mandag den 20. maj 2013

Brownie med valnødder og marshmallows

Manden min elsker brownie, og det er efterhånden lang tid siden, at jeg sidst har lavet brownie til ham. Så nu skulle det være, og denne version har været på min "to bake liste, lige siden vi var i New York i efteråret, hvor de dog var med pecannødder, så det var bestemt på tide. Blandingen er rigtig god, især hvis man spiser brownien, mens den stadig er lun, og skumfiduserne er smeltede. Mine skumfiduser har ligget lidt, og jeg tror, at det er derfor, de ikke er smeltet og er flydt ud, ligesom de er i USA. Så næste gang bruger jeg nogle helt friske skumfiduser og trykker dem lidt længere ned i dejen. Men smagen fejler INTET.

Den lækre brownie helt tæt på


Opskriften passer til det kvadratiske Le cruset fad

Brownie med valnødder og skumfiduser

Brownie med valnødder og marshmallows
75 gram smør
75 gram mørk chokolade
2 æg
0,5 dl rørsukker
1 dl brun farin
0,5 tsk bagepulver
1 tsk vanillesukker
3/4 dl mel
0,5 dl mandelmel
1,5 spsk kakaopulver
150 gram valnødder
75 gram mini marshmallows

Smelt smør og chokolade i en lille gryde ved svag varme. Tag det af varmen, når chokoladen er smeltet. Pisk æg, sukker og vanillesukker til en luftig tyk æggesnaps. Pisk bagepulver, mel, mandelmel og kakaopulver i æggemassen, og pisk til der ikke er nogle klumper. Hæld blandingen af chokolade og smør i dejen i en tynd stråle, mens der piskes på lavt blus. Hak valnødderne, og kom 100 gram af nødderne i dejen. Vend halvdelen af marshmallowsene i dejen. Kom kagemassen på i formen - jeg brugte et kvadratisk Le cruset fad, men man kan også bruge en almindelig springform. Drys resten af de hakkede valnødder, og resten af skumfiduserne ovenpå kagen, tryk skumfiduserne lidt ned i dejen.
Bag ved 180 grader i 15 minutter eller til skumfiduserne er gyldne - bagetiden varierer efter ovnen, tjek brownien med en gaffel eller en kødnål.

2 kommentarer:

  1. Eeeej, det ser jo alt for godt ud! Brownie med nødder - og grillede skumfiduser i én! Hvor lækkert er det ikke lige?

    - Anne

    SvarSlet
  2. SÅ lækkert, den kan klart anbefales ;)

    SvarSlet