Sider

søndag den 7. december 2014

Julekage

Lad mig starte med at sige, at jeg ikke er til julekager. Men jeg blev kontaktet af en læser, som efterspurgte en opskrift på en julekage, og det satte tankerne i gang. Der er mange af julens krydderier og meget af det gængse indhold i julekager, som jeg ikke bryder mig om. Men kunne jeg sammensætte en julekage, som jeg rent faktisk kunne lide? Jeg søsatte to projekter - en traditionel julekage og en portvinskage. Det her er den traditionelle julekage. Den kan holde sig i flere uger i køleskabet, den skal bare fodres med en halv dl mørk rom hver 3.-4. dag.

Og er det så lykkes at lave en julekage, som jeg kan lide? Ja, det er det. Den er meget bedre, end jeg havde forventet. Men skærekager bliver aldrig min favorit, jeg synes ganske enkelt, at man kan lave sjovere kager, så hvorfor ikke gøre det. Men hvis man skal bage en julekage, så er det her altså et rigtig godt bud. Og husk nu at bruge ordentlige ingredienser.







Julekage

Fyld:
100 gram Abrikoser
150 gram Figner 
50 gram korender
75 gram hasselnødder
75 gram valnødder
75 gram mandler
50 gram pistaciekerner

Lage nødder: 1 KB Hvidtøl
Lage frugt: 2 spsk. honning, kornene fra en vaniljestang, 3 dl mørk rom

Dej:
125 gram blødt smør
1 dl brun farin
2 spsk. sirup
1 vaniljestang
2 æg
300 gram hvedemel
2 tsk. Honningkagekrydderi
1 tsk stødt ingefær
2 tsk. kardemomme
1 tsk. Bagepulver
1-1,5 dl romblanding – det der er til overs fra frugterne


Dag 1:
Hak nødder groft og kom dem i en skål. Hæld øllen over nødderne, og dæk skålen til med film. Hak figner og abrikoser i små stykker, og kom dem i en skål. I en anden skål blandes honing med korn fra vaniljestangen, indtil de er fordelt, herefter tilsættes den mørke rom. Hæld romblandingen over frugterne, og dæk skålen til med film.

Dag 2.
Hæld væden fra nødderne, den skal ikke bruges. Væden fra frugterne skal bruges i dejen, så den gemmes. Pisk smør, farin, sirup og kornene fra vaniljestangen luftigt. Tilsæt æggene, og pisk igen. Bland mel, bagepulver og krydderier sammen, og tilsæt blandingen til dejen. Pisk godt igennem, så der ikke er klumper. Tilsæt romblandingen fra frugterne, og pisk godt igen. Vend nødder og frugt i dejen. Kom dejen op i en smurt rugbrødsform eller springform, og bag den ved 150 grader i cirka halvanden time. Tjek kagen med en kødnål eller en strikkepind, inden den tages ud af ovnen. Lad kagen køle af i formen først, og tag den ud af formen og over på en rist efter et kvarters tid. Når kagen er helt kold, hældes en halv dl rom udover kagen lidt efter lidt med en teske. Herefter pakkes kagen ind i film og sættes på køl. 

Kagen skal fodres hver fjerde dag med en halv til en hel dl rom. Den spises tidligst efter en uge og to fodringer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar