onsdag den 6. februar 2013

Nøddetoppe

Her er en lækker lille kage, som både kan bruges som småkage, konfekt og kage. Nøddetoppene smager skønt af den ristede hasselnød, de er nemme at lave, og så er de noget af det sundeste, man kan komme i nærheden af indenfor kageverdenen. Inspirationen er hentet herfra, men jeg har ændret en smule. Jeg gemte desuden noget af dejen og brugte som fyld i fastelavnsboller, det er også virkelig lækkert - men mere om det senere.

Nøddetop med ristede hasselnødder
Nøddetoppe
200 gram hasselnødder
80 gram rørsukker
1 vanillestang
2 æggehvider

Rist hasselnødderne i en forvarmet ovn ved 200 grader, indtil skallen begynder at slippe nødderne. Tag dem ud, og gnub dem med et par stykker køkkenrulle, så det meste af skallen fjernes - der må gerne sidde noget tilbage. Kom nødderne op i en blender og hak, indtil de er malet helt fint - mine toppe blev ikke så pæne, fordi jeg brugte min stavblender og ikke fik nødderne hakket fint nok, næste gang bruger jeg min rigtige blender. Pisk æggehvider, sukker og kornene fra vanillestangen, indtil sukkeret ikke længere knaser. Bland nødderne op i, og pisk det hele sammen - det gør ikke noget, at luftigheden fra æggemassen forsvinder, når nødderne kommer i, pointen er bare at få sukkeret rørt ud. Kom dejen op i en sprøjtepose med stjernetyl, og lav små toppe på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag ved 200 grader i cirka 10 minutter.

NB: Man kan evt. dyppe bunden i chokolade, men så bliver de lidt mere syndige - det er efter smag og behag, jeg kan virkelig godt lide dem i deres rene form, og de skal helt sikkert laves til jul/nytår næste år.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar