Viser opslag med etiketten chokoladekage. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten chokoladekage. Vis alle opslag

søndag den 13. marts 2016

Blondies med brombær

Jeg har i evigheder haft lyst til at kaste mig over en brownie med hvid chokolade - en såkaldt blondie. For det første tiltaler det mig, fordi jeg selv er blondine, men det er nu også fordi, jeg er vild med hvid chokolade. Men når jeg spiser hvid chokolade, så spiser jeg ofte syrligt frugt til (jordbær, hindbær eller lignende), så derfor er der også brombær fra efterårets høst i denne kage, og det er jeg glad for, ellers havde den været alt for sød for min smag.


Blondies med brombær
170 gram hvid chokolade
150 smør
70 gram sukker
60 gram brun farin
2 æg
100 gram hvedemel
75 gram mandler
150 gram friske eller frosne, optøede brombær eller hindbær

Smelt smør og hvid chokolade ved lav varme. Pisk æg, sukker og brun farin til en luftig masse. Pisk den smeltede chokoladeblanding i. Pisk hvedemel i dejen. Hak mandlerne groft, og vend dem i dejen. Hæld dejen i en smurt springform, og drys brombær udover - tryk brombærrene ned i dejen. Bag ved 180 grader i cirka 20 minutter.

søndag den 17. januar 2016

Chokoladefondant med peanutbutter

Der er lidt stille på bloggen for tiden, og det skyldes noget så banalt som, at vi ovenpå et meget sødt efterår forsøger at skrue lidt ned for sukker-spiseriet. Men da jeg så disse blødende chokoladekager, måtte jeg simpelthen i køkkenet. Jeg har længe haft lyst til at lave chokoladekage med blødende hjerte, og den her opskrift er simpelthen så lækker. Man kan udelade peanutbutter, men det giver et lækkert twist uden at være for dominerende. Den originale opskrift er herfra.

His and hers chokoladefondant

Dårligt billede - god kage

Chokoladefondant med peanutbutter (5 stk i små ramekiner)
200 gram mørk chokolade af god kvalitet
100 gram smør
2 æg
2 pasteuriserede æggeblommer
60 gram sukker
50 gram brun farin
35 gram hvedemel
5 spsk. peanutbutter
Smør til formene
Kakao til at drysse formene med

Smør formene, og drys dem med kakao, så de er klar. Smelt chokolade og smør ved svag varme. Tag det af varmen, og rør det godt sammen. Pisk æg, pasteuriserede æggeblommer, brun farin og sukker luftigt. Sigt melet ned i blandingen, og vend det forsigtigt rundt. Vend forsigtigt chokoladeblandingen i lidt efter lidt. Fordel 2/3 af dejen i formene, og kom en stor spsk. peanutbutter i midten af hver. Fyld formene med resten af chokoladedejen. Bag kagerne i en 200° varm ovn i 10-15 minutter, de skal kun lige være bagte i kanten hele vejen rundt. Tag kagerne ud af formen, og anret dem på en tallerken. Server dem lune eventuelt med kold vaniljeis til.

fredag den 13. november 2015

Brownie med kaffe-kokos topping

Kan I huske den der chokoladekage med drømmekage-topping, som man tit fik i klassens time som barn? Toppingen var efter min mening absolut den bedste, hvorimod selve chokoladekagen nedenunder var kedelig og lidt ligegyldig. Her har jeg derfor kombineret toppingen fra den gamle klassiker, som ingen rigtig kender navnet på?, og så en ordentlig chokoladekage/brownie. Prøv den, hvis jeres minder om den kage er de samme som mine.
En endnu bedre version af chokolade drømmekagen

Brownie-bund
4 æg
75 gram brun farin
175 gram sukker
1 dl kogende vand
300 gram mørk chokolade af god kvalitet
200 gram smør

Glasur
150 gram smør
1,5 dl stærk kaffe
200 gram flormelis
4 spsk. kakao 
300 gram kokosmel
1 spsk. vanillesukker


Pisk æggene med 75 gram sukker, til sukkeret er rørt helt ud. Kog vandet og resten af sukkeret til en tyk sukkerlage, den skal være meget tyk. Hak chokoladen, og kom chokolade og smør i sukkerlagen. Rør, til det opløst, og tag det af varmen. Pisk chokolademassen i æggemassen. Fordel dejen i en springform med bagepapir i bunden. Bag chokoladekagen i cirka 50 minutter ved 160 grader. Når der er fem minutter tilbage af bagetiden, påbegyndes glasuren. Smelt ingredienserne sammen i en gryde. Tag kagen ud af ovnen efter 50 minutter, og hæld glasuren henover. Bag videre i ovnen i 5-7 minutter, til glasuren har sat sig. Tag kagen ud, og lad den køle af.

lørdag den 12. september 2015

Browniemuffins med nutellafyld

What can you say, when words are not enough? De her muffins er så lækre, at jeg ikke rigtig kan beskrive det. Jo, det kan jeg faktisk godt. Jeg har ikke spist dej, siden jeg var ret lille, men her slikkede jeg skålen og piskerisene. Jeps, jeg var det granvoksne menneske, som stod der med chokoladedej i hele ansigtet.

Skøn muffin med dyb chokoladesmag og en blød overraskelse

Browniemuffins med nutellafyld (18 stk)
5 æg
100 gram brun farin
200 gram sukker
1 spsk. vaniljesukker
1/2 tsk. salt
2 spsk. kakaopulver
300 gram mørk chokolade
150 gram smør
1 dl mel
NUTELLA
Hasselnøddeflager til pynt

Smelt smør og chokolade ved lav varme i en gryde. Pisk æg, sukker, vanilkesukker og brun farin til en luftig masse. Tilsæt mel, salt og kakaopulver, og pisk igen. Hæld den smeltede chokoladeblanding i, mens der piskes. Fordel dejen i muffinsforme, og kom en lille skefuld nutella midt i hver muffin. Giv nutellaklatten et lille tryk, så den dækkes af dej. Drys med hasselnøddeflager, og bag i 15-20 minutter ved 170 grader. Pas på ikke at bage dem for meget.

torsdag den 30. juli 2015

Verdens bedste chokoladekage?

Da jeg faldt over denne opskrift, var jeg nødt til at lave den. Manden elsker chokolade, så det var en udfordring, jeg var nødt til at tage op. Indtil nu har jeg været overbevist om, at min brownie med karamel var den bedste. Men det er måske ikke sandt? Jeg har ændret en smule i opskriften.

Lækker chokoladekage - eller nok nærmere en brownie

Verdens bedste chokoladekage
4 æg
75 gram brun farin
175 gram sukker
1 dl kogende vand
300 gram mørk chokolade af god kvalitet
200 gram smør
100 gram ristede, afskallede hasselnødder

Pisk æggene med 75 gram sukker, til sukkeret er rørt helt ud. Kog vandet og resten af sukkeret til en tyk sukkerlage, den skal være meget tyk. Hak chokoladen, og kom chokolade og smør i sukkerlagen. Rør, til det opløst, og tag det af varmen. Pisk chokolademassen i æggemassen, vend hasselnødderne i dejen.  Fordel dejen i en springform med bagepapir i bunden. Bag chokoladekagen i cirka 50 minutter ved 160 grader.

Dommen er, at denne chokoladekage - eller nok nærmere brownie er en af de bedste chokoladekager, jeg har smagt. Er det verdens bedste? Det ved jeg ikke helt, men den er på niveau med brownie med karamel og Gateau Marcel, som ellers er mine yndlingskager i chokolade-genren.