lørdag den 18. april 2015

Kaffebrød

Det er overraskende få, der kender til kaffebrød her på Fyn, hvor jeg jo flyttede til for knap ti år siden. Men på min fødeø (Lolland) var det altså en helt normal morgenkage hos bageren, og i min opvækst var det én af to morgenkager, som jeg rent faktisk kunne lide, den anden var frøsnappere. Jeg har i lang tid haft lyst til at lave kaffebrød selv, og nu skulle det altså være. Nettet vrimler med versioner af kaffebrød, som bare ikke rigtig ligner originalen fra bageren. Men dem her er ligesom bagerens - eller endnu bedre. Opskriften er fundet her, og jeg har ændret meget lidt.

Helt perfekte kaffebrød

Inden de kommer i ovnen - makronmassen hæver lidt

De skal køle lidt af, inden de kan spises, så makronen stivner
Brøddej
2,5 dl mælk
25 gram gær
1 æggeblomme
1 æg
550 gram hvedemel
1 spsk. sukker
1/2 spsk salt
75 gram blødt smør

Varm mælken op, til den er lunken. Smuldr gæren, og rør den ud i mælken. Tilsæt æg, æggeblomme, salt, sukker og hvedemel. Rør dejen godt igennem, til der ikke er nogle klumper. Tilsæt smør, og rør dejen i fem minutter - jeg bruger røremaskine til brøddeje, så her sætter jeg den bare på medium hastighed.

Sæt dejen et lunt sted, og lad den hæve i mindst en time. Ælt den godt igennem, og form den til et fladt, rektangulært brød, som er 1-2 cm tykt. Sæt brødet til hævning på en bageplade beklædt med bagepapir i cirka 45 minutter. Pensle brødet med lun mælk, og bag det ved 180 grader i 20 minutter. Lad brødet køle af, og lav så remoncen.

Makrontop
200 gram marcipan
120 gram sukker
3 æggehvider
150 gram makroner
2 spsk. hvedemel
2 tsk. bagepulver

Riv marcipan, og kom det op i en skål sammen med sukker og æggehvider. Pisk til der ikke er nogle klumper i massen. Knus makronerne, og kom dem i marcipanmassen. Pisk igen, til det hele er rørt godt sammen. Til slut tilsættes hvedemel og bagepulver, og der piskes igen. Kom remoncen op i en sprøjtepose, så det er klar til at blive sprøjtet ud over brødet.

Skær det afkølede brød ud i skiver på 1,5-2 cm i tykkelsen. Læg dem ned på en bageplade beklædt med bagepapir, og sprøjt remoncen udover brødet i en stribe på hver skive. Bag dem i 10-15 minutter ved 180 grader, til overfladen er gylden brun. Lad kaffebrødene afkøle på en rist, indtil makrontoppen er stivnet. De kan enten spises lune eller helt afkølede - jeg foretrækker det sidste, fordi jeg så kan smøre dem med koldt smør.

Det er nemmest at lave brødet dagen i forvejen, så tager det kun ganske kort tid at lave kagerne om morgenen. Remoncen kan også laves dagen forinden. Der bliver brød til overs, men det er virkelig noget lækkert brød, så det skal nok få ben at gå på.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar