mandag den 14. april 2014

Hindbærdrøm

Som tidligere nævnt, har jeg eksperimenteret lidt med frysetørret hindbær, og det har ledt til denne hindbær eksplosion, som simpelthen smager af sommer og sol. Jeg er vild med blandingen af bær og marcipan og blandingen af bær og en luftig marengs, så det her er et møde mellem blandingerne, og jeg vil love jer for, at den smager så englene synger. Jeg tror, at jeg vil lave hindbærdrømmen til Grete-Johannes 1-års fødselsdag og til sommer til et koldt glas hvidvin.

Hindbærdrøm pyntet med friske hindbær

Mandelmel og frysetørret hindbær

Kransekagebunden med hindbær stukket ned i

Marengsmassen kommes ovenpå kransekagebunden

De to lækre bunde toppes med bærskum

Hindbærdrøm

Kransekagebund
400 gram marcipan*
3 æggehvider
100 gram rørsukker
75 gram hindbær, friske eller optøede og afdryppet

Marengs
3 æggehvider100 gram rørsukker
1 spsk vanillesukker
1 tsk eddike
100 gram mandler, blendet til mandelmel
3 spsk frysetørret hindbær

Hindbærskum
3 dl piskefløde
2 spsk hindbærmarmelade
200 gram friske, mosede hindbær eller frosne, optøede og mosede hindbær
1 spsk vanillesukker

Rør sukker og æggehvider sammen, og lad det stå på bordet i 30-45 minutter, indtil sukkeret er opløst. Riv marcipanen, og pisk marcipan og æggehvideblandingen sammen. Pisk godt, så der ikke er nogle klumper. Beklæd en springform med bagepapir i bunden, og smør kanterne. Kom kransekagemassen op i formen. Fordel hindbærrene udover bunden, og tryk dem ned i kransekagemassen. Bag bunden i 20 minutter ved 180 grader, til den har sat sig.

Lav marengs imens kransekagebunden er i ovnen. Pisk æggehvider med sukker, vanillesukker og eddike, indtil sukkeret er opløst. Det tager cirka ti minutter i røremaskine. Bland frysetørret hindbær med mandelmelet, og vend blandingen i marengsmassen. Tag kransekagebunden ud af ovnen, og fordel marengsen ovenpå. Bag kagen ved 125 grader i en time og ti minutter. Tag den ud, og lad den køle helt af, mens den stadig er i springformen.

Pisk fløde og vanillesukker stift, og vend hindbærmarmelade og bær forsigtigt i. Kom 3/4 af hindbærskummet ovenpå kagen, og stil den i køleskabet i et par timer, så den lige kan sætte sig. Tag den ud, og fjern forsigtigt springformen. Smør siderne op med hindbærskum, og pynt kagen med hindbær og frysetørret hindbær.

* Jeg bruger altid Odense Marcipan. Her er brugt almindelig marcipan, men jeg tror, at det vil være en fordel at bruge bagemarcipan, da den så bliver knap så blød - det er en smagssag.

2 kommentarer:

  1. Kors hvor ser det godt ud!!! Til trods for, at jeg absolut ikke er sulten lige nu, kan jeg ikke lade være med at savle en lille smule over denne :o)

    SvarSlet
  2. Mums, hvor ser den lækker ud. Strengt indlæg at læse lige her, hvor eftermiddagens sukkertrang skriger højlydt ;-)

    /Line
    www.vidunderligevirvar.blogspot.dk

    SvarSlet