fredag den 17. februar 2012

Fastelavnsboller

I kantinen på mit arbejde den anden dag, sad vi og snakkede om fastelavnsboller, så kom jeg til at fortælle, at jeg havde fundet en super god opskrift, og der blev hurtigt enighed om, at det måtte forpligte. Så min fridag i denne uge blev brugt til at bage en kæmpe omgang fastelavnsboller. Jeg lavede nogle forskellige varianter af fyld, som jeg vil skrive om - de var nemlig super gode. Grundopskriften er denne fra Kinna.dk, jeg lavede dog enkelte ændringer. Jeg skriver opskriften, som jeg lavede den.


En med chokolade-marcipan og creme, en med marcipan, hindbær og creme og en med mandelsmør og creme

Fastelavnsboller
4 dl mælk
125 gr smør
50 gr gær
2 æg
2 spsk sukker
1 tsk salt
400 g mel (det er på slump, man må tage indtil dejen er "mættet")

Smelt smør i en skål i mikroovnen eller i en gryde, og tilsæt mælken så massen er lillefingervarm - varm lidt mere, hvis den bliver for kold. Udblød gæren heri. Når gæren er oplødt, tilsættes salt, sukker og æg. Herefter røres melen i lidt efter lidt. Ælt dejen grundigt og stil til hævning i en time. Lav cremen mens dejen hæver.

Creme
6 dl sødmælk
4 økologiske æg
1 vanillestang
3 spsk sukker
4 spsk vanillesukker
4 spsk maizena

Bland alle indgredienserne sammen i en gryde (vanillekornene skal først tages ud af vanillestangen - men de to halve vanillestænger lægges også i gryden), og bring massen i kog, når den koger begynder den at blive tykkere, og når den har konsistens som kagecreme, tages den af og sættes til afkøling.

Øvrigt tilbehør
150 gram marcipan (jeg bruger ALTID Odense marcipan, måske fordi vi bor på Fyn :) Ej, jeg synes faktisk at Odense er meget bedre end f.eks. Anton Berg, som er lidt mere tynd og klistret i konsistensen, mens smagen minder mig lidt om mandelessens )
50 gram chokolademarcipan (Odenses)
lidt nougat
hindbær syltetøj
mandelsmør - se opskrift her

Rul dejen ud til en stor tynd firkant, og skær den i små firkantede plader af cirka 10 gange 10 centimeter, kom fyldet i og samle enderne, så det bliver til kugler - tryk dem flade. Jeg brugte creme i alle bollerne, og så varierede jeg fyldet, som ellers kom i. Jeg lavede følgende varianter 1 med creme og marcipan, 1 med chokolademarcipan og creme, 1 med hindbær, marcipan og creme, 1 med mandelsmør, marcipan og creme og så 1 med marcipan, nougat og creme. Det blev til en del fastelavnsboller, som jeg er helt sikker på, at kollegerne vil blive glad for - manden var i hvert fald dybt begejstret.

onsdag den 15. februar 2012

Mandelsmør

Siden jeg faldt over mandelsmør på en blog, har jeg haft lyst til at kaste mig ud i det, og jeg har også gjort et forsøg tidligere, men jeg syntes ikke, at den var helt i skabet. Men der er kæmpe potentiale i begrebet mandelsmør - og manden er helt tosset med mandler, så da jeg lavede det, var der julelys i øjnene på ham. Jeg brugte desuden denne version af mandelsmør til nogle fastelavnsboller, som jeg lavede i dag også (opskrift følger). Jeg brugte ahornsirup til at søde det lidt med, og det gav bare prikken over i'et, så skynd jer at lave det, hvis i ikke allerede har forsøgt jer med det.

Utrolig lækkert mandelsmør - super som erstatning for peanutbutter eller nutella

Mandelsmør
100 gram mandler
2-4 spsk olie (jeg brugte jordnøddeolie, fordi det var det, jeg havde - jeg tror, mandelolie er det optimale)
½ tsk salt
1 spsk ahornsirup
1 spsk blødt smør

Put mandlerne i blenderen og hak dem helt fint, når de er fine, så tilsættes salt og sirup. Herefter blendes igen, og olien tilsættes lidt efter lidt, indtil konsistensen er, som man vil have den -første gang, jeg lavede det, blev den lige lovlig tyk, så denne gang tilsatte jeg lidt mere olie. Til slut kommes smøren i, og der blendes igen. Kom massen i en bøtte og lad stå i køleskabet i et par timer før brug, så det lige kan trække lidt.

