fredag den 3. januar 2020

Fyldt kæmpecookie

Jeg følger en farlig profil på Instagram, som ofte får mine tænder til at løbe i vand, og da jeg så hendes såkaldte S'mores pizcookies, var der ingen tvivl om, at den måtte ind i mit køkken asap - familien var heldigvis rørende enige. Sådan er de som regel så opbakkende. Jeg ændrede lidt i den og brugte min yndlings opskrift på cookies, som er fra Maria Vestergaard. Jeg erstatter dog altid halvdelen af chokoladen med Daim, da det både giver bitterheden fra den mørke chokolade og sødmen fra karamellen i Daim, så bliver de efter min mening helt perfekte. I denne version har jeg også tilføjet et par håndfulde ristede, hakkede hasselnødder. Den originale opskrift på cookiedejen findes her.


Fyldt kæmpe cookie
En portion cookiedej med mørk chokolade, Daim og ristede hasselnødder - jeg bruger resten af dejen til cookies, som altid er i kagedåserne her hjemme.
Mini skumfiduser eller store skumfiduser, der er klippet lidt mindre
Mørk chokolade
Digestive

Start med at lave cookiedejen. Find en skål eller et ovnfast fad, og beklæd bunden og 4-5 cm op ad kanterne med cookiedej, den kan bare trykkes ud med fingrene. Drys med skumfiduser, mørk chokolade og Digestivekiks, som er brækket i mindre stykker. Lav et låg af cookiedejen, og læg det ovenpå. Bag ved 180 grader i cirka 20 minutter. Lad den køle lidt af, inden den spises, men spis gerne med en kugle god vaniljeis.


søndag den 4. februar 2018

Fastelavnsboller

Det er cirka ti år siden, jeg bagte min første fastelavnsbolle, men det er første gang i år, at jeg har formået at bage fastelavnsboller, hvor fyldet blev inde i bollen.





Fastelavnsboller (40 små eller 30 store)
200 gram smør
3 dl mælk
50 gram gær
4 æg
3 spsk. sukker
1 spsk. kardemomme
2 spsk. vaniljesukker
1 tsk. salt
Ca. 1 kg mel

Creme
5 æg
50 gram rørsukker
50 gram vaniljesukker
1 vaniljestang
8 spsk. maizena
1 liter mælk

Smuldr gær. Smelt smør i en gryde, og hæld mælken over, lad gryden stå på blusset, til blandingen er lillefingervarm. Udblød gæren i blandingen. Tilsæt æg, sukker, kardemomme og vaniljesukker, og rør godt rundt. Kom salt i sammen med melet, som skal røres i lidt af gangen. Dejen skal være fugtig - mere fugtig end almindelig bolledej, så man kan få enderne på fastelavnsbollerne til at hænge sammen, så fyldet ikke ryger ud under bagningen. Stil dejen til hævning i 45 minutter, til den er dobbelt størrelse.

Imens dejen hæver, laves cremen. Pisk æg, sukker, vaniljesukker og kornene fra vaniljestængerne sammen med maizenaen i en stor skål, så der også er plads til mælken. Kom den tomme vaniljestang i en gryde sammen med mælken, og varm det  op til omkring 65 grader. Hæld den varme mælk i æggeblandingen, mens der piskes. Kom blandingen tilbage i gryden, og varm op under omrøring, indtil det tyknes, pisk til der ikke er klumper i. Tag cremen af blusset, hæld det op i en skål og lad det køle af.

Del dejen i to, og rul den ene halvdel ud til en firkant. skær små firkanter på ca. 7x7 cm alt afhængig af, hvor store fastelavnsboller, man vil have. Put creme på, og fold alle hjørnerne ind mod midten. Tryk dejen sammen hele vejen op mod midten, og fold hjørnerne ind igen. Tryk bollen i hånden, så den er ordentligt samlet i bunden, og sæt bollen på pladen ovenpå samlingen. Man kan eventuelt komme chokolade, marcipan eller syltetøj i sammen med cremen for variation. Her er den til venstre med brunsvigerfyld, creme og chokolade i midten og creme til højre.

Lad bollerne hæve lunt i en halv times tid, og bag dem i cirka ti minutter ved 170 grader i varmluft. Køl dem helt af, inden de pyntes med glasur eller andet.


søndag den 17. september 2017

Æblekage med marcipan og crumble-top

Efteråret og især det danske efterår (for ikke at sige sommeren også) skriger på indehygge og lunt bagværk. Her har jeg kombineret min yndlings æblekage med en æblecrumble, og den strøg direkte ind og overtog førstepladsen.






Æblekage
6-7 æbler (750 gram)
100-150 gram hindbær
200 gram marcipan
3 æg
120 gram makroner
1 spsk. vaniljesukker
2 spsk. hvedemel
2 tsk. bagepulver

Crumble-top
150 gram havregryn
100 gram mel
150 gram smuttede og finthakkede mandler
75 gram brun farin
150 gram smør
1 spsk. vaniljesukker
1 tsk. kanel

Skræl æblerne og skær dem i tern, både eller skiver - men gerne lidt store stykker. Riv marcipan og pisk det ud med æggene i en stor skål, til der ikke er flere klumper i. Put makronerne i en pose, og knus dem. Pisk dem sammen med marcipanmassen. Tilsæt vaniljesukker, hvedemel og bagepulver, og pisk det hele godt sammen. Vend æblerne i massen, og hæld det ud i en smurt springform (28 cm). Drys hindbærrene udover æblekagen. Bland alle de tørre ingredienser til din crumble-top, gør smørren blød/let flydende ved at give den 30 sekunder i mikroovnen, og bland det sammen med de øvrige ingredienser. Fordel crumble-massen udover æblekagen. Bag i 35-40 minutter ved 200 grader, lad kagen køle lidt af, og nyd den med creme fraiche.

torsdag den 11. maj 2017

Hveder med marcipan

I en tid hvor hvidt brød og hvedemel vel nærmest er fyord på størrelse med - ja, det vil jeg skåne jer for, så er det egentlig overraskende, at fejring af store bededag ikke er blevet forbudt ved lov. Så ville jeg dog også være blevet kriminel, for jeg ELSKER varme hveder, og store bededag er min absolutte yndlings spisehøjtid. Da jeg var gravid første gang lavede jeg derfor en hvede-battle, og året efter udviklede jeg min egen version af vinder-opskriften, som jeg lige siden har pralet af. 

Det var da også den version, jeg havde lavet dej til i dag, men så lavede søde Bianca pludselig en repost af sin opskrift på hveder med marcipan. Jeg har før set opskriften og tænkt, at det skulle jeg prøve. Det lød underligt, men underligt nok til, at jeg skulle teste det af - jeg elsker jo også marcipan. Så jeg måtte i køkkenskabene og vippe endnu en dej sammen. Jeg ændrede lidt i opskriften, for det kan jeg ikke lade være med, og så tilføjede jeg kardemomme, for det hører sig til i min bog. Men alt i alt må jeg tage hatten af for hvederne, de er virkelig lækre og absolut på højde med min egen opskrift.  De er lidt sødere, men det er en lækker, rund smag. Prøv dem. Jeg ved ærlig talt ikke, hvilken version jeg foretrækker.

De fik lige lidt for meget i ovnen, men de var stadig lækre

Lækker krumme og en skøn blød, sød smag

Hveder med marcipan (ca. 12 stk)
50 gram gær
50 gram smør
3 dl mælk
1 spsk. vaniljesukker
1 tsk salt
1 spsk. stødt kardemomme
1 æg
200 gram Odense marcipan
Ca. 600 gram hvedemel 

Smuldr gær i en røremaskine. Smelt smør i en gryde, og hæld mælken i, så blandingen er lunken. Udblød gæren i smør-blandingen, og tilsæt vaniljesukker, salt, kardemomme og æg. Rør blandningen godt igennem. Riv marcipanen, og tilsæt den sammen med halvdelen af melet. Rør godt igennem. Tilsæt mel lidt efter lidt, til der er en klistret, men sammenhængende dej, den må endelig ikke være for tør. Lad dejen hæve et lunt sted i 45 minutter - 1 time (jeg bruger altid den kogeplade, som jeg har brugt til gryden med smør). Ælt dejen godt igennem, og del den i 12 dele. Sæt bollerne tæt sammen på en bageplade, og tryk dem flade. Kog vand i en gryde, og stil den ind i bunden af ovnen. Sæt bagepladen med bollerne i ovnen, og lad dem damphæve i 30minutter. Tag bollerne og gryden ud af ovnen, og tænd den på 180 grader. Bag bollerne i cirka 15 minutter, til de er gyldenbrune. Tag dem ud, lad dem køle af, og spis dem med en masse smør.

lørdag den 25. marts 2017

Koldhævede grove snydeboller

Mine børn vil helst have helt hvide boller (okay, indrømmet det vil jeg også helst selv), så jeg snyder altid nogle fibre ind i deres brød og boller. Disse boller er nemme, sprøde udenpå og med en lækker krumme - melet såvel som topping kan varieres. Jeg får naturligvis ikke ungerne til at spise bollerne med frø eller kerner på toppen, så det er kun til de voksne.





15 gram gær
5 dl vand
1 spsk. sukker
1 tsk. salt
2 spsk olie
2 dl havregryn
1 dl solsikkekerner (kan udelades)
2,5 dl grahamsmel
4-5 dl hvedemel
Evt. topping såsom solsikkekerner eller chiafrø

Udblød gæren i vandet, og tilsæt olie og sukker. Rør godt rundt og tilsæt havregryn og solsikkekerner.  Rør rundt igen, og tilsæt grahamsmel og hvedemel. Rør det hele godt rundt - jeg bruger røremaskine, og dæk skålen over med folie eller vita wrap, og sæt den i køleskabet natten over. Næste dag tændes ovnen på fuld skrald, hvorefter dejen tages ud af køleskabet, og bollerne sættes på en bageplade beklædt med bagepapir med to skeer, herefter kan de drysses med topping. Sæt bollerne i ovnen og skru ned på 200 grader. Bag bollerne, til de er gyldne udenpå og bagte indeni - det tager cirka 15 minutter alt afhængig af størrelsen på bollerne.

lørdag den 31. december 2016

2016: Herligt og hektisk

På årets sidste dag vil jeg komme med et lille pip. 2016 har været mit mindst aktive år på bloggen, og med bare seks indlæg i år, tør jeg godt bevæge mig ud i et nytårsfortsæt, der hedder, at jeg vil være mere aktiv i 2017. Det har været et hektisk, mens skønt år.

Siden min barsel sluttede i marts, har jeg forsøgt at finde balancen mellem at være mor til to og også have en karriere på fuld tid. Jeg ved ikke, om jeg helt har udviklet den opskrift til perfektion endnu, men jeg er vild med både mit job og rollen som mor, så det er et godt udgangspunkt. Men hverdagen er travl, og der har altså ikke været meget rum til at tænke ud af boksen i køkkenet, så året i år har budt på mange gode gentagelser. Men frygt ej, vi sulter ikke.

Vores lille firkløver (med sur og syg Marie)
Mit højdepunkt i 2016 har uden tvivl været at se mine pigers personligheder udvikles. De er blevet to små mennesker, som er forskellige som dag og nat, men de er begge kærlige, sjove og bestemte.

Grete-Johanne er nu 3,5 år gammel, og hun er en yndig prinsesse-pige, der er forsigtig og først folder sig helt ud, når hun er tryg. Hun er en regelrytter ligesom sin mor, der ikke vil have fedtede fingre eller krummer på det bord, hun sidder ved - ordnung muss sein. I det hele taget er hun bare en lille mini-me. Hun er ikke god til at sige fra, og hun finder sig i alt for meget. Det tester Marie, som fylder 2 år i foråret, i den grad af, og hun har efterhånden lært sin storesøster at sætte grænser.
Min mini-me og jeg.
Marie er nemlig en regel-bryder og en lille bølle. Hun har så mange kalde-navne her hjemme, og det seneste er Stive Onkel - hun er nemlig alt andet end yndig, Marie er den sødeste bette tyksak, som gerne vil gøre alt, hvad storesøster gør. Sagen er bare den, at når Hie trækker i en prinsesse strut-kjole, så ser det SÅ komisk ud, og hun ligner bare en stiv onkel i kjole. Marie grisser og spiser sovs med ske, hun hopper i sofaen og tager sin storesøsters legetøj. Hun er altid glad og har de sjoveste udtryk. Hun ligner mere sin far - både af udseende og af sind, så jeg er ikke i tvivl om, at de to søstre er et godt match, ligesom vi er det.

Stive onkel aka. Marie og GJ.
Spilopfjæset som bryder alle regler.
Og nu jeg er ved os, så var 2016 året, hvor vi kunne fejre 5 års bryllupsdag. Det er helt vildt, at der allerede er gået 5 år, men hold da op, hvor er der sket meget siden da (Se billeder og læs mere om vores bryllup her og her). Det er egentlig 10 år siden, vi mødte hinanden, og vi er vokset både sammen og hver for sig. Jeg glæder mig allerede til de næste 5 og 10 år. Men ligesom jeg lovede mig selv ved min 30 års fødselsdag i år, så vil jeg prøve at bruge 30'erne til at nyde alle de ting, som jeg brugte 20'erne på at erhverve mig eller lave (uddannelse, job, hus, familie mm.).

Så det må være det alt overskyggende nytårsfortsæt, selvom jeg ikke er til den slags årlige løfter - det er mere et "hverdags-løfte". Jeg skal blive bedre til at nyde livet. Så for at kickstarte året smutter vi på ren nydelses-ferie på årets anden dag. De næste par uger står på hygge, afslapning, familietid og forhåbentlig en masse sol og varme.


onsdag den 14. december 2016

Et stort perspektiv til små piger



Julen nærmer sig med hastige skridt, og en del af juletraditionen her hjemme er, at man skal gøre noget godt for andre. En del af pigernes julegave er derfor en sum, som de skal give til et godt formål efter eget valg. Eller det vil sige, indtil videre har vi valgt for dem, men nu er den ældste med sine 3,5 år gammel nok til selv at vælge (med lidt guidning, bevares).
Hendes valg faldt på Kræftens Bekæmpelse, hvor vi kunne hjælpe folk “der er syge ligesom olde”. Et stort og rørende perspektiv, hvis man spørger mig, fra en lille pige. Jeg spurgte, om vi skulle hjælpe børn, der var syge, men hun mente, at vi skulle hjælpe alle, der var syge. Den sætning gav mig idéen til at lave en indsamling, hvor vi selv spyttede en sjat i til at starte med og så forhåbentlig kan få nogle flere til at give en skilling.
Vi er typerne, der køber tingene, når vi eller pigerne har brug for dem, og derfor er det svært at finde på gaver til jul – og det kan nemt blive en kæmpe gaveregn for børn med daglige kalendergaver i 24 dage og så klimaks med et orgie af gaver. Uden det skal gå hen og blive små-religiøst, så synes jeg, at man for alvor finder ud af, når man skal fortælle børn om julen, hvor langt væk vi egentlig er kommet fra udgangspunktet. Derfor er det her vores måde at forsøge at give børnene et perspektiv og et indblik i, at det ikke er alle, der er lige så heldige, som de og vi er (bank under bordet 7-9-13).
P.s. Der er en teknisk fejl på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside, så man kan ikke se donationerne i indsamlingen, hvis man overfører via SMS-koden. De er ved at rette det, og pengene kommer det rigtige sted hen, men for nu kan man ikke se det.

tirsdag den 26. juli 2016

Jordbærkage med hvid chokolademousse

I weekenden holdt vi grillfest, og i den anledning skulle der naturligvis kage på bordet. Den her kage kombinerer cheesecakens lækre bund, luftig hvid chokolademousse og friske jordbær - det går man altså ikke galt i byen med.


Cheesecake med hakkede mandler og hvid chokolade

Fyld bunden med hele jordbær

Hvid chokolademousse som fyld

Jordbærkage med hvid chokolademousse

Bund
300 gram digestivekiks
150 gram mandler
25 gram hvid chokolade
100 gram smeltet smør

Fyld
300 gram hvid chokolade
2 vaniljestænger
6 æggeblommer
6 dl fløde
4 blade husblas
2 bakker jordbær

Gele
400 gram frosne jordbær
4 spsk rørsukker
1 vaniljestang
1 dl vand
3 blade husblas

Start med at lave bunden. Hak mandlerne og chokoladen groft. Blend kiksene, til de er knuste. Bland det hele sammen, og hæld smeltet smør i blandingen, og rør godt rundt. Pres blandingen ned i en springform beklædt med bagepapir i bunden. Sørg for, at bunden er presset godt sammen. Rens jordbær, og fjern blomsten. Sæt dem med bunden nedad på kagebunden.

Læg husblassen i blød i godt med vand. Pisk fløden næsten stiv med kornene fra vaniljestængerne. Smelt chokoladen i en glasskål over vandbadet. Når chokolade er smeltet, tages skålen af vandbadet, og æggeblommerne piskes i lidt efter lidt med en elpisker ved høj hastighed. Smelt husblassen med lidt chokolade og fløde ved svag varme i en gryde, og tilsæt den til chokoladeblandingen i en tynd stråle, mens der piskes. Vend fløden i lidt efter lidt. Hæld moussen over kagen, og stil den på køl, til den er helt stivnet - der går 4-6 timer.

Når overfladen er stivnet, laves geléen. Læg husblassen i blød i koldt vand. Kog alle ingredienserne (kornene skrabes ud af vaniljestangen og kommes op i gryden sammen med vaniljestangen) i 10 minutter, til jordbærrene er møre. Hiv vaniljestangen op, og blend resten af ingredienserne til fin pure, indenhusblassen vrides og kommes i under omrøring. Lad det køle af, uden det bliver til gele. Når det er næsten stuetemperatur, hældes det over den kolde kage. Sæt den i køleskabet, til geléen er stivnet.

lørdag den 11. juni 2016

Jordbærtærte med mazarinbund

Det her er den ultimative opskrift på en jordbærtærte - og så er det ikke engang en tærte. Jeg spiser helst ikke mørdej, fordi jeg ikke rigtig bryder mig om det, og hvis jeg skal spise ting, jeg ikke kan lide, så kan det lige så godt være broccoli. Så min jordbærtærte er lavet på en mazarinbund med vaniljecreme og danske jordbær - så bliver det ikke bedre.


Mazarinbund
200 gram marcipan
2 æg
150 gram sukker
100 gram blødt smør
50 gram mel

Kagecreme
Her bruger jeg Dr. Oetkers pulverkagecreme
3 dl letmælk
1,5 dl fløde
1 spsk vaniljesukker
2 vaniljestænger

500 gram jordbær - helst danske
Eventuelt 30 gram mørk chokolade til at smøre bunden med

Riv marcipanen groft, og pisk med æg og sukker, til der ikke er nogle klumper i massen. Herefter tilsættes smør, og der piskes igen. Til slut tilsættes mel, og der piskes, til der ikke er nogle klumper i. Hæld massen i en smurt springform (26 cm), og bag ved 180 grader i cirka 20 minutter - bagetiden svinger meget alt afhængig af ovnen, så hold godt øje med kagen. Den skal være lysebrun, men ikke mørk i kanterne, og den skal være fast, hvis man trykker forsigtigt ovenpå den. Den må hellere få for lidt end for meget. Mazarinbunden skal køle helt af, inden der kommes creme på.

Pisk cremen, og lad den stå på køl i en halv time, inden den skal bruges - jeg bruger pulver-kagecreme af to årsager; Det er nemt, og endnu vigtigere så er pulver-cremen meget luftig, hvilket klæder den lidt tunge bund. Som det ses følger jeg ikke anvisningerne på pakken af cremen, det er bevidst.

Når bunden er kølet af, kan man komme chokolade på, hvis man er til det. Chokoladen skal stivne, inden der kommes creme på. Kom cremen på i et jævnt lag, og pynt med jordbær.

lørdag den 7. maj 2016

Den ultimative rabarberkage


En af de første tegn på sommer og sol er rabarber, og det vækker også en del barndomsminder for mig. Jeg elskede, når det endelig var varmt nok til, at jeg kunne rende rundt i haven på bare fødder med en lille skål med sukker i den ene hånd og en nyplukket rabarber i den anden hånd. Det var havens første "frugt" på sommeren, og jeg har altid elsket dem. Nu står de nede i min egen have, og i dag har jeg gået på bare fødder, men min rabarber-spise er blevet en smule mere pimpet med årene. Her er mit bud på den ultimative rabarberkage.

Den ultimative rabarberkage med marcipan


Syrlige rabarber og søde makroner og marcipan

10-12 rabarber afhængigt af størrelsen
200 gram marcipan
120 gram sukker
3 æggehvider
150 gram makroner
2 spsk. hvedemel
2 tsk. bagepulver

Riv marcipan, og kom det op i en skål sammen med sukker og æggehvider. Pisk til der ikke er nogle klumper i massen. Knus makronerne, og kom dem i marcipanmassen. Pisk igen, til det hele er rørt godt sammen. Til slut tilsættes hvedemel og bagepulver, og der piskes igen. Skær rabarberne i skiver af cirka 1 cm i bredden, og vend dem i dejen. Kagen skal være meget tæt af rabarber, da dejen hæver en del, og kagen ellers bliver for sød. Kom den færdige dej i en springform, og bag kagen i 30-40 minutter ved 180 grader, til den er let gylden. Lad kagen køle af, til den er lun, og spis den med creme fraiche til.

søndag den 13. marts 2016

Blondies med brombær

Jeg har i evigheder haft lyst til at kaste mig over en brownie med hvid chokolade - en såkaldt blondie. For det første tiltaler det mig, fordi jeg selv er blondine, men det er nu også fordi, jeg er vild med hvid chokolade. Men når jeg spiser hvid chokolade, så spiser jeg ofte syrligt frugt til (jordbær, hindbær eller lignende), så derfor er der også brombær fra efterårets høst i denne kage, og det er jeg glad for, ellers havde den været alt for sød for min smag.


Blondies med brombær
170 gram hvid chokolade
150 smør
70 gram sukker
60 gram brun farin
2 æg
100 gram hvedemel
75 gram mandler
150 gram friske eller frosne, optøede brombær eller hindbær

Smelt smør og hvid chokolade ved lav varme. Pisk æg, sukker og brun farin til en luftig masse. Pisk den smeltede chokoladeblanding i. Pisk hvedemel i dejen. Hak mandlerne groft, og vend dem i dejen. Hæld dejen i en smurt springform, og drys brombær udover - tryk brombærrene ned i dejen. Bag ved 180 grader i cirka 20 minutter.

søndag den 17. januar 2016

Chokoladefondant med peanutbutter

Der er lidt stille på bloggen for tiden, og det skyldes noget så banalt som, at vi ovenpå et meget sødt efterår forsøger at skrue lidt ned for sukker-spiseriet. Men da jeg så disse blødende chokoladekager, måtte jeg simpelthen i køkkenet. Jeg har længe haft lyst til at lave chokoladekage med blødende hjerte, og den her opskrift er simpelthen så lækker. Man kan udelade peanutbutter, men det giver et lækkert twist uden at være for dominerende. Den originale opskrift er herfra.

His and hers chokoladefondant

Dårligt billede - god kage

Chokoladefondant med peanutbutter (5 stk i små ramekiner)
200 gram mørk chokolade af god kvalitet
100 gram smør
2 æg
2 pasteuriserede æggeblommer
60 gram sukker
50 gram brun farin
35 gram hvedemel
5 spsk. peanutbutter
Smør til formene
Kakao til at drysse formene med

Smør formene, og drys dem med kakao, så de er klar. Smelt chokolade og smør ved svag varme. Tag det af varmen, og rør det godt sammen. Pisk æg, pasteuriserede æggeblommer, brun farin og sukker luftigt. Sigt melet ned i blandingen, og vend det forsigtigt rundt. Vend forsigtigt chokoladeblandingen i lidt efter lidt. Fordel 2/3 af dejen i formene, og kom en stor spsk. peanutbutter i midten af hver. Fyld formene med resten af chokoladedejen. Bag kagerne i en 200° varm ovn i 10-15 minutter, de skal kun lige være bagte i kanten hele vejen rundt. Tag kagerne ud af formen, og anret dem på en tallerken. Server dem lune eventuelt med kold vaniljeis til.

søndag den 20. december 2015

Crème brûlée

Det er efterhånden et par måneder siden, at jeg købte en bunsenbrænder med tanken om, at jeg ville lave crème brûlée. Men det er altså først blevet til det nu. Opskriften her stammer fra Mette Blomsterberg, hvor jeg dog har skruet op for vaniljen og gjort processen lidt mere simpel. Det bliver en lækker, luftig version af desserten med en god vaniljesmag og karamelliseret top.
His and hers crème brûlée - det er ikke de små dråbeskåle

Det er lidt svært at få karamelliseret sukkeret pænt

Et lidt dårligt billede, men sådan ser den ud indeni

Crème brûlée - 6 små/almindelige portioner eller 4 store
6 pasteuriserede æggeblommer
100 gram sukker
6 dl piskefløde
2 vaniljestænger
Sukker til at karamellisere ovenpå den færdige dessert

Tænd ovnen på 110 grader, og fyld en bradepande halvt op med vand, og sæt den i ovnen. Flæk vaniljestængerne, og skrab kornene ud. Pisk sukker, æggeblommer og vaniljekorn luftigt i en skål med plads til fløden også. Bring fløden i kog sammen med vaniljestængerne, og hæld den lidt efter lidt i æggemassen, mens der piskes. Hvis ikke det tykner (det skal være 80 grader varmt, før det tykner, så hvis denne temperatur ikke er nået, så læs videre), så kommes massen op i en gryde og varmes op til 80 grader under omrøring. Skum af, og fordel cremen i 4/6 skåle, og kom dem i ovnen i 30-40 minutter, til cremen har sat sig. Tag dem ud, og lad dem køle af i mindst to timer i køleskabet (de sættes selvfølgelig først i køleskabet, når de har nået stuetemperatur). De kan sagtens laves dagen i forvejen.

Inden serveringen drysses de med et tyndt lag sukker, som man karamelliserer med en gasbrænder. De skal lige afkøle i et par minutter, inden de serveres.

fredag den 11. december 2015

Julekage med appelsin og marcipan

Sidste år blev jeg spurgt af en læser, om jeg havde en god opskrift på en julekage. Det havde jeg ikke, for jeg bryder mig ikke om julekager. Jeg forsøgte forgæves at lave en, som faldt i min smag. Men det lykkedes altså ikke. Så i år er jeg gået anderledes til værks. Jeg startede med at spørge mig selv, hvad julen rent smagsmæssigt er for mig. Den er nødder, marcipan, appelsiner, risengrød med kanel og smør, småkager og ikke mindst vanilje. Kombinationen af (nogle af) de ting er blevet til denne kage, og det er faktisk første gang, jeg laver en appelsinkage. Det har jeg nemlig altid tænkt, at jeg ikke kan lide. Men her er det lækkert, sødt, lidt syrligt og en dejlig svampet julekage. Det er en julekage, som jeg godt kan lide.
Svampet julekage med smag af appelsin, vanilje og marcipan


Inden den kommes i ovnen

Den færdige kage

Perfekt smagskombination

Appelsinkage med marcipan
150 gram blødt smør
150 gram sukker
1 spsk vaniljesukker
1 vaniljestang
2 æg
400 gram appelsinmarmelade
200 gram hvedemel
2 spsk. bagepulver
200 gram marcipan

Pisk smør, sukker, vaniljesukker og kornene fra vaniljestangen luftigt. Tilsæt æggene, og pisk godt igennem. Tilsæt appelsinmarmelade, og pisk igen. Kom hvedemel og bagepulver i dejen, og pisk det godt igennem. Riv marcipanen groft i dejen, og vend den rundt. Bag i en smurt springform i cirka 30 minutter ved 180 grader. Min kage fik lige 5 minutter for lang tid, fordi jeg havde en baby, der nægtede at sove, så den er lidt mørk i kanterne, men smagen fejler ingenting.

Den kan pyntes med smørcreme eller lidt marengs, men den smager også skønt uden noget til.

torsdag den 10. december 2015

At hjælpe andre

Jeg er stor tilhænger af, at man skal hjælpe, hvor man kan, og jeg synes, at det er vigtigt at sætte pris på de ting man har - både de materielle gode, men i særdeleshed også de menneskelige. Hver dag føler jeg mig taknemmelig for min lille familie, jeg har verdens bedste mand, de to dejligste piger, de bedste forældre og den bedste svigerfamilie. Men jeg ved også, at jeg er heldig, og at det ikke er en selvfølge. Derfor er det også vigtigt for både min mand og jeg at lære pigerne, at de skal sætte pris på, hvad de har og vide, at der er andre ude i verden, som ikke er så heldige som os. Det vil vi gøre ved, at de hvert år får et beløb som en del af deres julegave, hvor de selv må bestemme, hvilket godt formål, det skal gå til. I år er de dog stadig begge to for små til helt at forstå det, så der har vi valgt, at de skal have et regnskovs certifikat hver.

I samme ombæring har vi startet en indsamling fra pigerne som en del af deres farfars fødselsdagsgave - han fylder 60 år her i december, og så syntes vi, at det kunne være sjovt, hvis pigerne samlede ind til julehjælp til fattigere familier, i stedet for at købe ham en gave. Vi gjorde det også til mors dag i år, hvor både min og Kims mor i stedet for blomster, fik doneret et beløb til Red Barnet, så vi i stedet kunne hjælpe børn, som ikke har så fantastiske mødre som os.

Nå, men vi vil rigtig gerne samle så meget ind som muligt, så hvis I kan undvære en mønt, må I meget gerne støtte indsamlingen - intet bidrag er for småt. I må også meget gerne dele indsamlingen på facebook eller i blogland, hvis I har lyst.

I FINDER INDSAMLINGEN HER.
De to små julepiger, som samler ind til farfars gave.

søndag den 6. december 2015

Havregrynskugler


De fleste har lavet havregrynskugler, da de var børn, men det har jeg ikke. Selv som barn var jeg hygiejnisk og rent ud sagt top fesen, så jeg syntes, at havregrynskugler var ulækre, fordi andre mennesker (ofte børn) havde lavet dem. Jeg stolede ikke på deres hygiejne, og jeg gik derfor langt udenom havregrynskugler - det gør jeg faktisk stadig, når vi for eksempel er til julearrangement i vuggestuen. Ja, jeg er stadig fesen. Men jeg har i længere tid haft lyst til at lave dem selv, og manden har heppet på mig, for han er vild med dem, så nu har jeg gjort det. Opskriften er simpel, men den virker. Og så har jeg også lavet en version for den fesne type, hvor man ikke behøver at få beskidte fingre - det er nemlig muligt at lave havregrynskugler uden at røre ved dejen.

Klassiske havregrynskugler
Havregrynskugler i isterningebakker - ingen fedtede fingre
Havregrynskugler
250 gram havregryn
200 gram flormelis
100 gram blødt smør
2 spsk vaniljesukker
4 spsk. kakao kakao
6 spsk. stærk kaffe
Romessens efter smag
Cirka 100 gram kokosmel til at trille havregrynskuglerne i

Bland alle ingredienserne i en røremaskine, rør godt rundt, og smag til med  romessens. Lad massen stå på køl i en halv times tid, så havregrynene kan trække noget af væsken, og den er til at arbejde med. Tril til kugler, og vend dem i kokos. Man kan også lave dem uden at få fedtede fingre, jeg lavede halvdelen af dejen i isterningebakker af silikone, som jeg så satte på køl, og det blev rigtig godt, så sådan tror jeg, at jeg vil lave dem fremover - jeg er nemlig stadig lidt fesen, hvad det angår.

fredag den 4. december 2015

For 2,5 år siden

I dag er det 2,5 år siden, at (min) verden ændrede sig for altid. 4. juni 2013 klokken 15.40 blev jeg mor og lærte at elske på en helt ny måde. Hun var så lille, så fin, så skrøbelig og så meget min. Fra første sekund vidste jeg, at jeg fra nu af ville gøre alt for at beskytte det lille væsen. Det vil jeg stadig, og jeg elsker hende stadig mindst lige så højt. Men hun er ikke længere min lille baby. Hun er storesøster, hun er mit lille menneske. Hun er Grete-Johanne, the one and only - Arne, Putten, Luske, Hanne, Ditte-Hanne, fin dame, prinsessen. Kært barn har mange navne, men kær er hun sgu.

Det lyder meget rosenrødt, er dit barn kun sød og kær? Nej, gu er hun ej. Hun kan være næsten lige så strid, som hun kan være sød og nuttet. Men hun er min, og derfor er hun perfekt i mine øjne - ligesom hendes lillesøster er det.

Et billede fra i dag - de findes nærmest ikke uden fartstriber
Da jeg var barn forsøgte jeg forgæves at få indført halvårsfødselsdage. Jeg syntes, at når jeg nu var enebarn, så kunne jeg da godt have to fødselsdage. Men mine forældre bed aldrig på. Den fejl vil jeg naturligvis ikke gentage, når nu jeg selv er blevet mor. Så på børnenes halvårsdage får vi en halv lagkage. Det er en lidt hyggelig tradition og i øvrigt en god undskyldning for at spise kage og lige nyde vores skønne unger.

Så i dag tænker jeg tilbage på de sidste 2,5 år og har sommerfugle i maven. Tænk, at man kan elske så højt. Tænk, at vi har lavet ikke bare ét, men to små mennesker. Tænk, at jeg er så heldig.

onsdag den 2. december 2015

Jødekager

Jødekager har altid været en lidt uinteressant julekage efter min smag, jeg er ikke den store fan af kager, der er så neutrale i smagen, så de egentlig bare smager af sukker. Men her har jeg lavet dem med mandelmel, og det gør virkelig en forskel, så i år er de blandt favoritterne.

Jødekager med mandelmel, kanel, sukker og hakkede mandler

Jødekager med et twist
150 gram blødt smør
100 gram flormelis
250 gram hvedemel
100 gram mandelmel
1 æg

Topping
100 gram mandler, hakket groft
6 tsk. sukker
4 tsk. kanel
1 æg
lidt vand

Bland alle ingredienserne til dejen i en røremaskine, og lad den køre, indtil der ikke er klumper i. Sæt dejen på køl i mindst 30 minutter, den kan sagtens stå til dagen efter. Rul dejen ud, og stik kagerne ud i de ønskede forme. Sæt på en bageplade. Når alle kagerne er sat på plade, piskes æggeblommerne sammen med vandet, og de hakkede mandler blandes i en skål for sig med sukker og kanel. Smør kagerne med æggestrygelsen, og drys med kanelblandingen. Bag ved 180 grader i 7-10 minutter afhængigt af ovnen.

