Viser opslag med etiketten eksperimenter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten eksperimenter. Vis alle opslag

mandag den 20. maj 2013

Brownie med valnødder og marshmallows

Manden min elsker brownie, og det er efterhånden lang tid siden, at jeg sidst har lavet brownie til ham. Så nu skulle det være, og denne version har været på min "to bake liste, lige siden vi var i New York i efteråret, hvor de dog var med pecannødder, så det var bestemt på tide. Blandingen er rigtig god, især hvis man spiser brownien, mens den stadig er lun, og skumfiduserne er smeltede. Mine skumfiduser har ligget lidt, og jeg tror, at det er derfor, de ikke er smeltet og er flydt ud, ligesom de er i USA. Så næste gang bruger jeg nogle helt friske skumfiduser og trykker dem lidt længere ned i dejen. Men smagen fejler INTET.

Den lækre brownie helt tæt på


Opskriften passer til det kvadratiske Le cruset fad

Brownie med valnødder og skumfiduser

Brownie med valnødder og marshmallows
75 gram smør
75 gram mørk chokolade
2 æg
0,5 dl rørsukker
1 dl brun farin
0,5 tsk bagepulver
1 tsk vanillesukker
3/4 dl mel
0,5 dl mandelmel
1,5 spsk kakaopulver
150 gram valnødder
75 gram mini marshmallows

Smelt smør og chokolade i en lille gryde ved svag varme. Tag det af varmen, når chokoladen er smeltet. Pisk æg, sukker og vanillesukker til en luftig tyk æggesnaps. Pisk bagepulver, mel, mandelmel og kakaopulver i æggemassen, og pisk til der ikke er nogle klumper. Hæld blandingen af chokolade og smør i dejen i en tynd stråle, mens der piskes på lavt blus. Hak valnødderne, og kom 100 gram af nødderne i dejen. Vend halvdelen af marshmallowsene i dejen. Kom kagemassen på i formen - jeg brugte et kvadratisk Le cruset fad, men man kan også bruge en almindelig springform. Drys resten af de hakkede valnødder, og resten af skumfiduserne ovenpå kagen, tryk skumfiduserne lidt ned i dejen.
Bag ved 180 grader i 15 minutter eller til skumfiduserne er gyldne - bagetiden varierer efter ovnen, tjek brownien med en gaffel eller en kødnål.

mandag den 6. maj 2013

Frugttærte med hvid chokolademousse

Vejrudsigten sagde strålende sommervejr lørdag og søndag, så vi havde planlagt grill, og så syntes jeg lige, at vi skulle have årets første jordbærtærte som dessert. Den blev dog piftet op med hindbær og blåbær, men det gjorde den bestemt ikke dårligere. Jeg bruger aldrig klassisk tærtebund, fordi jeg ikke bryder mig om mørdej, så den her er udelukkende med marcipanbund. I stedet for råcreme, som jeg bruger i min almindelige jordbærtærte, så brugte jeg her hvid chokolademousse. Jeg var lidt bange for, om kagen ville blive for sød, men med godt med frugter på toppen var det slet ikke tilfældet.

Marcipanbund, hvid chokolademousse og skønne sommerfrugter

Marcipandejen i tærteformen

Den færdigbagte bund

Beklæd formen med film, og kom chokolademousse i

Efter minimum fire timer i køleskabet kan kagen pyntes

Kagen pyntes med hindbær, jordbær og blåbær
Frugttærte
300 gram marcipan
4 æggehvider
1 spsk vanillesukker
150 gram flormelis
75 gram mandelmel

200 gram hvid chokolade
4 æggeblommer
40 gram rørsukker
2 dl fløde
2 vanillestænger

125 gram hindbær
125 gram blåbær
200 gram jordbær

Riv marcipanen, og pisk den med æggehviderne. Kom mandelmel, flormelis og vanillesukker i, og pisk blandingen grundigt. Fordel marcipanmassen i en springform, jeg brugte min hjerteform, som jeg er rigtig glad for for tiden. Bag ved 180 grader i 30 minutter eller til den er gylden. Lad kagen køle af i formen.

Når kagen er helt kold, løsnes kanten, og den beklædes med gennemsigtig film, så chokolademoussen ikke hænger i. Når kanten er beklædt, laves chokolademoussen. Smelt chokoladen meget forsigtigt over et vandbad, jeg brugte hvid chokolade fra Ritter Sport med nødder, som jeg hakkede fint først, på den måde kommer der lidt knas i cremen, det giver den lige lidt bid. Pisk fløden til skum, og stil det til side. Pisk æggeblommerne hvide med sukker og vanillekornene, og rør den smeltede chokolade i. Vend flødeskummet i chokoladeblandingen lidt ad gangen. Fordel moussen over kagebunden, og stil den på køl i minimum 4 timer.

Når moussen er stivnet, lægges frugterne på i det ønskede mønster, og kagen er klar til servering.

torsdag den 25. april 2013

Varme hveder

Store bededag er uden sammenligning min yndlings-spise-højtid! Når jeg siger det, så svarer folk som regel med "Hvad med julen", og mit svar er nej - jeg er tosset med hveder, og julemad er selvfølgelig godt, men jeg foretrækker nu engang hveder. Nu hvor jeg går her hjemme og bare venter på at skulle føde, så tænkte jeg derfor, at det var den perfekte lejlighed til at kaste sig ud i at lave mine egne varme hveder. Så efter lang tids research fik jeg begrænset mig til to opskrifter, men jeg kunne ikke vælge, så jeg har simpelthen lavet en hvede-battle.

De to konkurrenter: hvede 1 til højre og hvede 2 til venstre

Ristede og klar til smør og ost: hvede 1 i bunden, hvede 2 øverst

Opskrifterne er denne fra Annes blog (de vil fremover blive omtalt som hvede 1), og denne fra Birthes blog (de vil fremover blive omtalt som hvede 2). Jeg fulgte opskrifterne til punkt og prikke, hvad angår ingredienser, men jeg ændrede fremgangsmåden i hvede 2, så den blev den samme som den fra hvede 1 - det er sådan jeg altid bager boller. Til gengæld lod jeg hævningen være som i de respektive opskrifter for at se, hvilken forskel det gjorde for brødets struktur og krumme. Den første opskrift giver 20 hveder, den anden giver 15 hveder. Hævemetoden med vand vil jeg klart forsøge mig med igen ved nogle af mine andre boller, det virkede ret godt. Begge slags hveder er desuden bagt i varmluft.

Hvede 1
Hvis man kun skal dømme på udseenet, så er 1'eren den klare vinder. De er simpelthen så flotte, og de ligner dem, man køber hos bageren. De er utrolig luftige og har en rigtig god krumme, smagen af kardemomme er blid, men den er der, så man er ikke i tvivl om, at det er en hvede - jeg ville nu foretrække en lidt mere gennemtrængende kardemomme smag, men det er der jo råd for. Der er små bitte lufthuller i, når man skærer hveden igennem, jeg ved ikke, om det er hævemetoden eller hvordan, men det er rigtig lækkert og adskiller sig fra alle mine tidligere boller.

Godt hævede hveder, der er klar til ovnen

Tålmodighed er en dyd, når hvederne skal køle af

De ligner supermarkedets og bagerens hveder

Hvede 2
Jeg fik ikke stillet disse hveder tæt nok, så de ligner lidt almindelige boller. Men de er også luftige og har en god krumme. Smagen af kardemomme er stærkere, men det kan man jo variere - jeg er glad for kardemomme, så for mig er det kun et plus. Der er både sigtemel og hvedemel i denne hvede, og det gør, at den er lidt mørkere og en anelse tungere end hvede 1, men den er stadig meget luftig. Det er også noget mere smør til mindre mel/færre hveder, så det er en mere fyldig sag, og man kan smage, at der er mere smør i - det gør dem lidt tungere i smagen

Jeg fik ikke stillet dem helt tæt nok, men de hævede godt

En stærk duft af den lækre kardemomme breder sig

God krumme selvom de ikke helt ligner bagerens version
Og vinderen er....
Hvede 1, hvor jeg dog vil putte mere kardemomme i næste år, og så vil jeg måske prøve med lidt sigtemel i dem også. Men min favorit er klart nummer et, de er mere luftige og lette, og jeg er ikke sundhedsfreak, men hvis der skal mere smør i en bolle eller i ting generelt, så skal det være fordi, det gør en forskel i den positive retning. Her er det faktisk modsat, og så vil jeg hellere have ekstra smør ovenpå hveden end i dejen. Manden var helt enig, hvede 1 er også hans absolutte favorit, så de bliver ny hvede her hjemme.

Hvede nummer 1 bliver vores fremtidige hvede her i huset
NOTE
Hvis man skal købe hveder, så er der efter min mening ikke nogen bedre end dem, man kan finde hos bageren i Føtex eller Bilka. De er flotte, luftige, lækre, har en god krumme og så smager de af kardemomme, som hveder nu engang skal. De er absolutte favoritter hos mig, og det har de faktisk været i i hvert fald 10 år.

mandag den 22. april 2013

Müsli med rugbrødsrester

I ånden af at stoppe madspil har jeg i sidste uge forsøgt at finde på nye alternativer til, hvad jeg kan bruge mine rester af rugbrød til. Det blev til disse lækre boller med rester af rugbrød, og så blev det til en omgang müsli, som virkelig kan anbefales. Det fik manden til at lægge vores faste weekend-morgenmad med boller og æg på hylden og i stedet mæske sig i A38 med müsli.

Müsli med rugbrødsrester, hasselnødder, mandler og havregryn

Rugbrødsrester blendet til fint smuldr

Müsli med rugbrødsrester
3 dl blendet rugbrød
2 dl havregryn
100 gram hasselnødder (ristede og afskallede)
100 gram mandler
0,5 dl brun farin
0,5 dl rørsukker

Hak mandler og hasselnødder, hasselnødderne skal først ristes i en 180 grader varm ovn i 7-9 minutter, hvorefter skallen så gnubbes af. Bland alle ingredienserne i en skål med de to slags sukker, og rist det på en varm pande, indtil sukkeret er smeltet, og har sat sig på nødder, gryn og rugbrød, så det kan blive sprødt og knasende. Der kan evt. tilføjes lidt mere rørsukker, hvis man gerne vil have det lidt ekstra crispy. Køl müslien af på en tallerken, mens der af og til lige vendes lidt rundt i det. Når müslien er helt kold, kan den nydes på yoghurt, A38 eller i koldskål - det er et virkelig godt alternativ til kammerjunker.

torsdag den 31. januar 2013

Mandelmælk

For en rigtig mandelelsker lyder det næsten for godt til at være sandt, og det er virkelig også godt. Lige nu sidder jeg med en kop caffe latte på mandelmælk i hånden, det er guf. Ellers vil jeg bruge det til banansmoothies, hvor jeg ellers bruger soyamælk med vanille eller almindelig økologisk letmælk, her tror jeg, at det vil smage skønt.


Den færdige mandelmælk på flaske

Caffe latte med mandelmælk - kan varmt anbefales 

Mandler blendes med koldt vand

Og sies til fin mælk

Tilbage er kun mandelmelet

Som man jo passende kan lave til lækkert mandelsmør

Mandelmælk
200 gram mandler
Koldt vand
4-5 dl koldt vand
Lidt vanille

Læg mandlerne i blød i koldt vand natten over. Hæld vandet fra, og kom mandlerne i blænderen med 4-5 dl koldt vand. Blend massen, til mandlerne er hakket helt fine. Hældt det igennem en strainer, et saftstykke eller en almindelig si med et stykke stof henover. Det er vigtigt, at man får det hele med, så det kun er det næsten tørre mandelmel, der er tilbage. Det kan så bruges til bagværk eller til mandelsmør - jeg gjorde det sidste, og selvom smagen af mandel ikke er helt så kraftig, som den plejer at være, så smager det stadig skønt. Der bliver cirka en halv liter mandelmælk - den kan tyndes op med mere vand, hvis man synes, at smagen bliver for intens, og det kan holde sig 3 dage på køl sådan cirka.

torsdag den 7. juni 2012

Spanske tapas

Der har været ngle måneders stilhed på bloggen, og det beklager jeg. Det startede med en dejglig lang ferie i Thailand, men så kom jeg aldrig rigtig op på hesten igen. Jeg begyndte at tænke over, hvad det egentlig skulle være fr en blog. Sagen er den, at både min mand og jeg arbejder utrolig meget, så vi får sjældent lavet så interessant mad, som jeg gerne ville. Og jeg beundrer virkelig jer, der kan få blogget hver dag, og det giver mig super meget inspiration, men jeg kan simpelthen ikke få taget mig sammen. Så tænkte jeg, om jeg ville lave det til en "kun dessert" blog, men af og til får vi noget, som jeg synes, der er værd at vise, så det duer heller ikke. Jeg fortsætter altså med en blandet landhandel, så det må i finde jer i :) Og så må i undskylde, hvis der går perioder uden så megte blogging, det kan betyde, at vi intet sjovt får at spise, at vi er på ferie eller at jeg er doven :)

Nuvel, den anden dag fik vi nu alligevel noget, der er værd at blogge et billede af. Siden jeg var guide i Spanien har jeg haft en fokærlighed for det spanske køkken, spanske vine og ikke mindst sangria :) Så da manden kom hjem med tre oste den anden dag, var jeg ikke i tvivl om, hvad det skulle blive til. I to dage mæskede vi os i spanske tapas. Det var skønt, og jeg krydrede det lige med hvidvinsdampede muslinger.




