Viser opslag med etiketten marcipan. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten marcipan. Vis alle opslag

søndag den 17. september 2017

Æblekage med marcipan og crumble-top

Efteråret og især det danske efterår (for ikke at sige sommeren også) skriger på indehygge og lunt bagværk. Her har jeg kombineret min yndlings æblekage med en æblecrumble, og den strøg direkte ind og overtog førstepladsen.






Æblekage
6-7 æbler (750 gram)
100-150 gram hindbær
200 gram marcipan
3 æg
120 gram makroner
1 spsk. vaniljesukker
2 spsk. hvedemel
2 tsk. bagepulver

Crumble-top
150 gram havregryn
100 gram mel
150 gram smuttede og finthakkede mandler
75 gram brun farin
150 gram smør
1 spsk. vaniljesukker
1 tsk. kanel

Skræl æblerne og skær dem i tern, både eller skiver - men gerne lidt store stykker. Riv marcipan og pisk det ud med æggene i en stor skål, til der ikke er flere klumper i. Put makronerne i en pose, og knus dem. Pisk dem sammen med marcipanmassen. Tilsæt vaniljesukker, hvedemel og bagepulver, og pisk det hele godt sammen. Vend æblerne i massen, og hæld det ud i en smurt springform (28 cm). Drys hindbærrene udover æblekagen. Bland alle de tørre ingredienser til din crumble-top, gør smørren blød/let flydende ved at give den 30 sekunder i mikroovnen, og bland det sammen med de øvrige ingredienser. Fordel crumble-massen udover æblekagen. Bag i 35-40 minutter ved 200 grader, lad kagen køle lidt af, og nyd den med creme fraiche.

lørdag den 11. juni 2016

Jordbærtærte med mazarinbund

Det her er den ultimative opskrift på en jordbærtærte - og så er det ikke engang en tærte. Jeg spiser helst ikke mørdej, fordi jeg ikke rigtig bryder mig om det, og hvis jeg skal spise ting, jeg ikke kan lide, så kan det lige så godt være broccoli. Så min jordbærtærte er lavet på en mazarinbund med vaniljecreme og danske jordbær - så bliver det ikke bedre.


Mazarinbund
200 gram marcipan
2 æg
150 gram sukker
100 gram blødt smør
50 gram mel

Kagecreme
Her bruger jeg Dr. Oetkers pulverkagecreme
3 dl letmælk
1,5 dl fløde
1 spsk vaniljesukker
2 vaniljestænger

500 gram jordbær - helst danske
Eventuelt 30 gram mørk chokolade til at smøre bunden med

Riv marcipanen groft, og pisk med æg og sukker, til der ikke er nogle klumper i massen. Herefter tilsættes smør, og der piskes igen. Til slut tilsættes mel, og der piskes, til der ikke er nogle klumper i. Hæld massen i en smurt springform (26 cm), og bag ved 180 grader i cirka 20 minutter - bagetiden svinger meget alt afhængig af ovnen, så hold godt øje med kagen. Den skal være lysebrun, men ikke mørk i kanterne, og den skal være fast, hvis man trykker forsigtigt ovenpå den. Den må hellere få for lidt end for meget. Mazarinbunden skal køle helt af, inden der kommes creme på.

Pisk cremen, og lad den stå på køl i en halv time, inden den skal bruges - jeg bruger pulver-kagecreme af to årsager; Det er nemt, og endnu vigtigere så er pulver-cremen meget luftig, hvilket klæder den lidt tunge bund. Som det ses følger jeg ikke anvisningerne på pakken af cremen, det er bevidst.

Når bunden er kølet af, kan man komme chokolade på, hvis man er til det. Chokoladen skal stivne, inden der kommes creme på. Kom cremen på i et jævnt lag, og pynt med jordbær.

lørdag den 7. maj 2016

Den ultimative rabarberkage


En af de første tegn på sommer og sol er rabarber, og det vækker også en del barndomsminder for mig. Jeg elskede, når det endelig var varmt nok til, at jeg kunne rende rundt i haven på bare fødder med en lille skål med sukker i den ene hånd og en nyplukket rabarber i den anden hånd. Det var havens første "frugt" på sommeren, og jeg har altid elsket dem. Nu står de nede i min egen have, og i dag har jeg gået på bare fødder, men min rabarber-spise er blevet en smule mere pimpet med årene. Her er mit bud på den ultimative rabarberkage.

Den ultimative rabarberkage med marcipan


Syrlige rabarber og søde makroner og marcipan

10-12 rabarber afhængigt af størrelsen
200 gram marcipan
120 gram sukker
3 æggehvider
150 gram makroner
2 spsk. hvedemel
2 tsk. bagepulver

Riv marcipan, og kom det op i en skål sammen med sukker og æggehvider. Pisk til der ikke er nogle klumper i massen. Knus makronerne, og kom dem i marcipanmassen. Pisk igen, til det hele er rørt godt sammen. Til slut tilsættes hvedemel og bagepulver, og der piskes igen. Skær rabarberne i skiver af cirka 1 cm i bredden, og vend dem i dejen. Kagen skal være meget tæt af rabarber, da dejen hæver en del, og kagen ellers bliver for sød. Kom den færdige dej i en springform, og bag kagen i 30-40 minutter ved 180 grader, til den er let gylden. Lad kagen køle af, til den er lun, og spis den med creme fraiche til.

fredag den 11. december 2015

Julekage med appelsin og marcipan

Sidste år blev jeg spurgt af en læser, om jeg havde en god opskrift på en julekage. Det havde jeg ikke, for jeg bryder mig ikke om julekager. Jeg forsøgte forgæves at lave en, som faldt i min smag. Men det lykkedes altså ikke. Så i år er jeg gået anderledes til værks. Jeg startede med at spørge mig selv, hvad julen rent smagsmæssigt er for mig. Den er nødder, marcipan, appelsiner, risengrød med kanel og smør, småkager og ikke mindst vanilje. Kombinationen af (nogle af) de ting er blevet til denne kage, og det er faktisk første gang, jeg laver en appelsinkage. Det har jeg nemlig altid tænkt, at jeg ikke kan lide. Men her er det lækkert, sødt, lidt syrligt og en dejlig svampet julekage. Det er en julekage, som jeg godt kan lide.
Svampet julekage med smag af appelsin, vanilje og marcipan


Inden den kommes i ovnen

Den færdige kage

Perfekt smagskombination

Appelsinkage med marcipan
150 gram blødt smør
150 gram sukker
1 spsk vaniljesukker
1 vaniljestang
2 æg
400 gram appelsinmarmelade
200 gram hvedemel
2 spsk. bagepulver
200 gram marcipan

Pisk smør, sukker, vaniljesukker og kornene fra vaniljestangen luftigt. Tilsæt æggene, og pisk godt igennem. Tilsæt appelsinmarmelade, og pisk igen. Kom hvedemel og bagepulver i dejen, og pisk det godt igennem. Riv marcipanen groft i dejen, og vend den rundt. Bag i en smurt springform i cirka 30 minutter ved 180 grader. Min kage fik lige 5 minutter for lang tid, fordi jeg havde en baby, der nægtede at sove, så den er lidt mørk i kanterne, men smagen fejler ingenting.

Den kan pyntes med smørcreme eller lidt marengs, men den smager også skønt uden noget til.

lørdag den 25. april 2015

Mazarin med mascarponeskum og bær

De første danske jordbær har ramt butikkerne, og selvom de aldrig har set skyggen af en mark og ikke kan sammenlignes med de solmodne af slagsen, som man kender fra juni og juli, så smager de en smule af sommer. Sammen med de lune temperaturer og mit efterhånden rastløse sind (baby har stadig ikke meldt sin ankomst), blev det til denne skønne mazarintærte med skum og bær. Opskriften er fra ugebladet Søndag, og jeg har ikke ændret så meget i den.

Blød og lækker mazarinbund - pas på ikke at bage den for meget

Med skum og bær - super kombination af syrligt og sødt
Mazarinbund
250 gram marcipan
100 gram koldt smør
2 æg
4 spsk mel
40 gram hasselnøddeflager
Smør til formen

Mascarponeskum
1½ dl piskefløde
200 gram mascarpone
Korn fra 2 vaniljestænger
4 spsk. flormelis

Bærtopping
250 gram friske jordbær
150 gram frosne hindbær
150 gram frosne blåbær
2 spsk. vaniljesukker

Riv marcipanen groft, og pisk den sammen med det kolde smør, som skal skæres i mindre tern. Tilsæt æggene, og isk godt. Vend hvedemelet i dejen. Smør en springform, og drys den med hasselnøddeflager. Fordel dejen i bunden af formen, drys de resterende hasselnøddeflager ovenpå dejen. Bag mazarinen ved 180 grader i cirke 25 minutter, til den er lysebrun og svampet. Pas på med ikke at bage den for meget, da den så bare bliver tør og kedelig.

Pisk fløden med vaniljekorn og flormelis, og vend den forsigtigt med mascarponen. Stil cremen koldt, til den skal bruges

Kom de frosne bær i en dyb tallerken eller en skål, og drys med vaniljesukker. Når de er optøede, skæres jordbærrene i mindre stykker, og det hele vendes sammen.

Nyd kagen med skum og bær. Hvis man skal servere den hel, kan man bare hælde skum og bær udover, det ser rigtig godt ud. Man kan også lade folk selv dosere mængden ved a servere bær og skum som tilbehør.

fredag den 17. april 2015

Makronkage med hindbær

Forleden var jeg på besøg hos en veninde, og hun havde købt den lækreste rabarberkage med en kagebund og en makrontop. Den måtte jeg bare forsøge at lave, jeg kunne desværre ikke få fat på nogle rabarber, så jeg brugte hindbær i stedet. Man kan bruge alle syrlige frugter, og det er den lækreste kage - især hvis man som jeg ikke er den store fan af tærter.

Lækker og saftig kage med syrlige hindbær og sød makrontop

Frugtfyldet kan varieres, det er kun fantasien, der sætter grænser

Min kage fik lige fem minutter for meget, men den var god
Kagebund
2 æg
100 gram sukker
1 spsk. vaniljesukker
1 vaniljestang
100 gram smør
150 gram hvedemel
1 tsk. bagepulver
1/2 dl. mandelmel (kan udelades)

Makrontop
250 gram marcipan
150 gram sukker
4 æggehvider
180 gram makroner
2 spsk. hvedemel
2 tsk. bagepulver

400 gram hindbær - jeg brugte frosne hindbær, som jeg havde tøet op i en si, så saften løb fra

Først laves kagebunden. Pisk æg, sukker, vaniljesukker og kornene fra vaniljestangen til en luftig masse. Tilsæt mel, mandelmel og bagepulver og pisk dejen godt igennem. Smelt smør, og tilsæt det, mens der piskes. Stil dejen til side, mens makronmassen laves.

Riv marcipan, og kom det op i en skål sammen med sukker og æggehvider. Pisk til der ikke er nogle klumper i massen. Knus makronerne, og kom dem i marcipanmassen. Pisk igen, til det hele er rørt godt sammen. Til slut tilsættes hvedemel og bagepulver.

Kagen laves i et lasagnefad eller en stor springform. Smør formen, inden dejen kommes i. I bunden af formen kommes kagebunden, og ovenpå den fordeles hindbærrene. Til slut fordeles makronmassen udover kagen, og prik et par huller ned hist og her, så der kommer lidt makronmasse ned i kagebunden. Bag kagen ved 180 grader i 30-50 minutter afhængig af formens størrelse og kagens tykkelse. Tjek med en strikkepind eller en kødnål, om kagen er bagt.

mandag den 22. december 2014

Hjemmelavet marcipan

Som de fleste nok ved, så er jeg vild med marcipan. Så jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg ikke har kastet mig ud i at lave det selv før. Jeg har nok ikke tænkt over, hvor nemt det egentlig er. Den er lidt grovere, end den man køber, men hold op hvor smager det godt. Opskriften er fra Mette Blomsterbergs julebagebog.

