Jeg har i lang tid overvejet, om jeg skulle lave dette indlæg. Og nu gør jeg det så, for mine personlige indlæg plejer at blive taget rigtig godt imod. På en måde handler indlægget her ikke om mad, og på en måde handler det ikke om andet end mad.
For at starte med udgangspunktet, så har jeg i godt og vel seks år været overvægtig - tyk i langt det meste af tiden for at sige det på godt gammelt dansk. Uden at vide præcis hvor meget jeg har vejet på mit maksimale, idet jeg selvsagt undgik badevægte i nogle år, så ved jeg, at det er et stykke over de 80 kilo. Det lyder måske ikke alarmerende, men jeg er kun 158 høj, så det betyder, at mit BMI har ligget på over 32 i hvert fald (og nok også noget mere), og det puttede mig i den fine kasse, som hedder "Fedme klasse 1". Det vil sige, at jeg havde 1/3 af min kropsvægt for meget på sidebenene.
 |
| Sådan her ser en usund version af mig ud |
Jeg har aldrig nogensinde været en streg i luften, lige fra jeg begyndte at udvikle kvindelige former i 11-12 års alderen, har min krop været meget feminin. Jeg har talje, numse og store bryster. Men det var først, da jeg kom på gymnasiet som 16-årig, at fristelserne blev for mange, og jeg begyndte at tage på.
Nu kan man måske foranlediges til at tænke "Jeg kan da godt forstå, at hun har været tyk, når hun laver alle de kager", men min søde tand har faktisk først udviklet sig, efter jeg tabte mig, selvom det lyder fjollet. Jeg har aldrig været et slikhovede, faktisk har jeg aldrig rigtig brudt mig om noget slik. Jeg kunne godt lide saltlakridser og chips, men slik og især chokolade var aldrig min kop te - selv som barn kunne vi sagtens have en slikskål stående på bordet i en weekend, uden at jeg rørte den specielt meget (det vil sige, hvis ikke min far nåede at tømme den først). Så det har altså ikke været den store trang til søde sager, der gjorde mig tyk.
 |
| Jeg var i lang tid den tykke, sjove pige |
Synderen (udover min slappe rygrad) var en kombination af usund mad, alkohol og manglende motion. Jeg er ikke vokset op med grillmad, ikke fordi mine forældre var helsefanatikere eller noget, men som barn har jeg kun fået grillmad, når vi engang imellem var i svømmehallen om fredagen, så fik vi grillkylling og pommes frites. På gymnasiet var der en god kantine, og jeg begyndte at gå i byen hver weekend, hvor vi spiste pizza, kebab og en masse andre gode ting. På samme tid begyndte jeg at arbejde i en Quick Food, hvor vi kunne spise mere eller mindre, hvad vi havde lyst til.
Det lyder som en kliche, men jeg spiste og drak simpelthen for meget, og selvom jeg fik det at vide, så var det som om, at jeg ikke rigtig kunne se det selv. Det billede, som jeg nu kan se, når jeg kigger på billeder af mig selv fra dengang, var ikke det billede, jeg så i spejlet. Det pudsige er faktisk, at da jeg var tyk, så følte jeg mig ikke tyk, og som tynd føler jeg mig ikke tynd - det er ikke sikkert, at det giver mening, men jeg kan ikke rigtig forklare det bedre.
 |
| Jeg syntes selv, at jeg så tynd ud i den kjole - det gjorde jeg ikke |
I efteråret 2008 tog jeg så tyren ved hornene. Jeg kan faktisk ikke huske, hvorfor det lige præcis var der, at jeg besluttede mig for at tabe mig. Der var altså ikke en livsbegivenhed, en samtale eller noget som helst, jeg kan sætte en finger på og sige "derfor ville jeg tabe mig". Jeg har prøvet mange gange før, men min rygrad er som en regnorms, så det har aldrig holdt ved. Men denne gang gjorde det. Jeg forsøgte mig med Nupo pulver, men jeg lavede min egen version af kuren, fordi jeg syntes, at de der pulvershakes rent ud sagt smagte af helvede til. Så jeg lavede det til smoothies med friskpresset grape og frosne jordbær, det smagte fint, og jeg så relativt hurtigt resultater.
På samme tid havde jeg 10 km til henholdsvis uni og mit arbejde, som jeg cyklede, fordi min mand (som dengang var min kæreste) arbejdede rigtig meget og havde bilen, så jeg fik lidt motion i det også. Jeg fortalte ikke nogen, hvad jeg havde gang i - udover min mand selvfølgelig, vi boede jo sammen, så han kunne selvfølgelig ikke undgå at vide det. Jeg ville ikke sige noget, før jeg var sikker på, at det ikke var en fiasko, så jeg tror faktisk først, at mine forældre fik det at vide omkring jul, hvor jeg havde smidt de første ti kilo.
Da jeg havde fundet ud af, at det her kunne jeg nok godt holde, købte jeg mig en badevægt - dem havde jeg ellers undgået i mange år. Vægten sagde på det tidspunkt 77,5 kilo, og mit mål, som jeg aldrig sagde højt, var 55 kilo. Jeg ved ikke, hvad min egentlige startvægt var, da jeg som sagt var i gang på det tidspunkt. Et godt bud er, at jeg nok har vejet i starten af 80'erne måske endda 85. Lidt tankevækkende er det, at 85 kilo er det, som min mand vejer, når han har lidt for meget sul på kroppen, og han er altså 180. Så på 158 cm pige er det altså lidt voldsomt.
Egentlig må man kun være på Nupo kur, som går ind under VLC (Very Low Calorie Diet), i 8 uger. Men fordi jeg lavede min egen version, hvor jeg lavede rigtige smoothies tilsat pulveret og desuden spiste gulerødder og æbler, så fortsatte jeg på den. Af og til fik jeg også noget andet, men hovedsageligt var det smoothies og så grøntsager/frugt.
Ved juletid havde jeg tabt mig omkring 15 kilo og lå på de 67-68 kg, og jeg kunne begynde at løbe. Lige præcis den vægt er faktisk stadig mit skæringspunkt for, hvornår jeg begynder at få ondt i knæene, det fandt jeg ud af, da jeg var gravid. I starten kunne jeg kun løbe en kilometer, og det var lidt et nederlag hver gang, men jeg fortsatte under tanken om, at lidt har jo også ret, og så gik jeg resten af min 2,5 kilometers rute. Efter noget tid kunne jeg løbe mine 2,5 kilometer, og jeg satte ruten op. På det tidspunkt var det blevet februar, og jeg var nede på omkring de 62 kilo.
Men så begyndte det at gå langsomt, de hurtige resultater fra i starten af forløbet var der bare ikke længere, og selvom jeg nu var inde for mit normale BMI (det giver mig et spænd fra 47 til 62), så var jeg ikke tilfreds. Jeg havde ikke nået min egen målsætning, og jeg havde en indre frygt for, at hvis jeg ikke nåede mit mål, så ville jeg blive tyk igen - for så var jeg alligevel en fiasko. Jeg var så tæt på målet, og jeg ville ikke give op. For en gangs skyld ville jeg bevise overfor mig selv og resten af verden, at min regneormerygrad altså godt kunne stives af, når der var brug for det.
Den 13. juni 2009 vejede jeg for første gang 55,0 kilo!
 |
| Sådan så jeg ud, efter jeg havde tabt mig |
 |
| Sund og glad uden alt det ekstra flæsk i ansigtet |
Jeg havde nået mit mål, og jeg har ofte sidenhen brugt den beslutsomhed og det kendskab, som jeg har fået til min egen psyke af vægttabsrejsen. Jeg tror ikke, at jeg havde kunnet gennemføre min kandidat, hvor jeg skulle pendle til Århus (startede i sommeren 09), hvis jeg ikke havde lært, at jeg har et lag af beslutsomhed og målrettethed, som jeg kan trække på.
Det er lidt den samme beslutsomhed, jeg trækker på, når jeg ikke tillader mig selv at blive tyk igen. For selvom jeg kan kalde det en vægttabsrejse, så er det en rejse, jeg vil være på resten af mit liv. Man kan ikke bare tabe sig, klappe i hænderne og sige "Det var så det, stik mig et Big Mac med det hele". Så tager man på igen - jeg gør i hvert fald. Jeg fik faktisk at føle på skrækkeligste vis, hvordan min krop havde forandret sig. Lige efter jeg var færdig med at tabe mig, skulle vi have mine forældre til middag, og vi fik en af mine livretter (kylling fyldt med flødeost, omsvøbt af bacon og bagte rodfrugter med feta), jeg spiste godt til, som jeg havde gjort før i tiden, men nej hvor det hævnede sig. Der gik kun en times tid, så kastede jeg bare op, og jeg var syg hele natten. Min krop sagde simpelthen fra.
Og hvordan hænger det så sammen med min madblog, som simpelthen bugner af kage og søde sager? For det første, så er min mave blevet noget dygtigere til at håndtere mine spisevaner - og jeg er blevet bedre til at acceptere, at jeg ikke kan spise de samme mængder som før. Det har jeg for øvrigt heller ikke lyst til. Men min madglæde faktisk også blevet større, efter jeg har tabt mig. Da jeg var tyk, nød jeg også mad - det giver sig selv, men dengang var det forbundet med en dårlig samvittighed og en følelse af, at folk omkring mig godt vidste, at jeg ikke burde spise det, jeg nu engang spiste. Derfor spiste jeg ofte i smug, for hvis folk ikke så det, så fedede det jo ikke? Nu siger folk "hvor gør du dog af det", hvis jeg spiser kage eller andet godt. Sandheden er, at hvis jeg lader stå til, så går det direkte på min røv eller mave. Men det gør jeg ikke, nu spiser jeg rugbrød eller salat i "smug", det vil sige på de kedelige tidspunkter, når jeg alligevel er alene hjemme eller på arbejde eller noget i den dur, så jeg kan smovse mig, når jeg hygger med manden eller med andre. På den måde er mad og hygge forbundet, og det synes jeg, at der skal være plads til.
 |
| Jeg ELSKER stadig mad og kage ikke mindst |
For jeg elsker mad, og man behøver ikke at opgive sin kærlighed til mad, bare fordi man ikke er tyk - tværtimod for mit vedkommende. Mit vægttab har både givet mig en rigtig kærlighed til mad og en masse overskud fysisk. Jeg døjede med ondt i knæene, en dårlig form og bryster, der var alt for tunge og gjorde mig duknakket før. Et eksempel på, hvordan det har ændret min fysiske formåen er, at da vi var i sommerhus med min svigerfamilie ved Vesterhavet, inden jeg gik i gang med at tabe mig, fik jeg ondt i knæene af en gåtur i klitterne, jeg var lige ved at græde og give op. To år senere, da vi var i sommerhus samme sted, løb jeg en tur langs stranden og for vild og endte med at løbe 12 kilometer, før jeg kom tilbage. Selvfølgelig var jeg godt udmattet, men her havde knæene det fint. Så det giver stof til eftertanke.
Desuden tør jeg slet ikke tænke på, hvordan min krop havde reageret, hvis jeg var blevet gravid og havde taget 15 kilo på, da jeg vejede 85 kilo. Så havde jeg nok været sengeliggende. Mest tankevækkende er det dog, at ikke engang som højgravid kom jeg op og veje det, som jeg gjorde i mine velmagts dage. Jeg er ked af, at jeg har mishandlet min krop så længe, og jeg kan kun anbefale jer andre, hvis der sidder nogle i samme situation der ude, at i tager tyren ved hornene med det samme. Pas godt på jeres krop, det er den eneste i får!
 |
| Fra vores sidste ferie, før jeg blev gravid |
Når jeg tænker tilbage ved jeg som sagt ikke, hvorfor det var på lige netop det tidspunkt, at jeg fik taget tyrene ved hornene, men jeg tror, at det er fordi, det var der, jeg begyndte at hvile i mig selv. Jeg havde været sammen med min mand i lige knap to år på det tidspunkt, og han elskede mig præcis, som jeg var. Han ville ikke ændre noget på mig, og jeg tror, at den kærlighed fik mig til at se, hvad der skulle til, for at jeg også elskede mig selv, og jeg begyndte at arbejde på mig selv. Det fysiske var den nemme del af det, og det er det, som folk kan se. Men jeg ved selv, at jeg også har ændret en masse knap så synlige ting. Jeg har ikke længere behovet for at være den sjove for alt i verden, jeg omfavner også min mere alvorlige side, og jeg forsøger at undgå at være sjov på andres bekostning - det har nemlig været en rigtig dårlig og utiltrækkende side af min "sjovhed". Men Rom blev ikke bygget på en dag, og ligesom jeg altid skal være opmærksom på at holde min vægt, så skal jeg også være opmærksom på at være det menneske, som jeg gerne vil være. Men sådan tror jeg egentlig, at alle har det. Hvor mange kan stoppe op og tænke "Så nu bliver jeg vist ikke mere awsome, jeg er det perfekte menneske på både krop og sjæl"? Men jeg gør mit bedste, og er faktisk rigtig godt tilfreds.
 |
| 74 kilo tung - et af de sidste billeder før fødslen |
Og hvordan er status så nu her 4,5 år efter vægttabet og efter en graviditet? Min jordemoder sagde under graviditeten, da vi snakkede om vægt, at mange tidligere overvægtige havde det svært med, at de tog på i graviditeten, fordi de var bange for ikke at kunne tabe sig igen. Sådan havde jeg det slet ikke. Jeg havde intet problem med at tage på, for jeg vidste, at når jeg havde tabt mig en gang, så kunne jeg gøre det igen. Og det kunne jeg. Jeg har et helt naturligt forhold til min vægt, min normale margen er mellem 53 og 57 kilo. Når vi har været på ferie tager jeg som regel 3-5 kilo på, og dem smider jeg på 2 uger til en måned efter ferien igen - jeg gider ikke at holde igen med noget, når der er dømt ferie. Da jeg blev gravid var vi lige kommet hjem fra 3 uger i Thailand, så der vejede jeg 59 kilo, jeg tabte mig selvfølgelig ikke, for det ville ikke være godt for babyen. I min graviditet tog jeg 15 kilo på (plus det løse, for jeg stoppede med at veje mig på terminsdagen og gik 5 dage over ;)). Efter fødslen, som var den eneste skuffelse rent vægtmæssigt - troede sgu man tabte sig mere af sådan en fødsel, vejede jeg 70,4. Men så raslede kiloene af, de første fem forsvandt på 14 dage, og så er det ellers gået stille og roligt.
For at få mine kropsdele rystet på plads efter sådan en graviditet, købte jeg en crosstrainer og trænede lige så stille på den og tog mavebøjninger, det var ikke for forfængelighedens skyld, men fordi mavemusklerne hjælper ens indre organer med at komme på plads igen. Det gjorde jeg i tre måneder, og jeg havde ingen fysiske mén efter fødslen - det har jeg stadig ikke. I skrivende stund vejer jeg 55,1 kilo, og jeg er i den omvendte situation, at jeg skal være opmærksom på at spise nok, fordi jeg ammer så meget.
 |
| Jeg er så glad for, at jeg tabte mig, før vi blev gift |
Jeg er gået fra:
Vægt: 85 til 55 kilo
BMI: 34 til 22
Cowboybukser: str 34 til 27
Almindeligt tøj: str 44 til 36
BH: Str 80G til 70F
Fingerring: str 55 til 50
Højde: Jeg er stadig en bette en på 158 :)
 |
| Juleaften 2013 |
