Da jeg blev mor til to

Det er for dårligt, og det virker faktisk helt mærkeligt, at jeg først laver det her indlæg nu, hvor lillesøster er 4,5 måned gammel. Men det ville også være mærkeligt, hvis jeg ikke fortalte om min oplevelse, ligesom sidste (første) gang jeg blev mor. Den 28. april klokken 19.11 ændrede min verden sig nemlig endnu engang for altid. Jeg troede, at jeg var forberedt - jeg var jo allerede mor, så hvor stor kunne forskellen være på, om man er mor til en eller to? Svaret er, at der er en verden til forskel, og det er den verden, som det her indlæg handler om.

Min Marie

Ligesom sidst kommer fortællingen om min fødsel i slutningen af indlægget, men først vil jeg lige fortælle, hvilke ting der er kommet bag på mig denne gang. Her kan jeg jo så passende starte med at indrømme, at det er kommet bag på mig, at der er ting, der kommer bag på mig. Før jeg blev mor til Grete-Johanne (vores første barn), havde jeg svært ved at føle mig helt klar til rollen som mor. Denne gang var jeg helt anderledes cool. Jeg var ikke i tvivl om, at det kunne jeg sagtens klare, GJ var jo blevet et fantastisk eksemplar, så det der forældre-pis havde vi da hundrede procent styr på - troede jeg!

Ser I, Grete-Johanne blev storesøster i en alder af 1 år og 10 måneder, og hun tog det i stiv arm. Marie (lillesøster) blev hurtigt en naturlig del af familien, og selv i vuggestuen oplevede de ikke, at GJ reagerede på sin nye rolle. Til gengæld trådte hun ganske kort tid efter ind i en ny alder, hvor hun begyndte at kunne sige flere ting og ikke mindst udtrykke sin mening om flere ting - alting føles det af og til som. Og lige pludselig viste det sig, at det der forældre-pis altså stort set ikke var begyndt. Det er jo ingen sag at skifte bleer og amme et barn, men at lave regler, håndhæve regler, diskutere, tage sig af (irrationelle) vredesudbrud og opdrage sit barn på 2 år til at blive et helt menneske, samtidig med at man forsøger at nyde babyboblen og den lille ny, det er sin sag.

Grete-Johanne og Maries første møde 29. april

Ting der er kommet bag på mig

- Moderfølelsen: Tænk, at man kan elske det her lille barn lige præcis lige så højt som det første med det samme. Det frygtede jeg faktisk lidt, at jeg ikke kunne - GJ havde alligevel været til i næsten 2 år, hun er mit første barn, hun gjorde mig til mor - så hvordan kunne man elske nogen helt lige så højt? Men det kom lige med det samme, følelsen af, at vi to hører sammen. Navlestrengen bliver klippet, men du vil for altid være en del af mig.

- At jeg gik over tiden: Første gang gik jeg 5 dage over tiden, og denne gang gik jeg 8 dage over tiden. Det var jeg SLET ikke klar på. Jeg var hundrede procent sikker på, at jeg ville føde før tid denne gang, jeg var på ingen måde forberedt på at ramme terminsdatoen og slet ikke at gå mere over end sidst. Jeg var faktisk skuffet, da terminsdatoen kom, og der ikke var nogen baby.

- At to fødsler ikke er ens: Det vidste jeg godt - men jeg vidste det ikke, er I med? I teorien vidste jeg det, men det overraskede mig alligevel.

- At jeg ikke opdagede, at jeg havde veer (igen): Jeg lyder jo som den mest retarderede tosse nu, men helt ærligt, så syntes jeg sgu ikke rigtig, at det gjorde ondt, før det rigtig begyndte at gøre ondt, og så var det tid til at køre, eller det var faktisk næsten for sent.

- At det gik SÅ stærkt: 2 timer fra start til slut. Nu skal vi formodentlig ikke have flere børn, men hvis vi overvejede det, så ville vi samtidig være nødt til at overveje en hjemmefødsel, for hvis det gik endnu hurtigere, så ville jeg simpelthen ikke kunne nå på hospitalet.

- Forskellen på at være mor til 1 og 2: Der er virkelig stor forskel på at være mor til en og at være mor til to. Hold kæft hvor er det nemt (set i bagklogskabens klare lys) kun at have et barn at rette sig ind efter, og ja, I ved jo godt, at vi retter os ind efter børnene. Men to børn, der kører hver deres løb, der er altså en kunst at finde hoved og hale i af og til. Alene det, at man ved første barn kan blive i sit nattøj, tumle i sengen og nyde dagen på mest afslappede vis, hvis man lyster - ved barn nummer to skal man op, smøre madpakker til 1'eren, lave morgenmad, finde tøj (også til sig selv sgu), være nogenlunde påklædt, få barn ud af døren og afleveret i vuggestue, før man kan gå hjem og atter krybe i nattøjet og nyde babyboblen (i 6 timer, inden man atter henter 1'eren). Det er sgu ikke helt det samme.

- At Grete-Johanne har accepteret Marie: Nu lyder det som om, jeg havde regnet med, at GJ ville være et lille monster, og det er slet ikke tilfældet. Men hun var jo ikke særlig gammel, da hun blev storesøster, så jeg troede, at det ville være svært at forstå for hende. Hun gloede da også noget, da hun først så hende om morgenen efter fødslen, og mors store mave var væk. Men hun vænnede sig hurtigt til det, og så var det bare sådan. Baby, lillesøster eller Hie, som GJ kalder hende, er en naturlig del af familien, og storesøster har været med hele vejen sammen med sin dukke, som også bliver skiftet, trukket rundt, babset og så videre.

Bedste venner (eller det bliver de forhåbentlig en dag)

- Dårlig samvittighed: En del af at være mor til to eller flere børn, som er en velbevaret hemmelighed for folk, der kun har et barn, er den evige dårlige samvittighed, man har overfor et af børnene, hvis ikke dem begge. Vi snakker meget om det i min mødregruppe, så jeg ved, at det ikke bare er mig. Det starter allerede fra første dag, og jeg var slet ikke forberedt på det. Man kan ikke stå på hovedet for begge børn på en gang, og selvom man prøver at gøre det så godt, så er der hele tiden ens behov, der bliver tilsidesat. Det kan være den store, der lige skal vente på, at man får ammet, skiftet ble eller lignende, men det kan også være den lille, som bliver revet ud af sin søvn, fordi nu skal den store hentes eller ud af døren, så hun kan komme i vuggestue. Det kan være hyggestunder, som bare ikke bliver særlig hyggelige, fordi man hele tiden må sige "mor skal lige". Og hvis man ikke lige føler, at man svigter et af børnene, så kan man føle, at man svigter sig selv eller sin mand. Der er altid noget eller nogen at have dårlig samvittighed overfor. Men frygt ej nye andengangsmødre, det bliver bedre (har jeg hørt).

- At jeg ikke vil have flere børn: Jeg har altid tænkt, at jeg godt ville have tre børn, men nu synes jeg, at to er et ret fint tal. En ting er, at jeg skal ruge dem i 9 måneder, føde dem og så bagefter brødføde dem med min krop først helt og så delvist i et år - med to børn er det 3,5 år, hvor andre lever af min krop, med tre børn ville det altså være over 5 år! En anden ting er, at nu er man to mod to, det er vist meget fint med de små spilopmagere. Og det er ikke fordi, vores piger ikke er fantastiske, men det er bare hårdt at have små børn, og med tre børn skal man nærmest have en minibus, det ville være besværligt at komme ud og rejse, og jeg skulle opgive mit kontor/walkin closet - jeps, lutter egoistiske betragtninger. Men sådan er det. For øvrigt ville Kim også kun have to børn, så vi priser os lykkelige for pigerne, og så stopper produktionen her.

Dagen efter fødslen fik jeg denne ring af Kim <3

- At man kan gøre næsten alt med baby: Første gang jeg havde en baby, gjorde jeg mig umage for at lave alle de rigtige lege og sange og jeg ved ikke hvad, men noget af det fede ved at have prøvet det før er, at nu ved jeg, at alt er en leg for baby. Jeg træner for eksempel hver dag på min crosstrainer der hjemme, mens Marie ligger på legetæppet og træner nakke ved siden af, det kunne jeg aldrig have fundet på med GJ. Det var sådan noget, jeg gjorde selv, når hun sov - og derfor kunne det godt blive lidt stresset. Men Marie synes jo, at det er sjovt at kigge på, og så får jeg gjort noget for mig selv og har stadig sove-tiden til en kop kaffe eller andre mor ting (rengøring, tøjvask, forberedning af aftensmad og alt andet, som vi mødre er så gode til at "hygge os" med - for dælen hvor gad jeg godt kunne slå fra og overse den slags, ligesom mænd kan).

- Min krop er fantastisk: Efter første fødsel turde jeg næsten ikke at tro på, at det var gået så godt. Det måtte være begynderheld, og jeg turde slet ikke sige det højt af frygt for at jinxe det til næste gang. Det skulle lige passe, at jeg så havde udråbt mig selv til en mean birth machine, og så ville jeg bare få en helvedes fødsel, når vi skulle have nummer to. Men nu har jeg overstået mine to fødsler, og begge gange har det været helt uden smertestillende, og min krop har været hurtig til at komme ovenpå. Jeg har været lidt øm i hofterne, fordi jeg udvidede mig så hurtigt - især anden gang, men det har virkelig været småting i forhold til de to skønne unger, der er kommet ud af det. Jeg er dybt fascineret af kroppens evne til at bage og føde et andet menneske og så blive sig selv igen bagefter, det er fantastisk, og nu tør jeg godt sige det højt: Jeg er god til at føde!

- Brystbetændelse gør mere ondt end af føde: I shit you not! (sarte sjæle skal nok springe det her afsnit over) Hvis man har pløjet sig igennem mine fødselsberetninger, ved man, at jeg ikke er en piveskid - det står faktisk sort på hvidt i min fødselsjournal fra sidst, at jeg har en høj smertetærskel. Men brystbetændelse fældede mig altså. Jeg havde nul problemer med amningen sidste gang, og også denne gang løb mælken fint til, men så fik jeg rifter og sår, og jeg fik en stoppet mælkekirtel på det ene bryst. Halvdelen af mit højre bryst var rødt, varmt og hårdt, der var bare ikke gennemløb i halvdelen af brystet, og det blev mere og mere ømt og til sidst betændt. Mit venstre bryst fik til gengæld en stor, betændt flænge på brystvorten, som nok burde have været syet, hvis den havde siddet et hvilket som helst andet sted på kroppen. Men jeg skulle amme, og hver gang sprang såret op. Det føltes som at blive skåret med en sløv kniv, hver gang. Jeg måtte tage en dyb indånding og lade en tåre trille, når hun tog fat- Samtidig fik jeg feber og skiftevis kulde, hede og rysteture. Efter tre dage med over 40 i feber måtte jeg overgive mig og ringe til lægen efter en penicillinkur. Jeg er ellers ikke tilhænger af medicin under graviditet/amning, og på det her tidspunkt havde jeg ikke taget en panodil i tre år, men der var ingen vej udenom penicillinen, og det hjalp. Min amning kom til at spille, og Marie slubrede mælken i sig - faktisk tog hun 1 kilo på på tre uger, så mælken virkede, og det smagte tydeligvis den unge dame.


- Tiden går stærkt: Det går så sindssygt stærkt. Dag efter dag, stop tiden. Lad mig blive lige her med min baby i armene, lad mig dufte, kramme og putte hende helt tæt. Hun er allerede over dobbelt så stor som ved fødslen. Jeg nyder hvert sekund, men tiden går bare alt alt alt for stærkt.

Min fødselsberetning
Fødslen kom lidt bag på mig igen denne gang - og så alligevel ikke. Tirsdag den 28. april kl. 13.15 havde jeg en tid på Svendborg Sygehus til overtids scanning og vurdering af mit og barnets helbred samt mængden af fostervand og behov for potentiel igangsættelse. Alt så fint ud, der var fint med fostervand, så ingen grund til igangsættelse. Men jordemoderen foretog en hindeløsning, som jeg var fint klar til (Indskydelse: I brochurerne står der, at man blidt forsøger at løsne hinderne, det er løgn, det føles som en propel inde i en). Nå, men hun vurderede, at jeg allerede var 3-4 cm åben, og hun mente, at hindeløsningen nok ville hjælpe, så fødslen ville gå i gang af sig selv. Fødslen burde altså ikke komme bag på mig, men jeg var ikke optimistisk, jeg var sur over ikke at have født endnu og overbevist om, at lillesøster ikke gad komme ud. Jordemoderen advarede om, at jeg godt kunne have lidt ulmen i maven og menstruationslignende smerter ovenpå hindeløsningen, og jeg var da også lidt øm, da vi kørte hjem 14.30.

Selvom jeg ikke var optimistisk, ringede jeg alligevel til min svigermor, som skulle komme og passe Grete-Johanne, når nu lillesøster havde tænkt sig at komme. Jeg fortalte hende, at hun gerne måtte være klar, for jordemoderen havde sagt, at det kunne godt ske i dag eller i morgen.

Vi kom hjem ved 15-tiden og gik ned og hentede Grete-Johanne i vuggestuen. Jeg var lidt øm ovenpå hindeløsningen, men jeg tænkte ikke videre over det, for hun havde alligevel rykket noget rundt i mig, så alt andet end lidt ømhed ville sgu være mærkeligt. Men jeg lå og tog den lidt med ro på sofaen, da vi kom hjem, og vi blev enige om at bestille pizza, for jeg gad ikke rigtig at lave mad, og jeg syntes ikke rigtig, at jeg fik mindre ondt, selvom jeg hvilte mig. Vi spiser som regel klokken 17, fordi det passer bedst med Grete-Johannes rytme, så lidt i 17 gik Kim og Grete-Johanne over og hentede maden. Men da vi skulle til at spise, fik jeg ondt, så jeg kunne ikke sidde ned og spise min indbagte pizza. Jeg tog nogle bidder og lagde mig så ind i sengen. Det blev lidt bedre, og jeg gik ind og tog en bid mere (stadig stående), så kom det sgu igen, og Kim spurgte, om han skulle ringe til sin mor - jo, det måtte han hellere.

Han ringede, og jeg blev enig med mig selv om, at jeg nok havde veer. Jeg var i tvivl igen, men de kom med 4 minutters mellemrum, og hvad fanden skulle det ellers være? Men sidste gang startede min fødsel med vandafgang, og denne gang var vandet ikke gået. Selvom jeg godt ved, at fødsler ikke nødvendigvis er ens, så havde jeg alligevel oppe i mit hovede forestillet mig, at mit vand nok ville gå.Pizzaen blev sat i køleskabet, og jeg ringede til fødegangen. Fordi jeg fødte hurtigt sidste gang, var det en stående aftale, at jeg skulle komme med det samme denne gang, så det aftalte jeg med jordemoderen. Svigermor kom klokken 18, og jeg brugte alt min energi på at smile, kysse Grete-Johanne godnat og ikke virke påvirket overfor hende. Nu var jeg nemlig ikke længere i tvivl. Jeg havde veer, og de gjorde ondt.

Køreturen til Svendborg var ikke så slem som sidste gang, hvor jeg havde vestorm, så jeg tænkte, at jeg nok ikke var så langt denne gang. Fordi det var aften, og de var ved at bygge om på Svendborg Sygehus, skulle vi ind igennem skadestuen. Udenfor skadestuen, mens jeg ventede på, at Kim parkerede bilen, fik jeg en ve, der lammede mig. Den var grim. Kim kom, og vi gik ind gennem skadestuen. Inde på gangen fik jeg en ve mere, som lammede mig. Jeg kunne ikke bevæge mig, men jeg kunne høre to sygeplejersker snakke cirka fem meter bag mig - "Ej, puha det ser ikke rart ud", sagde den ene til den anden, som svarede "Nej, godt det er overstået for os". Kim kiggede nervøst på mig, og jeg kunne se på ham, at han var taknemmelig for, at jeg ikke var i stand til at vende mig om og tage livet af dem. Vi gik videre, og tog elevatoren op til fødegangen. På vej ud af elevatoren fik jeg en lammende ve mere, og Kim måtte stå i døren, til den var overstået.

På fødegangen havde de ikke travlt, og de stod parat til at undersøge mig. Mine tre lammende veer viste sig ikke at være for sjov. Jeg var 10 centimeter åben, og Kim fik besked på, da han lige ville smutte ned og hente fødselstasken, som han ikke havde taget med ud af bilen (!), at han nok ikke skulle være for lang tid væk, og jeg blev nægtet at gå på toilettet med ordene "Det tør jeg ikke, at give dig lov til, vi skal ikke have, at du føder hende derude". Okay så. Jeg blev indlagt klokken 18.40. Jordemoderen, som få timer forinden havde foretaget hindeløsning på mig, var stadig på vagt, og hun havde sagt til min jordemoder, at jeg gerne ville føde i vand, så de havde valgt den fødestue, hvor karret var hurtigst at fylde. De skyndte sig at fylde badekarret, og jeg kom op i vandet med besked på, at hvis jeg følte trang til at presse, så måtte jeg gerne det. Kim havde hentet tasken og var tilbage klokken 19.00, hvorefter han hjalp mig op i karret.

I badekarret fandt jeg ud af, at jeg ved sidste fødsel aldrig fik presseveer, for det fik jeg nu, og dem havde jeg aldrig oplevet før, så jeg har presset et barn ud uden presseveer sidste gang. Ved første pres gik vandet. Ved tredje pres fødte jeg Marie på 3540 gram og 52 cm. Klokken var 19.11, og jeg var mor til 2.

Klokken 22.11 præcis 3 timer efter fødslen ramte vi afkørslen til Årslev. 22.15 sad jeg i sofaen igen, denne gang med min lille nye prinsesse i armene, og klokken 22.20 spiste jeg resten af min indbagte pizza!

Og så var vi en familie på fire

Et lille pip fra babyboblen

Som de fleste nok har regnet ud, så meldte babyen sin ankomst, og årsagen til den rungende stilhed her på bloggen er altså, at jeg har befundet mig i en herlig babybobbel siden 28. april. Eller det vil sige, at det er ikke lige så meget en bobbel, som første gang man bliver mor. Denne gang har det været en bobbel af praktiske ting og det at finde ud af en rytme, når man er en familie på fire.

Rytmen har vi efterhånden fundet, og jeg vender nok tilbage til den første tid som mor i et længere indlæg senere. Men først kan jeg fortælle, at babyen blev en pige, og hun fik officielt sit navn i går. Marie Emilie, som hun hedder, er intet mindre end et skønt bekendtskab. Hun er om muligt endnu nemmere og sover endnu bedre (om natten) end sin storesøster gjorde, og det siger altså ikke så helt lidt, eftersom storesøster har sovet igennem - som i 12 timer i streg, siden hun var 3,5 måned gammel. Derudover er Marie simpelthen så sød, rar og lækker.

Og Grete-Johanne er faldet fint til i rollen som storesøster. Hun slæber sin dukke med overalt og efterligner mor. Så om morgenen giver vi lige Marie og dukken mad, inden vi går i vuggestue med Grete-Johanne, der er ret sødt. Og når Marie græder siger hun "Olig hie, olig" (hun kan ikke sige r, det bliver til h) eller "Så så baby, så så". Hun har en virkelig sjov alder (2 år og 1 måned), og det er vildt, hvor meget hun fanger.

Jeg er ikke i tvivl om, at de her to nok skal få meget glæde af hinanden, og jeg kan næsten ikke rumme al den kærlighed, som jeg har til dem.

Byd vellkommen til Marie

Glad og sød pige

Mit guld - Marie 3 uger og GJ lige knap 2 år

Grete-Johanne indtager natflaske i cool stil

Maries barnedåb

Opskriften er den samme (GJ tv. og Marie th.)

Livet som lillesøster...

Lige om lidt...

… Bliver Grete-Johanne storesøster, vi bliver en familie på fire, og jeg bliver mor til to. Det er stadig mærkeligt at tænke på, og selvom der nu er under tre uger til termin, så er det stadig ikke rigtig gået op for mig. Det lyder nok mærkeligt, men sidst gik det også først rigtigt op for mig, da jeg sad med hende i armene. Men jeg glæder mig - vi glæder os. Eller det vil sige, jeg ved ikke rigtig, om Grete-Johanne glæder sig. Hun er ikke engang fyldt 2 år endnu, så hun forstår det ikke rigtig. Men hun nusser maven, kysser den og siger bæbiiii. Det er SÅ sødt, til gengæld er det ikke sødt, når hun peger på alle andre små-kvabsede mennesker, for eksempel når vi er ude og handle, og siger bæbiii. Not cute, not cute at all. Jeg glæder mig allerede til, at jeg skal tage hævn og være den pinlige.

20. april har jeg termin, og jeg glæder mig til at slippe af med maven. Der er stilhed på bloggen, fordi jeg har et ret anstrengt forhold til mad lige nu. Babyen fylder så meget, at jeg næsten ikke kan spise noget. Til gengæld er jeg sulten hver time, fordi jeg får så små måltider. Det er møg irriterende, og jeg forsøger at spise de mest mættende og nærende ting, når nu jeg ikke kan spise så meget - det er der ikke meget kage og lækkerier over og altså ikke meget guf til bloggen. Jeg tager revanche, når babymaven er væk.

Min graviditet har igen været helt problemfri, så det er rigtig rart. Selvom det selvfølgelig er lidt tungt nu, så kan jeg stadig stort set alt. Det sværeste har været de ting, som jeg ikke kan med Grete-Johanne. Hun er ikke stor nok til at forstå, hvorfor hun ikke må stå op på mors mave eller lege rodeotyr på mor, og det er lidt hårdt. Men heldigvis er hun ret hensynsfuld. Det bliver så spændende at se, hvordan den næste arving bliver - hvilke fællestræk de to har.

I får lige lidt billeder af tykkemaven og den lille storesøster to be.

Her er mit yndlings graviditets billede

Er det mon min datter?

Når far er på arbejde, og vi sender kysse-billeder til ham

Om at være mor og menneske

Dette indlæg handler slet ikke om mad, det er et personligt indlæg, som jeg har overvejet at skrive i lang tid. I dag er min sidste barselsdag, og i morgen begynder den virkelige verden altså igen. Det vil sige, at  jeg fra i morgen er jobsøgende - i virkeligheden betyder det jo, at i morgen bliver præcis ligesom i dag, fordi jeg ikke har noget job at vende tilbage fra barsel til, og jeg har søgt jobs i flere måneder. Men alligevel er der en forskel.

Det var kærlighed ved første blik

Oppe i mit hovede sluttede min barsel 1. april, hvor prinsessen startede i vuggestue. Det var første gang, jeg skulle overlade hende til andre end min mand, så det var et stort skridt. Men hun tog det pænt, og efter to dage var hun der 5-6 timer. Det var rent ud sagt pisse hårdt for mig at aflevere hende, selvom jeg har den største tiltro til pædagogerne og godt ved, at det er det bedste for min datter. Hun har brug for at komme ud og blive stimuleret af andre børn. Alligevel er var der en lille del af mig, der følte mig som en fiasko som mor, fordi jeg ikke passede mit eget barn, når nu jeg alligevel ikke "havde noget bedre at foretage mig", eftersom jeg ikke har et arbejde at vende tilbage til - så i princippet er der jo ingen grund til ikke at passe mit eget barn (det er fjollet, men det var altså sådan den lille nagende stemme inde i knolden på mig sagde).

Udover at jeg selvfølgelig søger jobs på livet løs, så giver de 5-6 timer hver dag mig nemlig ubehageligt meget tid med mig selv og mine egne tanker. Det er måske en drøm for nogle, men for mig har det været svært. Og hvorfor har det så det? Det skal jeg sige jer, for det er nemlig lige præcis der, jeg gerne vil hen med det her indlæg. Det er fordi, siden 4. juni 2013 har jeg været mor. Jeg har kun været mor, og jeg har elsket det - jeg elsker at være mor. Når jeg ikke har været mor og tænkt på min datter, så har jeg været kone og tænkt på min mand. Jeg trives virkelig med at tænke på andre og opfylde alle deres behov, derfor kan jeg nemt komme til at glemme mig selv. Og siden jeg blev mor, har jeg faktisk ikke tænkt på mig selv, og jeg har ikke savnet det. Men nu skal jeg til at være mig selv igen, og det sætter mig i en lidt mærkelig situation.

Jeg vil gøre alt for hende her, hun er det dyrebareste jeg har!

For hvem er jeg egentlig? Ja, nu bliver det langhåret. Men der er simpelthen sket så meget de seneste ti måneder, at jeg umuligt kan være den samme, som jeg var, før jeg blev mor. Jeg kan også mærke, at jeg har forandret mig meget, jeg er vokset, jeg er blevet voksen, og jeg har nogle andre prioriteter nu. Derfor skal jeg i gang med at redefinere mig selv. Det skal jeg både privat og professionelt, idet jeg heller ikke endnu ved, hvor min karriere skal bevæge sig henad, når min barsel slutter. Det er dog den private del, der fylder mine tanker mest.

Men til trods for de mange tanker, så er jeg faktisk blank! Og det er rigtig skræmmende. Hvordan kan jeg være lige knap 28 år gammel og ikke ane, hvilket menneske jeg er? Jeg ved, at jeg vil være et godt menneske, men det syntes jeg jo også, at jeg var før. Men endnu bedre. Nu gælder det, for nu er jeg et forbillede for min datter.

Jeg er nået frem til, at jeg fremover vil være et mindre egoistisk menneske, det kommer af sig selv, for det er ikke længere mig selv, der er centrum for min verden, det er min datter og vores lille familie. Og i virkeligheden har jeg nok ikke været så egoistisk de seneste år, som jeg var i min "ungdom" - jeg er enebarn og har vist haft min egoistiske periode.

Lige nu er jeg dog gået helt i den anden grøft, jeg får faktisk en smule dårlig samvittighed over at tænke på mig selv, for så tænker jeg jo ikke på min datter. Men jeg tvinger mig selv til det, for jeg ved jo godt, at jeg skal ud og være menneske nu. Måske burde jeg have været det før, men jeg har gjort og været præcis det, jeg ville være de sidste ti måneder. Jeg har levet i min egen lille bobbel med min datter som centrum, og det har været fedt. Men nu, nu er det nu, og nu skal jeg finde mig selv igen - eller på ny.

Så afslutningen på dette indlæg, hvor jeg ærlig talt ikke nåede frem til så meget andet, end at jeg har lettet mit hjerte en smule, det bliver en erkendelse af, at jeg glæder mig til at lære mig selv at kende.

Et dagsaktuelt billede af den lille skønne trold

Og så er der selvfølgelig min jobsøgning. Hvis der sidder nogen, som tænker, hende kunne vi da godt bruge, så giv endelig lyd - jeg er ret åben, selvom jeg selvfølgelig har nogle drømme og idéer. Her er et par hurtige punkter til, hvad jeg kunne arbejde indenfor:

• Journalistik/Redaktør (jeg har en kandidat i analytisk journalistik, og har tidligere arbejdet som journalist og redaktør)
• Kommunikation
• Sociale medier
• Web/digitale medier
• Sociale medier
• Digital marketing
• Undervisning i kommunikation, journalistik, mediefag eller lignende

Se min profil på LinkedIn

Bekendelser fra en nybagt mor

Jeg fik rigtig mange positive tilbagemeldinger på mit indlæg om at være blevet mor for nogle måneder siden, så jeg fik mod på et enkelt mere personligt indlæg i ny og næ, som ikke handler om mad eller kager. Og sådan et indlæg er det her.

Livet som mor er en fest

Jeg har nu været mor i godt og vel 4 måneder, og jeg elsker stadig hvert sekund sammen med min lille pige, som for øvrigt hedder Grete-Johanne. Lige fra første færd har Grete-Johanne været et utrolig nemt barn, hun sover om natten, græder sjældent, har nemt til smil og bærer over med sin uerfarne mor (og far). Alle siger, at hun er et meget veltilfreds barn, og sundhedsplejersken siger, at hun er så rolig og veltilpas, fordi hendes forældre er så rolige.

Men - for der er selvfølgelig et men - alligevel bliver jeg ofte i tvivl om, hvorvidt jeg nu også gør det godt nok. Aktiverer jeg hende nu også nok, eller gør jeg det for meget? Leger vi nok? Hvorfor sover hun kun sjældent om dagen? Spiser jeg det rigtige, så mælken bliver det bedste for hende? Ligger hun nok på maven? Nyder hun egentlig turene i barnevognen, eller er det bare noget, jeg gør for min egen skyld for at få motion?

Åh ja, mulighederne for at second guess'e mig selv og få dårlig samvittighed er utallige.  Min første bekendelse er, at jeg har dårlig samvittighed flere gange hver dag. Det er åndssvagt, for i virkeligheden ved jeg jo godt, at hun har det skide godt, og det bekræfter hun mig heldigvis i, når hun smiler og pludrer til mig. Hun er et fantastisk barn, og sådan er hun jo ikke blevet ved at jeg er en fiasko, så det er jeg nok ikke :)

Det bliver endnu mere fjollet af, at når jeg ikke har dårlig samvittighed og betvivler mig selv, så føler jeg mig som en vildt god mor - det er enten eller, helt skørt. Og jeg er faktisk blevet overrasket over, hvor meget mor, jeg har i mig. Jeg troede ikke, at jeg var den fødte mor, men Grete-Johanne har taget mig med storm, og jeg er vokset lynhurtigt med rollen.

På Grete-Johannes første ferie, som gik til Mallorca

Vi har lært hinanden at kende nu, og her er et par ting, som jeg har lært om Grete-Johanne: 
- Hun kan ikke lide at blive forskrækket, det får hende til at græde. (Det har hun arvet fra mig)
- Ofte glemmer hun lyden, når hun vil græde. Så siger jeg til hende "Husk lyden lille skat", og så glemmer hun det igen.
- Hvis hun slår sig, så græder hun ikke - eller kun lidt, hvis man altså anerkender hendes smerte og viser, at det er synd for hende. Hvis man ikke gør det, så græder hun dog højt.
- Hun kender forskel på nat og dag, og har gjort det hele tiden.
- Hun græder ikke så meget, ikke engang om natten, når hun har været sulten, så smasker hun bare og sparker til dynen.
- Hun gider ikke at vågne om natten, når hun skal spise, hun spiser i søvne, og det er så sødt.
- Når hun er færdig med at spise om natten, smiler hun veltilfreds i søvne - det er endnu mere sødt.
- Hun sov helt igennem (11,5 time i streg) første gang natten til d. 23. september.
- Hun kan ikke lide at få pillet næse (det gør jeg med en vatpind), men hun synes det er rart, når det er overstået.
- Hun sover kun sjældent om dagen.
- Hendes ene øre stritter.
- Hun har de længste øjenvipper, jeg har set.
- Hun har mørkt hår i nakken - svenskergarn.
- Hun elsker at lege cykel med benene, jo vildere jo bedre.
- Hun ser SÅ sød ud, når hun starter med at græde. Først kommer ansigtet, så kommer lyden.
- Om morgenen er hun SÅ glad, når hun ser mig, og hun strækker armene op mod mig.
- Hun elsker, når vi synger for hende.
- Høje hvinelyde er et hit
- Hun kigger skeptisk på andre børn, når de skriger.
- Hun er tryg ved alle mennesker.
- Hendes yndlingsleg er flyvemaskine.
- Hendes favoritlegetøj (udover mor og far) er egern, den smager godt.
- Hun sutter på venstre tommeltot.
- Hun bruger ikke sut - men hun sutter på sin tunge, det ser sjovt ud.
- Hun gylper og bøvser næsten aldrig.
- Hvis hun skider i bukserne om natten, så vil hun absolut ikke skiftes, før hun får mad, det gør hende sur. Hun vågner nemlig, når hun bliver skiftet, og så har hun glemt, at hun har spist, så bagefter spiser hun igen, indtil hun er faldet i søvn.
- Hun ligner mig allermest, når hun er sur.
- Hendes nys er det sødeste i hele verden (SE VIDEO NEDERST I INDLÆGGET)

Mister egern er favoritten, han smager godt.

Og her er nogle ting, som hun har lært om mig: 
- Jeg elsker hende helt tosset højt.
- Jeg roser hende for at skide i bukserne.
- Jeg vil gøre alt for at få hende til at smile.
- Jeg synger falsk, men det er brandskægt, når jeg gør det.
- Mit hår er sjovt at hive i, og jeg laver sjove ansigter, når hun gør det.
- Jeg kan ikke være på legetæppet uden at dunke hovedet ind i random ting, der hænger over det. Men det er sjovt, når jeg prøver.
- Det er sjovt at skide på mig.
- Jeg bliver irriteret, når folk bare kalder hende Grete. Hun hedder Grete-Johanne, ligesom min mor hedder Anne-Marie, jeg har heller aldrig hørt nogen kalde hende Anne helt umotiveret.
- Jeg bliver også en smule irriteret, når folk ikke kan stave hendes navn og skriver det med h - Grethe, især da kirkesangeren i den kirke, hvor hun er døbt, gjorde det til babysalmesang.
- Jeg griner nogle gange, når hun græder, fordi hun ser så sød ud.
- Jeg synes, at hun er for ung til at se tv, men hun gør det alligel.
- Jeg elsker morgener.
- Jeg lugter af kaffe.
- Mine fingre smager godt - men der kommer ikke mælk ud af dem.
- Jeg ved ikke, om det er mit kaffedrikkeri, der gør, at hun er vågen om dagen.
- Jeg sover ikke nær så længe som hende, men jeg kan godt nuppe en 8-9 timer.
- Jeg kysser hende i snit en 20-25 gange i timen.
- Jeg snakker om mærkelige ting hele tiden, og imiterer hendes lyde.

Den lille frækkert om morgenen

Og så er der mine bekendelser:
- Nogle gange lader jeg hende begynde at græde, selvom jeg godt ved, at jeg kan stoppe hende, inden hun begynder, fordi hun simpelthen ser så sød ud, når hun begynder at græde - det er kun fem sekunder, jeg trækker trøsten, og jeg får lidt dårlig samvittighed, men hun hun er virkelig sød med sin sure mund.
- Jeg har et mén tilbage fra graviditeten; jeg kan stadig ikke forestille mig at spise tarteletter. Det eneste, der gav mig kvalme i graviditeten var tarteletter / høns i asparges, og jeg ved ikke, om jeg nogensinde får lysten tilbage til dem.
- Grete-Johanne var kun 3 dage gammel, da jeg for første gang kom til at gøre skade på hende (det lyder meget meget værre, end det er). Intentionerne var gode, jeg ville klippe hendes negle, fordi de var så lange, at hun krattede sig selv helt vildt i hovedet. Neglene hang dog stadig sammen med fingrene, og jeg kom til at klippe lidt i hendes hud. Det var første gang, jeg blev ramt af dårlig samvittighed - det gjorde så ondt på mig, og det så ikke ud til at gøre spor ondt på hende, men nej hvor jeg følte mig som en dårlig mor. Derfor er jeg også stadig lidt bange, når jeg klipper hendes negle.
- En måned efter gjorde hun "skade" på mig for første gang, da hun lavede et sugemærke på min arm, fordi jeg ville skifte hende, før hun fik mad - det passede ikke damen.
- Det irriterer mig helt vildt, når folk kritiserer mig ved at tale i tredjeperson om mig til min datter, mens jeg er der - eksempelvis "Hvad er det mor laver nu, det er da helt tosset, det kan du ikke lide" osv., det skal stoppe, nu!
- Det er ikke pædagogisk korrekt, men min datter er vild med at se tv - især reality tv er et hit.
- Jeg er ofte i tvivl om, hvorvidt jeg gør det godt nok. Men jeg er endnu oftere overbevist om, at det gør jeg. Og heldigvis siger min mand til mig, at jeg er den bedste mor, hver gang jeg lufter mine tvivl, og også nogle gange helt umotiveret.
- Når min mand kommer hjem, lyser Grete-Johanne op i et kæmpe smil, og det gør mig så glad - jeg føler mig utrolig heldig ved at have vundet i mandelotteriet.
- Jeg bliver vanvittig af at læse lærebøgerne om, hvad babyer skal kunne hvornår, hvilke lege der er gode, og hvad man ikke må gøre. Grete-Johanne er for lille til at sidde, men hun elsker det (mens hun holder i hænderne selvfølgelig), ligesom hun elsker at sidde i skråstol i køkkenet og se mor bage. Hun ved heller ikke selv, at hun ikke kan kravle, og hun bliver sur, når hun forsøger men ingen steder kommer.
- Jeg bliver skræmt over mødre, der ligger alt, hvad deres babyer foretager sig ud på facebook. På en eller anden måde synes jeg, at hun er så fin og så privat, at jeg bliver lidt grådig - jeg vil ikke dele hende med hele verden.
- Jeg nyder mine 1-3 timer om morgenen af alenetid, før hun vågner, ligesom jeg nyder at være til håndbold en gang om ugen. Og begge dele giver mig dårlig samvittighed, men det er det værd.
- Jeg får en følelse af at være nyforelsket, når min datter smiler til mig, og jeg forstår slet ikke, at vi selv har lavet hende.
- Jeg er konstant bange for, at der skal ske min lille pige noget.
- Hvis Grete-Johanne får storhedsvanvid, så er det vores skyld, og vi ved det godt. For vi fortæller hende dagligt, at hun er verdens dejligste, sødeste og smukkeste pige.

Ude og se håndbold med mor og pigerne.

Det blev til en masse ord om vores lille hverdag. Det er formodentlig fuldstændig ligegyldig læsning for de fleste, men hvis du er nået hele vejen til enden, så tillykke - nu ved du lidt om, hvad der foregår inde i mit hovede og i vores dagligdag. Sandheden er, at jeg elsker at være mor, og selvom jeg nyder at være i mødregruppe, være til babysalmesang og have besøg af veninder eller familie, så er det faktisk ikke så meget andet socialt, jeg har foretaget mig indtil videre, og jeg har ikke haft det store behov for det. De bedste dage er faktisk dem, hvor vi ikke skal noget, hvor det bare er Grete-Johanne og jeg - og manden, hvis han har en fridag, det er de bedste dage.

En video af lillepigen, når hun nyser - det er noget af det sødeste i hele verden.

Blåbærmuffins med marcipan

Efter at have fundet en frosting, som jeg rent faktisk kan lide, er jeg blevet lidt mere åben overfor cupcakes - eller muffins med creme på, som de hedder her hjemme. Så med en rest af marcipan i køleskabet blev det til inspirationen til disse lækre muffins med blåbær og marcipan. De er pyntet med en mascarpone frosting.

Lækre, svampede muffins

Blåbærmuffins med mascarponefrosting

Pyntet med blåbær og revet marcipan

Mascarponefrosting med vanille

Blåbærmuffins med marcipan
50 gram blødt smør
0,5 dl sukker
2 spsk vanillesukker
2 æg
200  gram marcipan

0,5 dl mælk
1 dl mandelmel
2 dl hvedemel
1,5 tsk bagepulver
250 gr blåbær

Mascarponefrosting

250 gram mascarpone

150 flormelis

2 vanillestænger

Pisk smør, sukker og vanillesukker luftigt. Kom æggene i, og pisk det godt igennem. Riv marcipanen, og tilsæt dem i dejen sammen med mælk. Bland mel, mandelmel og bagepulver i en skål for sig, og pisk det i dejen lidt efter lidt. Pisk til der ikke er nogle klumper. Vend blåbærrene i dejen. Fordel dejen i 12 muffinsforme, og bag dem ved 170 grader varmluft i 20 minutter. Vent med at pynte dem, til de er helt afkølede. Når de skal pyntes, piskes alle ingredienserne til frostingen sammen, og kagerne pyntes.

Kanelsnegle og vanillesnegle

Heldigvis er vi blevet velsignet med en rigtig dygtig sover i vores lille pige, som netop er rundet de 6 uger. Hun sover fra 21 aften og indtil 9-10 stykker om morgenen sådan cirka, kun afbrudt af to spisepauser om natten, hvor hun dog ofte spiser i søvne. Da mor må give op efter en 8-9 timers søvn, så giver det mig et par timer om morgenen, hvor jeg kan bage eller lave andre huslige sysler.

I anledning af forældrebesøg, venindebesøg og besøg af mødregruppen blev det derfor til en ordentlig omgang kanelsnegle og vanillesnegle den ene morgen. Jeg er ikke så glad for kanel, og det er min far heller ikke, så halvdelen blev med vanille, de er skønne. Det er kun fyldet, der varierer, dejen er den samme.

Vanillesnegl - et super alternativ til kanelsnegle

Den klassiske kanelsnegl

Kanelsnegle og vanillesnegle (50 små snegle i muffinsforme)
50 gram gær
2 dl lunkent vand
50 gram smør
2 dl mælk
1 spsk sukker
1 tsk vanillesukker
1 tsk salt
1 æg
Mel så det passer


Fyld kanelsnegle
125 gram blødt smør
2 spsk kanel
1 dl rørsukker
1,5 dl rørt kagecreme (jeg brugte Dr Oetkers, som jeg havde rørt i forvejen)

Fyld vanillesnegle
125 gram blødt smør
kornene fra 3 vanillestænger
1 spsk vanillesukker
1 dl rørsukker
1,5 dl rørt kagecreme

Smuldr gæren, og opløs i vandet. smelt smør i en gryde, og bland den kolde mælk op i, så det hele bliver lillefingervarmt. Bland de to væsker sammen, og kom salt, sukker, vanillesukker og æg i. Rør godt sammen og tilsæt mel lidt efter lidt, indtil man har en bolledej, der skal bruges cirka 800 gram. Ælt godt med hænderne, og lad dejen stå og hæve et lunt sted, indtil den har dobbelt størrelse. Bland ingredienserne til de to slags fyld sammen i hver sin skål, imens dejen hæver. Del dejen i to, og rul den tyndt ud til en rektangel, smør med fyldet, rul den sammen og skær skiver af cirka en cm tykkelse. Kom sneglene op i muffinsforme og bag i 10-15 minutter ved 180 grader.

Og så lidt billeder af det, der ellers optager min tid, når hun ikke sover :)

Hvorfor peger du på mig med den hvide tingest mor?

Se hvad jeg kan

Selvom han ikke har mælk, så er fars finger god at sutte på

Nu fjerner du det kamera mor, ellers vanker der tæv

Crumble med sommerbær

Der er ikke så stor forskel på denne crumble og så den, jeg lavede for en måned siden, som man kan finde opskriften på her. Men jeg har været nødsaget til at lave en version uden nødder, da lillepigens mave ikke er glad for, når mor spiser nødder. Og så er denne version med alt godt fra haven

Opskriften giver en almindelig tærteform med sommercrumble 

En lækker og utrolig nem dessert, som sagtens kan laves i forvejen

Crumble med jordbær, rabarber og solbær
8 rabarber
400 gram jordbær
1 dl solbær
1 spsk vanillesukker
1 spsk rørsukker
Lidt smør til formen
1 spsk vanillesukker
2 spsk rørsukker
2 dl mel
1 dl havregryn
75 gram blødt smør

5 havrekiks (digestive, havrekiks med mandler eller andre kiks)

Smør tærteformen med lidt smør, og drys med lidt vanillesukker. Skyl rabarber, jordbær og solbær, og skær dem i små stykker. Fordel frugten i formene. Drys med lidt vanillesukker og 1 spsk rørsukker. Rør 1 spsk vanillesukker, 2 spsk rørsukker,  mel, havregryn, knuste kiks og blødt smør sammen til en crumbledej, og fordel dejen udover de to forme som låg på frugten. Tryk crumbledejen godt ned om frugten, og bag kagerne i 35 minutter ved 180 grader.

Lad kagerne køle lidt af, inden de spises. Nyd dem med fløde, creme fraiche eller vanilleis.

At være blevet mor

Dette indlæg handler ikke om mad eller kage, det handler om det, der har fyldt min verden siden 4. juni kl. 15.40. Her ændrede min verden sig nemlig på et splitsekund, da jeg blev mor. Det er et langt indlæg, hvor jeg også skriver om min fødsel, så hæng på, hvis det har interesse, og ryst på hovedet, hvis det ikke har :-)

Det var kærlighed ved første blik

Jeg havde selvfølgelig haft 9 måneder til at forberede mig på det, men jeg har aldrig rigtig haft den der moderfølelse. Altså jeg har altid vidst, at jeg ville have børn, men det er som om, at der er nogle piger, der er fødte mødre og er parate lang tid før, det bliver en realitet. Og så er der os andre, som aldrig rigtig bliver klar, men som bare må hoppe ud i det.

Nu skal det ikke lyde som om, at jeg ikke glædede mig til at blive mor, for det gjorde jeg, jeg glædede mig helt vildt. Jeg vidste bare ikke så meget om spædbørn, jeg er enebarn og har faktisk aldrig holdt en baby, før min lille pige kom op i mine arme. Jeg har desuden altid syntes, at spædbørn var grimme og havde en idé om, at jeg ville være den forælder, der bevarede sin selvironi og for eksempel uploadede et billede på facebook med titlen "Jeg håber, hun vokser sig kønnere". Men selvfølgelig røg min selvironi sig en kæmpe tur, da jeg så prinsessen, hun er nemlig ikke grim - faktisk vil jeg vove og påstå, at hun er verdens smukkeste baby. Og det er blot én ting på en lang liste af ting, der har ændret sig eller har overrasket mig.