Nemt og lækkert

Hjemmelavet marcipan
250 gram mandler
60 gram flormelis
70 gram glucosesirup
30 gram vand

Kom mandlerne i en gryde, hæld vand i, så det dækker mandlerne, og bring det i kog. Lad det koge i et halvt minuts tid, indtil skallerne har løsnet sig. Hæld vandet fra, og hæld koldt vand over mandlerne. Smut mandlerne, og kom dem op i en stavblender med minihakker eller en foodprocessor - jeg brugte stavblenderen. Hak mandlerne fint. Kom flormelis, glucosesirup og vand i en gryde, og giv det er hurtigt opkog. Hæld massen ned til mandlerne, og blend til en homogen masse. Stop med at blende, når massen hænger sammen. Ælt massen sammen, og pak den så ind i film og kom på køl. Den kan holde sig i omkring 3 uger på køl.

søndag den 12. oktober 2014

Æblemuffins med marcipan

Det lille hjem duftede af efterår og hygge, da disse muffins var i ovnen. Jeg er egentlig lidt i tvivl om, om jeg burde kalde dem muffins eller mazariner, for det er en mazarindej med hakkede mandler og æblestykker. Marcipan og æble er en perfekt kombination, især hvis man bruger et lidt syrligt æble. Jeg brugte guldborg æbler fra mine forældres have, de er knasende og let syrlige.

Skøn æblemuffin med æblestykker,  revet æble og mandler

Pyntet med sprøde mandelflager

Æblemuffins med marcipan (18 stk)
150 gram sukker
120 gram blødt smør
3 æg
2 spsk. vaniljesukker
250 gram revet marcipan
75 gram hvedemel
1 tsk. bagepulver
50 gram groft hakkede mandler
3 gode æbler

Lidt mandelflager til at drysse med

Pisk smør, vaniljesukker og sukker luftigt, tilsæt æg og revet marcipan og pisk grundigt igennem. Tilsæt mel og bagepulver, og pisk igen. Riv det ene æble på den grove side af rivejernet, og bland det i dejen. Skræl de sidste to æbler og skær dem i små stykker af ½ - 1 cm på hver led hak mandlerne groft, og vend begge dele i dejen. Kom dejen op i en engangssprøjtepose, klip et så stort hul, at æblestykkerne kan komme ud af hullet. Fyld muffinsformene 2/3 op, drys med mandelflager og evt. lidt rørsukker. Bag ved 180 grader i cirka 20 minutter, til de er gyldne. 

fredag den 18. april 2014

Påskebrownie med pistacie

Denne brownie er lavet med nogle af de produkter, som jeg fik med hjem efter mit besøg hos Odense Marcipan i sidste uge. Grunddejen er lavet ud fra den brownieopskrift, jeg altid bruger, og så er fyldet ellers pistacienødder og pistaciemasse. Kagen var til kaffe/dessert til en påskefrokost hos mine forældre, så den er pyntet med påskeæg. Pistaciemassen giver kagen et rigtig godt twist, men jeg er lidt skeptisk omkring den alligevel, for den ikke indeholder pistacie - jeg synes, at ting skal indeholde det, som de sælges som. Hvis den indeholdt pistacienødder og ikke bare abrikoskerner, så tror jeg også, at den ville smage mere af pistacie.

Brownie med pistaciemasse, pistacienødder og chokoladeganache

Chokoladeganache og hakkede pistacenødder

Det blev til 12 store stykker brownie

Kagen er pyntet med påskeæg i nougatreder

Chokoladebrownie med pistace
150 gram smør
200 gram mørk chokolade
75 gram rørsukker
100 gram brun farin
3 æg
1,5 tsk bagepulver
1 spsk vanillesukker
2 dl mel
3 spsk kakaopulver
3 spsk stærk kaffe
100 gram usaltede pistaciekerner (alternativt kan saltede pistacekerner skylles)
En pose pistaciemasse fra Odense Marcipan

Smelt smør og chokolade i en lille gryde ved svag varme. Tag det af varmen, når chokoladen er smeltet. Pisk æg, sukker, brun farin og vanillesukker til en luftig tyk æggesnaps. Pisk bagepulver, mel og kakaopulver i æggemassen. Pisk til der ikke er nogle klumper. Hæld kaffen samt blandingen af chokolade og smør i dejen i en tynd stråle, mens der piskes på lavt blus. Rør de hakkede pistacienødder i til sidst. Hæld halvdelen af dejen i et lasagnefad beklædt med bagepapir, og lav så klatter med pistaciemassen over hele dejen, kom herefter resten af dejen ovenpå. Bag kagen i 25 minutter ved 180 grader, til den har sat sig - den skal stadig være klæbrig i centrum af kagen, så mærk efter med en strikkepind under vejs. Lad kagen køle helt af, før den pyntes.

Pynt
Chokoladeganache (200 gram mørk chokolade smeltes over vandbad, 1 dl fløde bringes i kog i en gryde, og hældes langsomt i den smeltede chokolade under omrøring - der røres til massen er jævn) fordeles udover den afkølede kage, og drysses med hakkede pistacienødder. Sæt kagen på køl, til ganachen er stivnet. Marker browniestykkerne ved at ridse med en skarp kniv i ganachen, og lav en fuglerede af revet lys chokolade eller nougat på nogle af eller hver af stykkerne - kom et par små påskeæg i hver af rederne.

fredag den 11. april 2014

Bloggerevent hos Odense Marcipan

Torsdag var jeg til et blogger-event hos Odense Marcipan. Som den opmærksomme læser ved, så er jeg vild med marcipan, og jeg bruger altid Odense Marcipan, så jeg var ikke i tvivl, da de kontaktede mig og spurgte, om jeg ville komme til eventet, som udover en rundtur på fabrikken bød på nogle inspirerende timer i køkkenet med deres chefkonditor Peter Kofod. Det blev et kæmpe stort ja tak herfra.

Og jeg må starte med at sige, at arrangementet bestemt ikke skuffede. Det var spændende, lærerigt og ikke mindst inspirerende. Jeg var helt færdig i hovedet bagefter, både fordi jeg har barselshjerne, men også fordi det var en dag med en masse indtryk og inspiration.

Som madentusiast og fynbo bør man være stolt over, at have Odense Marcipan på øen. Det er i den grad et varemærke, og man tænker måske ikke lige over, hvor vigtigt det egentlig er, at sådan en virksomhed rent faktisk holder fast i de fynske rødder. Men det ER altså vigtigt, her kunne jeg skrive en masse om globalisering og lavere produktionspriser i fjerne lande, men det vil jeg skåne jer for.

Billedet af hovedindgangen er fra Odense Marcipans hjemmeside
I får først lidt om Odense Marcipans historie og så lidt om selve dagen. Odense Marcipan er verdens førende producent af marcipan. Fabrikken ligger på Toldbodgade i Odense, hvor den har ligget siden 1956. De blev grundlagt i 1909, men dengang producerede de udelukkende til bageri-segmenter. Den dag i dag fylder produktionen til detailhandel og industri faktisk mere, end til bagerne. De producerer i alt 170 forskellige marcipankvaliteter, og de eksporterer en stor del af det.

I 2013 havde de en markedsandel i Danmark på hele 71 procent, hvis man sammenligner med Anthon Berg, havde de kun en markedsandel på 12 procent. Og det er ikke uden grund, at de har så høj en markedsandel, de forsøger konstant at være på forkant og dygtiggøre sig. De seneste knap ti år har de arbejdet hen imod at gøre marcipan til et produkt, som ikke kun bruges til jul men hele året rundt. Her hjemme er vi i hvert fald hoppet med på den vogn, for som i nok har opdaget, er jeg helt vild med marcipan. Læs mere om historien her.

På grund af hygiejnemæssige årsager, måtte vi desværre ikke have kamera med rundt på fabrikken, så jeg kan ikke vise jer billeder af produktionen. Men det var godt nok spændende at se. Der er 62 procent mandler i den marcipan, vi kender her hjemme, og vi fik mulighed for at smage de forskellige mandler. Noget af det, der overraskede mig, var, at abrikoskerner ikke bruges i marcipan, fordi de er billigere - sådan blev de brugt engang, men nu er det på grund af deres funktion. Især i bagemarcipan bruger man abrikoskerner, fordi det gør marcipanen mere bagefast. I den marcipan, vi kender fra butikkerne, er der udelukkende mandler.

Da vi kom tilbage i køkkenet, smagte vi på nogle forskellige marcipantyper. Her var både grov, fin, marcipan af spanske mandler og så marcipan fra Sverige, Norge og Findland. Og i vil ikke tro, hvor meget forskel der er på marcipan i de forskellige lande. Det er virkelig sjovt at se kulturforskellene i marcipanform - det er da noget, man kan forstå. Vi var selvfølgelig enige om, at det er den danske marcipan, der er den bedste, men mon ikke vores nordiske kollegaer ville rynke lige så meget på næsen af vores version, som vi gjorde af deres.

