Da jeg blev mor til to

Det er for dårligt, og det virker faktisk helt mærkeligt, at jeg først laver det her indlæg nu, hvor lillesøster er 4,5 måned gammel. Men det ville også være mærkeligt, hvis jeg ikke fortalte om min oplevelse, ligesom sidste (første) gang jeg blev mor. Den 28. april klokken 19.11 ændrede min verden sig nemlig endnu engang for altid. Jeg troede, at jeg var forberedt - jeg var jo allerede mor, så hvor stor kunne forskellen være på, om man er mor til en eller to? Svaret er, at der er en verden til forskel, og det er den verden, som det her indlæg handler om.

Min Marie

Ligesom sidst kommer fortællingen om min fødsel i slutningen af indlægget, men først vil jeg lige fortælle, hvilke ting der er kommet bag på mig denne gang. Her kan jeg jo så passende starte med at indrømme, at det er kommet bag på mig, at der er ting, der kommer bag på mig. Før jeg blev mor til Grete-Johanne (vores første barn), havde jeg svært ved at føle mig helt klar til rollen som mor. Denne gang var jeg helt anderledes cool. Jeg var ikke i tvivl om, at det kunne jeg sagtens klare, GJ var jo blevet et fantastisk eksemplar, så det der forældre-pis havde vi da hundrede procent styr på - troede jeg!

Ser I, Grete-Johanne blev storesøster i en alder af 1 år og 10 måneder, og hun tog det i stiv arm. Marie (lillesøster) blev hurtigt en naturlig del af familien, og selv i vuggestuen oplevede de ikke, at GJ reagerede på sin nye rolle. Til gengæld trådte hun ganske kort tid efter ind i en ny alder, hvor hun begyndte at kunne sige flere ting og ikke mindst udtrykke sin mening om flere ting - alting føles det af og til som. Og lige pludselig viste det sig, at det der forældre-pis altså stort set ikke var begyndt. Det er jo ingen sag at skifte bleer og amme et barn, men at lave regler, håndhæve regler, diskutere, tage sig af (irrationelle) vredesudbrud og opdrage sit barn på 2 år til at blive et helt menneske, samtidig med at man forsøger at nyde babyboblen og den lille ny, det er sin sag.

Grete-Johanne og Maries første møde 29. april

Ting der er kommet bag på mig

- Moderfølelsen: Tænk, at man kan elske det her lille barn lige præcis lige så højt som det første med det samme. Det frygtede jeg faktisk lidt, at jeg ikke kunne - GJ havde alligevel været til i næsten 2 år, hun er mit første barn, hun gjorde mig til mor - så hvordan kunne man elske nogen helt lige så højt? Men det kom lige med det samme, følelsen af, at vi to hører sammen. Navlestrengen bliver klippet, men du vil for altid være en del af mig.

- At jeg gik over tiden: Første gang gik jeg 5 dage over tiden, og denne gang gik jeg 8 dage over tiden. Det var jeg SLET ikke klar på. Jeg var hundrede procent sikker på, at jeg ville føde før tid denne gang, jeg var på ingen måde forberedt på at ramme terminsdatoen og slet ikke at gå mere over end sidst. Jeg var faktisk skuffet, da terminsdatoen kom, og der ikke var nogen baby.

- At to fødsler ikke er ens: Det vidste jeg godt - men jeg vidste det ikke, er I med? I teorien vidste jeg det, men det overraskede mig alligevel.

- At jeg ikke opdagede, at jeg havde veer (igen): Jeg lyder jo som den mest retarderede tosse nu, men helt ærligt, så syntes jeg sgu ikke rigtig, at det gjorde ondt, før det rigtig begyndte at gøre ondt, og så var det tid til at køre, eller det var faktisk næsten for sent.

- At det gik SÅ stærkt: 2 timer fra start til slut. Nu skal vi formodentlig ikke have flere børn, men hvis vi overvejede det, så ville vi samtidig være nødt til at overveje en hjemmefødsel, for hvis det gik endnu hurtigere, så ville jeg simpelthen ikke kunne nå på hospitalet.

- Forskellen på at være mor til 1 og 2: Der er virkelig stor forskel på at være mor til en og at være mor til to. Hold kæft hvor er det nemt (set i bagklogskabens klare lys) kun at have et barn at rette sig ind efter, og ja, I ved jo godt, at vi retter os ind efter børnene. Men to børn, der kører hver deres løb, der er altså en kunst at finde hoved og hale i af og til. Alene det, at man ved første barn kan blive i sit nattøj, tumle i sengen og nyde dagen på mest afslappede vis, hvis man lyster - ved barn nummer to skal man op, smøre madpakker til 1'eren, lave morgenmad, finde tøj (også til sig selv sgu), være nogenlunde påklædt, få barn ud af døren og afleveret i vuggestue, før man kan gå hjem og atter krybe i nattøjet og nyde babyboblen (i 6 timer, inden man atter henter 1'eren). Det er sgu ikke helt det samme.

- At Grete-Johanne har accepteret Marie: Nu lyder det som om, jeg havde regnet med, at GJ ville være et lille monster, og det er slet ikke tilfældet. Men hun var jo ikke særlig gammel, da hun blev storesøster, så jeg troede, at det ville være svært at forstå for hende. Hun gloede da også noget, da hun først så hende om morgenen efter fødslen, og mors store mave var væk. Men hun vænnede sig hurtigt til det, og så var det bare sådan. Baby, lillesøster eller Hie, som GJ kalder hende, er en naturlig del af familien, og storesøster har været med hele vejen sammen med sin dukke, som også bliver skiftet, trukket rundt, babset og så videre.

Bedste venner (eller det bliver de forhåbentlig en dag)

- Dårlig samvittighed: En del af at være mor til to eller flere børn, som er en velbevaret hemmelighed for folk, der kun har et barn, er den evige dårlige samvittighed, man har overfor et af børnene, hvis ikke dem begge. Vi snakker meget om det i min mødregruppe, så jeg ved, at det ikke bare er mig. Det starter allerede fra første dag, og jeg var slet ikke forberedt på det. Man kan ikke stå på hovedet for begge børn på en gang, og selvom man prøver at gøre det så godt, så er der hele tiden ens behov, der bliver tilsidesat. Det kan være den store, der lige skal vente på, at man får ammet, skiftet ble eller lignende, men det kan også være den lille, som bliver revet ud af sin søvn, fordi nu skal den store hentes eller ud af døren, så hun kan komme i vuggestue. Det kan være hyggestunder, som bare ikke bliver særlig hyggelige, fordi man hele tiden må sige "mor skal lige". Og hvis man ikke lige føler, at man svigter et af børnene, så kan man føle, at man svigter sig selv eller sin mand. Der er altid noget eller nogen at have dårlig samvittighed overfor. Men frygt ej nye andengangsmødre, det bliver bedre (har jeg hørt).

- At jeg ikke vil have flere børn: Jeg har altid tænkt, at jeg godt ville have tre børn, men nu synes jeg, at to er et ret fint tal. En ting er, at jeg skal ruge dem i 9 måneder, føde dem og så bagefter brødføde dem med min krop først helt og så delvist i et år - med to børn er det 3,5 år, hvor andre lever af min krop, med tre børn ville det altså være over 5 år! En anden ting er, at nu er man to mod to, det er vist meget fint med de små spilopmagere. Og det er ikke fordi, vores piger ikke er fantastiske, men det er bare hårdt at have små børn, og med tre børn skal man nærmest have en minibus, det ville være besværligt at komme ud og rejse, og jeg skulle opgive mit kontor/walkin closet - jeps, lutter egoistiske betragtninger. Men sådan er det. For øvrigt ville Kim også kun have to børn, så vi priser os lykkelige for pigerne, og så stopper produktionen her.

Dagen efter fødslen fik jeg denne ring af Kim <3

- At man kan gøre næsten alt med baby: Første gang jeg havde en baby, gjorde jeg mig umage for at lave alle de rigtige lege og sange og jeg ved ikke hvad, men noget af det fede ved at have prøvet det før er, at nu ved jeg, at alt er en leg for baby. Jeg træner for eksempel hver dag på min crosstrainer der hjemme, mens Marie ligger på legetæppet og træner nakke ved siden af, det kunne jeg aldrig have fundet på med GJ. Det var sådan noget, jeg gjorde selv, når hun sov - og derfor kunne det godt blive lidt stresset. Men Marie synes jo, at det er sjovt at kigge på, og så får jeg gjort noget for mig selv og har stadig sove-tiden til en kop kaffe eller andre mor ting (rengøring, tøjvask, forberedning af aftensmad og alt andet, som vi mødre er så gode til at "hygge os" med - for dælen hvor gad jeg godt kunne slå fra og overse den slags, ligesom mænd kan).

- Min krop er fantastisk: Efter første fødsel turde jeg næsten ikke at tro på, at det var gået så godt. Det måtte være begynderheld, og jeg turde slet ikke sige det højt af frygt for at jinxe det til næste gang. Det skulle lige passe, at jeg så havde udråbt mig selv til en mean birth machine, og så ville jeg bare få en helvedes fødsel, når vi skulle have nummer to. Men nu har jeg overstået mine to fødsler, og begge gange har det været helt uden smertestillende, og min krop har været hurtig til at komme ovenpå. Jeg har været lidt øm i hofterne, fordi jeg udvidede mig så hurtigt - især anden gang, men det har virkelig været småting i forhold til de to skønne unger, der er kommet ud af det. Jeg er dybt fascineret af kroppens evne til at bage og føde et andet menneske og så blive sig selv igen bagefter, det er fantastisk, og nu tør jeg godt sige det højt: Jeg er god til at føde!

- Brystbetændelse gør mere ondt end af føde: I shit you not! (sarte sjæle skal nok springe det her afsnit over) Hvis man har pløjet sig igennem mine fødselsberetninger, ved man, at jeg ikke er en piveskid - det står faktisk sort på hvidt i min fødselsjournal fra sidst, at jeg har en høj smertetærskel. Men brystbetændelse fældede mig altså. Jeg havde nul problemer med amningen sidste gang, og også denne gang løb mælken fint til, men så fik jeg rifter og sår, og jeg fik en stoppet mælkekirtel på det ene bryst. Halvdelen af mit højre bryst var rødt, varmt og hårdt, der var bare ikke gennemløb i halvdelen af brystet, og det blev mere og mere ømt og til sidst betændt. Mit venstre bryst fik til gengæld en stor, betændt flænge på brystvorten, som nok burde have været syet, hvis den havde siddet et hvilket som helst andet sted på kroppen. Men jeg skulle amme, og hver gang sprang såret op. Det føltes som at blive skåret med en sløv kniv, hver gang. Jeg måtte tage en dyb indånding og lade en tåre trille, når hun tog fat- Samtidig fik jeg feber og skiftevis kulde, hede og rysteture. Efter tre dage med over 40 i feber måtte jeg overgive mig og ringe til lægen efter en penicillinkur. Jeg er ellers ikke tilhænger af medicin under graviditet/amning, og på det her tidspunkt havde jeg ikke taget en panodil i tre år, men der var ingen vej udenom penicillinen, og det hjalp. Min amning kom til at spille, og Marie slubrede mælken i sig - faktisk tog hun 1 kilo på på tre uger, så mælken virkede, og det smagte tydeligvis den unge dame.


- Tiden går stærkt: Det går så sindssygt stærkt. Dag efter dag, stop tiden. Lad mig blive lige her med min baby i armene, lad mig dufte, kramme og putte hende helt tæt. Hun er allerede over dobbelt så stor som ved fødslen. Jeg nyder hvert sekund, men tiden går bare alt alt alt for stærkt.

Min fødselsberetning
Fødslen kom lidt bag på mig igen denne gang - og så alligevel ikke. Tirsdag den 28. april kl. 13.15 havde jeg en tid på Svendborg Sygehus til overtids scanning og vurdering af mit og barnets helbred samt mængden af fostervand og behov for potentiel igangsættelse. Alt så fint ud, der var fint med fostervand, så ingen grund til igangsættelse. Men jordemoderen foretog en hindeløsning, som jeg var fint klar til (Indskydelse: I brochurerne står der, at man blidt forsøger at løsne hinderne, det er løgn, det føles som en propel inde i en). Nå, men hun vurderede, at jeg allerede var 3-4 cm åben, og hun mente, at hindeløsningen nok ville hjælpe, så fødslen ville gå i gang af sig selv. Fødslen burde altså ikke komme bag på mig, men jeg var ikke optimistisk, jeg var sur over ikke at have født endnu og overbevist om, at lillesøster ikke gad komme ud. Jordemoderen advarede om, at jeg godt kunne have lidt ulmen i maven og menstruationslignende smerter ovenpå hindeløsningen, og jeg var da også lidt øm, da vi kørte hjem 14.30.

Selvom jeg ikke var optimistisk, ringede jeg alligevel til min svigermor, som skulle komme og passe Grete-Johanne, når nu lillesøster havde tænkt sig at komme. Jeg fortalte hende, at hun gerne måtte være klar, for jordemoderen havde sagt, at det kunne godt ske i dag eller i morgen.

Vi kom hjem ved 15-tiden og gik ned og hentede Grete-Johanne i vuggestuen. Jeg var lidt øm ovenpå hindeløsningen, men jeg tænkte ikke videre over det, for hun havde alligevel rykket noget rundt i mig, så alt andet end lidt ømhed ville sgu være mærkeligt. Men jeg lå og tog den lidt med ro på sofaen, da vi kom hjem, og vi blev enige om at bestille pizza, for jeg gad ikke rigtig at lave mad, og jeg syntes ikke rigtig, at jeg fik mindre ondt, selvom jeg hvilte mig. Vi spiser som regel klokken 17, fordi det passer bedst med Grete-Johannes rytme, så lidt i 17 gik Kim og Grete-Johanne over og hentede maden. Men da vi skulle til at spise, fik jeg ondt, så jeg kunne ikke sidde ned og spise min indbagte pizza. Jeg tog nogle bidder og lagde mig så ind i sengen. Det blev lidt bedre, og jeg gik ind og tog en bid mere (stadig stående), så kom det sgu igen, og Kim spurgte, om han skulle ringe til sin mor - jo, det måtte han hellere.

Han ringede, og jeg blev enig med mig selv om, at jeg nok havde veer. Jeg var i tvivl igen, men de kom med 4 minutters mellemrum, og hvad fanden skulle det ellers være? Men sidste gang startede min fødsel med vandafgang, og denne gang var vandet ikke gået. Selvom jeg godt ved, at fødsler ikke nødvendigvis er ens, så havde jeg alligevel oppe i mit hovede forestillet mig, at mit vand nok ville gå.Pizzaen blev sat i køleskabet, og jeg ringede til fødegangen. Fordi jeg fødte hurtigt sidste gang, var det en stående aftale, at jeg skulle komme med det samme denne gang, så det aftalte jeg med jordemoderen. Svigermor kom klokken 18, og jeg brugte alt min energi på at smile, kysse Grete-Johanne godnat og ikke virke påvirket overfor hende. Nu var jeg nemlig ikke længere i tvivl. Jeg havde veer, og de gjorde ondt.

Køreturen til Svendborg var ikke så slem som sidste gang, hvor jeg havde vestorm, så jeg tænkte, at jeg nok ikke var så langt denne gang. Fordi det var aften, og de var ved at bygge om på Svendborg Sygehus, skulle vi ind igennem skadestuen. Udenfor skadestuen, mens jeg ventede på, at Kim parkerede bilen, fik jeg en ve, der lammede mig. Den var grim. Kim kom, og vi gik ind gennem skadestuen. Inde på gangen fik jeg en ve mere, som lammede mig. Jeg kunne ikke bevæge mig, men jeg kunne høre to sygeplejersker snakke cirka fem meter bag mig - "Ej, puha det ser ikke rart ud", sagde den ene til den anden, som svarede "Nej, godt det er overstået for os". Kim kiggede nervøst på mig, og jeg kunne se på ham, at han var taknemmelig for, at jeg ikke var i stand til at vende mig om og tage livet af dem. Vi gik videre, og tog elevatoren op til fødegangen. På vej ud af elevatoren fik jeg en lammende ve mere, og Kim måtte stå i døren, til den var overstået.

På fødegangen havde de ikke travlt, og de stod parat til at undersøge mig. Mine tre lammende veer viste sig ikke at være for sjov. Jeg var 10 centimeter åben, og Kim fik besked på, da han lige ville smutte ned og hente fødselstasken, som han ikke havde taget med ud af bilen (!), at han nok ikke skulle være for lang tid væk, og jeg blev nægtet at gå på toilettet med ordene "Det tør jeg ikke, at give dig lov til, vi skal ikke have, at du føder hende derude". Okay så. Jeg blev indlagt klokken 18.40. Jordemoderen, som få timer forinden havde foretaget hindeløsning på mig, var stadig på vagt, og hun havde sagt til min jordemoder, at jeg gerne ville føde i vand, så de havde valgt den fødestue, hvor karret var hurtigst at fylde. De skyndte sig at fylde badekarret, og jeg kom op i vandet med besked på, at hvis jeg følte trang til at presse, så måtte jeg gerne det. Kim havde hentet tasken og var tilbage klokken 19.00, hvorefter han hjalp mig op i karret.

I badekarret fandt jeg ud af, at jeg ved sidste fødsel aldrig fik presseveer, for det fik jeg nu, og dem havde jeg aldrig oplevet før, så jeg har presset et barn ud uden presseveer sidste gang. Ved første pres gik vandet. Ved tredje pres fødte jeg Marie på 3540 gram og 52 cm. Klokken var 19.11, og jeg var mor til 2.

Klokken 22.11 præcis 3 timer efter fødslen ramte vi afkørslen til Årslev. 22.15 sad jeg i sofaen igen, denne gang med min lille nye prinsesse i armene, og klokken 22.20 spiste jeg resten af min indbagte pizza!

Og så var vi en familie på fire

Lige om lidt...

… Bliver Grete-Johanne storesøster, vi bliver en familie på fire, og jeg bliver mor til to. Det er stadig mærkeligt at tænke på, og selvom der nu er under tre uger til termin, så er det stadig ikke rigtig gået op for mig. Det lyder nok mærkeligt, men sidst gik det også først rigtigt op for mig, da jeg sad med hende i armene. Men jeg glæder mig - vi glæder os. Eller det vil sige, jeg ved ikke rigtig, om Grete-Johanne glæder sig. Hun er ikke engang fyldt 2 år endnu, så hun forstår det ikke rigtig. Men hun nusser maven, kysser den og siger bæbiiii. Det er SÅ sødt, til gengæld er det ikke sødt, når hun peger på alle andre små-kvabsede mennesker, for eksempel når vi er ude og handle, og siger bæbiii. Not cute, not cute at all. Jeg glæder mig allerede til, at jeg skal tage hævn og være den pinlige.

20. april har jeg termin, og jeg glæder mig til at slippe af med maven. Der er stilhed på bloggen, fordi jeg har et ret anstrengt forhold til mad lige nu. Babyen fylder så meget, at jeg næsten ikke kan spise noget. Til gengæld er jeg sulten hver time, fordi jeg får så små måltider. Det er møg irriterende, og jeg forsøger at spise de mest mættende og nærende ting, når nu jeg ikke kan spise så meget - det er der ikke meget kage og lækkerier over og altså ikke meget guf til bloggen. Jeg tager revanche, når babymaven er væk.

Min graviditet har igen været helt problemfri, så det er rigtig rart. Selvom det selvfølgelig er lidt tungt nu, så kan jeg stadig stort set alt. Det sværeste har været de ting, som jeg ikke kan med Grete-Johanne. Hun er ikke stor nok til at forstå, hvorfor hun ikke må stå op på mors mave eller lege rodeotyr på mor, og det er lidt hårdt. Men heldigvis er hun ret hensynsfuld. Det bliver så spændende at se, hvordan den næste arving bliver - hvilke fællestræk de to har.

I får lige lidt billeder af tykkemaven og den lille storesøster to be.

Her er mit yndlings graviditets billede

Er det mon min datter?

Når far er på arbejde, og vi sender kysse-billeder til ham

Halvandet år..

I dag fylder vores lille prinsesse halvandet år. Og på den ene side så er det vildt, at der allerede er gået halvandet år, siden hun kom til verden, på den anden side så føles det, som om hun har været hos os altid - jeg kan slet ikke forestille mig en verden uden hende.

Halvandet år i dag

Stærkt inspireret af Bitten, som har søde lille (store) Dexter, der fyldte halvandet for to uger siden, vil jeg fortælle lidt om den lille pige, der har beriget vores liv mere, end ord kan forklare.

Grete-Johanne er en lille spilopmager, og hun kan slippe afsted med det meste, fordi hun simpelthen er og ser så sød ud. Hun er skide nuttet, og det ved hun udemærket godt selv. Samtidig er hun dog meget tilbageholdende, hun observerer og tænker over tingene, når hun er et nyt sted, eller når hun ikke er helt tryg. Hun skriger ikke, hun sidder bare og går i sten og observerer. Men når hun er tryg, så er der dømt spilopper.

Hun har aldrig været den hurtigste til hverken de fysiske ting eller til at tale. Hun er god til finmotorik, hun er tålmodig og vigtigst af alt, så var hun vildt hurtig til at sove igennem. De første dage efter fødslen, indtil sundhedsplejersken kom, vækkede jeg hende om natten for at amme hende - det vækkede ikke glæde, og sundhedsplejersken konstaterede, at hun tog fint på, så jeg behøvede ikke at plage mit barn om natten. Så allerede efter en uge sov hun et langt stræk af 5-6 timer først, og dernæst 3-5 timer, og hun har aldrig vågnet og grædt. Hun lå bare og smaskede, og så fik hun noget mad og sov videre. Således var hun kun 3,5 måneder gammel, da hun for første gang sov igennem. Og siden 23. september 2013 har hun (bank under bordet 7-9-13) har hun sover mellem 11 og 13 timer om natten.

Det bringer mig videre til vanemennesket Grete-Johanne. Hun behøver slet ikke at have et ur. Når klokken er 17, så står hun henne ved sin trip trap stol og banker på sædet. Når den er 18.30 gnider hun sig i øjnene og kommer hen og putter indtil 18.40, hvor vi går ud og børster tænder, og så kommer hun i seng. Jeg synger godnatsang, mens hun får en flaske med mælk, så kommer hun i seng og sover. Putteritual fra start til slut = 10 minutter eller derunder.

Hun har også en snært af OCD. Skabe skal lukkes, krummer skal fejes væk, yoghurt på fingrene skal tørres af, affald skal smides i skraldespanden, og så skal hun altid have sutsko på - og det skal alle andre også. Hun er ligesom en lille hund, hvis man ikke har sutsko på, så skal hun nok finde en et par - det gælder også vores gæster.

Grete-Johanne elsker sko - især sutsko

Faktisk elsker Grete-Johanne bare sko, hun elsker at få skiftet sko, at få nye sko og at vise folk sine sko.  Jeg er sikker på, at hun har en fremtid i en skobutik. Hendes første tostavelsesord var også dudooo (sutsko), som hun i flere uger sagde som det første, når hun vågnede om morgenen, mens hun pegede på sine fødder, og det var også det sidste, hun sagde om aftenen, før hun sov - man kunne høre i babyalarmen, at hun mumlede det halvt i søvne duuudooo zzzz. Hun tjekker stadig, om man har sutsko på, når man kommer ind til hende om morgenen - skøre skid.

Hun er kærlig og giver gerne kysser, krammer og aer, men det skal være, når hun vil. Hun gør ingenting på kommando. Til gengæld gør hun gerne ting for at få ros, og så klapper hun af sig selv - og andre skal også klappe af hende. For eksempel, når hun smider ting i skraldespanden, så skal der klappes. Dygtig pige.

Hun er beregnende og bruger sin charme til at få sin vilje. Når hun kommer op i Kims arme, så kysser hun ham et par gange og peger op på loftet - kys udløser flyvetur op og røre loftet. Med mig tæller hun til tre, og så får jeg kys på tre, imens tyver hun gerne min telefon med ordet "min" - jeg forsøger at lære hende, at uanset hvor sød man ser ud, så bliver ting ikke nødvendigvis ens ejendele, bare fordi man claimer dem.

En charmør det er hun, og det vinder hun tit på, og hun får sin vilje eller får andre til at hoppe og danse for sig - ofte de større børn nede i vuggestuen, som hun med smil og nuttethed kan snøre. De jævnaldrende giver hende til gengæld baghjul, fordi mange af dem har søskende og er noget mere kampdygtige, der nytter det altså ikke at se nuttet ud og observere, for så skriver Nova med Grete-Johannes farveblyanter. Bom, så kan hun lære det.

Til slut så er hun sjov - ja, jeg ved sgu ikke, hvor hun har det fra. Det er måske det med, at minus og minus giver plus ;) Ej, men hun gør virkelig nogle sjove ting. Det sjoveste, hun har gjort til dato, skete den anden dag.

Har mor skidt i bukserne?

Grete-Johanne kan slå nogle grumme prutter, og det gjorde hun forleden aften. Så spurgte jeg, om hun havde skidt i bukserne, hun sagde "naii", men jeg tjekkede lige alligevel. Det havde hun ikke. Lidt efter slog jeg en prut - ja, der afslørede jeg mig selv, og jeg ved godt, at det kommer bag på jer, men det sker altså af og til, så uperfekt er jeg simpelthen - ligesom Christian Bitz, og den her aften skete det altså et par gange. Nå, men jeg slog en prut, hvorefter Grete-Johanne gik hen bag mig, hev ud i mine bukser og kiggede ned. Hun skulle lige tjekke, om jeg havde skidt i bukserne - det havde jeg ikke, så hun viftede bare foran sin næse, som for at signalere, at det bare var en prut. Både Kim og jeg var flad af grin. Grete-Johanne stod bare og smilede og kunne ikke forstå, hvad der var så sjovt, hun gjorde jo bare det samme som mor. Vores grin fik hende dog til at klappe af sig selv. Hun gjorde det to gange mere den aften (ja ja, så slog jeg to prutter mere - meget uperfekte og ulækre mig), det var skide sjovt!

Og så lige lidt om ord. I øjeblikket er det vovvov, som hun siger til alt. Men hendes ordforråd er nu bredere end det. Her er et udvalg af ord, som hun kan sige:

- Hej (haiii)

INGEN fortæller Grete-Johanne, hvornår hun skal smile!

- Nej (naii)
- Nej nej
- Nej nej nej (når vores kat kommer for tæt på)
- Ja
- Ej
- Hov
- Far
- Mar (mor = far der kommer med mad)
- Hvad er det? ( A e det?)
- Der
- Dudoo (sutsko)
- Do (sko)
- Duda duda (Goddag goddag - bliver ofte sagt, mens hun river sig selv i ørerne ? )
- Ee doo da (1 - 2 - 3 og der er håndtegn med også, og så får man et kys på tre)
- Weeee
- Bad
- Bil
- Orrrhh (Traktor)
- Vov vov (Hund, kat og en masse andre ting - blandt andet den lille inde i min mave hmm)
- Muuuh (ko)
- Waaaahh (løve)
- Ssssss (slangelyd)

Der kommer hele tiden nye ting til, og hun kan sikkert sige mange flere ting - vi fatter dem bare ikke.

Mors dag - gør din mor stolt

I dag er det min første mors dag som mor - og min 28. af slagsen som datter. Men i tråd med mit tidligere indlæg om det at være menneske og mor, hvor jeg skrev om, hvordan jeg måtte tage min egen person op til overvejelse, så har jeg i år også gjort noget nyt med mors dag.

I år fik min mor nemlig ikke en buket blomster, og det er bestemt ikke fordi, hun ikke fortjener blomster, for det gør hun helt bestemt. Men i år har jeg valgt at give hende et kort fra Maternity.dk og derved støtte kampen imod mødredødelighed i Afrika i stedet for en buket blomster. Og det er jeg ikke i tvivl om, at min mor blev glad for - hun er nemlig det bedste menneske jeg kender!

I kan selvfølgelig ikke nå at sende et kort nu, men hvis i ikke har købt jeres mor noget endnu, eller i vil give en lille ekstra gave, så er der altså en masse gode formål, som i kan støtte med en donation for jeres mors skyld. Må jeg foreslå Red Barnet, Børns vilkår, Børnefonden, Folkekirkens Nødhjælp eller Kræftens bekæmpelse. Gør jeres mor stolt!

Min mor, mig og Grete-Johanne

Her er et billede af min mor og jeg til min datters barnedåb. Det er mit yndlingsbillede af os, selvom jeg stadig har en god del babyfedt på kæberne på billedet, men det er det første billede af os tre kvindelige generationer.

Om at være mor og menneske

Dette indlæg handler slet ikke om mad, det er et personligt indlæg, som jeg har overvejet at skrive i lang tid. I dag er min sidste barselsdag, og i morgen begynder den virkelige verden altså igen. Det vil sige, at  jeg fra i morgen er jobsøgende - i virkeligheden betyder det jo, at i morgen bliver præcis ligesom i dag, fordi jeg ikke har noget job at vende tilbage fra barsel til, og jeg har søgt jobs i flere måneder. Men alligevel er der en forskel.

Det var kærlighed ved første blik

Oppe i mit hovede sluttede min barsel 1. april, hvor prinsessen startede i vuggestue. Det var første gang, jeg skulle overlade hende til andre end min mand, så det var et stort skridt. Men hun tog det pænt, og efter to dage var hun der 5-6 timer. Det var rent ud sagt pisse hårdt for mig at aflevere hende, selvom jeg har den største tiltro til pædagogerne og godt ved, at det er det bedste for min datter. Hun har brug for at komme ud og blive stimuleret af andre børn. Alligevel er var der en lille del af mig, der følte mig som en fiasko som mor, fordi jeg ikke passede mit eget barn, når nu jeg alligevel ikke "havde noget bedre at foretage mig", eftersom jeg ikke har et arbejde at vende tilbage til - så i princippet er der jo ingen grund til ikke at passe mit eget barn (det er fjollet, men det var altså sådan den lille nagende stemme inde i knolden på mig sagde).

Udover at jeg selvfølgelig søger jobs på livet løs, så giver de 5-6 timer hver dag mig nemlig ubehageligt meget tid med mig selv og mine egne tanker. Det er måske en drøm for nogle, men for mig har det været svært. Og hvorfor har det så det? Det skal jeg sige jer, for det er nemlig lige præcis der, jeg gerne vil hen med det her indlæg. Det er fordi, siden 4. juni 2013 har jeg været mor. Jeg har kun været mor, og jeg har elsket det - jeg elsker at være mor. Når jeg ikke har været mor og tænkt på min datter, så har jeg været kone og tænkt på min mand. Jeg trives virkelig med at tænke på andre og opfylde alle deres behov, derfor kan jeg nemt komme til at glemme mig selv. Og siden jeg blev mor, har jeg faktisk ikke tænkt på mig selv, og jeg har ikke savnet det. Men nu skal jeg til at være mig selv igen, og det sætter mig i en lidt mærkelig situation.

Jeg vil gøre alt for hende her, hun er det dyrebareste jeg har!

For hvem er jeg egentlig? Ja, nu bliver det langhåret. Men der er simpelthen sket så meget de seneste ti måneder, at jeg umuligt kan være den samme, som jeg var, før jeg blev mor. Jeg kan også mærke, at jeg har forandret mig meget, jeg er vokset, jeg er blevet voksen, og jeg har nogle andre prioriteter nu. Derfor skal jeg i gang med at redefinere mig selv. Det skal jeg både privat og professionelt, idet jeg heller ikke endnu ved, hvor min karriere skal bevæge sig henad, når min barsel slutter. Det er dog den private del, der fylder mine tanker mest.

Men til trods for de mange tanker, så er jeg faktisk blank! Og det er rigtig skræmmende. Hvordan kan jeg være lige knap 28 år gammel og ikke ane, hvilket menneske jeg er? Jeg ved, at jeg vil være et godt menneske, men det syntes jeg jo også, at jeg var før. Men endnu bedre. Nu gælder det, for nu er jeg et forbillede for min datter.

Jeg er nået frem til, at jeg fremover vil være et mindre egoistisk menneske, det kommer af sig selv, for det er ikke længere mig selv, der er centrum for min verden, det er min datter og vores lille familie. Og i virkeligheden har jeg nok ikke været så egoistisk de seneste år, som jeg var i min "ungdom" - jeg er enebarn og har vist haft min egoistiske periode.

Lige nu er jeg dog gået helt i den anden grøft, jeg får faktisk en smule dårlig samvittighed over at tænke på mig selv, for så tænker jeg jo ikke på min datter. Men jeg tvinger mig selv til det, for jeg ved jo godt, at jeg skal ud og være menneske nu. Måske burde jeg have været det før, men jeg har gjort og været præcis det, jeg ville være de sidste ti måneder. Jeg har levet i min egen lille bobbel med min datter som centrum, og det har været fedt. Men nu, nu er det nu, og nu skal jeg finde mig selv igen - eller på ny.

Så afslutningen på dette indlæg, hvor jeg ærlig talt ikke nåede frem til så meget andet, end at jeg har lettet mit hjerte en smule, det bliver en erkendelse af, at jeg glæder mig til at lære mig selv at kende.

Et dagsaktuelt billede af den lille skønne trold

Og så er der selvfølgelig min jobsøgning. Hvis der sidder nogen, som tænker, hende kunne vi da godt bruge, så giv endelig lyd - jeg er ret åben, selvom jeg selvfølgelig har nogle drømme og idéer. Her er et par hurtige punkter til, hvad jeg kunne arbejde indenfor:

• Journalistik/Redaktør (jeg har en kandidat i analytisk journalistik, og har tidligere arbejdet som journalist og redaktør)
• Kommunikation
• Sociale medier
• Web/digitale medier
• Sociale medier
• Digital marketing
• Undervisning i kommunikation, journalistik, mediefag eller lignende

Se min profil på LinkedIn

Bekendelser fra en nybagt mor

Jeg fik rigtig mange positive tilbagemeldinger på mit indlæg om at være blevet mor for nogle måneder siden, så jeg fik mod på et enkelt mere personligt indlæg i ny og næ, som ikke handler om mad eller kager. Og sådan et indlæg er det her.

