Viser opslag med etiketten tærter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tærter. Vis alle opslag

lørdag den 22. juni 2013

Snyde frugttærte

Her er en lille test af de færdige tærtebunde, som man kan købe. Vi fik dem ofte der hjemme, da jeg var yngre, men jeg kunne ikke rigtig huske smagen. Det er en rigtig nem og god løsning, hvis man får gæster og lige skal bikse noget hurtigt sammen til kaffen. Mulighederne for fyld er nærmest uanede, men jeg valgte i denne omgang at lave en frugttærte ala min jordbærtærte.

Indlægget her er lavet, inden jeg fødte puttepigen, og jeg vidste, at vi gik en tid i møde, hvor det kunne blive nødvendigt med hurtige løsninger i køkkenet, så det her var også en test af, om det ville være at gå for meget på kompromis, hvis jeg skulle lave sådan en tærte. Derfor er det her den ultimativt nemme version med købecreme og det hele, så den kan smækkes sammen på 5 minutter, hvis man har rørt kagecremen i forvejen, og er altså ideel for en nybagt mor, og så smager den rigtig godt.

Selvfølgelig er den hjemmelavede version med marcipanbund bedre, men hvis tiden ikke er der, så er det her altså et hæderligt bud på at vise lidt overskud på få minutter.

Den fine snydetærte er et super alternativ hvis tiden er knap

Bunden kan ikke laves nemmere, denne er købt i Rema1000

Fyldet består af nem kagecreme, hindbær og jordbær

Lige til at sætte tænderne i, og så tager den 5 minutter at samle

Snyde frugttærte
En købt tærtebund
0,5 ps pulvercreme fra Dr. Oetker
2 dl letmælk
1,5 dl fløde
1 spsk vanillesukker
1 vanillestang
125 gram hindbær
300 gram jordbær
0,5 dl solbærrom eller portvin

Pisk cremepulveret med 2 dl mælk, 0,5 dl fløde, vanillesukker og kornene fra vanillestangen. Det skal stå i køleskabet i et kvarters tid. Når cremen har stået i et kvarters tid og sat sig, piskes 1 dl fløde godt stiv, og cremen vendes sammen med fløden. Pensle bunden med solbærrom eller portvin, fordel cremen udover kagebunden, og pynt med frugt - frugten kan selvfølgelig varieres.

onsdag den 22. maj 2013

Nøddetærte

I lang tid har jeg villet lave denne nøddetærte fra Chocolat. Den er noget sundere end mange af de andre kager på bloggen, fordi den er uden både smør, mel og sukker - hvis man altså ikke regner chokoladen med i det regnskab. Jeg lavede en del ændringer, og næste gang laver jeg nogle flere. Jeg tror, at jeg vil skære på honningen og undlade hvid chokolade næste gang, det blev lidt for sødt for min smag. Nu skriver jeg dog opskriften, som jeg lavede den. Så kommer der en opdateret version senere.

Nøddetærten inden den kommes i ovnen

Lad tærten køle af, inden den spises med is eller bær til

Nøddetærte
50 gram ristede, afskallede hasselnødder
75 gram valnødder
75 gram mandler
100 gram hvid rittersport med nød
50 gram mørk chokolade
3 æggeblommer
2 spsk honning
1 tsk vanillesukker
0,5 tsk salt

Pisk æggeblommer, honning, vanillesukker og salt til en luftig masse. Hak nødder og chokolade, og bland det med æggemassen, og hæld dejen i en springform, som er beklædt med bagepapir i bunden - jeg brugte min hjerteform, som jeg efterhånden altid gør, når jeg bager overraskelser til manden :-) Bag den ved 180 grader i cirka 20 minutter, eller indtil den er gyldenbrun. Lad kagen køle af, inden den spises.

Nyd eventuelt tærten med is eller friske bær til. Den kan også bruges som bund til en frugttærte med råcreme eller en islagkage - mulighederne er uanede :-)

mandag den 6. maj 2013

Frugttærte med hvid chokolademousse

Vejrudsigten sagde strålende sommervejr lørdag og søndag, så vi havde planlagt grill, og så syntes jeg lige, at vi skulle have årets første jordbærtærte som dessert. Den blev dog piftet op med hindbær og blåbær, men det gjorde den bestemt ikke dårligere. Jeg bruger aldrig klassisk tærtebund, fordi jeg ikke bryder mig om mørdej, så den her er udelukkende med marcipanbund. I stedet for råcreme, som jeg bruger i min almindelige jordbærtærte, så brugte jeg her hvid chokolademousse. Jeg var lidt bange for, om kagen ville blive for sød, men med godt med frugter på toppen var det slet ikke tilfældet.

Marcipanbund, hvid chokolademousse og skønne sommerfrugter

Marcipandejen i tærteformen

Den færdigbagte bund

Beklæd formen med film, og kom chokolademousse i

Efter minimum fire timer i køleskabet kan kagen pyntes

Kagen pyntes med hindbær, jordbær og blåbær
Frugttærte
300 gram marcipan
4 æggehvider
1 spsk vanillesukker
150 gram flormelis
75 gram mandelmel

200 gram hvid chokolade
4 æggeblommer
40 gram rørsukker
2 dl fløde
2 vanillestænger

125 gram hindbær
125 gram blåbær
200 gram jordbær

Riv marcipanen, og pisk den med æggehviderne. Kom mandelmel, flormelis og vanillesukker i, og pisk blandingen grundigt. Fordel marcipanmassen i en springform, jeg brugte min hjerteform, som jeg er rigtig glad for for tiden. Bag ved 180 grader i 30 minutter eller til den er gylden. Lad kagen køle af i formen.

Når kagen er helt kold, løsnes kanten, og den beklædes med gennemsigtig film, så chokolademoussen ikke hænger i. Når kanten er beklædt, laves chokolademoussen. Smelt chokoladen meget forsigtigt over et vandbad, jeg brugte hvid chokolade fra Ritter Sport med nødder, som jeg hakkede fint først, på den måde kommer der lidt knas i cremen, det giver den lige lidt bid. Pisk fløden til skum, og stil det til side. Pisk æggeblommerne hvide med sukker og vanillekornene, og rør den smeltede chokolade i. Vend flødeskummet i chokoladeblandingen lidt ad gangen. Fordel moussen over kagebunden, og stil den på køl i minimum 4 timer.

Når moussen er stivnet, lægges frugterne på i det ønskede mønster, og kagen er klar til servering.

torsdag den 27. oktober 2011

Æble-blomme tærte med marcipan og hasselnødder

Efter alt for lang tids fravær fra bloggen, som har måttet lide groft under mit pressede skema, er jeg nu tilbage - selvom mit skema nu stadig er presset, men jeg gemmer lige de dårlige undskyldninger (forklaringen) til slutningen af indlægget - opskriften først.


I dag havde jeg nemlig den første fridag i lige knap to måneder - og ja, her tæller weekender også med (som nævnt - forklaring følget). Og det betød, at jeg kom i sving i mit elskede køkken. Det blev til en hjemmebikset æble-blomme tærte. Faktisk er tærte nok lidt et falskt varemærke, for jeg er ikke helt en fan af tærtedej, så jeg lavede den med bolledej, som jeg forbagte i 10 minutter. Men da den er lavet i en tærteform og er tænkt som en tærte, så beholder jeg nu den under en tærte ;) Jeg brugte de frugter, jeg lige havde liggende samt nogle hasselnødder og en halv pakke marcipan (Odense - altid Odense marcipan), og resultatet blev skønt..



Dejen:
1/2 pakke gær
2 dl vand
sukker
salt
1 æg
50 gram smør
mel

Fyld:
3 blommer
3 æbler
25 gram smør
1 spsk brun farin
2 æg
1 spsk sukker
250 gram marcipan
100 gram hasselnødder

smuldre gæret og opløs det i lunkent vand, kom sukker og salt i, smelt smøret og kom det i, kom ægget i og herefter mel indtil dejen er som en almindelig bolledej.
Stil den til hævning i 30 minutter. Når dejen er hævet rulles en lille bolle meget tyndt ud (der var meget dej til ovres, dem kan man bage boller af), rul den ud og kom i tærteformen. Bag den i ovnen i 10 minutter ved 180 grader. Skræl æblerne og skær dem i skiver, skær blommerne i skiver, kom 25 gram smør på en meget varm pande og steg æbler og blommer i nogle minutter - kom herefter den brune farin thenover og steg i nogle minutter mere. Tag af blusset, mens du rører de 250 gram marcipan sammen med æg og sukker - pisk først æggene luftige og herefter riv marcipanen i og pisk, hak hasselnødderne og kom dem i - pisk igen og marcipanmassen er klar.
Når bunden er forbagt hældes æbler og blommer over i den, og marcipanmassen hældes hen over, der vendes lidt rundt med en ske, og så kommer man tærten i ovnen. Den skal have omkring en halv time.
Tag ud, lad afkøle og spis evt. med noget creme fraiche.

Og SÅ til de dårlige undskyldninger. Da jeg kom tilbage til arbejde efter vores bryllupsrejse blev jeg shanghajet af en anden afdeling - faktisk var det d. 31. august, det faldt på plads, og jeg skulle starte d. 1. september. Det passede mig super godt, for mit andet job var et deltidsarbejde, som jeg har haft i t og et halvt år, mens jeg tog min overbygningsuddannelse (cand. public.) - den færdiggjorde jeg dog i maj, og jeg har derfor ledt efter noget fultid, selvom det nu ikke har været noget problem med fuldtid plus henover sommeren. Til de der ikke lige ved det, så er jeg journalist på TV 2, hvor jeg tidligere har været på sitet TVTID, og nu er jeg så i event-gruppen, som tager sig af alle store satsninger på TV 2 - på nettet. Det vil sige, at jeg lige pt. laver 'Vild med dans', og derfor arbejder hele tiden i de her 12 uger, som programmet står på - oh yes også weekender og i høj grad fredag aften selvfølgelig. Jeg har lige skullet ind i det nye job, så det er altså det alle mine vågne timer er gået med de seneste lige knap to måneder. Nu er jeg dog ved at nå lidt mere ned i gear, og der skulle altså gerne være tid til lidt mere aktivitet her på bloggen - jeg har savnet det helt vildt, så nu glæder jeg mig til at blogge igen. Men frygt ej, jeg har skam fulgt med i alle jeres skønne mad-opskrifter, og det har givet mig en hel BUNKE med idéer.

--> En af dagene kommer der for øvrigt lige et indlæg om pulled beef, som jeg har forsøgt mig med efter at pulled pork, som jeg tidligere har skrevet om her, det var mildest talt en succes. Så det kan varmt anbefales - Føtex har tilbud på frossen oksesteg, som er skåret af tykkam i denne uge - 25 kroner halvkiloet, så skynd jer ned og køb ind til pulled beef - men mere om det senere :)

lørdag den 16. juli 2011

Jordbærtærte - my way

Dette indlæg er lidt gammelt, men jeg har så meget om ørerne i øjeblikket på grund af vores bryllup, som skal stå om tre uger. Vi skal holde festen her hjemme, så der er mange ting, der skal gå op i en højere enhed - ikke mindst vejret, hvilket jeg er rigtig nervøs for. Men men men, det har jo ikke så meget med jordbærtærte at gøre. I sidste weekend havde vi min veninde, som er danselærer, og hendes kæreste på besøg. Hun skulle lære os brudevalsen, og vi bød til gengæld på middag med grill og jordbærtærte til dessert. Min jordbærtærte er lidt anderledes, for der er ingen tærtebund. Både manden og jeg finder tærtebunden lidt overflødig, men er til gengæld begge to helt tossede med marcipan. Så denne jordbærtærte er med kransekagebund.
Marcipan rives, og der kommes æggehvider og vanillesukker ved

Hasselnødder hakkes

Noget af kransekagedejen puttes i en sprøjtepose

Kagen inden den kommes i ovnen

Færdigbagt og med smeltet hvid chokolade henover

råcreme op til "kanten"

Årets sidste jordbær fra haven var lige nok til tærten
Jordbærtærte:
500 gram Odense marcipan
3-4 æggehvider
2 spsk vanillesukker
100 gram hasselnødder
75 gram hvid chokolade

creme:
3-4 æggeblommer
1/4 liter fløde
2 spsk rørsukker
1 spsk vanille

Jordbær

Riv de 500 gram marcipan i en skål og pisk med æggehvider og vanillesukker til en masse uden klumper. Tag cirka 1/4-del af dejen fra og put denne i en sprøjtepose. Hak hasselnødderne og pisk dem i "dejen". Fordel dejen i en smurt springform, tryk den godt ned og sørg for at overfladen er så lige som muligt. Lav en kant på tærten af massen, som er i sprøjteposen. Bag ved 180 grader til den er lysebrun - omkring 15 minutter.
Lad tærten køle af, når den er kommet ud af ovnen. Når tærten er kold, smeltes den hvide chokolade, og bunden smøres med chokoladen. Den stilles i køleskabet, indtil chokoladen er stivnet.
Imens piskes æggeblommerne med sukker og vanillesukker til en cremet æggesnaps. Fløden piskes meget stiv, og vendes roligt sammen med æggesnapsen.
Fordel creme på tærten og kom herefter jordbærrene på. Velbekomme.