Stegt flæsk med persillesovs, kartofler og damped broccoli |
Og hvad mener jeg så, når jeg siger retromad og mormor-køkken? Jamen et udpluk af de sidste ugers madplan er stegt flæsk med persillesovs (ja, sovs!), Flæskesteg med brun sovs og kartofler, øllebrød, osso buco, kyllingesteg med brun sovs. Og det er bare et udpluk. Dertil kommer, at jeg har været ude og plukke hyldebær, lavet hyldebærsuppe til hele vinteren, og så har jeg lavet årets solbærrom, som er sat ind i skabet og skal hvile i nogle måneder - til jul kommer det frem og skal nydes. Og så har jeg selvfølgelig lavet marmelade og bagt, så der er rigtig gået hygge i køkkenet. I får min opskrift på hyldebærsuppe, som jeg laver hvert år og fryser ned, så tager vi dem op, hvis en af os bliver syge hen over vinteren.
Hyldebærsuppe med vanillestænger in the making - i suppegryde |
3 liter hyldebær uden stilke
2,5 liter vand
400 gram rørsukker
4 vanillestænger
2 citroner
4 æbler
maizena
Pluk hyldebærrene af stilkene, jeg koger saft og suppe helt uden stilke, så synes jeg, at man får den absolut bedste smag - selvom det er et værre pillearbejde. Kom hyldebærrene op i en stor suppegryde og kom vand og sukker ved. Pres saften af citronerne og kom det op i gryden, skær æblerne i både uden æblehuset og kom bådene i gryden. Flæk vanillestængerne og tag kornene ud, kom kornene og bagefter de skrabede vanillestænger op i gryden. Kog blandingen op og lad den koge ved middelvarme med låg på i 45 min.
Tag gryden af varmen og sig suppen fri for hyldebær - pres bærrene til sidst, så man får så meget af saften med ud. Skyl gryden og kom den filtrerede saft op i gryden igen. Smag på saften og se, om du gerne vil have mere sukker i. Kog saften op igen og tilføj maizena jævning (maizenamel oprørt med vand) indtil konsistensen er som en lidt tynd sovs. Spis med det samme eller lad køle ned og frys derefter ned i portionsposer.
Hvad spiser man til hyldebærsuppe?
Det er meget forskelligt, hvad man spiser i sin hyldebærsuppe, har jeg fundet ud af, efter jeg flyttede til Fyn. I mit barndomshjem på Lolland spiste vi altid kold risengrød, så vi fik gerne risengrød den ene dag og så hyldebærsuppe dagen efter. Så kolde klatter af risengrød er jeg vkset op med som fyld i den varme hyldebærsuppe. På Fyn er jeg dog stødt på en del andre bud på fyldstof i hyldebærsuppen. Her er tvebakker, kammerjunker (det synes jeg er for sødt), flødeskum og creme fraiche kommet frem som bud. Men jeg er nu stadig mest til kolde risklatter i suppen, det giver også en god mæthedsfornæmmelse. På 3. dagen blev resterne af risengrøden så brugt til klattekager hjemme i min mors køkken, så det var altid tre dage i stræk med dessert-lignende aftensmad, og det klagede hverken min far eller jeg over.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar