Viser opslag med etiketten sommermad. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten sommermad. Vis alle opslag

torsdag den 22. maj 2014

Kammerjunker

Der er lidt vanillekrans over disse kammerjunker, men det er efter min mening ikke noget dårligt - slet ikke faktisk. De er ikke så søde, så hvis man er til meget søde kammerjunker (ligesom dem i butikkerne), så skal man tilsætte mere sukker.

Kagedåsen er fyldt med kammerjunker

Lækre kammerjunker med mandelmel og vanille

Kammerjunker (ca. 80 stk)
50 gram smør
1 æg
1 vanillestang
1/4 dl mælk
3/4 dl rørsukker
2 dl mandelmel
2,5 dl hvedemel
1 tsk bagepulver

Skrab kornene ud af vanillestangen, og pisk sukker, blødt smør og æg luftigt. Tilsæt mælk, mel, mandelmel og bagepulver og pisk godt igennem. Rul dejen i to pølser, og del hver af pølserne i cirka 20 stykker. Tril dem til små kuger, tryk dem lidt flade, og sæt dem på bagepladen, de flyder ikke så meget ud, så de må gerne stå tæt. Bag dem ved 180 grader i 8 minutter, de må ikke tage for meget farve. Tag dem ud, og lad dem afkøle lidt, inden de skæres over med en brødkniv og sættes tilbage på bagepladen. Bag dem igen ved 180 grader i 10 minutter eller til de har den ønskede, gyldne farve. Lad dem køle helt af, før de bruges til koldskål.

torsdag den 16. maj 2013

Yndlingsmorgenmad

Jeg kunne også have kaldt det her indlæg "Smagen af sommer", for der er nogle ting, som bare er ensbetydende med sommer for mig. Og min yndlingsmorgenmad (som lægger sig tæt op ad en dessert) er i den grad en af dem. Græsk yoghurt med friske bær, müsli og ahornsirup tager mig tilbage til en af min og mandens første ferier, hvor vi var på Kreta. Her spiste vi græsk yoghurt med honning hver eneste morgen, og vores fælles rejsefeber tog fat - jaja, jeg ved godt, at Kreta ikke er den vilde eksotiske oplevelse, men man skal jo starte et sted, og her startede vi altså :)

Og JA, jeg ved godt, at græsk yoghurt med ahornsirup ikke er en specielt sund morgenmad, men det gør den bestemt ikke mindre lækker - og man skal jo ikke spise det hver dag. Men som favoritmorgenmad med en god kop kaffe til, så har vi altså her en vinder for mig.

Græsk yoghurt, blåbær, hindbær, hjemmelavet müsli og ahornsirup

Ahornsirup skal flyde omkring yoghurten

Sidste billede af den lækreste morgenmad, som ikke skal spises hver dag
Så græsk yoghurt er en af mine sommersmage. En anden er jordbær med fløde, som jeg i den grad har haft lyst til i denne uge, selvom de danske jordbær endnu ikke har noget smag, og vejret ikke har været til det. Men hvad hun craver skal hun få, og med kun 14 dage til termin, så må man lige malke de sidste fordele. Jeg tror for øvrigt lysten bunder i, at jordbær kun må spises i begrænsede mængder, når man ammer, så jeg er jo "tvunget" til at få spist lidt på forhånd.

Sommersmag til trods for regn på ruden

Hvad er smagen af sommer for jer? Er der en ret, en dessert, en madvare eller noget helt andet, som bare siger "NU er det sommer", eller som i får lyst til, første gang temperaturen nærmer sig de 20 grader?

onsdag den 8. maj 2013

Kammerjunker uden sukker men med mandelmel

Overskriften siger næsten det hele. I mit forsøg på ikke at føde en sukkerjunkie om 3 ugers tid, hvis hun da kommer til tiden, har jeg kastet mig ud i sukkerfri kammerjunker. Jeg faldt over Stevia sweet fra Hermesetas i vores lokale Rema, og eftersom så mange af jer dygtige bloggere evig og altid laver ting, der er sødet med stevia, så tænkte jeg, at nu ville jeg give det et forsøg. Det blev kombineret med mit første forsøg på at bage kammerjunker selv. Selve sødningen er jeg dog ikke helt overbevist om, jeg synes, smagen er ret kunstig og eftersmagen er meget kunstig. Måske er det bare mig? Så næste gang erstatter jeg Stevia med rørsukker og følger ellers samme opskrift på kammerjunker til koldskålen.