Forskellige slags marcipan

Chefkonditor Peter Kofod fortæller i køkkenet


Efter at have smagt på varerne i bogstaveligste forstand, fik vores kreative evner frit spil, da vi skulle lave påskeæg i køkkenet. Og jeg kan godt sige jer, at det er et drømmekøkken. Det var SÅ fedt at kunne lade sig inspirere af råvarerne, for der var virkelig alt, hvad man overhovedet kunne forestille sig. Jeg oplevede ikke noget, som de ikke lige kunne finde frem.

Så kan i bare gå i gang

Og det gjorde vi så

Bliver helt lækkersulten af at se billederne

Her er, hvad jeg fik kreeret af påskeæg, det blev til seks slags. Til de æg med mørk chokolade er kaffe naturligvis temaet, og det er virkelig godt til marcipan, så det skal jeg eksperimentere mere med.


De seks slags æg, som jeg fik lavet

Kaffeæg: Marcipan æltet med instant kaffe, dyppet i mærk chokolade og drysset med ristede, hakkede hasselnødder

Kaffeæg med nougat: Som kaffeæg bare med nougat, uden ristede hasselnødder men med nougatt på toppen.

Irish Coffee æg: Marcipan æltet med whiskey først, og så æltet med instant kaffe, dyppet i mærk chokolade og pyntet med mandelflager.

Kirsebærdrøm: Marcipanæg med syltede kirsebær, dyppet i hvid chokolade og pyntet med kirsebær.

Bærsymfoni: Marcipan æltet med frysetørret, knuste hindbær og frysetørret, hakket blåbær, dyppet i hvid chokolade, og drysset med knuste, frysetørret hindbær - ideen til disse æg er tyvstjålet fra to af de andre madbloggere, men det var simpelthen så lækker en kombination, at jeg måtte lave dem.

Pistace-lemon æg: Marcipan æltet med pistace, fyldt med citron og hakket hvid chokolade, dyppet i hvid chokolade, og drysset med hasselnøder.

Kirsebæræg og kaffeæg er nogle af favoritterne

Vi skulle egentlig have lavet lagkager bagefter, men vi var så godt i gang med æggene, at nogle af os bare fortsatte med dem. Der blev dog lavet to flotte kager, og den ene nåde vi lige at smage til sidst, så det var godt lige at slutte en super dag af med et stykke kage.

Den flotte kage, som vi lige nåede at få smagt

Jeg glæder mig allerede til at komme i køkkenet med det her
Dagens deltagere - billedet er fra Odense Marcipans fb

Det eneste der var ærgerligt ved dagen var, at vi ikke lige fik hørt, hvad hinanden havde lavet, og fik smagt hinandens kreationer - og så tror jeg, at der var bred enighed om, at vi sagtens kunne have brugt flere timer i køkken-mekkaet. Jeg drømte i nat, at det var mit køkken, og jeg vågnede med et smil på læben :)

Dette indlæg er udtryk for mine egne meninger og holdninger, og jeg har selv valgt at skrive det - det var ikke et krav fra Odense Marcipan, at vi skulle omtale dagen på vores blogge.

tirsdag den 31. december 2013

Kransekage

Her kommer opskriften på vores nytårskransekage. I må selv tilsætte glasur, chokolade eller hvad i ellers kunne lyste - jeg er nemlig ikke til glasur, og da vi har bær dyppet i chokolade, synes jeg det bliver lige lidt meget, hvis der også skulle være chokolade på kransekagen. Så se det som en grundopskrift.

Vi bliver kun os til nytår, men man skal ikke gå ned på kransekage

Kransekage
400 gram marcipan*
3 æggehvider
100 gram rørsukker

Rør sukker og æggehvider sammen, og lad det stå på bordet i 30-45 minutter, indtil sukkeret er opløst. Riv marcipanen, og pisk marcipan og æggehvideblandingen sammen. Pisk godt, så der ikke er nogle klumper. Kom kransekagemassen i en sprøjtepose, og sprøjt toppe, ringe eller andre former kransekage på en bageplade. Bag ved 180 grader i cirka 10 minutter - hold godt øje med

* Jeg bruger altid Odense Marcipan, og det er ikke kun, fordi vi bor på Fyn. Jeg synes billigt marcipan smager billigt, og Anton Berg er for klistret og flydende for min smag.