Sider

lørdag den 22. juni 2013

Snyde frugttærte

Her er en lille test af de færdige tærtebunde, som man kan købe. Vi fik dem ofte der hjemme, da jeg var yngre, men jeg kunne ikke rigtig huske smagen. Det er en rigtig nem og god løsning, hvis man får gæster og lige skal bikse noget hurtigt sammen til kaffen. Mulighederne for fyld er nærmest uanede, men jeg valgte i denne omgang at lave en frugttærte ala min jordbærtærte.

Indlægget her er lavet, inden jeg fødte puttepigen, og jeg vidste, at vi gik en tid i møde, hvor det kunne blive nødvendigt med hurtige løsninger i køkkenet, så det her var også en test af, om det ville være at gå for meget på kompromis, hvis jeg skulle lave sådan en tærte. Derfor er det her den ultimativt nemme version med købecreme og det hele, så den kan smækkes sammen på 5 minutter, hvis man har rørt kagecremen i forvejen, og er altså ideel for en nybagt mor, og så smager den rigtig godt.

Selvfølgelig er den hjemmelavede version med marcipanbund bedre, men hvis tiden ikke er der, så er det her altså et hæderligt bud på at vise lidt overskud på få minutter.

Den fine snydetærte er et super alternativ hvis tiden er knap

Bunden kan ikke laves nemmere, denne er købt i Rema1000

Fyldet består af nem kagecreme, hindbær og jordbær

Lige til at sætte tænderne i, og så tager den 5 minutter at samle

Snyde frugttærte
En købt tærtebund
0,5 ps pulvercreme fra Dr. Oetker
2 dl letmælk
1,5 dl fløde
1 spsk vanillesukker
1 vanillestang
125 gram hindbær
300 gram jordbær
0,5 dl solbærrom eller portvin

Pisk cremepulveret med 2 dl mælk, 0,5 dl fløde, vanillesukker og kornene fra vanillestangen. Det skal stå i køleskabet i et kvarters tid. Når cremen har stået i et kvarters tid og sat sig, piskes 1 dl fløde godt stiv, og cremen vendes sammen med fløden. Pensle bunden med solbærrom eller portvin, fordel cremen udover kagebunden, og pynt med frugt - frugten kan selvfølgelig varieres.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar