tirsdag den 18. september 2012

Store bagedag

Der har været lidt stille her på bloggen, fordi jeg har været til håndboldstævne i Viborg hele weekenden. Som optakt til turen havde jeg en rigtig bagedag, for vi skulle jo nødigt gå ned på energi under sådan en hård træningsweekend, så jeg bagte på livet løs i fredags. Som det ses på billedet nedenfor, så var der gang i det lille køkken. Alt i alt blev det til 40 boller (henholdsvis lyse gulerodsboller med solsikkekerner og mørke nøddeboller med rugmel), 24 chokolade cookies, 18 nøddecookies, 26 kokosmakroner, 56 muslibarer og 40 pølsehorn.

Det muntre og meget fyldte køkken
De mest spændende af opskrifterne vil jeg forsøge at få skrevet ind i løbet af de næste par dage. Mine chokolade cookies er de samme, som jeg har lavet før, så dem skal jeg ikke plage jer med igen.

Bollerne er noget af det, jeg oftest bliver spurgt om opskriften på, men også noget af det, jeg har sværest ved. Min farmor var den, der lærte mig at bage, da jeg var en ganske lille pige, og hun brugte aldrig opskrift til boller. Hun sagde, at man skulle føle sig frem og ikke følge en opskrift, så det gør jeg altid. Derfor er det meget sjældent, at mine boller er lavet af de samme ingredienser - også fordi jeg for så vidt forsøget at stoppe spild af mad, så hvis jeg har en rest i køleskabet af noget, så kan det komme i bollerne.

Jeg vil dog forsøge at lave et indlæg en af dagene om mine grundprincipper, når det gælder godt bagværk - det første er som nævnt, at man skal føle sig frem og mærke dejen.

2 kommentarer:

  1. Hvad skuer mit øje. Et bagebord lige efter mit hoved. Mums :)

    SvarSlet
  2. Ja, det var skønt - og her er det ikke engang helt færdigt endnu ;)

    SvarSlet