fredag den 10. februar 2012

Pandekager med banan og rugmel

Her er et mere eller mindre vellykket bud på nogle amerikanske pandekager til morgenmad, snack eller dessert med banan g rugmel. Jeg har lavet den ultra sunde version, men jeg tror, at der skal tilsættes et par æg, så sidder den lige i skabet - de var lige lovlig klæge i konsistensen. Men smagen fejlede bestemt ikke noget. Jeg skriver opskriften, som jeg lavede den - så kan man jo selv arbejde videre derfra :)

Bananpandekager (8-10 stk)
1 dl havregryn
1 dl rugmel
1/2 tsk natron
1 tsk bagepulver
6 knuste sødetabeletter (jeg brugte hermesetas, dem man bruger til kaffe)
saften fra en halv citron
1/2 dl vanilleyoughurt
1 dl mælk
1/2 dl sukkerfri sodavand eller anskvand
1 dl vand - eller vand til dejen har den rette konsistens
1 banan
2 tsk olie - jeg brugte jordnøddeolie

Bland alle de tørre ingredienser sammen - herunder også de knuste sødetabeletter (det er rester fra brylluppet, som jeg bruger som sukkererstatning i madlavning), tilsæt alle de våde ingredienser - herunde rolie og rør godt. Skær bananen i tynde skiver og tilsæt til sidst. Steg på en tør pande - hvis det er slip let, steg ellers i olie til de er gyldenbrune. De skal steges godt på den ene side, før de vendes, da de ellers er svære at vende.

De smager som sagt rigtig godt og mætter længe på grund af alle de fibre, der er i. Men konsistensen er lidt cremet indeni, hvilket ikke gjrde os det stre, men det er ikke lige sådan, man tænker en amerikansk pandekage - så næste gang skærer jeg lidt i væsken, tilsætter lidt æg og måske lidt hvedemel også. Så konklusionen må være, at der er plads til forbedringer :)

Der mangler desværre billede, da min telefon er gået i koks.

lørdag den 4. februar 2012

Millionbøf med rodfrugtemos

Der bliver spist mest salat her hjemme i øjeblikket, hvor vi prøver at smide vores ferie-og-jule-kilo, men her er en undtagelse fra salaten. Den anden dag lavede jeg en af mine barndoms-favoritter - nemlig millionbøf. Det blev med rodfrugte-kartoffelmos, og det smagte super godt.



Millionbøf
500 gram hakket oksekød
500 gram champignon
1 løg
4 gulerødder
1,5 dl havregryn
4 dl skummetmælk,
6 dl vand
2 oksekøds boulliontern
kulør
salt, peber

Hak champignonerne og steg dem i en stor gryde til de er gyldebrune, tilsæt oksekødet, salt og peber efter smag - smag til med mere senere. Hak løget og tilsæt det sammen med oksekødet. Riv gulerødderne på den grove side og tilsæt dem, når oksekødet er brunet af, sammen med havregryn. Lad det stege sammen i et par minutter og hæld vand og mæl i sammen med boullion. Lad koge i cirka fem minutter. Smag til med salt og peber, jævn retten med maizena og tilsæt kulør.


Rodfrugtemos:
1 pose frosne rodfrugter
fire lidt store kartofler
salt
1 dl mælk

Skræl kartoflerne og skær dem ud i tern - cirka fire tern af hver kartoffel. Kog dem i en gryde sammen med rodfrugterne i godt saltet vand. Det skal koge indtil kartoflerne er møre i cirka et kvarter. Hæld alt vandet fra og lad rodfrugterne stå og dampe af i gryden i et par minutter. Kom op i en skål og pisk med en elpisker. Når rodfrugte-kartoffel blandingen er most tilsættes mælk og salt efter smag.

fredag den 3. februar 2012

Ny morgenmads favorit

Som regel starter jeg min dag med en uopfindsom gang havregrød lavet på gryn og vand - sundt men unægteligt er det, at det er ret kedeligt. Når jeg så skal spice min morgen lidt op, ja så bliver det havregryn med mælk og hakkede mandler. foirleden faldt jeg så over nogle økologiske ruggryn fra Kornkammeret, som jeg simpelthen måtte eje - det lød for sundt til at gå min næste forbi.

Og jeg må sige, at det var kærlighed ved første bid. De mætter endnu mere end havregryn, og jeg synes, at de smager skønt - både i grød og med mælk på. Men jeg trængte nu stadig til at få relanceret mit morgen-ritual, så i denne uge, hvor jeg har arbejdet hjemmefra hele ugen, blev det endelig til noget.

Manden og jeg havde spist en sund 3-retters menu, da vi havde 5-års dag d. 1. februar. Desserten her var frugtsalat i nøddekurve med Cheasy vanilleyoughurt. Så inspireret af desserten blev min morgenmad dagen efter til frisk frugt i tern (jeg brugte mango, kiwi, æble og blomme), 3/4 af en dl vanilleyoughurt og en halv dl ruggryn. Billedet er ikke så spændende, men det smager super, er sundt og så mætter det længe.

Kedeligt billede, men det smager altså virkelig godt :)

lørdag den 28. januar 2012

Sunde bananmuffins med bromær

En måneds hul i opskrifterne her på bloggen må stoppe. Til mit forsvar skal det lige siges, at vi har været på Tenerife i et par uger, og så har jeg arbejdet næsten nonstop. Men tørken på bloggen stopper nu med et indlæg om sunde muffins - to ord, der ikke rigtig passer sammen. Men læs videre, så skal jeg dele mit særdeles vellykkede eksperiment med jer.


Lige taget ud af ovnen


Sund bananmuffin med brombær, havregyrn og rugmel
Ovenpå julen og ferien har både manden og jeg taget en lille smule påø, så nu er vi gået på kur. Men nogle gange, så melder trangen sig til noget sødt, fedt eller andet syndigt. Jeg har derfor ledt efter idéer til sunde - eller sundere alternativer til kage og slik, som ikke indeholder sukker. Idéen til de her muffins (og grundopskriften) kom fra en opskrift på Ude og Hjemmes hjemmeside. Men jeg gjorde dem endnu sundere.

Sunde bananmuffins med brombær
3 bananer
¼ l skummetmælk
1 spsk. olivenolie (jeg brugte lemon-oliven olie, det gav en rigtig god smag)
2 æg
200 g hvedemel
100 g rugmel
125 g havregryn
1 tsk. natron
2 tsk bagepulver
20 "breve" sødetabeletter (40 tabeletter)
150 g brombær, optøet fra frost

Jeg brugte de Hermesetassødetabeletter, som man bruger i te/kaffe, fordi jeg havde en del til ovres fra brylluppet i sommers. Så dem knuste jeg til at starte med. Mos bananerne og rør mosen sammen med mælk, olie og æg. Bland mel, rugmel, havregryn, natron, bagepulver og sødepulver i en anden skål og bland derpå bananblandingen med de tørre ingredienser. Rør det sammen med elpiskeren - der skal ikke røres i særlig lang tid.
Vend de optøede brombær i, og kom dejen op i muffinsforme - jeg fik 16 muffins. Bag kagerne i 18-20 min. ved 180°.
Jeg var rigtig positivt overrasket over disse muffins, som er lækre, luftige og smager friskt. Derudover hjælper det lidt, at man ikke sidder tilbage med dårlig samvittighed efter at have hapset en muffin eller to. Hvis mine beregninger holder, så indeholder hver muffin i omegnen af 130-150 kcal og en pokkes masse fibre.
Jeg lavede også en frosting med brombær, sødemiddel og Bukos nye fedtfattige friskost, resultatet kan diskuteres, men jeg tror det bliver ok til - det er lidt efter smag og behag. En smør-flødeost frosting er klart bedre, men også super syndig. Så man må jo afveje, hvad man lyster.

tirsdag den 27. december 2011

Juleråkost

Bare rolig, jeg spiser ikke råkost til jul. Men julen er slut, hverdagen har ramt det lille hjem, og det er netop gået op for mig, at der kun er 8 dage til vi skal på ferie. Derfor må jeg lige gøre en indsats for at smide lidt af julefedtet. Men jeg er bare slet slet slet ikke færdig med al den skønne julemad, som der hører sig til denne årstid. Derfor forsøgte jeg til dagens morgenmad og frokost at peppe en småkedelig gang råkostsalat op med lidt juleri. Det blev til det, jeg vil kalde en juleråkost :)
Råkost med mandler og figner i stedet for rosiner
Når jeg normalt laver råkost, så er det med revne gulerødder, ananas og rosiner - og af og til æbler også. Denne gang parkerede jeg dog rosinerne, men hakkede i stedet figner og tilsatte resterne af de mandelflager, som jeg ikke har brugt i konfekt. Det blev til en rigtig lækker råkost, som havde et strejf af jul i sig - selvom jeg nu hellere ville have mere flæskesteg med sovs, men det kommer man nu ikke til at se fin ud i bikini af, så jeg må styre min sovsetand lidt :)
Jeg håber at i alle havde en god jul, her hjemme var det den største jul, jeg nogensinde har holdt eller været med til. Vi var hele ti mennesker, og samtidig var det første gang, at vi holdt jul her hjemme, så det var spændende og rigtig godt.