Livet som mor er en fest

Jeg har nu været mor i godt og vel 4 måneder, og jeg elsker stadig hvert sekund sammen med min lille pige, som for øvrigt hedder Grete-Johanne. Lige fra første færd har Grete-Johanne været et utrolig nemt barn, hun sover om natten, græder sjældent, har nemt til smil og bærer over med sin uerfarne mor (og far). Alle siger, at hun er et meget veltilfreds barn, og sundhedsplejersken siger, at hun er så rolig og veltilpas, fordi hendes forældre er så rolige.

Men - for der er selvfølgelig et men - alligevel bliver jeg ofte i tvivl om, hvorvidt jeg nu også gør det godt nok. Aktiverer jeg hende nu også nok, eller gør jeg det for meget? Leger vi nok? Hvorfor sover hun kun sjældent om dagen? Spiser jeg det rigtige, så mælken bliver det bedste for hende? Ligger hun nok på maven? Nyder hun egentlig turene i barnevognen, eller er det bare noget, jeg gør for min egen skyld for at få motion?

Åh ja, mulighederne for at second guess'e mig selv og få dårlig samvittighed er utallige.  Min første bekendelse er, at jeg har dårlig samvittighed flere gange hver dag. Det er åndssvagt, for i virkeligheden ved jeg jo godt, at hun har det skide godt, og det bekræfter hun mig heldigvis i, når hun smiler og pludrer til mig. Hun er et fantastisk barn, og sådan er hun jo ikke blevet ved at jeg er en fiasko, så det er jeg nok ikke :)

Det bliver endnu mere fjollet af, at når jeg ikke har dårlig samvittighed og betvivler mig selv, så føler jeg mig som en vildt god mor - det er enten eller, helt skørt. Og jeg er faktisk blevet overrasket over, hvor meget mor, jeg har i mig. Jeg troede ikke, at jeg var den fødte mor, men Grete-Johanne har taget mig med storm, og jeg er vokset lynhurtigt med rollen.

På Grete-Johannes første ferie, som gik til Mallorca

Vi har lært hinanden at kende nu, og her er et par ting, som jeg har lært om Grete-Johanne: 
- Hun kan ikke lide at blive forskrækket, det får hende til at græde. (Det har hun arvet fra mig)
- Ofte glemmer hun lyden, når hun vil græde. Så siger jeg til hende "Husk lyden lille skat", og så glemmer hun det igen.
- Hvis hun slår sig, så græder hun ikke - eller kun lidt, hvis man altså anerkender hendes smerte og viser, at det er synd for hende. Hvis man ikke gør det, så græder hun dog højt.
- Hun kender forskel på nat og dag, og har gjort det hele tiden.
- Hun græder ikke så meget, ikke engang om natten, når hun har været sulten, så smasker hun bare og sparker til dynen.
- Hun gider ikke at vågne om natten, når hun skal spise, hun spiser i søvne, og det er så sødt.
- Når hun er færdig med at spise om natten, smiler hun veltilfreds i søvne - det er endnu mere sødt.
- Hun sov helt igennem (11,5 time i streg) første gang natten til d. 23. september.
- Hun kan ikke lide at få pillet næse (det gør jeg med en vatpind), men hun synes det er rart, når det er overstået.
- Hun sover kun sjældent om dagen.
- Hendes ene øre stritter.
- Hun har de længste øjenvipper, jeg har set.
- Hun har mørkt hår i nakken - svenskergarn.
- Hun elsker at lege cykel med benene, jo vildere jo bedre.
- Hun ser SÅ sød ud, når hun starter med at græde. Først kommer ansigtet, så kommer lyden.
- Om morgenen er hun SÅ glad, når hun ser mig, og hun strækker armene op mod mig.
- Hun elsker, når vi synger for hende.
- Høje hvinelyde er et hit
- Hun kigger skeptisk på andre børn, når de skriger.
- Hun er tryg ved alle mennesker.
- Hendes yndlingsleg er flyvemaskine.
- Hendes favoritlegetøj (udover mor og far) er egern, den smager godt.
- Hun sutter på venstre tommeltot.
- Hun bruger ikke sut - men hun sutter på sin tunge, det ser sjovt ud.
- Hun gylper og bøvser næsten aldrig.
- Hvis hun skider i bukserne om natten, så vil hun absolut ikke skiftes, før hun får mad, det gør hende sur. Hun vågner nemlig, når hun bliver skiftet, og så har hun glemt, at hun har spist, så bagefter spiser hun igen, indtil hun er faldet i søvn.
- Hun ligner mig allermest, når hun er sur.
- Hendes nys er det sødeste i hele verden (SE VIDEO NEDERST I INDLÆGGET)

Mister egern er favoritten, han smager godt.

Og her er nogle ting, som hun har lært om mig: 
- Jeg elsker hende helt tosset højt.
- Jeg roser hende for at skide i bukserne.
- Jeg vil gøre alt for at få hende til at smile.
- Jeg synger falsk, men det er brandskægt, når jeg gør det.
- Mit hår er sjovt at hive i, og jeg laver sjove ansigter, når hun gør det.
- Jeg kan ikke være på legetæppet uden at dunke hovedet ind i random ting, der hænger over det. Men det er sjovt, når jeg prøver.
- Det er sjovt at skide på mig.
- Jeg bliver irriteret, når folk bare kalder hende Grete. Hun hedder Grete-Johanne, ligesom min mor hedder Anne-Marie, jeg har heller aldrig hørt nogen kalde hende Anne helt umotiveret.
- Jeg bliver også en smule irriteret, når folk ikke kan stave hendes navn og skriver det med h - Grethe, især da kirkesangeren i den kirke, hvor hun er døbt, gjorde det til babysalmesang.
- Jeg griner nogle gange, når hun græder, fordi hun ser så sød ud.
- Jeg synes, at hun er for ung til at se tv, men hun gør det alligel.
- Jeg elsker morgener.
- Jeg lugter af kaffe.
- Mine fingre smager godt - men der kommer ikke mælk ud af dem.
- Jeg ved ikke, om det er mit kaffedrikkeri, der gør, at hun er vågen om dagen.
- Jeg sover ikke nær så længe som hende, men jeg kan godt nuppe en 8-9 timer.
- Jeg kysser hende i snit en 20-25 gange i timen.
- Jeg snakker om mærkelige ting hele tiden, og imiterer hendes lyde.

