fredag den 14. december 2012

Storken kommer til kaffeland

Ja, så blev det vores tur til at forøgre vores lille familie, som indtil videre har talt mig, manden og vores kat Tumle. Men til maj skal Tumle altså være storebror. Og faktisk så har jeg lidt dårlig samvittighed over mit blog-navn, for siden jeg blev gravid, har jeg ikke drukket kaffe. Jeg har altid troet, at cravings og ændrede madvaner var enten en skrøne eller noget, som kvinder sagde for at drive deres mænd til at hente dem de ting, som de havde lyst til. Men med min manglende smag for kaffe må jeg blankt erkende, at der er noget om det. Jeg synes simpelthen, at det smager af karklud, det er så mærkeligt.

Nå, men de kloge hoveder siger, at vores baby kommer omkring 30. maj, hvilket næsten er så timet, som det kan være. Manden og jeg har nemlig hele tiden joket med, at vi ville have en baby til sommer mellem hans (31. maj) fødselsdag og min (18. juni) fødselsdag, så det er næsten et pletskud. Det vil desuden sige, at jeg er 16 uger og 1 dag henne i dag. Og man kan efterhånden se en lille fin og rund mave, som alle omkring mig ynder at ae og røre ved hele tiden. Jeg siger jer, jeg har aldrig fået så meget positiv respons på at blive tykkere i december, selvom det er sket hver eneste år ;-)

Nå, men det var et lille indlæg om vores lille julehemmelighed. Nu må vi se, hvor meget jeg kommer til at plage jer og min blog med graviditetsindlæg, men jeg har selv nydt at kunne følge andre gravide bloggere i det seneste års tid, hvor jeg jo godt har vidst, hvor det bar henad, så der kommer nok også et lille indlæg her i ny og næ. Det fylder jo en del i vores hverdag lige nu.

2 kommentarer:

  1. Stort tillykke! Det er jo en skøn julenyhed. Vores datter blev også født mellem mandens og min fødselsdag, som ligger med under en måneds mellemrum. Så fremadrettet må vi nøjes med en stor fødselsdag :)
    Håber du nyder tiden og spørg endelig hvis der er noget du vil høre. Amilia er jo kun 3 måneder, så det ligger ikke så langt væk :)

    SvarSlet
  2. Jaaaa! Tillykke Søde Louise, nu er det jo helt og holdent officielt :D

    Jeg glæder mig SÅ meget til at følge med og du må gerne smide en masse graviditets indlæg, det har jeg jo også selv gjort ;)

    - Maj :D

    SvarSlet