søndag den 18. december 2011

Årets konfekt: havregrynstern med nougat, toscasnitter, nøddekaramel og marcipanrulle

I sidste weekend bagte jeg julesmåkager, i denne weekend stod der konfekt på skemaet - og arbejde, men det er heldigvis hjemmefra, så konfekten kan passes ind imens. Vores julekonfekt er ikke helt den traditionelle slags, men alligevel med alle de rigtige jule-ingredienser. Personligt er jeg ikke så meget til nougat, men manden elsker det, så det skal der selvfølgelig være noget af. For et par år siden fandt jeg havdegrynstern med nougat på Birthes skønne blog, hvor jeg også har fundet grundopskriften til mine toscasnitter, havregrynsternene fik straks smilet frem hos manden, og de har været fast juleinventar lige siden. Her kommer lige et billede af årets konfekt, så det er nemmere at se, hvad jeg skriver om :)



Marcipanrulle øverst, havregrynstern med nougat til højre, toscasnitter i bunden og nøddekaramel øverst til venstre.
Som nævnt, så kan jeg ikke tage æren for at have opfundet den dybe tallerken med hverken havregrynsternene eller toscasnitterne, som begge er DYBT inspireret af newyorkerbyheart, jeg har dog ændret en smule, så jeg skriver opskrifterne som jeg lavede dem.

Marcipanrullen er noget, vi altid har lavet i min familie i stedet for den klassiske marcipan - måske fordi jeg aldrig rigtig har været til nougat. Min variation er med økologiske figner (det er vigtigt, at de er økologiske, for de er simpelthen meget bedre, end de vacumpakkede figner, man kan købe for en slig). Fignerne skæres i små stykker og lægges i god whiskey i et døgns tid i køleskabet - whiskeyen skal dække fignerne,- Efter fignerne har trukket et døgn, hakkes mandler groft og kommes ned - hæld evt lidt mere whiskey ved. Efter et døgns tid er blandingen klar til at være fyld til marcipanrullen.  Jeg lavede en stor rulle, så jeg brugte nok omkring 300 gram marcipan. Det rulles ud til en firkant, og fyldet kommes i, hvorefter rullen samles. enderne lukkes til - vær sikker på, at der ikke flyder væske ud. Når rullen er tæt og fin smeltes god mørk chokolade, som smøres på med en ske eller en kniv, kom rullen i køleskabet natten over.

Havregrynsterne med nougat4 dl havregryn
1 dl hakkede mandler
1 spsk. hvedemel
2 spsk. vaniliesukker
1½ tsk. bagepulver
½ dl sukker
2 spsk. lys sirup
100 gram smør
100 gram nougat

Bland alle de tørre ingredienser sammen, kom sirup ved og bland godt. Smelt smørret og rør det ud i blandingen. Når det er blandet godt sammen kommes den op i et firkantet fad ca. 20 x 30 cm. Havregrynsmassen trykkes godt ned og bages i ovnen i cirka 10 minutter ved 180 grader til det er gyldent brunt. skær nougat i tynde skiver og kom ovenpå havregrynsbunden lige så snart den kommer ud af ovnen. Kør en gaffel hen over og drys evt. med lidt hakkede mandler eller mandelflager som pynt. Køl ned og stil i køleskabet til dagen efter, hvor bunden kan skæres ud i små tern af ca. 2 x 2 cm.

