onsdag den 13. marts 2013

Kakaoroulade med chokolademousse

Denne roulade er "mande-versionen" af min roulade med hindbær og mandler, manden er nemlig mere til kager med chokolade, hvor jeg foretrækker nødder og frugt. Så jeg lavede en version, der var dedikeret til ham, og det vakte glæde. Kagen har han med på arbejde i dag, da vi er lidt i underskud med at give kage på hans arbejde. Vi mangler både "jeg-går-på-ferie-kage" - vidst nok fra to ferier og en "jeg-skal-være-far-kage", så nu må den lille husmor i gang i køkkenet. Som jeg før har beskrevet, så er det overraskende nemt at lave sin egen roulade, selvom det kan virke skræmmende og svært. Men det er virkelig en nem måde at imponere sine gæster på.

En saftig og lækker kakao roulade med fyld af chokolademousse

Dejen skal være meget luftig, lidt ala marengs dej

Fyldet smøres jævnt ud på den let afkølede bund

En STOR roulade - har skåret enderne af til smagsprøver

Lidt meget fyld, men manden kunne godt lide det

Kakao roulade med chokolademousse
2 vanillestænger
1 dl sukker
5 æggehvider
5 æggeblommer
1 tsk bagepulver
50 gram mandelmel
50 gram hvedemel
2 spsk kakao

Fyld
Chokolademousse (Jeg brugte den fra Dr. Oetker, og fulgte instruktionerne på pakken)

Fordel hvider og blommer i hver sin skål. Flæk vanillestængerne og skrab kornene ud med en lille kniv. Kom kornene op i æggeblommerne sammen med sukkeret og pisk til en tyk æggesnaps. Bland mel, mandelmel og bagepulver, og sigt det ned i æggesnapsen. Vend det forsigtigt sammen. Tænd ovnen på 180 grader. Pisk æggehviderne stive og vend dem forsigtigt i dejen af æggeblommer. Massen skal være ensartet og luftig. Tag en bageplade og kom bagepapir på, drys med lidt mel og fordel så dejen ud over pladen. Den skal gå næsten ud til kanterne og være omtrent 35 x 45 cm, vær opmærksom på, at den ikke bliver for tynd ude i kanterne - firkanten skal være meget ensartet. Bag bunden i godt 8 minutter ved 180 grader, indtil den er let gylden. Det er vigtigt, at den ikke får for meget, da den så er sværere at rulle sammen.

Lav fyldet, mens bunden er i ovnen.

Lad bunden køle af et par minutter på bagepladen, og tag så et stykke bagepapir på størrelse eller lidt større end bunden. Bagepapiret drysses med lidt sukker, og den let afkølede bund vendes ud på bagepapiret. Løsne bunden fra det bagepapir, den er bagt på, men vær forsigtig. Kom chokolademoussen op på bunden og fordel det over hele bunden. Rul forsigtigt det hele sammen til en roulade på langs - brug gerne bagepapiret til at holde og trykke den med, så den bliver presset godt sammen - men selvfølgelig ikke så meget, at fyldet ryger ud. Rul rouladen ind i bagepapiret med samlingen nedad og lad stå i køleskabet, så den er helt afkølet, inden der skæres af den.

Noter:
1) Næste gang vil jeg rulle den i mandelmel, når den er rullet sammen - det vil være fint og sætte prikken over i'et.
2) Lad eventuelt være med at bruge al chokolademoussen. Der kom ret meget fyld i min roulade, og den var derfor lidt svær at rulle.

2 kommentarer:

  1. Se, det er en roulade, jeg kan forstå - mmm!

    SvarSlet
  2. Den er virkelig også god, og utrolig nem at lave :)

    SvarSlet