Ting der er kommet bag på mig

- Moderfølelsen: Jeg havde ikke troet det, men da jeg fik min lille pige i armene, blev jeg ramt af en moderfølelse og en beskyttertrang fra første færd.
- Kærligheden: Og jeg elskede hende fra første øjeblik, det samme gjorde manden, hun tog os simpelthen med storm, og jeg har aldrig oplevet en så pludselig forelskelse.
- At jeg godt kan: Selvom jeg ikke er den fødte mor, så kan jeg godt, og uanset hvor surrealistisk det føles, så er jeg hendes mor, og jeg føler mig som en mor - og jeg føler mig som en god mor.
- At jeg ikke opdagede, at jeg havde veer: Gennem hele graviditeten har jordemoderen og andre kloge folk sagt, når jeg spurgte, hvordan man vidste, at nu var det nu, så ville man ikke være i tvivl. Well, jeg var i tvivl (jeg skriver lidt om min fødsel længere nede) - faktisk opdagede jeg det først, da vandet var gået, så det resulterede i lidt af en lynfødsel.
- At amning ikke gør ondt: På mig i hvert fald, puttepigen suttede med det samme, og jeg skulle selvfølgelig lige vænne mig til følelsen, men amningen har kørt på skinner.
- Selvironi: Som nævnt, så røg min selvironi sig en tur, og puttepigen er den skønneste baby i verden.
- Flyttet fokus: Hun er nu vores centrum, alt handler om hendes behov, og vi elsker det. Vi bestemmer ingenting længere, og det er svært at planlægge ting - det kommer nok, når vi lige når lidt længere og får en fast rytme, men indtil videre er hele døgnet inddelt i amme, skifte, putte og søvnperioder.
- Fødslen var ikke slem: Jeg frygtede fødslen, og havde forberedt mig selv mentalt på den store smerte og det lange forløb, men forløbet var kort - der gik kun 4 timer og 40 minutter fra vandet var gået, og jeg opdagede, at jeg var i fødsel, til puttepigen meldte sin ankomst.
- Kroppens evner til at komme sig: Der er gået lige knap fire uger, siden vores datter kom til verden, og min krop er helt sig selv igen - altså lige plus fem kilo, som stadig ikke er røget, men jeg har ingen smerter, ingen tydelige mærker eller noget der vidner om, at jeg lige har båret på eller født et barn. 
- Likes på Facebook: Folk er vanvittige, når det gælder babybilleder og opdateringer. Man får så tosset mange likes, at det er helt skræmmende - jeg opdagede det allerede under graviditeten, når jeg lagde mavebilleder ud, og det er bare vildere med babybilleder.
- Tid forsvinder: De første fire uger er fløjet afsted, og manden er nu startet på arbejde igen efter barsel. Jeg aner ikke, hvor tiden bliver af, jeg kan stadig bare ligge og stirre på puttepigen i time.
- Grådens påvirkning: Jeg hader, når børn skriger og har altid tænkt "Årh, så få dog den unge til at tie stille". Men når det er mit barn, så sker der noget indeni mig - det påvirker mig på en helt anden måde, og jeg vil gøre alt for at gøre hende glad igen - og det er ikke fordi, hendes gråd er irriterende, det er fordi hun er ulykkelig, og det skal mor løse. Dog skal det lige siges, at puttepigens ansigtsudtryk, når hun græder, er umåde sødt, hun ser så nuttet ud.
- Prutter: Ja, det lyder dumt. Men en af vores store morskaber er nu, når lillepigen prutter. Hun er en fin lille sag, men hun prutter som en havnearbejder. Det er helt tosset, at man kan fascineres af prutter og det, hun har lavet i bleen - man bliver da skør af at være forældre, og jeg kan sgu af og til godt forstå hendes skeptiske ansigtsudtryk, når vi imponeres. Hvis man dog bare kunne læse hendes tanker :)

Det var et udpluk af de overraskelser, som moderskabet indtil videre har budt på. Jeg elsker hvert sekund, og jeg har aldrig været mere lykkelig end lige nu. Vi var helt fjollede i dagene efter fødslen og gik rundt og smilede og grinede hele tiden som to teenagere, og selvom vi er faldet lidt ned igen, så er det stadig en overvældende og fantastisk følelse.

En meget elsket puttepige

Min fødselsberetning
Selve fødslen kom utrolig meget bag på mig, alle har hele tiden sagt, når jeg har spurgt, hvordan man ved, at man skal til at føde, at når jeg fik veer, ville jeg ikke være i tvivl. Rend mig, det passede ikke. Jeg fik lidt menstruationsagtige smerter tirsdag morgen ved fem tiden, og havde det lidt løbende i løbet af morgenen og formiddagen, så jeg tænkte, at det var måske et tidligt tegn på, at fødslen nærmede sig.

Klokken lidt i 11 gik vandet, og så vidste jeg selvfølgelig godt, at nu var den god nok. Så jeg ringede ned til Svendborg Sygehus, som sagde, at jeg skulle kigge ned, men jeg skulle være forberedt på at blive sendt hjem igen, der kan jo godt gå et døgn, efter vandet er gået. Så jeg ringede til Kim ude på arbejdet og sagde, at han godt måtte komme hjem, men at han skulle tage den med ro. Efter at have ringet til ham, begyndte smerterne at tage til, og da jeg smurte ham en sandwich, fordi han ikke havde fået frokost, måtte jeg ind og ligge tre gange. Så nu havde jeg veer, nu var jeg nemlig ikke i tvivl.

Kim kom hjem, og vi kørte mod Svendborg. Turen der ned var et ent helvede, jeg havde smerter hele tiden, og jeg blev skide bange, for hvis det var de første veer, så ville det blive et helvede - jeg vidste jo, at det i snit tog 24 timer med sådan en fødsel. Da vi kom ned til sygehuset kl. 13 og jordemoderen kiggede på mig, viste det sig, at jeg ikke pev uden grund. Jeg var 8-9 cm åben og godt på vej til fødsel. Så de fyldte karret (jeg ville føde i vand), og næsten lige efter, jeg kom der op, skulle jeg til at presse.

Klokken 15.40 dukkede prinsessen op, det hele var stille og roligt, selvom det gik stærkt. Jeg nåede ikke at få noget smertestillende, så det blev en helt og aldeles naturlig omgang. Den eneste der fik smertestillende var manden, som lige fik to panodiler, da det hele var overstået - det lyder meget sjovt at sige, men han var nu rigtig dygtig, han havde vist bare hovedpine, fordi han ikke havde drukket nok, han havde travlt med at give mig vand.

Jeg var gået fem dage over tid, men prinsessen var ikke så stor som frygtet - Kim vejede godt 4 kilo, da han blev født, så jeg frygtede lidt, hvad det dog ikke kunne blive til, men hun var 49 cm og vejede 3140 gram, så en fin lille pige. Jeg flækkede lidt og blev lappet sammen, men det gjorde faktisk ikke ondt, og mens fødslen var i gang, sved det bare, så det var ikke så slemt, som frygtet

Lillepigen sked, tissede og spiste med det samme, så hun virkede allerede inden, vi forlod fødestuen og kom ned på barselsgangen, men vi blev natten over alligevel - for en sikkerheds skyld.

Alt i alt kom det virkelig bag på mig, at det ikke var en værre omgang, og al den oplysning, som jeg havde søgt på nettet og fået til fødselsforberedelse, gjorde mig egentlig mere bange end det var nødvendigt :)

Den lille familie bestående af mor, far og puttepigen.

Stilhed: Befinder mig i en babyboble

Ja, som i nok kan regne ud, er der en rigtig god grund til, at der er rungende stilhed på bloggen. De af jer, der følger mig på instagram ved allerede, at årsagen er, at jeg den 4. juni blev mor til denne lille, fantastiske prinsesse, som jeg vil vove og påstå, er den smukkeste baby til dato - og det er min fuldstændig objektive mening ;-)

Kys mig mor

Verdens sødeste og skønneste baby

Jeg har forberedt et par indlæg til den stilhed, som jeg forventede, så de kommer på i løbet af de næste par uger. Og så vender jeg stærkt tilbage, når vi alle tre lige har lært hinanden at kende og måske dukker op på den anden side af baby/barsels-boblen. Indtil videre går jeg rundt i en lykkesrus af nyforelskelse, prinsessen har simpelthen taget mig (og i den grad også manden) med storm, og vi laver stort set ikke andet end at kigge på hende på hinanden. Tænk, at vi har lavet hende - det er da fantastisk. Nå, nok om det for nu, der kommer nok en del mere af den skuffe fremover, håber det er okay med jer. Forresten så modtages gode tips til madvarer, jeg skal holde mig fra, når jeg ammer, med kyshånd. Indtil videre er nødder noteret som en badass fødevare, der giver puttepigen ondt i maven.