld moussen ovenpå bunden. Lav en glat overflade. Stil kagen på køl - gerne natten over, men mindst 6-8 timer.

Når moussen er stivnet, laves kirsebærtoppingen. Læg husblas i Sigt kirsebær fra væsken, som de ligger i. Kom væsken i en gryde sammen med portvin, og varm op. Vrid husblas, og smelt det i væsken. Tag gryden af varmen, og lad væsken kæle af. Når den er stuetemperatur, tages den iskolde kage ud af køleskabet. Lidt af væsken hældes henover kagen, og det stivner forholdsvis hurtigt. Fordel kirsebærrene hen over, og hæld resten af væsken over kirsebærrene. Stil på køl, indtil geleen er stivnet - det tager 3-5 timer.

lørdag den 6. december 2014

Nøddelagkage med bærskum

I anledning af vores datters halvandet års fødselsdag har jeg lavet denne kage, som jeg har set mig varm på i min yndlingskogebog Suveræne Succeser. Egentlig har jeg også bagt nogle mazarinbunde, så det blev en kombination af to kager, men det blev for meget bund, så næste gang vil jeg bare bage den som nøddelagkagen - jeg skriver opskriften, som den bliver næste gang, for nøddelagkagen er godt nok lækker.


Se bort fra mazarinbundene - dem skrabede jeg selv ud af kagen :)

Jeg elsker kombinationen af nødder og frugt

Nøddelagkage med hindbærskum
125 gram hasselnødder
100 gram smør
100 gram rørsukker
2 spsk. fløde
1 spsk. mel
1 tsk. vaniljepulver - eller kornene fra en vaniljestang

4 dl piskefløde
400 gram blandede bær (jeg brugte hindbær, jordbær og blåbær)
2 spsk. vaniljesukker

Hak hasselnødderne mellemfint i en blender eller minihakker, kom alle ingredienser til kagebundene op i en gryde, og bring det i kog under omrøring. Tag gryden af varmen, og lad den stå og køle en smule af. Tænd ovnen på 180 grader imens. Hæld en tredjedel af dejen ud på midten af en bageplade beklædt med bagepapir, og glat den lidt ud. Bundene skal bages hver for sig. Bag den første bund i omkring 7 minutter, hold hele tiden øje med den til sidst, så den ikke bliver for brun - den skal være gylden. Tag bunden ud, og lad den køle af i et minut cirka, inden den fjernes fra bagepapiret og lægges over på et nyt stykke bagepapir. Gentag med de næste bunde. Når alle tre bunde er kølet helt af, piskes fløde helt stiv med vaniljesukker, og bærrene vendes i fløden. Jeg brugte frosne bær, som jeg havde tøet op forinden. Læg kagen sammen og spis.

søndag den 1. juni 2014

Islagkage med browniebund

I går havde manden fødselsdag, men da han skulle arbejde hele dagen, var der ikke så meget tid til kage og hygge. Så det blev til en islagkage, så han kunne gemme den i flere dage. Islagkagen er lavet ud fra alle hans favoritting.

Islagkage med mandelkrokant-is og whiskey-daim-is

Niederste bund er en browne, den mellemste er kaffemarengs
Islagkage med browniebund

Brownie
1 æg
2 spsk. brun farin
2 spsk rørsukker
1 spsk vanillesukker
100 gram chokolade
50 gram smør
1 spsk kaffe
2 spsk. kakao
0,5 dl mel
1/2 tsk bagepulver

Marengsbund
2 æggehvider
100 gram sukker
1 spsk instant kaffe
Et par dråber

Is
4 æggeblommer
4 spsk sukker
3 vaniljestænger
4 dl fløde

Fyld
2 pakker double Daim
0,5 dl whiskey
100 gram mandler
1 dl rørsukker

Browniebunden laves først. Smelt smør og chokolade i en gryde, tag den af blusset, når det er smeltet. Pisk æg, sukker, brun faring og vanillesukker til en luftig masse. Bland kaffe, mel, bagepulver og kakao i æggemassen. Til slut hældes chokoladeblandingen i dejen i en tynd stråle, mens der piskes. Kom dejen i en springform beklædt med bagepapir i bunden, og bag den ved 180 grader i 15 minutter. Lad browniebunden køle af i springformen.

Lav marengsbunden, imens brownien er i ovnen. Pisk æggehvider, sukker, instant kaffe og eddike, indtil sukkeret er opløst. Det tager ti minutter cirka. Tegn den samme form som browniebunden på et stykke bagepapir, og fordel det meste af marengsmassen til en tynd bund, som er en centimeter mindre hele vejen rundt. Lav små pynte-kyskager af resten af marengsmassen. Bag i en time ved 125 grader.

Imens  magengsbunden er i ovnen, laves fyldet til isen. Smelt sukkeret i en gryde, når der er helt smeltet (pas på, at det ikke brænder på) hældes mandlerne i, og det hele vendes rundt, så sukkeret fordeles på mandlerne. Hæld det ud på et stykke sølvpapir eller bagepapir, og lad det køle af. Når de er kølet helt af, hakkes mandlerne groft. Hak også Daim.

Når marengsbunden er taget ud af ovnen, laves isen. Pisk æggeblommer, kornene fra vaniljestængerne i en skål, til sukkeret er opløst. Pisk flødeskum stift i en anden skål. Vend æggemassen og fløden sammen, og del så ismassen i to. I den ene halvdel kommes daim og det meste af whiskeyen (gem lidt til at pensle brownien med), og i den anden halvdel kommes den hakkede mandelkrokant.

Pensle browniebunden med whiskey, og kom mandelkrokant isen ovenpå bunden. Kom marengsbunden ovenpå, og tryk den godt ned. På toppen kommes isen med daim og whiskey. Pynt kagen med lidt mandelkrokant og nogle pynte-kyskager, og stil den på frost i mindst 8 timer

mandag den 14. april 2014

Hindbærdrøm

Som tidligere nævnt, har jeg eksperimenteret lidt med frysetørret hindbær, og det har ledt til denne hindbær eksplosion, som simpelthen smager af sommer og sol. Jeg er vild med blandingen af bær og marcipan og blandingen af bær og en luftig marengs, så det her er et møde mellem blandingerne, og jeg vil love jer for, at den smager så englene synger. Jeg tror, at jeg vil lave hindbærdrømmen til Grete-Johannes 1-års fødselsdag og til sommer til et koldt glas hvidvin.

Hindbærdrøm pyntet med friske hindbær

Mandelmel og frysetørret hindbær

Kransekagebunden med hindbær stukket ned i

Marengsmassen kommes ovenpå kransekagebunden

De to lækre bunde toppes med bærskum

Hindbærdrøm

Kransekagebund
400 gram marcipan*
3 æggehvider
100 gram rørsukker
75 gram hindbær, friske eller optøede og afdryppet

Marengs
3 æggehvider100 gram rørsukker
1 spsk vanillesukker
1 tsk eddike
100 gram mandler, blendet til mandelmel
3 spsk frysetørret hindbær

Hindbærskum
3 dl piskefløde
2 spsk hindbærmarmelade
200 gram friske, mosede hindbær eller frosne, optøede og mosede hindbær
1 spsk vanillesukker

Rør sukker og æggehvider sammen, og lad det stå på bordet i 30-45 minutter, indtil sukkeret er opløst. Riv marcipanen, og pisk marcipan og æggehvideblandingen sammen. Pisk godt, så der ikke er nogle klumper. Beklæd en springform med bagepapir i bunden, og smør kanterne. Kom kransekagemassen op i formen. Fordel hindbærrene udover bunden, og tryk dem ned i kransekagemassen. Bag bunden i 20 minutter ved 180 grader, til den har sat sig.

Lav marengs imens kransekagebunden er i ovnen. Pisk æggehvider med sukker, vanillesukker og eddike, indtil sukkeret er opløst. Det tager cirka ti minutter i røremaskine. Bland frysetørret hindbær med mandelmelet, og vend blandingen i marengsmassen. Tag kransekagebunden ud af ovnen, og fordel marengsen ovenpå. Bag kagen ved 125 grader i en time og ti minutter. Tag den ud, og lad den køle helt af, mens den stadig er i springformen.

Pisk fløde og vanillesukker stift, og vend hindbærmarmelade og bær forsigtigt i. Kom 3/4 af hindbærskummet ovenpå kagen, og stil den i køleskabet i et par timer, så den lige kan sætte sig. Tag den ud, og fjern forsigtigt springformen. Smør siderne op med hindbærskum, og pynt kagen med hindbær og frysetørret hindbær.

* Jeg bruger altid Odense Marcipan. Her er brugt almindelig marcipan, men jeg tror, at det vil være en fordel at bruge bagemarcipan, da den så bliver knap så blød - det er en smagssag.

lørdag den 1. juni 2013

Valnødde lagkage

Denne kage lavede jeg til mandens fødselsdag d. 31. maj, hvor han blev 28 - gamle dreng. Den har stået på listen over kager, som jeg bare skulle bage i næsten et år, så nu var det på tide - manden har tit drømt om netop denne kage, så hans fødselsdag var jo en kærkommen lejlighed. Inspirationen kommer fra Mette Blomsterberg, og den oprindelige opskrift kan ses her, men jeg har ændret lidt, så jeg skriver opskriften, så jeg lavede den. Kagen skal helst laves dagen i forvejen.

Den færdige valnødde lagkage med kaffe-nougatskum

Den færdigbagte valnøddebund

Bunden flækkes i tre lige tykke dele med en brødkniv

Nougatcreme bestående af nougat, kaffe og flødeskum

Den færdige kage - længere rækker mine kreative evner ikke

Pyntet med finthakkede valnødder og nougatskum

Valnøddelagkage
5 æg
2 vanillestænger
200 gram rørsukker
150 gram valnødder
180 gram mel
1,5 tsk bagepulver

Nougatcreme
6 blade husblas
300 gram blød nougat
0,5 dl stærk kaffe
6 dl piskefløde
6 æggeblommer (3 bægre pasteuriserede)

100 gram valnødder til pynt

Flæk vanillestængerne, og skrab kornene ud. Pisk æg, sukker og vanillekorn til en tyk æggesnaps. Blend valnødderne fint, og vend dem sammen med mel og bagepulver. Pisk de tørre ingredienser i æggesnapsen, så der ikke er nogle klumper. Kom dejen op i en smurt springform, og bag den ved 175 grader i ca. 35 minutter, til den er godt gylden. Lad kagen køle helt af, inden den tages ud af formen.

Når kagen er kølet af, laves cremen. Læg husblassen i blød i 10 minutter. Kom nougaten i en skål, og smelt den over vandbad. Pisk fløden til let skum. Vrid den udblødte husblas, og smelt den sammen med kaffen i en lille gryde for svag varme. Kom æggeblommerne og den smeltede husblas op i den smeltede nougat, og pisk kraftigt. Vent 5 minutter, og kom så halvdelen af flødeskummet op nougatmassen - pisk godt. Kom resten af flødeskummet op i nougatmassen, og vend det forsigtigt sammen.

Flæk den kolde valnøddebund i tre bunde, og kom den nederste tilbage i bunden af springformen. Beklæd siderne med lagkageplastik, inden kagen lægges sammen. Hvis man ikke har lagkageplast, så kan man alternativt bruge en plastiklomme, som klippes til - det vigtige er, at den er højere end springformen. kom lidt over 1/3 af nougatskummet på den nederste bund, læg den næste bund over, tryk den lidt ned, så der ikke er luft mellem lagene. Gentag med lidt over 1/3 af nougatskummet, og læg den sidste af bundene på. Tryk lidt på bunden, og stil så kagen på køl til dagen efter - eller i minimum 6 timer. Den sidste del af nougatcremen stilles i køleskabet med film henover, det skal bruges til at pynte kagen med dagen efter.

På 2. dagen piskes den sidste del af nougatcremen op igen, og kagen smøres med et tyndt lag af cremen. De 100 gram valnødder blendes fint og drysses på hele kagen, tag eventuelt 8 pæne valnødder fra, inden resten blendes, så kan man pynte kagen med små dutter af nougatcreme og de hele nødder. Man kan pynte kagen som man lyster, jeg er bare ikke så kreativ.

mandag den 29. april 2013

Irish coffee cake

Lige siden jeg forleden lavede en skøn lagkage med kaffeflødeskum og whiskey smurte bunde, har jeg leget med tanken om en kage, som tog udgangspunkt i de to smage, som danner grundstammerne i irsk kaffe. I weekenden fik jeg så gjort min idé til virkelighed, og det mundede ud i en rigtig skøn marengslagkage, som smager af irsk kaffe. Det er bestemt en voksenkage, men hvis man kan lide irsk kaffe, så vil man elske denne kage.

Skøn marengslagkage med inspiration fra irsk kaffe

Cremen består af fløde, kaffe, whiskey og knuste rutebiler

Rundt om cremen er der chokolademarengsbunde

Ikke det bedste billede, men sådan ser kagen ud indeni

En rigtig god voksenkage, som ikke er så tung i det.
Irish coffee cake
6 æggehvider
250 gram sukker
1 tsk eddike
100 gram mandelmel
2-3 spsk kakao

Fyld:
0,5 liter flødeskum
1 spsk vanillesukker
125 gram rutebiler
1,5-2 spsk instant kaffe
2 spsk whiskey

Pisk æggehvider, sukker og eddike til en meget stiv og sej marengsmasse (der skal piskes i cirka 10 minutter). Kom kakopulver i og pisk lidt mere, indtil kakaoen er rørt ud i marengsmassen. Tænd ovnen på 125 grader varmluft. Vend næsten alt mandelmelet (100 gram mandler, der er blendet fint) i marengsmassen- gem lidt til at drysse ovenpå bundene. Tag to bageplader, som drysses med lidt mel, og fordel dejen på pladerne. Lav to runde og nogenlunde ens bunde med en glat overflade, det er nemmest at lave dem med en dejskraber. Drys med den sidste mandelmel og bag bundene i 1,5 time.

Når bundene er klar, åbnes lågen, og man lader bundene køle af i ovnen. Når de er kolde, så kan fyldet laves. Pisk fløden meget stiv sammen med vanillesukkeret. Rør instant kaffen op i whiskey. Knus rutebilerne ved at komme dem i en frysepose og give dem smæk med en kødhammer. Vend rutebiler og whiskeykaffe i den stive flødeskum. Frigør forsigtigt marengsbundene fra bagepapiret, og læg den mindst kønne af dem i bunden af kagefadet. Kom fyldet på, og slut med den pæneste marengsbund.

Kagen kan serveres med det samme, men den har godt af at stå et par timer i køleskabet og sætte sig lidt.

tirsdag den 23. april 2013

Lagkage med chokolade og kaffe

Det er ingen hemmelighed, at manden er mest til chokolade, mens jeg er mest til frugt, når det gælder kager og i særdeleshed lagkager. Selvfølgelig kan vi begge spise begge slags, men favoritterne er lidt forskellige. Jeg har dog her forsøgt mig med en chokoladelagkage, hvor jeg får min elskede kaffe med ind i kagen, og det giver den et pift, som godt kunne gøre mig forfalden til en chokoladeversion også.

Den færdige lagkage

Flødeskum vendt med stærk kaffe og knuste rutebiler

Første lag: kaffeflødeskum -  lagkagebundene er smurt med whiskey

Andet lag: Chokolademousse med hakkede hasselnødder og rutebiler

Smurt med chokolademousse og pyntet med hasselnødder og rutebiler

Et kig ind i kagen - den smager skønt

Lagkage med chokolade og kaffe
3 chokoladelagkagebunde
0,5 dl whiskey
9 tsk meget stærk kaffe
3 dl fløde
3/4 pakke rutebiler
100 gram ristede hasselnødder
1 brev kagemousse med chokoladesmag fra Dr. Oetker
1,5 dl letmælk
1 dl fløde

Bryg en meget stærk kaffe og lad den køle af, eller lav en kold men stærk instant kaffe. Pisk de 3 dl flødeskum meget stift, kom en halv pakke rutebiler i en plastikpose og knus dem med en kødhammer til små stykker. Vend rutebilerne i flødeskummet sammen med 6 tsk afkølet kaffe. Læg den første kagebund på et kagefad, og pensl den med whiskey. Kom kaffeflødeskummet på bunden, og smør det godt ud til kanterne. Kom den næste bund ovenpå. Hak de ristede, afskallede hasselnødder groft. Pisk mælk, 1 dl fløde og 3 tsk stærk kaffe med kagemousse pulveret i 5 minutter. Tag en dl eller lidt mere af moussen fra til at pynte kagen med, og vend resten med 2/3 af de hakkede hasselnødder. Pensl den næste lagkagebund med whiskey, og kom chokolademoussen på. Knus endnu 1/4 af pakken med rutebilerne på samme måde, som de første, og drys nogle af de knuste rutebiler hen over laget med chokolademousse. Kom den sidste bund på kagen. Smør den med chokolademousse og drys med de sidste hakkede rutebiler og de sidste hasselnødder. Kagen kan godt laves dagen i forvejen.

Og så kommer der lige et lille pip om forkælelse. Husker i at forkæle jeres partner? Det synes jeg selv, at vi er gode til her hjemme. I fredags kom manden hjem efter en 13 timers arbejdsdag vel at mærke med 20 flotte roser - bare fordi jeg er sød. Han er nu heller ikke helt ringe, så han blev selvfølgelig forkælet direkte tilbage med mandeblomster (dessert).

Roser fra min fantastiske mand "fordi du er sød"