tirsdag den 4. september 2012

Kokosis

Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at smide en rest af kokosmælk ud, som jeg havde til overs efter at have lavet en wokret, så jeg fiflede lidt, og det kom der en ret lækker og let dessert ud af. Og så fik jeg lejlighed til at bruge vores fine lille ismaskine.

ismaskinen er i gang - 10 minutter og så er der is

Cremet kokosis med friske hindbær
Kokosis
1/2 dåse kokosmælk
50 gram kokosmel
2 æg delt i hvide og blomme for sig
1 spsk vanillesukker
2 smsk rørsukker

Bland kokosmælken og kokosmelet med vanillesukkeren, og stil blandingen i køleskabet i et par timer. Når kokosmelet har suget noget af væsken og er blevet blødt, piskes æggeblommerne med 1 spsk sukker til de er hvide og luftige. Vend æggemassen med kokosmassen. Hviderne piskes med 1 spsk sukker til de er stive og vendes i blandingen. Kom massen i en ismaskine i 10 minutter eller lad den fryse under hyppig omrøring i minimum 4 timer.

Server med friske hindbær eller anden frugt for at bringe lidt syrligt til desserten.

fredag den 31. august 2012

Kartoffelsuppe med bacon knas

Vejret lugtede tidligere på ugen lidt af efterår, og det gav mig lyst til at eksperimentere med noget suppe. Jeg har tidligere kun lavet hyldeblomstsuppe, og ellers har suppe været noget, som vi spiste når vi var syge - men det ændrer sig nu. Valget faldt nemlig på kartoffelsuppe, og det var et hit.  Opskriften er god og mættende. For at have lidt crunch i stegte jeg bacontern og lavede nogle rugbrøds croutoner med hvidløgssalt.

Kartoffelsuppe med blomkål, porrer, bacontern og rugbrødscroutoner.

Så lækker suppe - den kan klart anbefales.

Kartoffelsuppe med porre og blomkål
800 gram kartofler
8 deciliter vand
2 dl fløde
1 spsk smør
1 stort løg
3 fed hvidløg
en porre
et halvt blomkålshoved
2 smagstern med høns
1 knsp chili
2 tsk salt
1/2 tsk peber
2 pakker bacon i tern

Skræl kartoflerne og skær dem i mindre tern. Skræl løget og skær det i skiver, skær porren i skiver og hak hvidløgene i små tern. Tag en stor gryde og steg bacon i smøret til det er sprødt. Tag baconen op af gryden, men lad baconfedtet være i gryden, læg baconen på en tallerken med fedtsugende køkkenrulle på. Svits løg og hvidløg i baconfedtet i et par minutter til de er bløde. Kom kartofler og halvdelen af porrerne i gryden og svits i et par minutter. Herefter hældes vand, smagstern og krydderier i gryden, og den skal koge i 15 minutter eller indtil kartoflerne er møre.

Når kartoflerne er møre, tages gryden af blusset, og så er det bare om at gå amok med en stavblender i gryden. Hvis man ikke har en stavblender, så kan massen hældes op i en almindelig blender, men pas på - den er meget varm. Suppen blendes indtil den er glat og lækker, herefter stilles gryden tilbage på blusset, og fløden hældes i. Smag til med mere salt og peber, hvis det er nødvendigt. Kom eventuelt mere vand i, hvis konsistensen ønskes tyndere.

Skær blomkålen i mindre stykker, mens suppen simrer på blusset, og kom blomkål og resten af porrerne
i suppen. Lad den simre i yderligere 3-4 minutter alt afhængig af, hvor meget bid man ønsker i sine blomkålsstykker. Server suppen med baconternene drysset henover og rugbrødscroutoner til.

