mandag den 1. juli 2013

At være blevet mor

Dette indlæg handler ikke om mad eller kage, det handler om det, der har fyldt min verden siden 4. juni kl. 15.40. Her ændrede min verden sig nemlig på et splitsekund, da jeg blev mor. Det er et langt indlæg, hvor jeg også skriver om min fødsel, så hæng på, hvis det har interesse, og ryst på hovedet, hvis det ikke har :-)

Det var kærlighed ved første blik
Jeg havde selvfølgelig haft 9 måneder til at forberede mig på det, men jeg har aldrig rigtig haft den der moderfølelse. Altså jeg har altid vidst, at jeg ville have børn, men det er som om, at der er nogle piger, der er fødte mødre og er parate lang tid før, det bliver en realitet. Og så er der os andre, som aldrig rigtig bliver klar, men som bare må hoppe ud i det.

Nu skal det ikke lyde som om, at jeg ikke glædede mig til at blive mor, for det gjorde jeg, jeg glædede mig helt vildt. Jeg vidste bare ikke så meget om spædbørn, jeg er enebarn og har faktisk aldrig holdt en baby, før min lille pige kom op i mine arme. Jeg har desuden altid syntes, at spædbørn var grimme og havde en idé om, at jeg ville være den forælder, der bevarede sin selvironi og for eksempel uploadede et billede på facebook med titlen "Jeg håber, hun vokser sig kønnere". Men selvfølgelig røg min selvironi sig en kæmpe tur, da jeg så prinsessen, hun er nemlig ikke grim - faktisk vil jeg vove og påstå, at hun er verdens smukkeste baby. Og det er blot én ting på en lang liste af ting, der har ændret sig eller har overrasket mig.

Ting der er kommet bag på mig

- Moderfølelsen: Jeg havde ikke troet det, men da jeg fik min lille pige i armene, blev jeg ramt af en moderfølelse og en beskyttertrang fra første færd.
- Kærligheden: Og jeg elskede hende fra første øjeblik, det samme gjorde manden, hun tog os simpelthen med storm, og jeg har aldrig oplevet en så pludselig forelskelse.
- At jeg godt kan: Selvom jeg ikke er den fødte mor, så kan jeg godt, og uanset hvor surrealistisk det føles, så er jeg hendes mor, og jeg føler mig som en mor - og jeg føler mig som en god mor.
- At jeg ikke opdagede, at jeg havde veer: Gennem hele graviditeten har jordemoderen og andre kloge folk sagt, når jeg spurgte, hvordan man vidste, at nu var det nu, så ville man ikke være i tvivl. Well, jeg var i tvivl (jeg skriver lidt om min fødsel længere nede) - faktisk opdagede jeg det først, da vandet var gået, så det resulterede i lidt af en lynfødsel.
- At amning ikke gør ondt: På mig i hvert fald, puttepigen suttede med det samme, og jeg skulle selvfølgelig lige vænne mig til følelsen, men amningen har kørt på skinner.
- Selvironi: Som nævnt, så røg min selvironi sig en tur, og puttepigen er den skønneste baby i verden.
- Flyttet fokus: Hun er nu vores centrum, alt handler om hendes behov, og vi elsker det. Vi bestemmer ingenting længere, og det er svært at planlægge ting - det kommer nok, når vi lige når lidt længere og får en fast rytme, men indtil videre er hele døgnet inddelt i amme, skifte, putte og søvnperioder.
- Fødslen var ikke slem: Jeg frygtede fødslen, og havde forberedt mig selv mentalt på den store smerte og det lange forløb, men forløbet var kort - der gik kun 4 timer og 40 minutter fra vandet var gået, og jeg opdagede, at jeg var i fødsel, til puttepigen meldte sin ankomst.
- Kroppens evner til at komme sig: Der er gået lige knap fire uger, siden vores datter kom til verden, og min krop er helt sig selv igen - altså lige plus fem kilo, som stadig ikke er røget, men jeg har ingen smerter, ingen tydelige mærker eller noget der vidner om, at jeg lige har båret på eller født et barn. 
- Likes på Facebook: Folk er vanvittige, når det gælder babybilleder og opdateringer. Man får så tosset mange likes, at det er helt skræmmende - jeg opdagede det allerede under graviditeten, når jeg lagde mavebilleder ud, og det er bare vildere med babybilleder.
- Tid forsvinder: De første fire uger er fløjet afsted, og manden er nu startet på arbejde igen efter barsel. Jeg aner ikke, hvor tiden bliver af, jeg kan stadig bare ligge og stirre på puttepigen i time.
- Grådens påvirkning: Jeg hader, når børn skriger og har altid tænkt "Årh, så få dog den unge til at tie stille". Men når det er mit barn, så sker der noget indeni mig - det påvirker mig på en helt anden måde, og jeg vil gøre alt for at gøre hende glad igen - og det er ikke fordi, hendes gråd er irriterende, det er fordi hun er ulykkelig, og det skal mor løse. Dog skal det lige siges, at puttepigens ansigtsudtryk, når hun græder, er umåde sødt, hun ser så nuttet ud.
- Prutter: Ja, det lyder dumt. Men en af vores store morskaber er nu, når lillepigen prutter. Hun er en fin lille sag, men hun prutter som en havnearbejder. Det er helt tosset, at man kan fascineres af prutter og det, hun har lavet i bleen - man bliver da skør af at være forældre, og jeg kan sgu af og til godt forstå hendes skeptiske ansigtsudtryk, når vi imponeres. Hvis man dog bare kunne læse hendes tanker :)

