søndag den 29. november 2015

Pebernødder


I weekenden har den stået på julebag her hjemme. Manden har arbejdsweekend, så det blev tøsehygge, og så må far være smagsdommer, når han kommer hjem - den arbejdsfordeling klager han ikke over. Det var første gang, at min store datter skulle være med til julebag, og det har jeg glædet mig til i lang tid - faktisk stort set lige siden jeg stod med en positiv graviditets test i hænderne. Det lyder helt åndssvagt, men da jeg var lille, var jeg hvert år på weekend hos min farmor, hvor vi bagte alle julens småkager, og den tradition har jeg altid vidst, at jeg ville føre videre med mine egne børn. Så i weekenden skænker jeg min farmor en kærlig tanke og fører traditionen videre.

Det var den sentimentale del af indlægget, så kommer opskriften. Det er 10 år siden, jeg fik mit eget køkken (det første i en kollegiebolig), og lige siden har jeg prøvet opskrifter af. Når det kommer til julebag, så har jeg neglet vaniljekransene, hvor der ganske enkelt ikke findes bedre, end dem jeg laver. Og her kommer efter min mening den bedste opskrift på pebernødder. Bag pebernødder selv, dem man kan købe i butikkerne har intet med pebernødder at gøre, og det er simpelthen så nemt at lave en ordentlig portion, hvor der er til hele julen. Opskriften her stammer fra lagkagehuset, og jeg har kun ændret ganske lidt i den.


Sprøde, smagfulde og med en krydret eftersmag - perfekte!

Stor koncentration

Inden de bages
Efter
Mors (ene) dåse og datterens dåse - hun er sgu dygtig i en alder af 2 år
De færdige pebernødder

De bedste pebernødder
250 gram blødt smør
250 gram sukker
1 tsk. hvid peber
1 tsk. stødt ingefær
1 tsk. kardemomme
1 tsk. kanel
1 tsk. bagepulver
1 tsk. natron
1 dl piskefløde
500 gram hvedemel

Smør og sukker piskes luftigt, jeg bruger altid røremaskine. Tilsæt piskefløden, og pisk ved laveste hastighed, til det er rørt godt sammen. Skift til dejkrog på røremaskinen. Bland krydderier, bagepulver og natron med melet, og rør det i dejen. Ælt dejen godt, til der ikke er klumper i. Dejen kan bruges med det samme, eller den kan gemmes i køleskabet til dagen efter. Tag den ud i god tid. Tril dejen ud i runde stænger, og skær dem i mundrette bidder, som enten sættes direkte på en bageplade eller trilles runde. Bag dem ved 180 grader i cirka 7-10 minutter afhængig af ovnen, til de er let gyldne - de skal ikke være for brune. Lad pebernødderne køle af på pladen. Der bliver mange pebernødder af den her portion.

Brunkager


Årets brunkager blev lavet efter Mette Blomsterbergs opskrift, hvor jeg selvfølgelig har ændret en smule. Jeg er ikke stor fan af syltede appelsiner, som hun ellers bruger. Derudover har jeg skruet op for indholdet af nødder og lidt ned for mel, og jeg kan varmt anbefale denne version, men den er lidt svær at lave til formede kager. Når det er sagt, så er de virkelig gode.

Tynde, sprøde og fyldt med nødder - lige som jeg foretrækker
Brunkager
250 gram smør
125 gram lys sirup
250 gram brun farin
2 tsk. potaske
1 spsk. koldt vand
3 tsk. stødt kanel
1 tsk. stødt nelliker
2 tsk. stødt ingefær
1 tsk. stødt allehånde
Fintrevet skal fra en (økologisk) klementin
100 gram usaltede pistaciekerner
150 gram mandelflager
450 gram hvedemel

Varm smør, sirup og brun farin i en gryde ved medium varme, til smøret er smeltet. Det skal ikke koge, så temperaturen skal ligge omkring de 70 grader.  Riv skallen fra en klementin i blandingen, og rør godt rundt. Hæld sirupsblandingen i en røreskål, og lad det køle lidt af, mens de øvrige ingredienser forberedes. Bland potaske i vand, til det er opløst, og hæld blandingen på i sirupsmassen. Hak pistaciekernerne og mandelflagerne (det er ikke nødvendigt, men det gør det nemmere at rulle dejen ud og lave sjove forme), og bland dem sammen med de øvrige tørre ingredienser og krydderierne. Bland de tørre ting op i sirupsmassen, og lad røremaskinen køre på lav hastighed, til det er blandet godt sammen. Beklæd en beholder med bagepapir, og lad dejen køle af ved stuetemperatur - den kan med fordel stå til dagen efter.

Når kagerne skal laves, kan man enten rulle den ud og stikke kager med forme, eller man kan bare skære skiver af dejen. I begge tilfælde skal kagerne kun være et par millimeter tykke. Bages i cirka 10 minutter ved 180 grader.Vær opmærksom på bagningen, hvis de bages for lidt, bliver de ikke sprøde, hvis de bages for meget - ja, så bliver de brændte. 

søndag den 22. november 2015

Peanutbutter brownie


Til trods for, at jeg faktisk ikke er den store fan af peanutbutter, så forelskede jeg mig pladask i denne opskrift. Jeg synes, at peanutbutter er klægt og bittert, men når det kommer i kontakt med noget sødt for eksempel som ingrediens i is eller en brownie, så bliver det fløjlsblødt og lækkert. Og denne brownie er ingen undtagelse. Hvis man er fan af nødder, så skal den prøves.


Sød og cremet med en skøn smag af nødder og chokolade

Den færdige kage, inden ganachen kommes på

Pyntet med hakkede peanuts

Bag den, hvis I er vilde med nødder og chokolade

Der blev 20 brownie stykker af denne portion

Peanutbutter brownie
100 gram blødt smør
200 gram peanutbutter
250 gram brun farin
2 spsk, vaniljesukker
2 æg
100 gram hvedemel
2 tsk. bagepulver
En smule salt
125 gram saltede peanuts + lidt til pynt

Chokolade ganache
100 gram mørk chokolade (ikke med for højt kakaoindhold)
2 skeer nutella
1 dl piskefløde

Pisk smør og peanutbutter sammen, tilsæt brun faring og vaniljesukker, og pisk i 3-4 minutter. Tilsæt æg, og pisk til en luftig masse. Kom mel, bagepulver og salt i dejen, og pisk til der ikke er nogle klumper. Hak peanuts, og vend dem i dejen. Beklæd en firkantet springform med bagepapir i bunden, og smør kanterne med en smule smør. Hæld dejen i formen, og bag ved 180 grader i cirka 30 minutter. Lad kagen køle af, inden ganachen laves.

Hak chokoladen, og kom den i en skål sammen med nutellaen - når jeg skriver to skeer, så er det to almindelige spiseskeer, som er fyldt med nutella. Bring fløden i kog, og hæld den udover chokoladeblandingen. Rør rundt, til alt chokoladen er smeltet. Jeg skar kanterne af kagen, inden jeg kom ganachen på, men det behøver man ikke. Hæld ganachen på kagen, og smør det ud, så overfladen bliver jævn. Hak lidt peanuts, og drys dem udover kagen. Stil kagen på køl, til ganachen er stivnet, og skær den så i stykker.

fredag den 20. november 2015

Cookieburger med kaffefyld

Alene overskriften "cookieburger" fik mig til at smile, da jeg så den originale version af denne opskrift. Den blev dog lavet med de ting, som jeg lige havde i køkkenet - og undervejs opdagede jeg, at jeg ikke havde særlig meget mel, men det gjorde nu ikke noget.

Hasselnødder og en cremet smag af kaffe
Cookies
150 gram smør
150 gram brun farin
75 gram sukker
2 spsk vaniljesukker
2 æg
1 spsk. natron
100 gram hvedemel
125 gram hasselnøddemel (fint blendede hasselnødder)
En smule salt
100 gram mørk chokolade

Kaffe smørcreme
175 gram blødt smør
250 gram flormelis
2 spsk vaniljesukker
Kaffesirup efter smag

Pisk smør, brun farin, sukker og vaniljesukker luftigt. Tilsæt æg, og pisk igen. Tilsæt mel, hasselnøddemel, natron og salt, og rør godt rundt. Hak chokoladen, og vend den i. Lad dejen hvile i nogle timer på køl eller til dagen efter. Tril dejen til små kugler, og tryk dem lidt flade, før de sættes på en bageplade, jeg havde plads til 14 på hver plade. Bag i 10 minutter ved 180 grader, til de er gyldne. Lad småkagerne køle helt af, og lav så smørcremen ved at piske smør, flormelis og vaniljesukker luftigt. Tilsæt kaffesirup efter smag. Læg småkagerne sammen med smørcremen, og stil dem på køl, indtil de skal serveres.


Kaffesirup

For en kaffeelsker er kaffesirup et hit! Det kan både bruges i kaffen, i iskaffen, på pandekager, til smørcreme eller som sauce ovenpå en god brownie for lige at give den et twist.


Kaffesirup
3 dl stærk kaffe
300 gram rørsukker

Hæld kaffe og sukker i en gryde, og bring det i kog. Lad det koge i cirka 15 minutter, til det er tyknet lidt. Tag det af blusset, og hæld det på glas. Lad siruppen køle af, inden det bruges.

onsdag den 18. november 2015

Bananboller

Jeg plejer at lave bananpandekager eller milkshake, når vi har nogle overmodne bananer liggende, men i dag havde vi simpelthen så mange, at jeg måtte være kreativ. Det blev til nogle rigtig gode snack-boller, som jeg ikke er i tvivl om, at lillepigen vil elske at have med i madpakken.

Lækre, svampede og søde bananboller
Bananboller
3 modne bananer
25 gram gær
1 dl vand
50 gram smør
1 dl mælk
2 dl groft mandelmel (fint blendede mandler, som ikke er blendet helt til mel)
3 dl havregryn
7-8 dl hvedemel
Evt. kokosmel, rosiner, chokoladestykker eller andet fyld - det kan varieres i en uendelighed

Mos bananerne. Rør gæren ud i vandet. Smelt smør i en gryde, og tilsæt mælk og banan, når det er smeltet. Rør godt rundt, og lad gryden stå på blusset, indtil blandingen er lunken. Hæld det op i gærblandingen, og tilsæt æg, mandelmel, havregryn og eventuelt kokos eller andet fyld efter smag. Rør godt rundt, og tilsæt hvedemel lidt efter lidt. Ælt dejen godt igennem på røre maskine, og lad den hæve i en time et lunt sted. Ælt dejen godt igennem igen, og form bollerne - jeg fik 24 små boller af denne portion. Sæt dem på en bageplade, og lad dem hæve et lunt sted under et viskestykke i 45 minutter - en time. Bag ved 200 grader varmluft i 10 minutter, til de er gyldne.

fredag den 13. november 2015

Brownie med kaffe-kokos topping

Kan I huske den der chokoladekage med drømmekage-topping, som man tit fik i klassens time som barn? Toppingen var efter min mening absolut den bedste, hvorimod selve chokoladekagen nedenunder var kedelig og lidt ligegyldig. Her har jeg derfor kombineret toppingen fra den gamle klassiker, som ingen rigtig kender navnet på?, og så en ordentlig chokoladekage/brownie. Prøv den, hvis jeres minder om den kage er de samme som mine.
En endnu bedre version af chokolade drømmekagen

Brownie-bund
4 æg
75 gram brun farin
175 gram sukker
1 dl kogende vand
300 gram mørk chokolade af god kvalitet
200 gram smør

Glasur
150 gram smør
1,5 dl stærk kaffe
200 gram flormelis
4 spsk. kakao 
300 gram kokosmel
1 spsk. vanillesukker


Pisk æggene med 75 gram sukker, til sukkeret er rørt helt ud. Kog vandet og resten af sukkeret til en tyk sukkerlage, den skal være meget tyk. Hak chokoladen, og kom chokolade og smør i sukkerlagen. Rør, til det opløst, og tag det af varmen. Pisk chokolademassen i æggemassen. Fordel dejen i en springform med bagepapir i bunden. Bag chokoladekagen i cirka 50 minutter ved 160 grader. Når der er fem minutter tilbage af bagetiden, påbegyndes glasuren. Smelt ingredienserne sammen i en gryde. Tag kagen ud af ovnen efter 50 minutter, og hæld glasuren henover. Bag videre i ovnen i 5-7 minutter, til glasuren har sat sig. Tag kagen ud, og lad den køle af.

onsdag den 4. november 2015

Kardemommesnurrer

Der er mange fede ting ved at have en mødregruppe, en af dem er, at man får nye idéer til bagværk. En af de skønne mødre i min nye mødregruppe er lige så vild med kardemomme, som jeg er. Jeg var derfor i himlen, da hun i denne uge havde bagt kardemommesnurrer, så den opskrift måtte jeg naturligvis hjem og gøre efter. Den oprindelige opskrift er denne, jeg har skåret i smør og sukker i dejen, og lavet et par andre små justeringer, og så havde jeg ikke nogle hele kardemommeskaller, så det blev til stødt kardemomme. Hvis du elsker kardemomme, så er disse snurrer et must at bage.

En lun kardemommesnurre er et must at bage

Kardemommesnurrer
50 gram gær
3 dl mælk
1 spsk. rørsukker
½ tsk. salt
1 spsk. stødt kardemomme
1 æg
cirka 650 g mel
75 gram blødt smør

Remonce:
200 gram blødt smør
150 gram rørsukker
50 gram brun farin
3 spsk. stødt kardemomme

1 æg til pensling, og lidt ekstra kardemomme til at drysse med efter penslingen

Smuldr gæren i skålen til røremaskinen. Lun mælken, og hæld den hen over gæren, rør rundt, indtil gæren er opløst. Tilsæt sukker, salt og kardemomme, og rør godt rundt. Tilsæt æg, rør igen, og derefter melet lidt ad gangen. Kom til sidst smør i dejen lidt efter lidt, mens der røres rundt. Ælt dejen godt, til den er glat og smidig. Sæt dejen til hævning i en times tid, til den er blevet dobbelt størrelse. Imens dejen hæver, laves remoncen. Her blandes alle ingredienserne sammen.

Ælt dejen godt igennem, og rul den ud i en rektangel på cirka 60x 40 cm og ½ cm tykkelse. Fordel remoncen på dejen, og fold den sammen på den lange led. Skær den ud i strimler på cirka 2 cm i bredden. Vrid hver strimmel til en spiral, og slå en knude på dejen. Sæt dem på bageplader med god plads imellem dem (8 på hver plade). Lad dem hæve et lunt sted i cirka en time, til de er blevet dobbelt størrelse. Pensl snurrerne med sammenpisket æg, og drys med kardemomme. Bag ved 200 grader varmluft i cirka 10 minutter, til de er gyldne. Lad dem køle lidt af, inden de spises.
Tip: Der ryger en del remonce ud af snurrerne, lad være med at smide det ud, men lad det i stedet køle helt af, og knæk det i små chips af karamel med kardemommesmag, de smager skønt til en kop kaffe.