Hjemmelavet koldskål med hjemmelavede kammerjunker

Jeg fik 84 kammerjunker ud af denne portion

Kammerjunker (ca. 80 stk)
40 gram smør
1 æg
1 vanillestang
1/4 dl mælk
3/4 dl stevia sweet (eller 3/4 dl rørsukker)
1,d dl mandelmel
2 dl hvedemel
1 tsk bagepulver

Skrab kornene ud af vanillestangen, og pisk sukker/stevia (det bliver ikke rigtig luftigt), smør og æg luftigt. Tilsæt mel, mandelmel og bagepulver og pisk lidt. Tilsæt mælk til slut og pisk igen. Rul dejen i to pølser, og del hver af pølserne i cirka 20 stykker. Tril dem til små kuger, tryk dem flade og sæt dem på bagepladen, de flyder ikke så meget ud, så de må gerne stå tæt. Bag dem ved 180 grader i 8 minutter, de må ikke tage for meget farve. Tag dem ud, og lad dem afkøle lidt, inden de skæres over med en brødkniv og sættes tilbage på bagepladen. Bag dem igen ved 180 grader i 10 minutter eller til de har den ønskede, gyldne farve. Lad dem køle helt af, før de bruges til koldskål.

onsdag den 24. april 2013

Koldskål

I håbet om, at der snart springer grønne knopper ud på træerne, og at temperaturene snart stiger til noget, der ligner sommer, har jeg skudt sæsonen for koldskål igang. Koldskål smager skønt, især med hjemmelavet krymmel og friske frugter, det er altså et af de første tegn på sommer. Jeg bruger ikke pasteuriserede æg, for smagen er simpelthen ikke den samme, til gengæld bruger jeg økologiske æg - og i det hele taget økologiske ingredienser, så her er en øko-koldskål.

Skøn økologisk koldskål med en masse vanille

Med hjemmelavet krymmel, opskriften findes her
Økologisk koldskål
4 æggeblommer
4 vanillestænger*
3 spsk økologisk rørsukker
0,5 liter økologisk A38
0,6 liter økologisk kærnemælk

Flæk vanillestængerne og skrab kornene ud. Pisk æggeblommer, sukker og vanille til en luftig æggesnaps, der skal piskes i 10-15 minutter, indtil sukkeret er opløst. Bland æggesnaps med A38 og kærnemælk, og lad den stå på køl i mindst en times tid, inden den skal spises, så den kan stå og trække smagen ud af vanillen.

* Jeg bruger bourbon vanille, det er bare mere lækre store stænger med en masse skønne vanillekorn i.

fredag den 22. juli 2011

Nem pizza og lidt om sorg

Jeg er ked af, at jeg har været lidt nærrig med indlæg på det seneste. Min kærestes farfa døde i lørdags, og mandag blev hans morfar så indlagt på hospitalet med en blodprop. Så det har været en uge uden de store mad-oplevelser men til gengæld med fokus helt andre steder. Og den sparsomme tid der så endelig har været, ja den går til at bage pølsehorn, pirokker g frikadeller til brylluppet - som skal stå om 15 dage, og hvor der skal bages til (hold nu godt fast) 79 mennesker :)

Ind til jeg lige vender tilbage med nye sjove opskrifter, så får i lige mit bud på nem reste-mad, når det er nemmest.i havde fået pasta og kødsauce med kødsauce fra fryseren og havde i forvejen nogle oste-rester og nogle tortillas liggende, så det var jo oplagt at lave pizzaer af det hele. Jeg elsker at få ryddet ud i resterne ved at lave nye lækre ting af dem. Kæresten spiser denne som pizza, og jeg laver den gerne til en pizza-sandwich - altså klapper den sammen med noget salat og dressing indeni.

Pizzaen, når den kommer i ovnen
Opskrift Tortillas-pizza til 2 personer
4 tortillas
1 ds. tomatpuré
1 lille brie
revet mozerella eller andet ost
oregano og basilikum
fyld: kan være hvad som helst - i dette tilfælde kødsauce.

Tænd ovnen på 200 grader. Læg de fire tortillas ud på 2 bageplader, smør dem med et tyndt lag tomatpure, smør kødsaucen eller kom fyldet på. Skær brien i meget tynde skiver med en god skarp kniv og fordel dem hen over. slut med revet ost af en art - vi brugte resten af en ost, som vi havde liggende. Men hvis jeg skulle købe ost til formålet, ville jeg nok bruge mozerella eller en blanding af mozerella og cheddar. Smid pizzaerne i ovnen i 5-10 minutter indtil osten er smeltet, og kanten er lidt sprød.

Jeg har hovedet fyldt med gode idéer til både mad og bloggen. Men tiden kniber virkelig i øjeblikket med brylluppet forude, og jeg arbejdet omkring en 40-45 timer om ugen op til, og så har der lige været dødsfald og sygdom. Så det er ikke lige overskud, jeg har mest af. Men giv tid, og jeg lover at vende stærkt igen ;) Efter brylluppet daffer vi 15 dage til Caribien, så det er nok først i slutningen af august, at jeg kommer helt op i gear. Men jeg håber da på at få lavet noget god mad og nogle sjove kager inden da også. I dag står den på begravelse for mandens farfar, og bagefter tager familien ud og spiser i Kerteminde.
Faktisk var manden og jeg ude og spise på en fiskebuffet i Kerteminde i tirsdags også, og jeg kan VARMT anbefale stedet. Jensens Fiskerestaurant er det bedste fiske- og skaldyrssted jeg nogensinde har spist, og så er det vanvittigt billigt. 189 pr person, og så kan man mæske sig i deres KÆMPE fiske og skaldyrsbuffet. Her er alt, hvad hjertet kan begære af fisk og skaldyr. Og helt ærligt, så hvis man bare tænker på noget som varmrøget laks, så kan man jo NEMT spise fisk for 200 kroner. Når vi rigtig køber ind hos fiskehandleren, så nærmer vi os også snildt den samme pris. Det er utroligt, at de kan gøre det for så lidt. Det er egentlig lidt pudsigt, for jeg har en kusine i Sæby, som vi var til konfirmation hos sidste år, og der skulle vi prøve byens berømte fiskerestaurant Jensens Fiskerestaurant. Den lå kun i Sæby, og vi havde prøvet den, da vi var der til storesøsterens konfirmation 5 år tidligere, så det havde vi snakket meget om. Besøget levede fuldt ud op til forventningerne, og vi var lidt bekymrede, for nu var der ikke flere, der skulle konfirmeres, så hvilken undskyldning skulle vi bruge for at komme til Sæby og spise fisk. Her for et par måneder siden finder vi så ud af, at der er åbnet en ny fiskerestaurant i Kerteminde - Jensens har så åbnet en der gså, så nu ligger den TO steder i DK, og det ene sted er kun 25 minutters køretud fra os af. Så det var skæbnebestemt, at vi skulle frekventere buffeten, når muligheden bød sig ;)

fredag den 17. juni 2011

Koldskål med jordbær og hjemmelavet drys

I går kom kæresten noget tidligere hjem, end jeg havde regnet med. Han var hjemme omkring frokost. Og så kiggede han på mig med store, skuffede øjne, der sagde "Jeg er sulten, er der ikke noget mad?". Så jeg måtte trylle. Det blev til en gang hjemmelavet koldskål medhjemmelavet drys og friske, danske jordbær.

Koldskål med æggeblommer, ymer, vanille og kærnemælk

Hjemmelavet drys af havregryn, hakkede mandler, hakkede hasselnødder og rørsukker

Et lidt dårligt billede, men smagen fejler bestemt ikke noget
Koldskål:
3-4 æggeblommer
3-4 spsk rørsukker
vanille efter smag - skær evt. lidt på sukkeret, hvis der skrues op for vanillen
en halv liter ymer
1/3 liter kærnemælk

Æggene piskes stive med sukkeret og vanillesukkeren, ymeren vændes i, og kærnemælkn ligeså.

Drys - angivet i ca. mål:
2-3 dl havregryn
1 dl masselnødder
1 dl mandler
1 dl. rørsukker

Kom det hele på en god pande og varm op ved middel varme, mens der af og til rodes rundt. Jo varmere det bliver, deste mere skal amn holde øje med det - sukkeret må ikke brænde på, men skal karamelisere. Tag af varmen og hæld over på en tallerken, når det er karameliseret og sprødt. Lad afkøle og rør evt. rundt i det engang imellem under afkølingen.

Spis koldskålen med danske jordbær og det hjemmelavede drys, det er altså kræs :)