onsdag den 8. maj 2013

Kammerjunker uden sukker men med mandelmel

Overskriften siger næsten det hele. I mit forsøg på ikke at føde en sukkerjunkie om 3 ugers tid, hvis hun da kommer til tiden, har jeg kastet mig ud i sukkerfri kammerjunker. Jeg faldt over Stevia sweet fra Hermesetas i vores lokale Rema, og eftersom så mange af jer dygtige bloggere evig og altid laver ting, der er sødet med stevia, så tænkte jeg, at nu ville jeg give det et forsøg. Det blev kombineret med mit første forsøg på at bage kammerjunker selv. Selve sødningen er jeg dog ikke helt overbevist om, jeg synes, smagen er ret kunstig og eftersmagen er meget kunstig. Måske er det bare mig? Så næste gang erstatter jeg Stevia med rørsukker og følger ellers samme opskrift på kammerjunker til koldskålen.

Hjemmelavet koldskål med hjemmelavede kammerjunker

Jeg fik 84 kammerjunker ud af denne portion

Kammerjunker (ca. 80 stk)
40 gram smør
1 æg
1 vanillestang
1/4 dl mælk
3/4 dl stevia sweet (eller 3/4 dl rørsukker)
1,d dl mandelmel
2 dl hvedemel
1 tsk bagepulver

Skrab kornene ud af vanillestangen, og pisk sukker/stevia (det bliver ikke rigtig luftigt), smør og æg luftigt. Tilsæt mel, mandelmel og bagepulver og pisk lidt. Tilsæt mælk til slut og pisk igen. Rul dejen i to pølser, og del hver af pølserne i cirka 20 stykker. Tril dem til små kuger, tryk dem flade og sæt dem på bagepladen, de flyder ikke så meget ud, så de må gerne stå tæt. Bag dem ved 180 grader i 8 minutter, de må ikke tage for meget farve. Tag dem ud, og lad dem afkøle lidt, inden de skæres over med en brødkniv og sættes tilbage på bagepladen. Bag dem igen ved 180 grader i 10 minutter eller til de har den ønskede, gyldne farve. Lad dem køle helt af, før de bruges til koldskål.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar