onsdag den 27. juni 2012

Chokolade fragilite med nougatskum

Jeg ved godt, at der går meget kage i den i øjeblikket her på bloggen. Men det er nu det eneste sjove vi får i øjeblikket, og jeg har simpelthen sådan en bagetrang for tiden, ved ikke hvorfor. I dag fik jeg lavet en kage, som er inspireret fra Odense Marcipans hjemmeside. Men jeg har selvfølgelig lavet min egen version, jeg skriver opskriften, som jeg lavede den. Og jeg kan love jer for, at kagen var et hit - jeg er ikke selv så tosset med nougat, men det er manden, og han syntes, at den var lige i skabet. Det er en let og cremet, som virker lidt frisk i det - måske er det fordi, den er så luftig.

Den færdige kage, når den er lagt sammen med nougat-skum i midten

Jeg nåede desværre ikke at tage et billede af kagen, før halvdelen var væk

Chokolade fragilite med nougat-skum
6 æggehvider
100 gram rørsukker
1 spsk vanillesukker
1 knivspids salt
1 tsk eddike
2 spsk kakao
100 gram mandelmel

Pisk  æggehviderne med sukker, vanillesukker, salt og eddike, indtil de er meget stive. Tænd ovnen på 125 grader, og pisk herefter i marengsmadden, imens kakao puttes i. Vend mandelmelet i kakao-marengsmassen. Tag to bageplader med bagepapir, drys dem med mel og fordel marengs-massen i to cirkler på hver sin plade. Bag dem i 1 time ved 125 grader. Tag dem ud og lad dem køle helt af.

nougat-skum
5 dl fløde
1 spsk vanillesukker
100 gram iskold nougat

Når bundene er helt kolde, så piskes fløden med vanillen, og den kolde nougat rives på rivejernets tynde side og vendes i fløden. Læg lagkagen sammen med nougat-skum i mellem de to bunde - spis med det samme eller lad stå i et par timer eller til dagen efter, kagen bliver bestemt ikke dårligere af at stå.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar