fredag den 21. september 2012

Müslibar med nødder

Som snack og til at booste energiniveauet er jeg faldet for dissse müslibarer, hvor man kan variere fyldet alt efter, hvad man bedst kan lide. Her hjemme er vi ret vilde med nødder, så en af hovedingredienserne er selvfølgelig nødder. Jeg skriver opskriften, som jeg laver den.

Müslibarer med godt med nødder og korn

Opskrift
200 gram grov müsli
150 gram ruggryn
100 gram solsikkekerner
75 gram mandler
75 gram hasselnødder
75 gram mandler
1 dåse kondenseret mælk

Bland alle de tørre ingredienser og tilsæt den kondeserede mælk. rør blandingen godt rundt. Tænd ovnen på 130 grader og beklæd et lasagnefad med bagepapir. Fordel massen i fadet og mas den godt sammen og ud i alle hjørner med en stiv dejskraber, så den bliver helt flad og jævn. Bag den i en time og et kvarter ved 130 grader. Lad müslipladen køle af i en times tid. Når den er kølet helt af, skæres den ud i passende "pinde" alt efter, hvor store barer man gerne vil have. De kan opbevares og holde sig i flere uger, hvis man kommer dem i en tætlukket kagedåse.

onsdag den 19. september 2012

Nødde cookies

Til vores håndboldweekend bagte jeg disse skønne nødde cookies med havregryn. Grundopskriften minder lidt om de chokolade cookies, jeg plejer at bage. De her er bare med nødder, vanillesukker og havregryn. Man kan helt sikkert skære ned på nødderne og hakke lidt chokolade i, men jeg er ikke altid så glad for chokolade, så jeg var ret glad for at få brygget en opskrift sammen helt uden.

Lækre nødde cookies med havregryn og vanille

Opskrift
200 gram blødt smør
2 dl rørsukker
1 dl brun farin
2 tsk vanillesukker
2 æg
2 dl mel
1,5 dl havregryn
1 tsk bagepulver
100 gram mandler
100 gram hasselnødder
100 gram valnødder

Smør, sukker, brun farin og vanillesukker piskes luftigt. Herefter piskes ægget i. Rør mel, havregryn og bagepulver i. Hak nødderne groft og pisk eller vend det i dejen.
Sæt 8 cookies på hver bageplade (3, 2, 3) , de flyder ud - så du kan med fordel trille dem til en kugle, som du trykker flad, når du sætter den på pladen.
Bag dem ved 175 grader i ca. 10 minutter, og lad dem køle af på pladen (hvis tålmodigheden rækker til det).

tirsdag den 18. september 2012

Store bagedag

Der har været lidt stille her på bloggen, fordi jeg har været til håndboldstævne i Viborg hele weekenden. Som optakt til turen havde jeg en rigtig bagedag, for vi skulle jo nødigt gå ned på energi under sådan en hård træningsweekend, så jeg bagte på livet løs i fredags. Som det ses på billedet nedenfor, så var der gang i det lille køkken. Alt i alt blev det til 40 boller (henholdsvis lyse gulerodsboller med solsikkekerner og mørke nøddeboller med rugmel), 24 chokolade cookies, 18 nøddecookies, 26 kokosmakroner, 56 muslibarer og 40 pølsehorn.

Det muntre og meget fyldte køkken
De mest spændende af opskrifterne vil jeg forsøge at få skrevet ind i løbet af de næste par dage. Mine chokolade cookies er de samme, som jeg har lavet før, så dem skal jeg ikke plage jer med igen.

Bollerne er noget af det, jeg oftest bliver spurgt om opskriften på, men også noget af det, jeg har sværest ved. Min farmor var den, der lærte mig at bage, da jeg var en ganske lille pige, og hun brugte aldrig opskrift til boller. Hun sagde, at man skulle føle sig frem og ikke følge en opskrift, så det gør jeg altid. Derfor er det meget sjældent, at mine boller er lavet af de samme ingredienser - også fordi jeg for så vidt forsøget at stoppe spild af mad, så hvis jeg har en rest i køleskabet af noget, så kan det komme i bollerne.

Jeg vil dog forsøge at lave et indlæg en af dagene om mine grundprincipper, når det gælder godt bagværk - det første er som nævnt, at man skal føle sig frem og mærke dejen.

lørdag den 8. september 2012

Sunde vafler med usundt fyld

Med inspiration fra Annes skønne blog, lavede jeg nogle forholdsvis sunde vafler den anden dag. Idéen røg lidt i vasken, da vi puttede alle mulige usunde ting ovenpå, men smagen fejlede bestemt ingenting. Med banan eller anden frugt, skyr og lidt hakkede mandler ville sådan en vaffel være et super alternativ til mrgenmad eller en sundere dessert.

Vafler med frugt, vanilleflødeskum og chokoladesauce
Vafler (ca. 6 styks)
200 gram mandler
4 bananer
4 æg
1/1 spsk vanillesukker

Mandlerne blendes til mandelmel, og alle ingredienserne blandes sammen. Pisk grundigt og lad dejen stå og hvile i mindst en halv time - gerne et par timer. Bag vaflerne i vaffeljernet og brug ovnen til at holde dem varme. Vi spiste dem med frugt, flødeskum, chokoladesauce og is, så selvom idéen om vaflerne var sund, så røg den lidt i vasken - men pyt det var en god dessert.

tirsdag den 4. september 2012

Kokosis

Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at smide en rest af kokosmælk ud, som jeg havde til overs efter at have lavet en wokret, så jeg fiflede lidt, og det kom der en ret lækker og let dessert ud af. Og så fik jeg lejlighed til at bruge vores fine lille ismaskine.

ismaskinen er i gang - 10 minutter og så er der is

Cremet kokosis med friske hindbær
Kokosis
1/2 dåse kokosmælk
50 gram kokosmel
2 æg delt i hvide og blomme for sig
1 spsk vanillesukker
2 smsk rørsukker

Bland kokosmælken og kokosmelet med vanillesukkeren, og stil blandingen i køleskabet i et par timer. Når kokosmelet har suget noget af væsken og er blevet blødt, piskes æggeblommerne med 1 spsk sukker til de er hvide og luftige. Vend æggemassen med kokosmassen. Hviderne piskes med 1 spsk sukker til de er stive og vendes i blandingen. Kom massen i en ismaskine i 10 minutter eller lad den fryse under hyppig omrøring i minimum 4 timer.

Server med friske hindbær eller anden frugt for at bringe lidt syrligt til desserten.