torsdag den 22. maj 2014

Kammerjunker

Der er lidt vanillekrans over disse kammerjunker, men det er efter min mening ikke noget dårligt - slet ikke faktisk. De er ikke så søde, så hvis man er til meget søde kammerjunker (ligesom dem i butikkerne), så skal man tilsætte mere sukker.

Kagedåsen er fyldt med kammerjunker

Lækre kammerjunker med mandelmel og vanille

Kammerjunker (ca. 80 stk)
50 gram smør
1 æg
1 vanillestang
1/4 dl mælk
3/4 dl rørsukker
2 dl mandelmel
2,5 dl hvedemel
1 tsk bagepulver

Skrab kornene ud af vanillestangen, og pisk sukker, blødt smør og æg luftigt. Tilsæt mælk, mel, mandelmel og bagepulver og pisk godt igennem. Rul dejen i to pølser, og del hver af pølserne i cirka 20 stykker. Tril dem til små kuger, tryk dem lidt flade, og sæt dem på bagepladen, de flyder ikke så meget ud, så de må gerne stå tæt. Bag dem ved 180 grader i 8 minutter, de må ikke tage for meget farve. Tag dem ud, og lad dem afkøle lidt, inden de skæres over med en brødkniv og sættes tilbage på bagepladen. Bag dem igen ved 180 grader i 10 minutter eller til de har den ønskede, gyldne farve. Lad dem køle helt af, før de bruges til koldskål.

torsdag den 15. maj 2014

Hveder

Til de af jer der ikke ved det, så kan jeg fortælle, at min absolutte yndlings-spise-højtid er Store Bededag. Jeg ELSKER hveder, og jeg er helt tosset med helligdagen, som er en undskyldning for at spise hvidt brød med smør. Jeg husker det som noget af det hyggeligste fra min barndom, når vi sad og  fik varme hveder og te med stearinlys tændt.

Sidste år testede jeg hveder. Og vinderne blev disse, som i år er modereret lidt i opskriften. Hvis man vil købe hvederne, så synes jeg, at de bedste er dem fra bageren i Føtex/Bilka, dem kan jeg varmt anbefale, hvis man ikke orker hjemmebag. Men jeg holder mig så klart til hjemmebag, jeg elsker, når duften af hveder spreder sig i huset.

Hævede og klar til at blive bagt

De færdigbagte hvedeknopper - 20 styks lige til at spise

Hvederne har en rigtig god krumme og en dejlig smag

Hvedeknopper
100 gr smør
2 dl vand
3 dl letmælk
50 gr gær
2 æg
1 spsk. salt
2 spsk. sukker
4 tsk. stødt kardemomme
cirka 1 kg hvedemel

Smelt smørret i en gryde, og hæld mælk op i gryden. Rør gæren ud i det lunkne vand, og tilsæt mælkeblandingen - den må ikke være varmere end lillefingeren. Tilsæt æg, salt, sukker og kardemomme, og rør godt rundt, så der ikke er klumper af kardemomme. Tilsæt melet lidt efter lidt, og ælt dejen godt igennem. Stil dejen et lunt sted med et viskestykke over, og lad den hæve i mindst en time. Ælt dejen godt igennem, og del den i 20 klumper, som formes til boller og stilles tæt sammen i en bradepande. Sæt bollerne ind i den kolde ovn, og sæt et fad med kogende vand i bunden af ovnen. Lad bollerne hæve, til de er blevet dobbelt størrelse og er vokset helt tæt sammen, det tager 30-40 minutter. Tag bollerne ud, og tænd for ovnen. Bag bollerne i cirka 20 minutter ved 180 grader.

søndag den 11. maj 2014

Mors dag - gør din mor stolt

I dag er det min første mors dag som mor - og min 28. af slagsen som datter. Men i tråd med mit tidligere indlæg om det at være menneske og mor, hvor jeg skrev om, hvordan jeg måtte tage min egen person op til overvejelse, så har jeg i år også gjort noget nyt med mors dag.

I år fik min mor nemlig ikke en buket blomster, og det er bestemt ikke fordi, hun ikke fortjener blomster, for det gør hun helt bestemt. Men i år har jeg valgt at give hende et kort fra Maternity.dk og derved støtte kampen imod mødredødelighed i Afrika i stedet for en buket blomster. Og det er jeg ikke i tvivl om, at min mor blev glad for - hun er nemlig det bedste menneske jeg kender!

I kan selvfølgelig ikke nå at sende et kort nu, men hvis i ikke har købt jeres mor noget endnu, eller i vil give en lille ekstra gave, så er der altså en masse gode formål, som i kan støtte med en donation for jeres mors skyld. Må jeg foreslå Red Barnet, Børns vilkår, Børnefonden, Folkekirkens Nødhjælp eller Kræftens bekæmpelse. Gør jeres mor stolt!

Min mor, mig og Grete-Johanne
Her er et billede af min mor og jeg til min datters barnedåb. Det er mit yndlingsbillede af os, selvom jeg stadig har en god del babyfedt på kæberne på billedet, men det er det første billede af os tre kvindelige generationer.

fredag den 25. april 2014

Kaffe roulade med chokolade, rom og hasselnødder

Inspireret af denne lækre roulade, har jeg lavet min egen version, som smager skønt. Kaffe spiller virkelig godt sammen med ristede hasselnødder, rom og så chokolade til at søde det hele med, og i denne roulade optræder alle fire ting, så det kunne ikke være bedre.

Ristede hasselnødder, kaffe og chokolade passer så godt sammen

Drys rouladen med hakkede hasselnødder og chokolade

Kaffe roulade
3 æggehvider
180 gram sukker
1 spsk vanillesukker
1 tsk maizena
3 tsk knust instant kaffe
50 gram hasselnøddemel (ristede, askallede hasselnødder som er blendet helt fint)

Fyld
1 brev chokolademousse fra Dr. Oetker
2 spsk mørk rom
2 spsk instant kaffe
1,5 dl fløde
100 ram ristede, afskallede hasselnødder
50 gram mørk chokolade

Pisk æggehviderne stive med sukker og vanillesukker, indtil sukkeret er opløst. tilsæt maizena og instant kaffe, og pisk lidt igen. Vend de fint blendede hasselnødder i marengsmassen, og fordel den i en rektangel på en bageplade drysset med lidt mel. Bag ved 180 grader i 15-20 minutter, den skal være gylden.

Tag bunden ud, og lad den køle helt af, imens fyldet laves. Hak nødder og chokolade groft. Bland rom og instant kaffe, indtil kaffen er opløst. Hæld fløde, rom/kaffe og chokolademoussepulver op i en skål, og pisk i fem minutter. Vend de hakkede hasselnødder og chokoladen i moussen.

Vend den afkølede bund od på et stykke bagepapir, så toppen kommer nedad, og frigør forsigtigt bagepapiret fra bunden af bunden. Fordel moussen udover den afkølede bund, lad de sidste fire cm af den lange side være fri. Rul fra den side, hvor moussen går helt ud til kanten. Brug bagepapiret til at rulle med, og rul den fast. Sæt rouladen på samlingen, og stil på køl i 4-6 timer. Pynt med finthakkede, ristede hasselnødder og lidt hakket chokolade.

tirsdag den 22. april 2014

Om at være mor og menneske

Dette indlæg handler slet ikke om mad, det er et personligt indlæg, som jeg har overvejet at skrive i lang tid. I dag er min sidste barselsdag, og i morgen begynder den virkelige verden altså igen. Det vil sige, at  jeg fra i morgen er jobsøgende - i virkeligheden betyder det jo, at i morgen bliver præcis ligesom i dag, fordi jeg ikke har noget job at vende tilbage fra barsel til, og jeg har søgt jobs i flere måneder. Men alligevel er der en forskel.

Det var kærlighed ved første blik
Oppe i mit hovede sluttede min barsel 1. april, hvor prinsessen startede i vuggestue. Det var første gang, jeg skulle overlade hende til andre end min mand, så det var et stort skridt. Men hun tog det pænt, og efter to dage var hun der 5-6 timer. Det var rent ud sagt pisse hårdt for mig at aflevere hende, selvom jeg har den største tiltro til pædagogerne og godt ved, at det er det bedste for min datter. Hun har brug for at komme ud og blive stimuleret af andre børn. Alligevel er var der en lille del af mig, der følte mig som en fiasko som mor, fordi jeg ikke passede mit eget barn, når nu jeg alligevel ikke "havde noget bedre at foretage mig", eftersom jeg ikke har et arbejde at vende tilbage til - så i princippet er der jo ingen grund til ikke at passe mit eget barn (det er fjollet, men det var altså sådan den lille nagende stemme inde i knolden på mig sagde).

Udover at jeg selvfølgelig søger jobs på livet løs, så giver de 5-6 timer hver dag mig nemlig ubehageligt meget tid med mig selv og mine egne tanker. Det er måske en drøm for nogle, men for mig har det været svært. Og hvorfor har det så det? Det skal jeg sige jer, for det er nemlig lige præcis der, jeg gerne vil hen med det her indlæg. Det er fordi, siden 4. juni 2013 har jeg været mor. Jeg har kun været mor, og jeg har elsket det - jeg elsker at være mor. Når jeg ikke har været mor og tænkt på min datter, så har jeg været kone og tænkt på min mand. Jeg trives virkelig med at tænke på andre og opfylde alle deres behov, derfor kan jeg nemt komme til at glemme mig selv. Og siden jeg blev mor, har jeg faktisk ikke tænkt på mig selv, og jeg har ikke savnet det. Men nu skal jeg til at være mig selv igen, og det sætter mig i en lidt mærkelig situation.

Jeg vil gøre alt for hende her, hun er det dyrebareste jeg har!
For hvem er jeg egentlig? Ja, nu bliver det langhåret. Men der er simpelthen sket så meget de seneste ti måneder, at jeg umuligt kan være den samme, som jeg var, før jeg blev mor. Jeg kan også mærke, at jeg har forandret mig meget, jeg er vokset, jeg er blevet voksen, og jeg har nogle andre prioriteter nu. Derfor skal jeg i gang med at redefinere mig selv. Det skal jeg både privat og professionelt, idet jeg heller ikke endnu ved, hvor min karriere skal bevæge sig henad, når min barsel slutter. Det er dog den private del, der fylder mine tanker mest.

Men til trods for de mange tanker, så er jeg faktisk blank! Og det er rigtig skræmmende. Hvordan kan jeg være lige knap 28 år gammel og ikke ane, hvilket menneske jeg er? Jeg ved, at jeg vil være et godt menneske, men det syntes jeg jo også, at jeg var før. Men endnu bedre. Nu gælder det, for nu er jeg et forbillede for min datter.

Jeg er nået frem til, at jeg fremover vil være et mindre egoistisk menneske, det kommer af sig selv, for det er ikke længere mig selv, der er centrum for min verden, det er min datter og vores lille familie. Og i virkeligheden har jeg nok ikke været så egoistisk de seneste år, som jeg var i min "ungdom" - jeg er enebarn og har vist haft min egoistiske periode.

Lige nu er jeg dog gået helt i den anden grøft, jeg får faktisk en smule dårlig samvittighed over at tænke på mig selv, for så tænker jeg jo ikke på min datter. Men jeg tvinger mig selv til det, for jeg ved jo godt, at jeg skal ud og være menneske nu. Måske burde jeg have været det før, men jeg har gjort og været præcis det, jeg ville være de sidste ti måneder. Jeg har levet i min egen lille bobbel med min datter som centrum, og det har været fedt. Men nu, nu er det nu, og nu skal jeg finde mig selv igen - eller på ny.

Så afslutningen på dette indlæg, hvor jeg ærlig talt ikke nåede frem til så meget andet, end at jeg har lettet mit hjerte en smule, det bliver en erkendelse af, at jeg glæder mig til at lære mig selv at kende.

Et dagsaktuelt billede af den lille skønne trold
Og så er der selvfølgelig min jobsøgning. Hvis der sidder nogen, som tænker, hende kunne vi da godt bruge, så giv endelig lyd - jeg er ret åben, selvom jeg selvfølgelig har nogle drømme og idéer. Her er et par hurtige punkter til, hvad jeg kunne arbejde indenfor:
  • Journalistik/Redaktør (jeg har en kandidat i analytisk journalistik, og har tidligere arbejdet som journalist og redaktør)
  • Kommunikation
  • Sociale medier
  • Web/digitale medier
  • Sociale medier
  • Digital marketing
  • Undervisning i kommunikation, journalistik, mediefag eller lignende
Se min profil på LinkedIn

fredag den 18. april 2014

Påskebrownie med pistacie

Denne brownie er lavet med nogle af de produkter, som jeg fik med hjem efter mit besøg hos Odense Marcipan i sidste uge. Grunddejen er lavet ud fra den brownieopskrift, jeg altid bruger, og så er fyldet ellers pistacienødder og pistaciemasse. Kagen var til kaffe/dessert til en påskefrokost hos mine forældre, så den er pyntet med påskeæg. Pistaciemassen giver kagen et rigtig godt twist, men jeg er lidt skeptisk omkring den alligevel, for den ikke indeholder pistacie - jeg synes, at ting skal indeholde det, som de sælges som. Hvis den indeholdt pistacienødder og ikke bare abrikoskerner, så tror jeg også, at den ville smage mere af pistacie.

Brownie med pistaciemasse, pistacienødder og chokoladeganache

Chokoladeganache og hakkede pistacenødder

Det blev til 12 store stykker brownie

Kagen er pyntet med påskeæg i nougatreder

Chokoladebrownie med pistace
150 gram smør
200 gram mørk chokolade
75 gram rørsukker
100 gram brun farin
3 æg
1,5 tsk bagepulver
1 spsk vanillesukker
2 dl mel
3 spsk kakaopulver
3 spsk stærk kaffe
100 gram usaltede pistaciekerner (alternativt kan saltede pistacekerner skylles)
En pose pistaciemasse fra Odense Marcipan

Smelt smør og chokolade i en lille gryde ved svag varme. Tag det af varmen, når chokoladen er smeltet. Pisk æg, sukker, brun farin og vanillesukker til en luftig tyk æggesnaps. Pisk bagepulver, mel og kakaopulver i æggemassen. Pisk til der ikke er nogle klumper. Hæld kaffen samt blandingen af chokolade og smør i dejen i en tynd stråle, mens der piskes på lavt blus. Rør de hakkede pistacienødder i til sidst. Hæld halvdelen af dejen i et lasagnefad beklædt med bagepapir, og lav så klatter med pistaciemassen over hele dejen, kom herefter resten af dejen ovenpå. Bag kagen i 25 minutter ved 180 grader, til den har sat sig - den skal stadig være klæbrig i centrum af kagen, så mærk efter med en strikkepind under vejs. Lad kagen køle helt af, før den pyntes.

Pynt
Chokoladeganache (200 gram mørk chokolade smeltes over vandbad, 1 dl fløde bringes i kog i en gryde, og hældes langsomt i den smeltede chokolade under omrøring - der røres til massen er jævn) fordeles udover den afkølede kage, og drysses med hakkede pistacienødder. Sæt kagen på køl, til ganachen er stivnet. Marker browniestykkerne ved at ridse med en skarp kniv i ganachen, og lav en fuglerede af revet lys chokolade eller nougat på nogle af eller hver af stykkerne - kom et par små påskeæg i hver af rederne.

mandag den 14. april 2014

Hindbærdrøm

Som tidligere nævnt, har jeg eksperimenteret lidt med frysetørret hindbær, og det har ledt til denne hindbær eksplosion, som simpelthen smager af sommer og sol. Jeg er vild med blandingen af bær og marcipan og blandingen af bær og en luftig marengs, så det her er et møde mellem blandingerne, og jeg vil love jer for, at den smager så englene synger. Jeg tror, at jeg vil lave hindbærdrømmen til Grete-Johannes 1-års fødselsdag og til sommer til et koldt glas hvidvin.

Hindbærdrøm pyntet med friske hindbær

Mandelmel og frysetørret hindbær

Kransekagebunden med hindbær stukket ned i

Marengsmassen kommes ovenpå kransekagebunden

De to lækre bunde toppes med bærskum

Hindbærdrøm

Kransekagebund
400 gram marcipan*
3 æggehvider
100 gram rørsukker
75 gram hindbær, friske eller optøede og afdryppet

Marengs
3 æggehvider100 gram rørsukker
1 spsk vanillesukker
1 tsk eddike
100 gram mandler, blendet til mandelmel
3 spsk frysetørret hindbær

Hindbærskum
3 dl piskefløde
2 spsk hindbærmarmelade
200 gram friske, mosede hindbær eller frosne, optøede og mosede hindbær
1 spsk vanillesukker

Rør sukker og æggehvider sammen, og lad det stå på bordet i 30-45 minutter, indtil sukkeret er opløst. Riv marcipanen, og pisk marcipan og æggehvideblandingen sammen. Pisk godt, så der ikke er nogle klumper. Beklæd en springform med bagepapir i bunden, og smør kanterne. Kom kransekagemassen op i formen. Fordel hindbærrene udover bunden, og tryk dem ned i kransekagemassen. Bag bunden i 20 minutter ved 180 grader, til den har sat sig.

Lav marengs imens kransekagebunden er i ovnen. Pisk æggehvider med sukker, vanillesukker og eddike, indtil sukkeret er opløst. Det tager cirka ti minutter i røremaskine. Bland frysetørret hindbær med mandelmelet, og vend blandingen i marengsmassen. Tag kransekagebunden ud af ovnen, og fordel marengsen ovenpå. Bag kagen ved 125 grader i en time og ti minutter. Tag den ud, og lad den køle helt af, mens den stadig er i springformen.

Pisk fløde og vanillesukker stift, og vend hindbærmarmelade og bær forsigtigt i. Kom 3/4 af hindbærskummet ovenpå kagen, og stil den i køleskabet i et par timer, så den lige kan sætte sig. Tag den ud, og fjern forsigtigt springformen. Smør siderne op med hindbærskum, og pynt kagen med hindbær og frysetørret hindbær.

* Jeg bruger altid Odense Marcipan. Her er brugt almindelig marcipan, men jeg tror, at det vil være en fordel at bruge bagemarcipan, da den så bliver knap så blød - det er en smagssag.

fredag den 11. april 2014

Bloggerevent hos Odense Marcipan

Torsdag var jeg til et blogger-event hos Odense Marcipan. Som den opmærksomme læser ved, så er jeg vild med marcipan, og jeg bruger altid Odense Marcipan, så jeg var ikke i tvivl, da de kontaktede mig og spurgte, om jeg ville komme til eventet, som udover en rundtur på fabrikken bød på nogle inspirerende timer i køkkenet med deres chefkonditor Peter Kofod. Det blev et kæmpe stort ja tak herfra.

Og jeg må starte med at sige, at arrangementet bestemt ikke skuffede. Det var spændende, lærerigt og ikke mindst inspirerende. Jeg var helt færdig i hovedet bagefter, både fordi jeg har barselshjerne, men også fordi det var en dag med en masse indtryk og inspiration.

Som madentusiast og fynbo bør man være stolt over, at have Odense Marcipan på øen. Det er i den grad et varemærke, og man tænker måske ikke lige over, hvor vigtigt det egentlig er, at sådan en virksomhed rent faktisk holder fast i de fynske rødder. Men det ER altså vigtigt, her kunne jeg skrive en masse om globalisering og lavere produktionspriser i fjerne lande, men det vil jeg skåne jer for.

Billedet af hovedindgangen er fra Odense Marcipans hjemmeside
I får først lidt om Odense Marcipans historie og så lidt om selve dagen. Odense Marcipan er verdens førende producent af marcipan. Fabrikken ligger på Toldbodgade i Odense, hvor den har ligget siden 1956. De blev grundlagt i 1909, men dengang producerede de udelukkende til bageri-segmenter. Den dag i dag fylder produktionen til detailhandel og industri faktisk mere, end til bagerne. De producerer i alt 170 forskellige marcipankvaliteter, og de eksporterer en stor del af det.

I 2013 havde de en markedsandel i Danmark på hele 71 procent, hvis man sammenligner med Anthon Berg, havde de kun en markedsandel på 12 procent. Og det er ikke uden grund, at de har så høj en markedsandel, de forsøger konstant at være på forkant og dygtiggøre sig. De seneste knap ti år har de arbejdet hen imod at gøre marcipan til et produkt, som ikke kun bruges til jul men hele året rundt. Her hjemme er vi i hvert fald hoppet med på den vogn, for som i nok har opdaget, er jeg helt vild med marcipan. Læs mere om historien her.

På grund af hygiejnemæssige årsager, måtte vi desværre ikke have kamera med rundt på fabrikken, så jeg kan ikke vise jer billeder af produktionen. Men det var godt nok spændende at se. Der er 62 procent mandler i den marcipan, vi kender her hjemme, og vi fik mulighed for at smage de forskellige mandler. Noget af det, der overraskede mig, var, at abrikoskerner ikke bruges i marcipan, fordi de er billigere - sådan blev de brugt engang, men nu er det på grund af deres funktion. Især i bagemarcipan bruger man abrikoskerner, fordi det gør marcipanen mere bagefast. I den marcipan, vi kender fra butikkerne, er der udelukkende mandler.

Da vi kom tilbage i køkkenet, smagte vi på nogle forskellige marcipantyper. Her var både grov, fin, marcipan af spanske mandler og så marcipan fra Sverige, Norge og Findland. Og i vil ikke tro, hvor meget forskel der er på marcipan i de forskellige lande. Det er virkelig sjovt at se kulturforskellene i marcipanform - det er da noget, man kan forstå. Vi var selvfølgelig enige om, at det er den danske marcipan, der er den bedste, men mon ikke vores nordiske kollegaer ville rynke lige så meget på næsen af vores version, som vi gjorde af deres.

Forskellige slags marcipan

Chefkonditor Peter Kofod fortæller i køkkenet


Efter at have smagt på varerne i bogstaveligste forstand, fik vores kreative evner frit spil, da vi skulle lave påskeæg i køkkenet. Og jeg kan godt sige jer, at det er et drømmekøkken. Det var SÅ fedt at kunne lade sig inspirere af råvarerne, for der var virkelig alt, hvad man overhovedet kunne forestille sig. Jeg oplevede ikke noget, som de ikke lige kunne finde frem.

Så kan i bare gå i gang

Og det gjorde vi så

Bliver helt lækkersulten af at se billederne

Her er, hvad jeg fik kreeret af påskeæg, det blev til seks slags. Til de æg med mørk chokolade er kaffe naturligvis temaet, og det er virkelig godt til marcipan, så det skal jeg eksperimentere mere med.


De seks slags æg, som jeg fik lavet

Kaffeæg: Marcipan æltet med instant kaffe, dyppet i mærk chokolade og drysset med ristede, hakkede hasselnødder

Kaffeæg med nougat: Som kaffeæg bare med nougat, uden ristede hasselnødder men med nougatt på toppen.

Irish Coffee æg: Marcipan æltet med whiskey først, og så æltet med instant kaffe, dyppet i mærk chokolade og pyntet med mandelflager.

Kirsebærdrøm: Marcipanæg med syltede kirsebær, dyppet i hvid chokolade og pyntet med kirsebær.

Bærsymfoni: Marcipan æltet med frysetørret, knuste hindbær og frysetørret, hakket blåbær, dyppet i hvid chokolade, og drysset med knuste, frysetørret hindbær - ideen til disse æg er tyvstjålet fra to af de andre madbloggere, men det var simpelthen så lækker en kombination, at jeg måtte lave dem.

Pistace-lemon æg: Marcipan æltet med pistace, fyldt med citron og hakket hvid chokolade, dyppet i hvid chokolade, og drysset med hasselnøder.

Kirsebæræg og kaffeæg er nogle af favoritterne

Vi skulle egentlig have lavet lagkager bagefter, men vi var så godt i gang med æggene, at nogle af os bare fortsatte med dem. Der blev dog lavet to flotte kager, og den ene nåde vi lige at smage til sidst, så det var godt lige at slutte en super dag af med et stykke kage.

Den flotte kage, som vi lige nåede at få smagt

Jeg glæder mig allerede til at komme i køkkenet med det her
Dagens deltagere - billedet er fra Odense Marcipans fb

Det eneste der var ærgerligt ved dagen var, at vi ikke lige fik hørt, hvad hinanden havde lavet, og fik smagt hinandens kreationer - og så tror jeg, at der var bred enighed om, at vi sagtens kunne have brugt flere timer i køkken-mekkaet. Jeg drømte i nat, at det var mit køkken, og jeg vågnede med et smil på læben :)

Dette indlæg er udtryk for mine egne meninger og holdninger, og jeg har selv valgt at skrive det - det var ikke et krav fra Odense Marcipan, at vi skulle omtale dagen på vores blogge.

mandag den 31. marts 2014

Paris er ikke for børn - men det er Disneyland

Der har været stille på bloggen i et par uger, og det er der en rigtig god grund til, vi har nemlig været på ferie. Denne gang gik turen til Paris og Disneyland - vi lagde ud med fem dage i Disneyland, og så tog vi ind til Paris og sluttede ferien af med fire dage i byernes by. Det var som altid dejligt med ferie, men ferien bød også på lidt blandede følelser. Lige så børnevenligt som Disneyland er, lige så lidt børnevenlig er Paris nemlig, det er nok naivt, men det havde vi ikke rigtig tænkt over. Men mere om det senere, lad os starte fra begyndelsen.
Her er den lille familie så i Disneyland
Disneyland
Vores sidste ferie som par, inden vi blev forældre, gik til Orlando og Disneyworld, derfor var det kun et spørgsmål om tid, inden vi skulle have lillepigen med i Disney - vi kunne selvfølgelig ikke rejse så langt, så vi tog nuppede den franske udgave. Ved dagene i Disneyland kan jeg kun sige tre negative ting, så det må vi hellere få af vejen først.

1) Det er svinedyrt at leve der, og Disney ejer hele området, så man kan ikke bare lige gå udenfor og købe en cola. Niksen biksen man kan værsågod at købe den i deres butikker til 22 kroner for en halv liter, og en flaske vand koster det samme. Prisniveauet kom ikke bag på os, men man skal da lige være opmærksom på det, hvis man tager der til.

2) Til trods for høje priser så er maden ikke specielt god. Man kan sagtens finde noget, der er fint nok at spise, og der er nogle ganske hæderlige buffeter på hotellerne, men vi fandt ikke nogle super gode spisesteder eller spiseoplevelser i Disneyland/Disneyområdet.

3) Det er ikke det samme og ikke i nærheden af Disneyworld i Florida, så hvis man har været der først, skal man ikke sætte sine forventninger for højt.

Når det så er sagt, så er det magisk at være i Disneyland, også selvom det ikke er så stort og ekstravagant som i Orlando. For børn og barnlige sjæle er det er must at frekventere et par Disney parker i sin levetid. Og selvom man ikke er Disneyfan, så tror jeg ikke på, at man kan undgå at blive revet med af stemningen.




I Paris er der to Disneyparker. Der er den originale Disneyland og så Walt Disney Studios, efter min mening er det klart Disneyland, der er den mest spændende af de to. Walt Disney Studios skulle være mere for de voksne, men den er hurtig set, og vi foretrak Disneyland. Her er det nok igen, fordi vi har været i Orlando, hvor vi besøgte Universal Studios, og sammenlignet med Universal når Walt Disney Studios i Paris den ikke til sokkeholderne.

Men når nu man ikke kan flyve alle de mange timer, som det tager at komme til USA, så er det altså ret godt at have Disneyland så tæt på som Paris. For Disneyland har Disneys magi, og det er altså noget unikt at befinde sig i Disneys univers.

Noget andet, der er super godt ved Disney, er at det simpelthen er børnevenligt fra ende til anden. Det fandt vi især ud af, da vi senere på ferien kom ind til Paris. Der var ingen restauranter, hvor vi ikke kunne få varmet babymad, købe mælk, havde højstole stillet til rådighed. I selve Disneyparkerne var der en babylounge, og der var puslepladser på de fleste toiletter. På vores hotel var der babyseng, højstol og mad, som vi kunne give Grete-Johanne. Det var altså guld værd, når man har en lille prinsesse, der er forvent med mors mad og ikke på nogen måde gider at spise mad på glas!

Vi boede på Disney Hotel Santa Fe, som er designet ud fra filmen Cars i ørkentema og med biltema på værelserne. Det var simpelthen så gennemført og fedt. Hotellet har kun to stjerner, så vores forventninger var ret lave, men det er absolut det flotteste to stjernede hotel, jeg nogensinde har set. Hotellet kan varmt anbefales, hvis man vil en tur til Disneyland. Det ligger et kvarters gang fra parkerne, og der går shuttlebusser, hvis man ikke gider at gå. Det er samtidig et af de billigste af Disneys hoteller i området.