Rugbrødscroutoner med hvidløgssalt
5 skriver rugbrød
1 spsk hvidløgssalt

Sæt ovnen på 180 grader, skær rugbrødsskiverne ud i tern på ca. 2 gange 2 centimeter og sæt ternene på en bageplade og drys dem med 1/3 af hvidløgssaltet. Bag dem i 5 minutter, før de tages ud og vendes om. Drys dem nu på den anden side med 1/3 af hvidløgssaltet. Bag i yderligere 5 minutter - længere tid, hvis de skal være helt hårde. Tag rugbrødsternene ud og lad dem køle af. Når de er kolde, kommes de i en skål og den sidste 1/3 af hvidløgssaltet drysses på.

tirsdag den 28. august 2012

Lækker juice-drink uden alkohol

Siden vi kom hjem fra ferie har vi begge været lidt mættede hvad angår mad og drikke, så menuen har mest stået på rugbrød. Men da jeg lagde kufferterne på plads, faldt jeg over vores saftpresser, som ikke har været i brug i et par år. Men i brug kom den.

Det gode ved en saftmaskine er, at man kan lave saft af mere eller mindre alle frugter såvel som grøntsager. Men man skal passe på, at det ikke bliver en stor udefinerbar blanding - det kan vi godt være slemme til, fordi det er så skægt, når man står med maskinen og bare kan komme alt i, så vi måtte lige holde os selv i ørerne. Det blev til en juice med base af 8 søde æbler, og så kom vi en håndfuld blåbær, en pære, en halv melon og et par gulerødder i til slut for at gøre det lidt syrligt. Der blev cirka en liter koncentreret juice.

Når man selv laver juice, så er det ufiltreret og noget mere grumset end det man kender fra supermarkedet. Til gengæld ved man præcis, hvad der er i, og smagen er altså noget helt andet. Jeg lavede en drink ud af juicen ved at blande den med danskvand i forholdet 2/3 juice og 1/3 danskvand. Det var en blanding så englene sang.

Hjemmelavet juice blandet op med danskvand

Stop madspild - restekage fra saftproduktionen
Ligesom så mange andre madbloggere og forhåbentlig andre mennesker generelt så synes jeg, at man skal om end ikke stoppe så i hvert fald mindske madspild så meget som muligt. Det er årsagen til, at jeg laver madplaner, så indkøb mm. passer sammen, og vi smider utrolig lidt mad ud her hjemme.
Derfor bragte det selvfølgelig en panderynke frem, da jeg efter at have lavet juice tømte beholderen med frugtresterne. Selvom blandingen er lidt tør, fordi al saften er blevet presset ud af, så er det jo alligeve god og nærende frugt - det kunne jeg ikke smide ud.

Så jeg smed blandingen op i en skål og gav den en halv deciliter juice, en deciliter rom, lidt vand og en spsk vanillesukker, så den blev lidt våd og fik et pift af vanille. Massen brugte jeg til at lave en frugtkage i stil med æblekage, hvor der er skiftevis lagde frugtgrøden og knuste markroner. Det blev til en rigtig lækker kage, som faktisk var bedre og mere interessant end en almindelig æblekage. Vi spiste den med creme fraice rørt med vanillesukker.

Restekagen - den ser måske ikke så lækker ud, men det er den.

søndag den 26. august 2012

Home sweet home

Vi er tilbage fra en rigtig dejlig ferie i Thailand. Så når vi lige er kommet på fode igen, kommer der nyt på bloggen, men der går nok lige et par dage endnu. Imellemtiden kan i få et billede af en lille fyr, som i hvert fald er glad for, at vi er tilbage igen.

Tumle har vist savnet os
Den 6. august kunne vi fejre vores første bryllupsdag - her var det nemlig et år siden vi sagde ja til hinanden. Brylluppet var helt fantastisk, se mere om det her. Vores bryllupsdag var stille og rolig, vi tog en lang tur i kajak om formiddagen, slappede af om eftermiddagen, drak champagne i solnedgangen, spiste god middag og havde en dejlig dag sammen. Som god skik er, havde vi frosset det øverste lag af bryllupskagen ned, og den skulle spises på vores første bryllupsdag. Men da vi jo ikke var hjemme på dagen, måtte den del af fejringen gemmes. Så da vi kom hjem, tog vi kagen op og fejrede bryllupsdag igen.

Efter et år og nitten dage smager kagen stadig skønt


torsdag den 2. august 2012

FERIE

I morgen rejser vi endelig på sommerferie. Det har været hårdt at se på folk hele sommeren, der gik på ferie - men nu blev det så endelig vores tur. I morgen tidlig drager vi mod Kastrup, hvorfra turen går til Thailand. Nærmere bestemt er det Ao Nang, som er en lille hyggelig by i Krabiprovinsen, der skal danne rammerne om vores ferie denne sommer. Lørdag sidder vi altså lige her:

Morgenmaden på vores hotel, hvor vi kan sidde og se ud på vandet hver morgen
Det betyder naturligvis ferielukning på bloggen. Vi er afsted i tre uger, så der bliver altså stille mere eller mindre hele august. Kan i have en god måned ude i det danske land, eller hvor i nu befinder jer :)

onsdag den 1. august 2012

Chokolademousse med makron og chokolade-marcipan

Denne dessert lavede jeg for nogle uger siden, og den egner sig rigtig godt til en god kop kaffe (hvilket jeg jo mener, at alle desserter gør). Den er inspireret af de rester, som jeg kunne finde i vores skab med søde sager, men jeg er faktisk ret tilfreds med resultatet. Makronerne giver noget knas og kant til chokolademoussen, som ellers er en meget blød dessert, hvis man spiser den i sin rene form. Derfor plejer jeg også altid at hakke noget kvid chokolade eller nogle nødder i moussen.

Det færdige resultat - lidt mere knasende end en portion chokolademousse

Knuste makroner i bunden dryppet med lidt stærk kaffe

Opskrift: (til 6 små skåle)
24 makroner
150 gram chokolademarcipan
1 spsk whiskey
2 spsk kold kaffe
1 brev chokolademousse fra Dr. Oetker (Her kan også bruges hjemmelavet chokolademousse, vi foretrækker bare den her, fordi den dels er nem, og fordi vi godt kan lide smagen)
1,5 dl fløde
1 dl mælk
et par hakkede mandler
lidt hvid chokolade og lidt mærk chokolade til pynt

Knus makronerne ved at komme dem i en frysepose og slå dem med en kødhammer eller med håndfladen. Fordel de hakkede makrner i seks små skåle. Bland den kolde kaffe med whiskey - whiskey kan udelades, hvis man ikke er til det. dryp kaffeblandingen ud over makronerne. Riv chokolademarcipanen og fordel den ovenpå makronerne. Pisk chokolademussepulveret med fløde og mælk i 5 minutter. Kom moussen i en sprøjtepose, og lav toppe ovenpå makron-marcipan-blandingen. Pynt dem med hakkede mandler og hvid og mørk chokolade. Desserten kan spises med det samme, men den har også godt af at stå i et par timer, så den kan sagtens laves på forhånd.

tirsdag den 31. juli 2012

Hvid chokolademousse med mandler og sommerbær

I går var svigerforældrene til middag, og vi fik en rigtig sommermenu bestående af stjerneskud og så hvid chokolademousse med bær til dessert. Egentlig er jeg ikke så meget til hvid chokolademousse, jeg synes, at det er lidt for sødt. Men her har jeg fundet en sammenhæng, hvor det virkelig kommer til sin ret. Den syrlige blanding af ribs, jordbær og blåbær står perfekt til den søde chokolademousse.





Opskrift:
200 gram hvid chokolade
6 æggeblommer
1 spsk vanillesukker
50 gram rørsukker
2,5 dl fløde
50 gram smuttede mandler
100 gram jordbær i skiver
En blanding af syrlige sommerbær - jeg brugte jordbær, ribs og blåbær

Smelt chokoladen meget forsigtigt over et vandbad. Pisk fløden til skum, og stil det til side. Hak de smuttede mandler i grove stykker. Skær jordbærrene i skiver og læg dem i bunden af fire portionsskåle eller glas. Pisk æggeblommerne hvide med sukker og vanillesukker, og rør den smeltede chokolade i. Vend flødeskummet i chokoladeblandingen lidt ad gangen. Fordel moussen i 4 portionsskåle, og stil dem på køl i minimum 4 timer. Server med bærblandingen til.

En heldig kartoffel

Det er, hvad jeg er :) Jeg var nemlig så heldig at vinde en give away på Biancas skønne blog, og i dag lå der så denne fine pakke til mig, da jeg kom hjem.

Det fine sammenklappelige cupcake tårn
Mit eneste problem er nu, at det kribler i fingrene for at komme i gang med at bage nogle muffins/cupcakes, men jeg har desværre ikke tid til det. Vi rejser på ferie fredag morgen, og jeg har tusind ting, jeg skal nå inden afgang. Men når vi kommer hjem igen, så skal der helt sikkert laves noget fyld til det fine fad. Jeg har lavet lidt lækkerier de seneste dage, så der kommer lidt på bloggen, selvom jeg ikke får lavet det store de næste dage - og så er der ellers dømt ferie i 3 uge...

søndag den 29. juli 2012

Marengslagkage med sommerbær

Denne kage er min egen yndlingskage, og det er også en af mandens favoritter - men han har lidt sværere ved at vælge, tror det er lidt ligesom at bede forældre om at vælge mellem deres børn ;) Men kagen er frisk, lækker og så imponerer den altid gæster, fordi den er så fin. Grundopskriften er fra kogebogen Suveræne Succeser, men jeg har naturligvis ændret den lidt.

Kagen skåret over - bærskum af hindbær, jordbær, blåbær og marmelade 
Der var så meget rift om kagen, at jeg først kunne tage billede, da halvdelen var væk

Marengsbunde:
6 æggehvider
350 gram sukker
2 spsk. vanillesukker
200 gram mandler
2 tsk eddike
lidt mørk og lidt hvid chokolade til pynt

Tænd ovnen på 125 grader, og gør to bageplader klar, hvor der er tegnet en cirkel på dem hver - to lige store cirkler selvfølgelig. Jeg bruger en rund tallerken til at tegne cirklen med. Bagepladerne drysses med et tyndt lag hvedemel. Pisk æggehvider med sukker, vanillesukker og eddike i 10-15 minutter, indtil det er meget stift og lidt sejt. Blend mandlerne til mandelmel og vend alt mandelmelet på næs ca. en spsk. i marengsen. Der skal bruges en lille smule mandelmel til pynt. fordel marengsmassen i de to cirkler med nænsom hånd og gør dem glatte ovenpå med en dejskraber.
Bag i 1,5 time ved 125 grader i varmluft. Tag dem ud og lad dem køle af på pladerne. Når bundene er kolde, skal de løsnes, og den, man vil have øverst, skal pyntes. Jeg smelter ca. 25 gram mørk chokolade og 25 gram hvid chokolade i hver sin skål i mikroovnen. Her stiller jeg en teske ned i, og kører den hurtigt hen over bunden på skift, så der kommer tynde streger med mørk og hvid chokolade. Til sidst drysses den med mandelmel, og den pyntede bund sættes i køleskabet, mens man laver fyldet.

Bærskum:
4 dl. fløde
1 spsk. vanillesukker
400 gram bær (her brugte jeg 150 gram hindbær, 100 gram blåbær og 150 gram jordbær)
2 spsk. marmelade
(bærrene kan varieres, og jeg laver forskellige slags mere eller mindre hver gang - den er også god med ribs eller bare med hindbær)

Pisk flødeskummet med vanillesukkeren til det er meget stift - her skal det være stivere, end man almindeligvis ville lave flødeskum. Jeg brugte frosne bær, så jeg tøede dem op i mikroovnen, men man kan også bruge friske bær eller en blanding. Mos bærrene sammen og sød dem med syltetøj. Vend bær-blandingen i flødeskummet, og put det på den nederste bund (denne er selvfølgelig først placeret på et kagefad). Tag den øverste bund ud af køleskabet og læg den ovenpå skummet. Kagen kan med frdel laves nogle timer inden servering, så den lige kan sætte sig. Men man kan også sagtens spise den med det samme, den er også god dagen efter.

fredag den 13. juli 2012

Iskaffe og to impulskøb

Det er ingen hemmelighed, at jeg er meget glad for kaffe. Og det gælder kaffe i alle dens former. Normalt bryder jeg mig til gengæld ikke om, at der kommer noget i min kaffe - ingen mælk, sukker eller andet fyldstof. Jeg drikker min kaffe sort som kul i dens reneste form. Men ingen regel uden undtagelser, for når det gælder iskaffe, så er jeg ikke så konservativ. Derfor rykkede det i min kaffe-kærlighed, da jeg så en opskrift på kaffe-ekstrakt på Joy of coffe - en fellow kaffeelsker. Det er naturligvis et must at have ekstrakt til iskaffe i køleskabet, når man er en kaffetosse, så det kastede jeg mig straks ud i.


Lækker iskaffe, som tager under 1 minut at lave
 Kaffe-ekstrakt med vanille
150 gram god kaffe - evt. friskmalede bønner
100 gram vanillesukker
2 liter koldt vand

Kaffen blandes godt med vanillesukker i en stor margrethe skål, og den kolde vand hældes over. Læg låg på skålen og sæt den på køkkenbordet i mindst et døgn. Rør rundt engang imellem. Når ekstrakten er færdig med at trække, hældes den igennem et kaffefilter - jeg brugte kanden og filterholderen fra min kaffemaskine. Når ekstrakten er filtreret, hældes den på flasker, og det opbevares på køl.

Iskaffen laver jeg med 2/3 kaffeekstrakt og 1/3 sødmælk eller vanilleis og et par isterninger. Alt afhængig af hvor sød man vil have sin iskaffe, kan man tilsætte lidt rørsukker eller lidt sirup. Da jeg skal i bikini om tre uger, så har jeg brugt lidt sødemiddel, og det smager også ganske udemærket :)

Impulskøb 1
I går var dagen, hvor jeg gjorde to impulskøb - det ene dyrere end det andet. Først får i lige endnu et billede af en af mine orkideer. Som tidligere beskrevet er jeg helt tosset med orkideer, så da jeg i går kørte forbi vores lokale blomsterhandler og opdagede, at der var 50 procent på alle blomster, fordi de holder ferielukket de næste tre uger, ja så blev vi en orkide rigere.
Er det ikke de smukkeste blomster?
Jeg kunne simpelthen ikke stå for de smukke farver på blomsterne, selvom vi efterhånden ikke har vindueskarme nok til alle mine orkideer - til trods for et ret stort hus.

Impluskøb 2
Mit andet impulskøb i går var noget dyrere end orkideen, og så var det selvfølgelig i samspil med manden. Vi har nemlig booket vores efterårsferie, som bliver en tur til New York i november - jubii :) Det var en indskydelse vi fik forleden, så vi begyndte vi at kigge på det og blev mere og mere lune på idéen, og nu er vores første tur til USA og New York altså bestilt. Gode råd til, hvad vi SKAL se, gøre og ikke mindst spise, når vi er der ovre, modtages med kyshånd. Og så må jeg hellere lige blære mig lidt - der er nemlig kun 21 dage til turen går til Thailand, så der er nok at glæde sig til i det lille hjem.