På bordet var der udover der tre oste, muslinger, spansk pølse, parmaskinke, melon og parmaskinke, wraps med parmaskinke og flødeost, oliven, krydrede mandler, syltede hvidløg, rødløg, snackpeber, hvidløgssmør, baguettes, kiks, pesto og aioli.

mandag den 1. august 2011

Pulled pork

I LAAAAANG tid har der stået "Pulled Pork" på min to-do-liste, og kæresten har jøvnligt mindet mig om, at det stod der. Nu blev det altså til en realitet, og det skuffede bestemt ikke. Første gang jeg stiftede bekendtskab med denne herlige spise var på Birthes fantastiske blog, hvor jeg ofte finder inspiration. Næste gang var i en genudsendelse af Brødrende Price, hvor de lavede et kæmpe-dyr af en pulled pork. her så kæresten med, og han var åben mund og polypper - han måtte simpelthen have sådan en steg. Det der satte gang i planerne var, da Maj i sidste uge havde et indlæg om pulled pork - hun havde inspirationen fra Piskeriset - også begge to skønen blogs, som jeg læser med stor glæde. Så efter at have siddet og savlet lidt over disse indlæg, tænkte jeg: Nu gør vi det - og det gjorde vi!

Krydderiblandingen til rub'en - jeg fulgte Majs opskrift til punkt og prikke bortset fra, at jeg erstattede noget chilli med paprika, da vi ikke er så meget til det stærke her hjemme

Mandens opgave var at købe nakke med hjem fra arbejde

Det resulterede i, aom der fremgår af billedet, at vi til to personer sad med 1,9 kg nakkesteg - mænd! :D

Godt gnubbet ind i rub og klar til at hvile i 24 timer i køleskabet

Den færdige steg på vej ud af ovnen - vi gav den i ovnen til sidst i stedet for grill, og det fungerede helt fint.

Bordet dækket med alt, hvad der kunne være af tilbehør 

Det lækre møre kød ovenpå en halv burgerbolle og en klat coleslaw - barbequesauce ved siden af

Og vores farlige tigermis (Tumle) rejser sig fra sin magelighed mellem krukkerne. Han vil også mægtig gerne smage noget pulled pork - desværre truede kæresten med at kasterere Tumle igen, hvis han rørte fars kød :D (han fik lidt af mor, da han smøg sig længe nok op ad hendes ben - hvad kan man gøre ;) )
Jeg fulgte faktisk Majs opskrift til punkt og prikke - bortset fra rubben, hvor jeg ændrede i forholdet af chilli og paprika. Vi er ikke så gode til det stærke, så jeg var lidt forbeholden med chillien. Og derudover, så lavede jeg en brun sovs af noget af saften fra nakkestegen - kæresten mente, at det nok skulle til :) Og så havde jeg også lavet tzatziki til, for det mente jeg, ville passe godt til.
Ligesom både hos Piskeriset og Maj, så er der også allerede planer om at forsøge sig med en pulled beef her i huset, og pulled pork er allerede blevet adopteret som hofret hos manden, så der bliver helt bestemt en næste gang. Han mener, at vi skal lave både pulled pork og beef samtidig og så lave en kombo - vi får se ;) Men til pulled beef kan jeg hilse og sige, at marmoreret oksefillet (rib eye om man vil) er det stykke, der svarer til nakkefilleten. Men man kan også bruge tykkam - det koster under det halve (ca. 80 kroner kiloet på tilbud), og vil smage præcis lige så godt og være lige så mørt, når det bliver tilberedt på den måde, siger kæresten, der oprindeligt er uddannet slagter. Så det råd er hermed givet videre :)

lørdag den 30. juli 2011

Solbærrom og solbær-hindbærrom

Jeg er noget bagud med indlæg, så det bliver et kort et af slagsen. Med stor inspiration fra nogle af de andre fantastiske madbloggere har jeg kaster mig ud i projekt lav-din-egen-rom. Det blev til en solbærrom og en solbær-hindbærrom, fordi der ikke var helt nok solbær til en flaske mere. Og jeg kan sige jer, at det tegner godt, og jeg har høje forventninger til begge dele.

solbærrom til venstre og solbær-hindbær til højre
Jeg brugte ca. 250 gram solbær, 250 gram rørsukker og en halv liter hvid rom - jeg brugte bacardi, fordi det lige var det, den lokale rema havde :)