søndag den 29. november 2015

Pebernødder


I weekenden har den stået på julebag her hjemme. Manden har arbejdsweekend, så det blev tøsehygge, og så må far være smagsdommer, når han kommer hjem - den arbejdsfordeling klager han ikke over. Det var første gang, at min store datter skulle være med til julebag, og det har jeg glædet mig til i lang tid - faktisk stort set lige siden jeg stod med en positiv graviditets test i hænderne. Det lyder helt åndssvagt, men da jeg var lille, var jeg hvert år på weekend hos min farmor, hvor vi bagte alle julens småkager, og den tradition har jeg altid vidst, at jeg ville føre videre med mine egne børn. Så i weekenden skænker jeg min farmor en kærlig tanke og fører traditionen videre.

Det var den sentimentale del af indlægget, så kommer opskriften. Det er 10 år siden, jeg fik mit eget køkken (det første i en kollegiebolig), og lige siden har jeg prøvet opskrifter af. Når det kommer til julebag, så har jeg neglet vaniljekransene, hvor der ganske enkelt ikke findes bedre, end dem jeg laver. Og her kommer efter min mening den bedste opskrift på pebernødder. Bag pebernødder selv, dem man kan købe i butikkerne har intet med pebernødder at gøre, og det er simpelthen så nemt at lave en ordentlig portion, hvor der er til hele julen. Opskriften her stammer fra lagkagehuset, og jeg har kun ændret ganske lidt i den.


Sprøde, smagfulde og med en krydret eftersmag - perfekte!

Stor koncentration

Inden de bages
Efter
Mors (ene) dåse og datterens dåse - hun er sgu dygtig i en alder af 2 år
De færdige pebernødder

De bedste pebernødder
250 gram blødt smør
250 gram sukker
1 tsk. hvid peber
1 tsk. stødt ingefær
1 tsk. kardemomme
1 tsk. kanel
1 tsk. bagepulver
1 tsk. natron
1 dl piskefløde
500 gram hvedemel

Smør og sukker piskes luftigt, jeg bruger altid røremaskine. Tilsæt piskefløden, og pisk ved laveste hastighed, til det er rørt godt sammen. Skift til dejkrog på røremaskinen. Bland krydderier, bagepulver og natron med melet, og rør det i dejen. Ælt dejen godt, til der ikke er klumper i. Dejen kan bruges med det samme, eller den kan gemmes i køleskabet til dagen efter. Tag den ud i god tid. Tril dejen ud i runde stænger, og skær dem i mundrette bidder, som enten sættes direkte på en bageplade eller trilles runde. Bag dem ved 180 grader i cirka 7-10 minutter afhængig af ovnen, til de er let gyldne - de skal ikke være for brune. Lad pebernødderne køle af på pladen. Der bliver mange pebernødder af den her portion.

Brunkager


Årets brunkager blev lavet efter Mette Blomsterbergs opskrift, hvor jeg selvfølgelig har ændret en smule. Jeg er ikke stor fan af syltede appelsiner, som hun ellers bruger. Derudover har jeg skruet op for indholdet af nødder og lidt ned for mel, og jeg kan varmt anbefale denne version, men den er lidt svær at lave til formede kager. Når det er sagt, så er de virkelig gode.

Tynde, sprøde og fyldt med nødder - lige som jeg foretrækker
Brunkager
250 gram smør
125 gram lys sirup
250 gram brun farin
2 tsk. potaske
1 spsk. koldt vand
3 tsk. stødt kanel
1 tsk. stødt nelliker
2 tsk. stødt ingefær
1 tsk. stødt allehånde
Fintrevet skal fra en (økologisk) klementin
100 gram usaltede pistaciekerner
150 gram mandelflager
450 gram hvedemel

Varm smør, sirup og brun farin i en gryde ved medium varme, til smøret er smeltet. Det skal ikke koge, så temperaturen skal ligge omkring de 70 grader.  Riv skallen fra en klementin i blandingen, og rør godt rundt. Hæld sirupsblandingen i en røreskål, og lad det køle lidt af, mens de øvrige ingredienser forberedes. Bland potaske i vand, til det er opløst, og hæld blandingen på i sirupsmassen. Hak pistaciekernerne og mandelflagerne (det er ikke nødvendigt, men det gør det nemmere at rulle dejen ud og lave sjove forme), og bland dem sammen med de øvrige tørre ingredienser og krydderierne. Bland de tørre ting op i sirupsmassen, og lad røremaskinen køre på lav hastighed, til det er blandet godt sammen. Beklæd en beholder med bagepapir, og lad dejen køle af ved stuetemperatur - den kan med fordel stå til dagen efter.

Når kagerne skal laves, kan man enten rulle den ud og stikke kager med forme, eller man kan bare skære skiver af dejen. I begge tilfælde skal kagerne kun være et par millimeter tykke. Bages i cirka 10 minutter ved 180 grader.Vær opmærksom på bagningen, hvis de bages for lidt, bliver de ikke sprøde, hvis de bages for meget - ja, så bliver de brændte.