Den lille frækkert om morgenen

Og så er der mine bekendelser:
- Nogle gange lader jeg hende begynde at græde, selvom jeg godt ved, at jeg kan stoppe hende, inden hun begynder, fordi hun simpelthen ser så sød ud, når hun begynder at græde - det er kun fem sekunder, jeg trækker trøsten, og jeg får lidt dårlig samvittighed, men hun hun er virkelig sød med sin sure mund.
- Jeg har et mén tilbage fra graviditeten; jeg kan stadig ikke forestille mig at spise tarteletter. Det eneste, der gav mig kvalme i graviditeten var tarteletter / høns i asparges, og jeg ved ikke, om jeg nogensinde får lysten tilbage til dem.
- Grete-Johanne var kun 3 dage gammel, da jeg for første gang kom til at gøre skade på hende (det lyder meget meget værre, end det er). Intentionerne var gode, jeg ville klippe hendes negle, fordi de var så lange, at hun krattede sig selv helt vildt i hovedet. Neglene hang dog stadig sammen med fingrene, og jeg kom til at klippe lidt i hendes hud. Det var første gang, jeg blev ramt af dårlig samvittighed - det gjorde så ondt på mig, og det så ikke ud til at gøre spor ondt på hende, men nej hvor jeg følte mig som en dårlig mor. Derfor er jeg også stadig lidt bange, når jeg klipper hendes negle.
- En måned efter gjorde hun "skade" på mig for første gang, da hun lavede et sugemærke på min arm, fordi jeg ville skifte hende, før hun fik mad - det passede ikke damen.
- Det irriterer mig helt vildt, når folk kritiserer mig ved at tale i tredjeperson om mig til min datter, mens jeg er der - eksempelvis "Hvad er det mor laver nu, det er da helt tosset, det kan du ikke lide" osv., det skal stoppe, nu!
- Det er ikke pædagogisk korrekt, men min datter er vild med at se tv - især reality tv er et hit.
- Jeg er ofte i tvivl om, hvorvidt jeg gør det godt nok. Men jeg er endnu oftere overbevist om, at det gør jeg. Og heldigvis siger min mand til mig, at jeg er den bedste mor, hver gang jeg lufter mine tvivl, og også nogle gange helt umotiveret.
- Når min mand kommer hjem, lyser Grete-Johanne op i et kæmpe smil, og det gør mig så glad - jeg føler mig utrolig heldig ved at have vundet i mandelotteriet.
- Jeg bliver vanvittig af at læse lærebøgerne om, hvad babyer skal kunne hvornår, hvilke lege der er gode, og hvad man ikke må gøre. Grete-Johanne er for lille til at sidde, men hun elsker det (mens hun holder i hænderne selvfølgelig), ligesom hun elsker at sidde i skråstol i køkkenet og se mor bage. Hun ved heller ikke selv, at hun ikke kan kravle, og hun bliver sur, når hun forsøger men ingen steder kommer.
- Jeg bliver skræmt over mødre, der ligger alt, hvad deres babyer foretager sig ud på facebook. På en eller anden måde synes jeg, at hun er så fin og så privat, at jeg bliver lidt grådig - jeg vil ikke dele hende med hele verden.
- Jeg nyder mine 1-3 timer om morgenen af alenetid, før hun vågner, ligesom jeg nyder at være til håndbold en gang om ugen. Og begge dele giver mig dårlig samvittighed, men det er det værd.
- Jeg får en følelse af at være nyforelsket, når min datter smiler til mig, og jeg forstår slet ikke, at vi selv har lavet hende.
- Jeg er konstant bange for, at der skal ske min lille pige noget.
- Hvis Grete-Johanne får storhedsvanvid, så er det vores skyld, og vi ved det godt. For vi fortæller hende dagligt, at hun er verdens dejligste, sødeste og smukkeste pige.

Ude og se håndbold med mor og pigerne.

Det blev til en masse ord om vores lille hverdag. Det er formodentlig fuldstændig ligegyldig læsning for de fleste, men hvis du er nået hele vejen til enden, så tillykke - nu ved du lidt om, hvad der foregår inde i mit hovede og i vores dagligdag. Sandheden er, at jeg elsker at være mor, og selvom jeg nyder at være i mødregruppe, være til babysalmesang og have besøg af veninder eller familie, så er det faktisk ikke så meget andet socialt, jeg har foretaget mig indtil videre, og jeg har ikke haft det store behov for det. De bedste dage er faktisk dem, hvor vi ikke skal noget, hvor det bare er Grete-Johanne og jeg - og manden, hvis han har en fridag, det er de bedste dage.

En video af lillepigen, når hun nyser - det er noget af det sødeste i hele verden.

Stilhed: Befinder mig i en babyboble

Ja, som i nok kan regne ud, er der en rigtig god grund til, at der er rungende stilhed på bloggen. De af jer, der følger mig på instagram ved allerede, at årsagen er, at jeg den 4. juni blev mor til denne lille, fantastiske prinsesse, som jeg vil vove og påstå, er den smukkeste baby til dato - og det er min fuldstændig objektive mening ;-)

Kys mig mor

Verdens sødeste og skønneste baby

Jeg har forberedt et par indlæg til den stilhed, som jeg forventede, så de kommer på i løbet af de næste par uger. Og så vender jeg stærkt tilbage, når vi alle tre lige har lært hinanden at kende og måske dukker op på den anden side af baby/barsels-boblen. Indtil videre går jeg rundt i en lykkesrus af nyforelskelse, prinsessen har simpelthen taget mig (og i den grad også manden) med storm, og vi laver stort set ikke andet end at kigge på hende på hinanden. Tænk, at vi har lavet hende - det er da fantastisk. Nå, nok om det for nu, der kommer nok en del mere af den skuffe fremover, håber det er okay med jer. Forresten så modtages gode tips til madvarer, jeg skal holde mig fra, når jeg ammer, med kyshånd. Indtil videre er nødder noteret som en badass fødevare, der giver puttepigen ondt i maven.

Termin - hvor er baby?

Så ramte jeg den famøse terminsdato. Kalenderen siger 30. maj og 40+0. Det er en dag, vi har set frem, lige siden vi hørte den for første gang i oktober måned. Vi har glædet os, været nervøse og meget spændte, og vi glæder os sådan set stadig. For hvor er vores baby?

Udover at vække mig klokken 5 i morges ved at hikke inde i maven, så glimrer hun ved sit fravær.

I modsætning til sine forældres stil, så tyder alt på, at vores arving kommer for sent - det er ellers ikke noget hr og fru punktlig gør det i. Men omvendt så har vi i flere år joket med, at vi ville have vores første barn i år, og det skulle være mellem vores fødselsdage (manden har d. 31. maj og jeg d. 18. juni), så hun gør nok bare, hvad vi har sagt. I den forstand er det jo et godt tegn, at hun lystrer allerede og ikke bliver grebet af vores utålmodighed og iver efter at møde hende.

Og netop utålmodighed er den følelse, der hersker i det lille hjem. Vi er virkelig dårlige til at vente, og jeg er lidt træt af at være gravid - selvom jeg virkelig har haft en dejlig og nem graviditet uden nogle gener (udover at jeg ikke kan døje tanken om tarteletter med høns i asparges). Men maven er stor, og nu må hun godt snart komme ud, men alt tyder på, at hun ligger og hygger sig der inde.

Babyens hyggelige hjem, som hun godt snart må forlade

Men nu er vi klar, vi er mere end klar til at møde hende (og få fødslen overstået), så lille skat, nu må du gerne snart komme ud og hilse på din mor og far og alle de andre dejlige mennesker, som venter så spændt på at møde dig.