Værelset i cars tema

Forstod aldrig, at man ikke måtte gå på vandet - hvis nu man kan?


Maden var som sagt ikke den store succes, vi endte med at spise på hotellet og nabohotellet for det meste, det var ganske hæderlige buffeter, som var børnevenlige. Men det var ikke noget imponerende. Vi havde desuden morgenmad på hotellet, og det var et kapitel for sig. Når klokken blev otte, vrimlede det simpelthen ind, og det var et cirkus. Det var en utrolig simpel morgenbuffet, men folk hamstrede og opførte sig som sindssyge. Vi skyndte os ned til morgenmaden, så snart prinsessen var vågnet, så vi så vidt muligt kunne undgå det vanvittige cirkus.

Et sidste afsnit omkring Disneyland skal selvfølgelig handle om, hvordan Grete-Johanne (vores datter på lige knap 10 måneder) tog det hele. Og det gjorde hun med oprejst pande, hun viste sig igen igen at være så utrolig dygtig og nem. Vi er simpelthen velsignet med en skøn datter. Hun sov i barnevognen, når hun var træt, og sad op og kiggede rundt og slugte folks opmærksomhed, når hun var vågen. Det var til gengæld godt, at vi ikke tog den her tur senere, for hun begyndte at bevæge sig rigtig meget rundt i løbet af de ni dage, vi var afsted, så de sidste dage holdt vi nogle lange pauser på hotelværelset, hvor hun kunne få lov til at klatre og karte rundt på os, så det ikke bare var ni dage i barnevognen for hende.

Det evige dilemma: mor vil kysse, baby vil bide i mors næse

Paris
Lige så børnevenlig som Disneyland er, lige så lidt børnevenlig er Paris. Vi havde kun været i byen i en times tid, da vi lige ville finde en cafe til at indtage vores frokost på. Det skulle dog vise sig at blive sværere, end vi havde troet. Det første sted, hvor vi var på vej ind, blev vi nægtet adgang, fordi barnevognen ikke var velkommen - så var stilen ligesom lagt. Det lykkedes os dog at finde noget frokost, men på de fem dage, hvor vi befandt os i Paris, lykkedes det os ikke at finde et eneste spisested med en højstol, hvor vi kunne sætte vores datter. Så de fleste måltider blev taget med hjem på hotelet, hvor der heldigvis var en højstol, som vi kunne låne.

Antallet af siddepladser vi fyldte på fin café med barnevogn = 6!

Så er der souvenirs - og yes, det er dildoer!

Det var måske også lidt optimistisk af os at tage på storbyferie med en baby på knap ti måneder, hun er lige begyndt at møve meget rundt, og det var lidt synd, at hun skulle ligge eller sidde i barnevognen i så mange timer om dagen. Så det var nok sidste gang i lang tid, at vi tager på storbyferie. Næste gang bliver det sol, sommer og ikke mindst charter - børnevenlig charter.

Selvom Paris ikke er for børn, så er det dog en fascinerende by. Vi kunne ikke komme ind i og op i ting, men på en dag gik vi Paris tynd og så Louvre, Triumfbuen, Eiffeltårnet og Notre Dame. Men som de madhoveder, som vi nu engang er, så var det mest fascinerende kagerne - vi boede på en vej med tre bagerier, og jeg har aldrig spist så mange kager på en uge, det var lækkert! Der kommer lige lidt billeder.
18 km i stængerne med barnevogn gennem Paris

På vores 18 km lange regnfulde gåtur, grinede Putten af os fra sit skjul

Triumfbuen - baby sover

Eiffeltårnet - baby sover stadig

Vi fik sat en kærlighedslås på broen

Notre Dame - baby er vågen

Sacre Coeur

Og sidst men ikke mindst lidt billeder af kage og lækkerier… 

Lækker kage fra det lokale bageri

Mmm kaffe eclair

Creme brulee

De lækre kager kom i denne smukke æske med bånd omkring