fredag den 31. august 2012

Kartoffelsuppe med bacon knas

Vejret lugtede tidligere på ugen lidt af efterår, og det gav mig lyst til at eksperimentere med noget suppe. Jeg har tidligere kun lavet hyldeblomstsuppe, og ellers har suppe været noget, som vi spiste når vi var syge - men det ændrer sig nu. Valget faldt nemlig på kartoffelsuppe, og det var et hit.  Opskriften er god og mættende. For at have lidt crunch i stegte jeg bacontern og lavede nogle rugbrøds croutoner med hvidløgssalt.

Kartoffelsuppe med blomkål, porrer, bacontern og rugbrødscroutoner.

Så lækker suppe - den kan klart anbefales.

Kartoffelsuppe med porre og blomkål
800 gram kartofler
8 deciliter vand
2 dl fløde
1 spsk smør
1 stort løg
3 fed hvidløg
en porre
et halvt blomkålshoved
2 smagstern med høns
1 knsp chili
2 tsk salt
1/2 tsk peber
2 pakker bacon i tern

Skræl kartoflerne og skær dem i mindre tern. Skræl løget og skær det i skiver, skær porren i skiver og hak hvidløgene i små tern. Tag en stor gryde og steg bacon i smøret til det er sprødt. Tag baconen op af gryden, men lad baconfedtet være i gryden, læg baconen på en tallerken med fedtsugende køkkenrulle på. Svits løg og hvidløg i baconfedtet i et par minutter til de er bløde. Kom kartofler og halvdelen af porrerne i gryden og svits i et par minutter. Herefter hældes vand, smagstern og krydderier i gryden, og den skal koge i 15 minutter eller indtil kartoflerne er møre.

Når kartoflerne er møre, tages gryden af blusset, og så er det bare om at gå amok med en stavblender i gryden. Hvis man ikke har en stavblender, så kan massen hældes op i en almindelig blender, men pas på - den er meget varm. Suppen blendes indtil den er glat og lækker, herefter stilles gryden tilbage på blusset, og fløden hældes i. Smag til med mere salt og peber, hvis det er nødvendigt. Kom eventuelt mere vand i, hvis konsistensen ønskes tyndere.

Skær blomkålen i mindre stykker, mens suppen simrer på blusset, og kom blomkål og resten af porrerne
i suppen. Lad den simre i yderligere 3-4 minutter alt afhængig af, hvor meget bid man ønsker i sine blomkålsstykker. Server suppen med baconternene drysset henover og rugbrødscroutoner til.

Rugbrødscroutoner med hvidløgssalt
5 skriver rugbrød
1 spsk hvidløgssalt

Sæt ovnen på 180 grader, skær rugbrødsskiverne ud i tern på ca. 2 gange 2 centimeter og sæt ternene på en bageplade og drys dem med 1/3 af hvidløgssaltet. Bag dem i 5 minutter, før de tages ud og vendes om. Drys dem nu på den anden side med 1/3 af hvidløgssaltet. Bag i yderligere 5 minutter - længere tid, hvis de skal være helt hårde. Tag rugbrødsternene ud og lad dem køle af. Når de er kolde, kommes de i en skål og den sidste 1/3 af hvidløgssaltet drysses på.

tirsdag den 28. august 2012

Lækker juice-drink uden alkohol

Siden vi kom hjem fra ferie har vi begge været lidt mættede hvad angår mad og drikke, så menuen har mest stået på rugbrød. Men da jeg lagde kufferterne på plads, faldt jeg over vores saftpresser, som ikke har været i brug i et par år. Men i brug kom den.

Det gode ved en saftmaskine er, at man kan lave saft af mere eller mindre alle frugter såvel som grøntsager. Men man skal passe på, at det ikke bliver en stor udefinerbar blanding - det kan vi godt være slemme til, fordi det er så skægt, når man står med maskinen og bare kan komme alt i, så vi måtte lige holde os selv i ørerne. Det blev til en juice med base af 8 søde æbler, og så kom vi en håndfuld blåbær, en pære, en halv melon og et par gulerødder i til slut for at gøre det lidt syrligt. Der blev cirka en liter koncentreret juice.

Når man selv laver juice, så er det ufiltreret og noget mere grumset end det man kender fra supermarkedet. Til gengæld ved man præcis, hvad der er i, og smagen er altså noget helt andet. Jeg lavede en drink ud af juicen ved at blande den med danskvand i forholdet 2/3 juice og 1/3 danskvand. Det var en blanding så englene sang.

Hjemmelavet juice blandet op med danskvand

Stop madspild - restekage fra saftproduktionen
Ligesom så mange andre madbloggere og forhåbentlig andre mennesker generelt så synes jeg, at man skal om end ikke stoppe så i hvert fald mindske madspild så meget som muligt. Det er årsagen til, at jeg laver madplaner, så indkøb mm. passer sammen, og vi smider utrolig lidt mad ud her hjemme.
Derfor bragte det selvfølgelig en panderynke frem, da jeg efter at have lavet juice tømte beholderen med frugtresterne. Selvom blandingen er lidt tør, fordi al saften er blevet presset ud af, så er det jo alligeve god og nærende frugt - det kunne jeg ikke smide ud.

Så jeg smed blandingen op i en skål og gav den en halv deciliter juice, en deciliter rom, lidt vand og en spsk vanillesukker, så den blev lidt våd og fik et pift af vanille. Massen brugte jeg til at lave en frugtkage i stil med æblekage, hvor der er skiftevis lagde frugtgrøden og knuste markroner. Det blev til en rigtig lækker kage, som faktisk var bedre og mere interessant end en almindelig æblekage. Vi spiste den med creme fraice rørt med vanillesukker.

Restekagen - den ser måske ikke så lækker ud, men det er den.

søndag den 26. august 2012

Home sweet home

Vi er tilbage fra en rigtig dejlig ferie i Thailand. Så når vi lige er kommet på fode igen, kommer der nyt på bloggen, men der går nok lige et par dage endnu. Imellemtiden kan i få et billede af en lille fyr, som i hvert fald er glad for, at vi er tilbage igen.

Tumle har vist savnet os
Den 6. august kunne vi fejre vores første bryllupsdag - her var det nemlig et år siden vi sagde ja til hinanden. Brylluppet var helt fantastisk, se mere om det her. Vores bryllupsdag var stille og rolig, vi tog en lang tur i kajak om formiddagen, slappede af om eftermiddagen, drak champagne i solnedgangen, spiste god middag og havde en dejlig dag sammen. Som god skik er, havde vi frosset det øverste lag af bryllupskagen ned, og den skulle spises på vores første bryllupsdag. Men da vi jo ikke var hjemme på dagen, måtte den del af fejringen gemmes. Så da vi kom hjem, tog vi kagen op og fejrede bryllupsdag igen.

Efter et år og nitten dage smager kagen stadig skønt


torsdag den 2. august 2012

FERIE

I morgen rejser vi endelig på sommerferie. Det har været hårdt at se på folk hele sommeren, der gik på ferie - men nu blev det så endelig vores tur. I morgen tidlig drager vi mod Kastrup, hvorfra turen går til Thailand. Nærmere bestemt er det Ao Nang, som er en lille hyggelig by i Krabiprovinsen, der skal danne rammerne om vores ferie denne sommer. Lørdag sidder vi altså lige her:

Morgenmaden på vores hotel, hvor vi kan sidde og se ud på vandet hver morgen
Det betyder naturligvis ferielukning på bloggen. Vi er afsted i tre uger, så der bliver altså stille mere eller mindre hele august. Kan i have en god måned ude i det danske land, eller hvor i nu befinder jer :)

onsdag den 1. august 2012

Chokolademousse med makron og chokolade-marcipan

Denne dessert lavede jeg for nogle uger siden, og den egner sig rigtig godt til en god kop kaffe (hvilket jeg jo mener, at alle desserter gør). Den er inspireret af de rester, som jeg kunne finde i vores skab med søde sager, men jeg er faktisk ret tilfreds med resultatet. Makronerne giver noget knas og kant til chokolademoussen, som ellers er en meget blød dessert, hvis man spiser den i sin rene form. Derfor plejer jeg også altid at hakke noget kvid chokolade eller nogle nødder i moussen.

Det færdige resultat - lidt mere knasende end en portion chokolademousse

Knuste makroner i bunden dryppet med lidt stærk kaffe

Opskrift: (til 6 små skåle)
24 makroner
150 gram chokolademarcipan
1 spsk whiskey
2 spsk kold kaffe
1 brev chokolademousse fra Dr. Oetker (Her kan også bruges hjemmelavet chokolademousse, vi foretrækker bare den her, fordi den dels er nem, og fordi vi godt kan lide smagen)
1,5 dl fløde
1 dl mælk
et par hakkede mandler
lidt hvid chokolade og lidt mærk chokolade til pynt

Knus makronerne ved at komme dem i en frysepose og slå dem med en kødhammer eller med håndfladen. Fordel de hakkede makrner i seks små skåle. Bland den kolde kaffe med whiskey - whiskey kan udelades, hvis man ikke er til det. dryp kaffeblandingen ud over makronerne. Riv chokolademarcipanen og fordel den ovenpå makronerne. Pisk chokolademussepulveret med fløde og mælk i 5 minutter. Kom moussen i en sprøjtepose, og lav toppe ovenpå makron-marcipan-blandingen. Pynt dem med hakkede mandler og hvid og mørk chokolade. Desserten kan spises med det samme, men den har også godt af at stå i et par timer, så den kan sagtens laves på forhånd.