Yndlingsmorgenmad

Jeg kunne også have kaldt det her indlæg "Smagen af sommer", for der er nogle ting, som bare er ensbetydende med sommer for mig. Og min yndlingsmorgenmad (som lægger sig tæt op ad en dessert) er i den grad en af dem. Græsk yoghurt med friske bær, müsli og ahornsirup tager mig tilbage til en af min og mandens første ferier, hvor vi var på Kreta. Her spiste vi græsk yoghurt med honning hver eneste morgen, og vores fælles rejsefeber tog fat - jaja, jeg ved godt, at Kreta ikke er den vilde eksotiske oplevelse, men man skal jo starte et sted, og her startede vi altså :)

Og JA, jeg ved godt, at græsk yoghurt med ahornsirup ikke er en specielt sund morgenmad, men det gør den bestemt ikke mindre lækker - og man skal jo ikke spise det hver dag. Men som favoritmorgenmad med en god kop kaffe til, så har vi altså her en vinder for mig.

Græsk yoghurt, blåbær, hindbær, hjemmelavet müsli og ahornsirup

Ahornsirup skal flyde omkring yoghurten

Sidste billede af den lækreste morgenmad, som ikke skal spises hver dag

Så græsk yoghurt er en af mine sommersmage. En anden er jordbær med fløde, som jeg i den grad har haft lyst til i denne uge, selvom de danske jordbær endnu ikke har noget smag, og vejret ikke har været til det. Men hvad hun craver skal hun få, og med kun 14 dage til termin, så må man lige malke de sidste fordele. Jeg tror for øvrigt lysten bunder i, at jordbær kun må spises i begrænsede mængder, når man ammer, så jeg er jo "tvunget" til at få spist lidt på forhånd.

Sommersmag til trods for regn på ruden

Hvad er smagen af sommer for jer? Er der en ret, en dessert, en madvare eller noget helt andet, som bare siger "NU er det sommer", eller som i får lyst til, første gang temperaturen nærmer sig de 20 grader?

Kaffehjørnet udvides

Vi har fået et nyt medlem af familien i vores kaffehjørne. Medlemmet hedder Dolce - Dolce Gusto, og den lader til at passe lige ind i vores lille familie. Egentlig skulle det være en fars dags gave til manden, hvis jeg nåede at føde inden fars dag. Men da jeg for det første er møg dårlig til at holde noget skjult/hemmeligt for ham, og han så for det andet fik nyt arbejde, så syntes jeg, at han havde fortjent en lille gave. At det så også er en gave til mig selv, som jo går her hjemme ved maskinen hver dag, ja det er jo så bare en ekstra bonus. Mit kaffehjørne ser nu således ud.

New in: Dolce Gusto maskinen

Hele kaffehjørnet: sirup, kaffe, maskiner mm.

Og eftersom der nu er under tre uger til termin, så står der livsnydelse og afslapning på programmet hver dag - altså sammen med nogle praktiske gøremål. Men det betyder, at jeg har hevet hængekøjen frem og ligger der og læser babybøger og blade, når det er tid til et hvil, hvis vejret er til det. Det ser således ud.

Mit yndlingssted i solen, når der skal hviles

Når tyksakken har indtaget hængekøjen

Og så lige en note eller en undring, som det sidste billede gerne skulle illustrere. Hvor langt kan der være ned til ens fødder, når man kun er 158 cm høj? Der er virkelig langt der ned i øjeblikket, kan jeg hilse og sige :-)

I'm back..

... Dog uden sjove opskrifter endnu. Men jeg sidder og bladrer alle mine favorit madblogs igennem for gode opskrifter, der er kommet på de sidste tre uger, og min noteblok bugner med god inspiration, så tak for det :)

Som jeg lige nåede at skrive inden vi tog på bryllupsrejse, så havde vi en fantastisk dag. Jeg lægger lige lidt af fotografens billeder op også, dem har vi nemlig fået nu her, og de er så fine. Efter brylluppet var vi på skøn luksusferie på Den Dominikanske Republik. Det var rigtig dejligt efter al den stres og jag, det er at planlægge et bryllup, at have tid til at nyde hinanden og fordøje alle oplevelserne. De seneste år har været meget hektiske for min mand og jeg, fordi han forsøger at arbejde sig længere op, og jeg tog min kandidat i Århus, og da jeg så endelig kunne stoppede med a pendle og skulle skrive speciale, ja så købte vi et hus og skulle flytte og planlægge bryllup oveni det. Så den her ferie er nok den mest tiltrængte vi nogensinde har haft.

Men når vi ikke lige kiggede hinanden dybt i øjnene, så fik vi også tid til at dykke, river rafte, køre buggies i vildmarken, opleve landet og kulturen, bestige vandfald og rutsje/hoppe ned, ryge cigarer, drikke rom og pina coladas, spise god mad og slappe af ved poolen.

Faktisk var der kun to minusser ved vores ferie. Det første minus er også den overvejende grund til, at vi nok ikke besøger Den Dominikanske Republik igen. Befolkningen og mentaliteten er forfærdelig. Vi har tabt hjertet til Thailand som rejsemål, og forskellen på det dominikanske folk og thailænderne er som dag og nat. Dominikanerne er griske, beregnene, frække og i det hele taget bare nogle rigtig labaner. Man har hele tiden fornæmmelsen af, at de prøver at snyde én - og det gør de også! Prisere var latterlige - cirka dobbelt op af her hjemme. Vi plejer altid at købe en køleskabsmagnet med hjem fra vores rejsemål, og her var prisen så 12,6 $ = 65 danske kroner. For en køleskabsmagnet af gummi!!

Synd, for selve landet, naturen og kulturhistorien var fantastisk. Det andet minus var ikke rigtig nogens skyld. Det var nemlig, at vi måtte tilbringe de sidste to dage på hotelværelset på grund af orkanen Irene. Den nåede nemlig lgie at ramme os. Så vi fik læst en masse bøger, og min mand fik klaps i diverse spil, som vi havde med ;)

Alt i alt god ferie og fantastisk bryllup. I går startede hverdagen så igen. Manden har nogle lange dage til 20.30, så der kommer nok ikke nogle kulinariske indlæg de næste par dage - jeg laver ikke rigtig mad, når han ikke er hjemme til at spise, så bliver det bare til noget pulver-suppe, toast eller mælkemorgenmad til mig. Ret kedeligt, men jeg har en idé om at min tidligere overvægt kom af, at jeg var for god til at hygge mig, både i selskaber og når jeg var alene. Jeg tænkte altid på "Hvad har jeg mest lyst til" før jeg spiste noget - og så er det sjældent havregrød eller gulerødder, der popper op i ens tanker, når man tænker sådan ;) Jeg brugte altid mad som straf eller belønnelse, og det gør jeg egentlig stadig, bare ikke i så store mængder. Men nu forsøger jeg at holde hyggeriet til hygge sammen med andre :) En lidt lang smøre, og måske uforståeligt for nogen, men helt sikkert forståeligt for andre, der også har et had/kærlighed til mad..

Anyway, nu er jeg tilbage, og jeg glæder mig til at have mere tid og overskud til at kunne forme min blog, som jeg vil have den, og til at byde jer indenfor i mit liv og mit køkken..

Og så kommer der lige lidt bryllupsbilleder :)