Toscasnitter300 gram marcipan (jeg bruger ALTID Odense)
2,5 dl piskefløde
1 dl rørsukker
150 gram smør
1,5 dl sirup (jeg brugte halv ahornsirup og halv mørk sirup)
150 gram mandler
150 gram hasselnødder
Rul marcipanen ud på bagepapir i en firkant, som er lidt under en halv cm tyk. Kom smør, sukker, fløde og sirup i en gryde og bring det i kog ved middel varme. Imens hakkes nødderne, og der røres af og til i gryden. Når massen koger kommes nødderne i, og den bringes i kog igen under omrøring. Karamelmassen skal køge indtil den bliver sej - det tager i hvert fald et kvarters tid, når man laver den store portion som her, og det er vigtigt, at man rører rundt hele tiden. Når massen er blevet sej, hældes den over den udrullede marcipan, brug en smørrekniv til at få massen ud til kanterne. Stil marcipanen med nøddekaramellen i køleskabet indtil dagen efter, hvor den skæres ud i tern.
NB: Karamelopskriften kan halveres, men brug da kun 200 gram marcipan - jeg har lavet den ekstra stor, så jeg kyunne lave nødekaramel også.
Den overskydende nøddekaramel kom jeg i minimuffins-forme, og stillede i køleskabet - det var mildest talt et hit med de små hjemmelavede karamel bidder.

onsdag den 14. december 2011

Julebag - vanillekranse, pebernødder og brunkager

Der er dømt julehygge i det lille hjem. Og med julehygge følger naturligvis julebag. Jeg elsker vanille og mandler, så min personlige favorit er uden tvivl vanillekranse, og manden er helt enig - men der skal jo være lidt andet også :) Det blev til vanillekranse, brunkager og pebernødder.

Vanillekranse, pebernødder og brunkager

Pebernødderne og brunkagerne er laver ud fra opskrifterne hos Dr. Oetker, her er pebernødderne især rigtig god, de har en rigtig god smag med et strejf af citron, som jeg klart kan anbefale. Jeg tror dog, at jeg bruger en anden opskrift til brunkager næste gang, de er fine, men de smager alligevel ikke helt, som jeg kan huske det fra min farmor, som er hende, jeg forbinder med julebag.
Vanillekransene, som er mit "speciale" i julebag blev til gengæld super gode, de kan klart anbefales. Her bruger jeg opskriften fra Amos store julebog, og retter den lidt til, jeg skriver opskriften, som jeg lavede den.

Vanillekranse
250 g Hvedemel
125 g rørsukker
1 stang vanille
1/2 dl vanillesukker
200 g smør
1 æg
100 g finthakkede mandler (mandelmel)
75 gram mandelflager

Bland mel, sukker, mandelflager, vanille og kornene fra vanillestangen, og smuldr smørret eller margarinen heri. Tilsæt æggeblommen og de finthakkede mandler, og ælt dejen sammen med let hånd. Læg dejen koldt en time inden den formes. Normalt ville jeg bruge min kødhakker med stjerneformen til at lave kransene "rigtigt", men da jeg har forstuvet hånden, rakte kræfterne ikke helt til det, så jeg rullede bare dejen til stænger. Derfor er de ikke helt så smukke, men smagen fejler bestemt ikke noget :) Faktisk så er jeg nok nød til at bage en omgang mere inden jul - måske endda en dobbeltportion, som sagt er vanillekransene både min og mandens favorit.

mandag den 12. december 2011

Chokolade-rugbrøds muffins

Julen står for døren, og det betyder selvfølgelig julebag i det lille hjem. Men før det store jule-indlæg kommer her en lille reste-opskrift, som jeg har lavet ud fra fri fantasi, fordi jeg hader at smide mad ud.

Chokolademuffins lavet på rest af rugbrød
Ligesom man kan lave rugbrødslagkage, så stod jeg forleden med en rest af rugbrød, som vi ikke ville få spist, og så lagde jeg hovedet i blød. Resultatet blev disse skønne chokolademuffins, som er lavet på bund af rugbrød, hvilket giver dem lidt kant samt lidt mere fylde - og så kan man måske argumentere for, at de er en smule mere sunde end almindelige muffins.

Chokolade-rugbrøds muffins (cirka 12 styks)
Rest af rugbrød - jeg brugte en fire-fem skiver
2 æg
1/2 dl rørsukker
1 dl mælk
100 gram mørk chokolade
50 gram smør
1 dl mel
2 tsk bagepulver
2 spsk kakao
Vanille efter smag

Blend rugbrødet, indtil det er hakket helt fint. Pisk æg, sukker og vanille til det er let og luftigt. Smelt chokoladen i mikroovnen, og rør smøren ud i den smeltede chokolade. Pisk mælk samt de tørre ingredienser i æggesnapsen - hvis dejen er lidt for vandet, tilføj da mere mel. Til slut piskes chokolade-smør blandingen i dejen, og denne fordeles i ca. 12 muffinsforme. Bag ved 180 grader i cirka 15 minutter.