Det var et udpluk af de overraskelser, som moderskabet indtil videre har budt på. Jeg elsker hvert sekund, og jeg har aldrig været mere lykkelig end lige nu. Vi var helt fjollede i dagene efter fødslen og gik rundt og smilede og grinede hele tiden som to teenagere, og selvom vi er faldet lidt ned igen, så er det stadig en overvældende og fantastisk følelse.

En meget elsket puttepige
Min fødselsberetning
Selve fødslen kom utrolig meget bag på mig, alle har hele tiden sagt, når jeg har spurgt, hvordan man ved, at man skal til at føde, at når jeg fik veer, ville jeg ikke være i tvivl. Rend mig, det passede ikke. Jeg fik lidt menstruationsagtige smerter tirsdag morgen ved fem tiden, og havde det lidt løbende i løbet af morgenen og formiddagen, så jeg tænkte, at det var måske et tidligt tegn på, at fødslen nærmede sig.

Klokken lidt i 11 gik vandet, og så vidste jeg selvfølgelig godt, at nu var den god nok. Så jeg ringede ned til Svendborg Sygehus, som sagde, at jeg skulle kigge ned, men jeg skulle være forberedt på at blive sendt hjem igen, der kan jo godt gå et døgn, efter vandet er gået. Så jeg ringede til Kim ude på arbejdet og sagde, at han godt måtte komme hjem, men at han skulle tage den med ro. Efter at have ringet til ham, begyndte smerterne at tage til, og da jeg smurte ham en sandwich, fordi han ikke havde fået frokost, måtte jeg ind og ligge tre gange. Så nu havde jeg veer, nu var jeg nemlig ikke i tvivl.

Kim kom hjem, og vi kørte mod Svendborg. Turen der ned var et ent helvede, jeg havde smerter hele tiden, og jeg blev skide bange, for hvis det var de første veer, så ville det blive et helvede - jeg vidste jo, at det i snit tog 24 timer med sådan en fødsel. Da vi kom ned til sygehuset kl. 13 og jordemoderen kiggede på mig, viste det sig, at jeg ikke pev uden grund. Jeg var 8-9 cm åben og godt på vej til fødsel. Så de fyldte karret (jeg ville føde i vand), og næsten lige efter, jeg kom der op, skulle jeg til at presse.

Klokken 15.40 dukkede prinsessen op, det hele var stille og roligt, selvom det gik stærkt. Jeg nåede ikke at få noget smertestillende, så det blev en helt og aldeles naturlig omgang. Den eneste der fik smertestillende var manden, som lige fik to panodiler, da det hele var overstået - det lyder meget sjovt at sige, men han var nu rigtig dygtig, han havde vist bare hovedpine, fordi han ikke havde drukket nok, han havde travlt med at give mig vand.

Jeg var gået fem dage over tid, men prinsessen var ikke så stor som frygtet - Kim vejede godt 4 kilo, da han blev født, så jeg frygtede lidt, hvad det dog ikke kunne blive til, men hun var 49 cm og vejede 3140 gram, så en fin lille pige. Jeg flækkede lidt og blev lappet sammen, men det gjorde faktisk ikke ondt, og mens fødslen var i gang, sved det bare, så det var ikke så slemt, som frygtet

Lillepigen sked, tissede og spiste med det samme, så hun virkede allerede inden, vi forlod fødestuen og kom ned på barselsgangen, men vi blev natten over alligevel - for en sikkerheds skyld.

Alt i alt kom det virkelig bag på mig, at det ikke var en værre omgang, og al den oplysning, som jeg havde søgt på nettet og fået til fødselsforberedelse, gjorde mig egentlig mere bange end det var nødvendigt :)

Den lille familie bestående af mor, far og puttepigen.

5 kommentarer:

  1. Åh hvor lyder det dejligt at du har det så skønt i moderrollen, og jeg misunder dig det ret så meget, for mig, tog det jo desværre en del måneder før jeg kunne sige at jeg nød at være mor!

    Men nu, kan jeg med hånden på hjertet sige, at jeg elsker T helt uforbeholdent og vil gå gennem ild og vand for ham og at jeg er en rigtig god mor - det er dejligt!

    Hun er skøn jeres lille pige, og jeg kender ingen mødre som ikke synes deres poder er de smukkeste i verden, for sådan har jeg også altid haft det :) :)

    Jeg glæder mig rigtig meget til at følge med i jeres videre liv!

    - Maj :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak søde Maj. Jeg havde også forventet at have det ligesom dig, så det kom ret meget bag på mig, at det gik, som det gik. Det har været næsten skræmmende nemt og perfekt, så en overanalytiker som mig ikke kan lade være med så at blive små paranoid og tænke, åh nej, det har været for nemt, det er for godt til at være sandt - tsk tsk :)

      Du behøver vist bare at se på Tristan for at vide, at du er en god mor, han ser så glad og tilfreds ud. Men det er fedt, at du har fået det sådan.

      Hihi, nej - jeg troede bare, at jeg skulle være den cool mor, der bevarede selvironien, men næ nej, ingen ironi omkring puttepigen, kun kærlighed <3 ;)

      Slet
  2. Stort tillykke med det lille vidunder!
    Super fantastisk indlæg. Kan virkelig nikke genkendende til mange af tingene.
    Ens prioriteter ændrer sig bare fuldstændig når man får sådan en lille fidus med hjem fra sygehuset. Det er de mærkeligste ting man glæder sig over, men der er bare SÅ meget glæde :)
    Fødslen frygtede jeg kun de første 3 måneder af graviditeten, men så var det lige som om instinktet tog over. For ud skulle baby jo. Synes slet ikke det var så slemt som frygtet og klarede den også uden smertestillende. Eller fik bi-stik, men det er jo egentlig også bare mere smerte, så man glemmer veerne. (havde turbo veer, så havde ikke rigtigt tid til at trække vejret mellem veerne)
    Nyd hende i fulde drag :) Det er skønt :)
    Vi rejser forresten alligevel med en glad og meget aktiv 10 måneders baby ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Forresten det der med at være parat til at blive mor. Det er vi bare nogen der aldrig bliver. Vi må bare kaste os ud i det. Vi overlever og bliver lige så glad for vores børn som alle dem der bare har hørt moderrollen kalde :)
      Jeg brugte de første 3 måneder af graviditeten til at forstå at jeg rent faktisk var gravid, for vi prøvede jo bare ;)

      Slet
    2. Jeg havde det på præcis samme måde de første tre måneder af graviditeten, måske endda længere tid, indtil det første spark i hvert fald :)

      Hvor er det fedt med rejsen, hvor skal i hen? Glæder mig til at høre, hvordan det går og krydser fingre for nem og ferieglad baby ;)

      Og vi nyder det også bare, hvor er det skønt at kunne nyde sommer og baby og bare tosse rundt i sin egen lille bobbel :)

      Slet