fredag den 31. maj 2013

Ægte fynsk brunsviger

Oprindeligt er jeg fra Lolland, og jeg må indrømme, at jeg aldrig har smagt brunsviger, før jeg flyttede til Fyn for syv år siden. Jeg er faktisk ikke engang sikker på, at jeg rigtig vidste, hvad det var. Men da jeg fik en vaskeægte fynbo på krogen, så blev jeg hurtigt opmærksom på, hvad en brunsviger var, og hvor vilde fynboerne er med denne sære kageform med bolledej og sukkerlag. Det er deres (vores) lagkage/kagemand, når der holdes fødselsdag, det er i stedet for tebirkes på morgenbordet og i stedet for kringle til kaffen. Kort sagt: fynboer er helt tossede med brunsviger!

På dette punkt bliver jeg aldrig en rigtig fynbo, brunsviger er ikke lige mig. Men jeg har indgået et kompromis med manden, for han skal selvfølgelig ikke lide under, at han har importeret sin kone fra en anden ø. Så jeg bager gerne brunsviger til ham, som i dag hvor han har fødselsdag, bare jeg selv slipper for at spise det.

Og her er min opskrift, som helt sikkert kan tage kampen op med bagerens brunsviger. Hemmeligheden er udover en tynd bund noget så simpel som billig pulver kagecreme i sukkersnasket, og manden siger, at han aldrig har fået bedre brunsviger end denne, så det må være garanti nok.

Sådan ser en ægte fynsk brunsviger ud

Remonce cremen til at komme ovenpå brunsvigeren

Bolledejen inden der kommer remonce på

Brunsvigeren inden den kommes i ovnen

Nybagt brunsviger

Der skal være godt med snask på en brunsviger

Lad den køle af og sætte sig i minimum en halv time

Ægte fynsk brunsviger (til en bradepande)
50 gram smør
3 dl mælk
1 dl kærnemælk (kan erstattes af almindelig mælk)
50 gram gær
2 spsk sukker
0,5 spsk salt
2 æg
Mel (cirka et kg men mærk jer frem)

Remonce
250 gram blødt smør
320 gram brun farin
100 gram sirup
250 gram kagecreme (D. Oetkers rørte kagecreme af pulver på pose er eminent)

Smuldr gæret i en skål. Smelt smøret i en gryde, og hæld mælken og kærnemælken over, når det er smeltet, sørg for at blandingen er lillefingervarm, og hæld den så over gæret. Opløs gær i mælk og smør, og tilsæt salt, sukker og æg. Bland mel i, så det passer, og ælt dejen godt igennem, før den stilles til hævning i minimum en halv time. Lav remoncen imens dejen hæver.

Start med at lave kagecremen, da den, hvis det er pulvercreme, skal stå på køl i 20 minutter. Pisk smør, farin og sirup godt igennem, før kagecremen tilsættes, herefter røres der godt igen.

Ælt dejen igennem igen, og rul den ud, så den maksimalt er 1 cm tyk, gerne lidt mindre - der kan godt være for meget dej, men det gør ikke noget, lav evt. nogle boller af rest-dejen. Opskriften rækker til en bradepande med brunsviger. Kom dejen op i bradepanden, og tryk huller i dejen med fingrene. Smør remoncen udover, og så skal fingrene blive beskidte - tryk flere huller over det hele, så remoncen kommer ned i dejen. Skyl fingrene, og glat remoncen ud med en ske. Bag ved 180 grader i 25-30 minutter, hold øje med, at brunsvigeren ikke bliver mørk i kanterne.

Lad brunsvigeren køle af, eller nyd den lunken, men den skal stå i mindst en halv time, inden der skæres i den, så den kan sætte sig.


VIGTIGE NOTER (hyppige fejl):

1) Mange begår den fejl, at de laver bolledejen i bunden af brunsvigeren for fedtet ved at komme for meget smør i. Det er ikke nødvendigt med den heftige topping, og det gør ikke noget godt for kagen, tværtimod faktisk.

2) Lav IKKE bunden for tyk, den hæver meget. Den skal ikke engang være en cm tyk helst

3) Bliv IKKE skræmt af, at det ser voldsomt ud med toppingen på, inden den kommer i ovnen, der må gerne ligge et par cm topping, det skal nok blive godt.

4) Lad den ikke bage for længe, bunden skal være bagt, men der må godt være noget flydende snask ovenpå, det stivner eller bliver karamelagtigt, når kagen køler af. Hvis alt det flydende er væk, så har den bagt for længe, eller der var for lidt snask på.

torsdag den 30. maj 2013

Termin - hvor er baby?

Så ramte jeg den famøse terminsdato. Kalenderen siger 30. maj og 40+0. Det er en dag, vi har set frem, lige siden vi hørte den for første gang i oktober måned. Vi har glædet os, været nervøse og meget spændte, og vi glæder os sådan set stadig. For hvor er vores baby?

Udover at vække mig klokken 5 i morges ved at hikke inde i maven, så glimrer hun ved sit fravær.

I modsætning til sine forældres stil, så tyder alt på, at vores arving kommer for sent - det er ellers ikke noget hr og fru punktlig gør det i. Men omvendt så har vi i flere år joket med, at vi ville have vores første barn i år, og det skulle være mellem vores fødselsdage (manden har d. 31. maj og jeg d. 18. juni), så hun gør nok bare, hvad vi har sagt. I den forstand er det jo et godt tegn, at hun lystrer allerede og ikke bliver grebet af vores utålmodighed og iver efter at møde hende.

Og netop utålmodighed er den følelse, der hersker i det lille hjem. Vi er virkelig dårlige til at vente, og jeg er lidt træt af at være gravid - selvom jeg virkelig har haft en dejlig og nem graviditet uden nogle gener (udover at jeg ikke kan døje tanken om tarteletter med høns i asparges). Men maven er stor, og nu må hun godt snart komme ud, men alt tyder på, at hun ligger og hygger sig der inde.

Babyens hyggelige hjem, som hun godt snart må forlade
Men nu er vi klar, vi er mere end klar til at møde hende (og få fødslen overstået), så lille skat, nu må du gerne snart komme ud og hilse på din mor og far og alle de andre dejlige mennesker, som venter så spændt på at møde dig.

onsdag den 29. maj 2013

Jordbærkoldskål

Blogland bugner af jordbærkoldskål i disse dage, så jeg kunne selvfølgelig ikke undlade at hoppe med på bølgen. Det er utroligt, hvor stor forskel der er på almindelig koldskål og jordbærkoldskål, det er to vidt forskellige ting, og jeg ved faktisk ikke, hvilken type koldskål jeg foretrækker. Men jordbærkoldskål er i hvert fald godt, og min version er lidt anderledes end den klassiske med jordbær, kærnemælk og fløde. En smagfuld sag, som kun bliver bedre, hvis man bruger gode jordbær.

Jordbærkoldskål med hjemmelavede kammerjunker


Det er en luftig og tyk koldskål

En kande med halvanden liter jordbær koldskål

En portion frisk jordbærkoldskål

I jordbærkoldskål foretrækker jeg kammerjunker
Jordbærkoldskål
0,5 liter kærnemælk
0,5 liter A38
1,5 dl fløde
2 æggeblommer
2 vanillestænger
0,5 dl rørsukker (smag selv efter)
400 gram jordbær (frosne eller friske)

Blend kærnemælk med jordbær. Pisk æggeblommer med sukker og kornene fra vanillestængerne, indtil sukkeret ikke længere knaser. Pisk fløden til stift skum i en anden skål. Hæl A38 op i blenderen, og kør igen. Kom fløde og æggesnaps op i blenderen og kør, indtil det hele er godt blandet. Smag til med sukker, hvis den ikke er sød nok, det er en smagssag, jeg kan godt lide den lidt syrlig og synes kun, at sukkeret skal fremhæve jordbærsmagen.

Lad gerne koldskålen stå i køleskabet i et par timer, inden den spises, så smagen i jordbær og vanille rigtig kan komme ud. Vi spiste koldskålen med müsli og kammerjunker, men man kan også spise den med friske bær eller bare som den er, der behøver ikke noget tilbehør til den.

tirsdag den 28. maj 2013

Nektarin marmelade

De første nektariner er for længst begyndt at komme frem i butikkerne, og det er et sikkert tegn på sommer. Selvom nektarinerne endnu ikke er så smagfulde, så kunne jeg ikke dy mig for at købe nogle af dem og bikse en gang marmelade sammen til weekenden. En af de smage, der betyder sommer for mig, er nemlig nektarinmarmelade godt indkogt med vanille.

Smagen af sommer til morgenbordet: nektarinmarmelade

Nektarinerne er endnu ikke så smagfyldte, men de er der

Et lille glas nektarinmarmelade

Marmeladen er fyldt med skønne vanillekorn

Nektarinmarmelade
4 nektariner
3/4 dl rørsukker (smag til)
1,5 dl vand
2 vanillestænger

Skræl nektarinerne, og skær frugtkødet fra, så det kun er stenene, der er tilbage. Flæk vanillestængerne, og skrab kornene ud. Kog nektarinkødet med vand, sukker, vanillekorn og vanillestængerne. Kog i 10 minutter, indtil kødet er mørt. Blend massen i gryden med en stavblender, tilføj evt. lidt mere vand og sukker - smag marmeladen til. Kom marmeladen i et glas med låg, som er skyllet med atamon, lad det køle af, inden det stilles i køleskabet og er klar til brug.

søndag den 26. maj 2013

Jordbær rabarber crumble

Lørdagens dessert skulle være lidt frisk, og så ville jeg gerne bruge nogle af mine nye rabarber fra haven, så jeg fik idéen til denne crumble. Der var dog ikke så mange rabarber, så det blev en kombination af jordbær, rabarber og lidt hindbær fra fryseren. Opskriften passer til to små portions tærteforme, og den vakte glæde i det lille hjem.

En skøn portions crumble med jordbær, rabarber og hindbær

Bærrene skæres i små stykker, og fordeles i to forme

Crumbledejen presses godt ned om de friske frugter

To styks lækre crumble, frugten kan varieres efter smag

Crumble med jordbær, rabarber og hindbær
4 rabarber
200 gram jordbær
1 dl Hindbær
1 spsk vanillesukker
1 spsk rørsukker
Lidt smør til formene
1 spsk vanillesukker
1 spsk rørsukker
0,5 dl mandelmel
0,5 dl mel
0,5 dl havregryn
35 gram blødt smør

Smør de to små tærteforme med lidt smør, og drys med lidt vanillesukker. Skyl rabarber og jordbær, og skær dem i små stykker. Fordel frugten i formene, og drys hindbærrene udover. Drys med lidt vanillesukker, 1 spsk rørsukker og lidt mandelmel - evt. lidt grofthakkede mandler. Rør 1 spsk vanillesukker, 1 spsk rørsukker, mandelmel, mel, havregryn og blødt smør sammen til en crumbledej, og fordel dejen udover de to forme som låg på frugten. Tryk crumbledejen godt ned om frugten, og bag kagerne i 25 minutter ved 125 grader.

Lad kagerne køle lidt af, inden de spises. Nyd dem med fløde, creme fraiche eller vanilleis.

onsdag den 22. maj 2013

Nøddetærte

I lang tid har jeg villet lave denne nøddetærte fra Chocolat. Den er noget sundere end mange af de andre kager på bloggen, fordi den er uden både smør, mel og sukker - hvis man altså ikke regner chokoladen med i det regnskab. Jeg lavede en del ændringer, og næste gang laver jeg nogle flere. Jeg tror, at jeg vil skære på honningen og undlade hvid chokolade næste gang, det blev lidt for sødt for min smag. Nu skriver jeg dog opskriften, som jeg lavede den. Så kommer der en opdateret version senere.

Nøddetærten inden den kommes i ovnen

Lad tærten køle af, inden den spises med is eller bær til

Nøddetærte
50 gram ristede, afskallede hasselnødder
75 gram valnødder
75 gram mandler
100 gram hvid rittersport med nød
50 gram mørk chokolade
3 æggeblommer
2 spsk honning
1 tsk vanillesukker
0,5 tsk salt

Pisk æggeblommer, honning, vanillesukker og salt til en luftig masse. Hak nødder og chokolade, og bland det med æggemassen, og hæld dejen i en springform, som er beklædt med bagepapir i bunden - jeg brugte min hjerteform, som jeg efterhånden altid gør, når jeg bager overraskelser til manden :-) Bag den ved 180 grader i cirka 20 minutter, eller indtil den er gyldenbrun. Lad kagen køle af, inden den spises.

Nyd eventuelt tærten med is eller friske bær til. Den kan også bruges som bund til en frugttærte med råcreme eller en islagkage - mulighederne er uanede :-)

mandag den 20. maj 2013

Brownie med valnødder og marshmallows

Manden min elsker brownie, og det er efterhånden lang tid siden, at jeg sidst har lavet brownie til ham. Så nu skulle det være, og denne version har været på min "to bake liste, lige siden vi var i New York i efteråret, hvor de dog var med pecannødder, så det var bestemt på tide. Blandingen er rigtig god, især hvis man spiser brownien, mens den stadig er lun, og skumfiduserne er smeltede. Mine skumfiduser har ligget lidt, og jeg tror, at det er derfor, de ikke er smeltet og er flydt ud, ligesom de er i USA. Så næste gang bruger jeg nogle helt friske skumfiduser og trykker dem lidt længere ned i dejen. Men smagen fejler INTET.

Den lækre brownie helt tæt på


Opskriften passer til det kvadratiske Le cruset fad

Brownie med valnødder og skumfiduser

Brownie med valnødder og marshmallows
75 gram smør
75 gram mørk chokolade
2 æg
0,5 dl rørsukker
1 dl brun farin
0,5 tsk bagepulver
1 tsk vanillesukker
3/4 dl mel
0,5 dl mandelmel
1,5 spsk kakaopulver
150 gram valnødder
75 gram mini marshmallows

Smelt smør og chokolade i en lille gryde ved svag varme. Tag det af varmen, når chokoladen er smeltet. Pisk æg, sukker og vanillesukker til en luftig tyk æggesnaps. Pisk bagepulver, mel, mandelmel og kakaopulver i æggemassen, og pisk til der ikke er nogle klumper. Hæld blandingen af chokolade og smør i dejen i en tynd stråle, mens der piskes på lavt blus. Hak valnødderne, og kom 100 gram af nødderne i dejen. Vend halvdelen af marshmallowsene i dejen. Kom kagemassen på i formen - jeg brugte et kvadratisk Le cruset fad, men man kan også bruge en almindelig springform. Drys resten af de hakkede valnødder, og resten af skumfiduserne ovenpå kagen, tryk skumfiduserne lidt ned i dejen.
Bag ved 180 grader i 15 minutter eller til skumfiduserne er gyldne - bagetiden varierer efter ovnen, tjek brownien med en gaffel eller en kødnål.

torsdag den 16. maj 2013

Yndlingsmorgenmad

Jeg kunne også have kaldt det her indlæg "Smagen af sommer", for der er nogle ting, som bare er ensbetydende med sommer for mig. Og min yndlingsmorgenmad (som lægger sig tæt op ad en dessert) er i den grad en af dem. Græsk yoghurt med friske bær, müsli og ahornsirup tager mig tilbage til en af min og mandens første ferier, hvor vi var på Kreta. Her spiste vi græsk yoghurt med honning hver eneste morgen, og vores fælles rejsefeber tog fat - jaja, jeg ved godt, at Kreta ikke er den vilde eksotiske oplevelse, men man skal jo starte et sted, og her startede vi altså :)

Og JA, jeg ved godt, at græsk yoghurt med ahornsirup ikke er en specielt sund morgenmad, men det gør den bestemt ikke mindre lækker - og man skal jo ikke spise det hver dag. Men som favoritmorgenmad med en god kop kaffe til, så har vi altså her en vinder for mig.

Græsk yoghurt, blåbær, hindbær, hjemmelavet müsli og ahornsirup

Ahornsirup skal flyde omkring yoghurten

Sidste billede af den lækreste morgenmad, som ikke skal spises hver dag
Så græsk yoghurt er en af mine sommersmage. En anden er jordbær med fløde, som jeg i den grad har haft lyst til i denne uge, selvom de danske jordbær endnu ikke har noget smag, og vejret ikke har været til det. Men hvad hun craver skal hun få, og med kun 14 dage til termin, så må man lige malke de sidste fordele. Jeg tror for øvrigt lysten bunder i, at jordbær kun må spises i begrænsede mængder, når man ammer, så jeg er jo "tvunget" til at få spist lidt på forhånd.

Sommersmag til trods for regn på ruden

Hvad er smagen af sommer for jer? Er der en ret, en dessert, en madvare eller noget helt andet, som bare siger "NU er det sommer", eller som i får lyst til, første gang temperaturen nærmer sig de 20 grader?

mandag den 13. maj 2013

Nøddemüsli

Den her müsli kan både bruges som morgenmads-müsli ovenpå ymer/A38 eller havregryn, eller den kan bruges som drys på koldskål i stedet for kammerjunker. Den er noget sundere end kammerjunker, og jeg synes, at den smager langt bedre. Det er desuden en rigtig god måde at bruge sine rugbrødsrester på - rugbrødet kan dog erstattes af havregryn, hvis man ikke lige har nogle rugbrødsrester.


Skøn og crunchy müsli fyldt med nødder

Der blev til en kagedåse med müsli

Et kig ned i kagedåsen


Skøn og crunchy müsli fyldt med nødder

Nøddemüsli (en stor portion)
3 tykke skiver blendet rugbrød (ca. 4 dl)
2 dl havregryn
2 dl ruggryn
150 gram hasselnødder (ristede og afskallede)
200 gram mandler
100 gram valnødder
0,5 dl brun farin
1 dl rørsukker

Hak mandler, valnødder og hasselnødder, hasselnødderne skal først ristes i en 180 grader varm ovn i 7-9 minutter, hvorefter skallen så gnubbes af. Bland alle ingredienserne i en skål med de to slags sukker, og rist det på en varm pande, indtil sukkeret er smeltet, og har sat sig på nødder, gryn og rugbrød, så det kan blive sprødt og knasende. Jeg måtte lave det af to omgange, fordi det er så stor en portion. Der kan evt. tilføjes lidt mere rørsukker, hvis man gerne vil have det lidt ekstra crispy. Køl müslien af på en tallerken, mens der af og til lige vendes lidt rundt i det. Når müslien er helt kold, kan den nydes på yoghurt, A38 eller i koldskål - det er et virkelig godt alternativ til kammerjunker.

fredag den 10. maj 2013

Kaffehjørnet udvides

Vi har fået et nyt medlem af familien i vores kaffehjørne. Medlemmet hedder Dolce - Dolce Gusto, og den lader til at passe lige ind i vores lille familie. Egentlig skulle det være en fars dags gave til manden, hvis jeg nåede at føde inden fars dag. Men da jeg for det første er møg dårlig til at holde noget skjult/hemmeligt for ham, og han så for det andet fik nyt arbejde, så syntes jeg, at han havde fortjent en lille gave. At det så også er en gave til mig selv, som jo går her hjemme ved maskinen hver dag, ja det er jo så bare en ekstra bonus. Mit kaffehjørne ser nu således ud.

New in: Dolce Gusto maskinen

Hele kaffehjørnet: sirup, kaffe, maskiner mm.

Og eftersom der nu er under tre uger til termin, så står der livsnydelse og afslapning på programmet hver dag - altså sammen med nogle praktiske gøremål. Men det betyder, at jeg har hevet hængekøjen frem og ligger der og læser babybøger og blade, når det er tid til et hvil, hvis vejret er til det. Det ser således ud.

Mit yndlingssted i solen, når der skal hviles


Når tyksakken har indtaget hængekøjen

Og så lige en note eller en undring, som det sidste billede gerne skulle illustrere. Hvor langt kan der være ned til ens fødder, når man kun er 158 cm høj? Der er virkelig langt der ned i øjeblikket, kan jeg hilse og sige :-)

torsdag den 9. maj 2013

Banankage med valnødder

Af en eller anden årsag har banankage altid været noget, jeg har haft svært ved at få til at lykkes. Jeg er jo ikke så god til at holde mig slavisk til en opskrift, så mine eksperimenter fælder mig altid, når det kommer til banankage. Men nu har jeg altså endelig fået lavet en god en af slagsen, så her kommer mit bud på en rigtig lækker banankage. Som topping er der to muligheder: karamelglasur eller mørk chokolade, jeg bryder mig ikke om almindelig glasur, så det kommer der aldrig på mine kager.

Banankage med karamelglasur og revet chokolade

Den færdigbagte kage

Jeg kom karamelglasur og revet mørk chokolade på kagen

Banankage
100 gram blødt smør
1 dl sukker
0,5 dl vanillesukker
2 æg
4 modne bananer*
1 dl mælk
2 dl mandelmel
4 dl hvedemel
2,5 tsk bagepulver
200 gram valnødder.

Pisk smør, sukker og vanillesukker luftigt. Kom æggene i, og pisk det godt igennem. Mos bananerne, og tilsæt dem i dejen sammen med mælk. Bland mel, mandelmel og bagepulver i en skål for sig, og pisk det i dejen lidt efter lidt. Pisk til der ikke er nogle klumper. Hak valnødderne, og kom dem i dejen. Kom dejen i en smurt form, og bag den ved 170 grader varmluft i 35 minutter. Lad dejen køle af, før der kommes glasur eller chokolade på. Herefter smeltes 100 gram chokolade, som fordeles over kagen, og den kan stilles på køl, indtil chokoladen er stivnet. Ønsker man karamelglasur, så kommer opskriften her under.

*Vælg bananerne i den modenhedsgrad, som man foretrækker at spise dem. De skal bare ikke være helt grønne, så evt. lidt mere modne, end hvis man lige skulle have dem med på madpakken.

Karamelglasur
75 g smør
50 g brun farin
1/4 dl fløde (eller mælk)
100 g flormelis
1 tsk. vaniliesukker

Smelt smør sammen med brun farin, vanillesukker og mælk i en gryde. Bring massen i kog under omrøring, og lad den koge i et par minutter. Tag den af varmen, og bland flormelis i. Kom glasur på kagen, og lad det stivne.

onsdag den 8. maj 2013

Kammerjunker uden sukker men med mandelmel

Overskriften siger næsten det hele. I mit forsøg på ikke at føde en sukkerjunkie om 3 ugers tid, hvis hun da kommer til tiden, har jeg kastet mig ud i sukkerfri kammerjunker. Jeg faldt over Stevia sweet fra Hermesetas i vores lokale Rema, og eftersom så mange af jer dygtige bloggere evig og altid laver ting, der er sødet med stevia, så tænkte jeg, at nu ville jeg give det et forsøg. Det blev kombineret med mit første forsøg på at bage kammerjunker selv. Selve sødningen er jeg dog ikke helt overbevist om, jeg synes, smagen er ret kunstig og eftersmagen er meget kunstig. Måske er det bare mig? Så næste gang erstatter jeg Stevia med rørsukker og følger ellers samme opskrift på kammerjunker til koldskålen.

Hjemmelavet koldskål med hjemmelavede kammerjunker

Jeg fik 84 kammerjunker ud af denne portion

Kammerjunker (ca. 80 stk)
40 gram smør
1 æg
1 vanillestang
1/4 dl mælk
3/4 dl stevia sweet (eller 3/4 dl rørsukker)
1,d dl mandelmel
2 dl hvedemel
1 tsk bagepulver

Skrab kornene ud af vanillestangen, og pisk sukker/stevia (det bliver ikke rigtig luftigt), smør og æg luftigt. Tilsæt mel, mandelmel og bagepulver og pisk lidt. Tilsæt mælk til slut og pisk igen. Rul dejen i to pølser, og del hver af pølserne i cirka 20 stykker. Tril dem til små kuger, tryk dem flade og sæt dem på bagepladen, de flyder ikke så meget ud, så de må gerne stå tæt. Bag dem ved 180 grader i 8 minutter, de må ikke tage for meget farve. Tag dem ud, og lad dem afkøle lidt, inden de skæres over med en brødkniv og sættes tilbage på bagepladen. Bag dem igen ved 180 grader i 10 minutter eller til de har den ønskede, gyldne farve. Lad dem køle helt af, før de bruges til koldskål.

mandag den 6. maj 2013

Frugttærte med hvid chokolademousse

Vejrudsigten sagde strålende sommervejr lørdag og søndag, så vi havde planlagt grill, og så syntes jeg lige, at vi skulle have årets første jordbærtærte som dessert. Den blev dog piftet op med hindbær og blåbær, men det gjorde den bestemt ikke dårligere. Jeg bruger aldrig klassisk tærtebund, fordi jeg ikke bryder mig om mørdej, så den her er udelukkende med marcipanbund. I stedet for råcreme, som jeg bruger i min almindelige jordbærtærte, så brugte jeg her hvid chokolademousse. Jeg var lidt bange for, om kagen ville blive for sød, men med godt med frugter på toppen var det slet ikke tilfældet.

Marcipanbund, hvid chokolademousse og skønne sommerfrugter

Marcipandejen i tærteformen

Den færdigbagte bund

Beklæd formen med film, og kom chokolademousse i

Efter minimum fire timer i køleskabet kan kagen pyntes

Kagen pyntes med hindbær, jordbær og blåbær
Frugttærte
300 gram marcipan
4 æggehvider
1 spsk vanillesukker
150 gram flormelis
75 gram mandelmel

200 gram hvid chokolade
4 æggeblommer
40 gram rørsukker
2 dl fløde
2 vanillestænger

125 gram hindbær
125 gram blåbær
200 gram jordbær

Riv marcipanen, og pisk den med æggehviderne. Kom mandelmel, flormelis og vanillesukker i, og pisk blandingen grundigt. Fordel marcipanmassen i en springform, jeg brugte min hjerteform, som jeg er rigtig glad for for tiden. Bag ved 180 grader i 30 minutter eller til den er gylden. Lad kagen køle af i formen.

Når kagen er helt kold, løsnes kanten, og den beklædes med gennemsigtig film, så chokolademoussen ikke hænger i. Når kanten er beklædt, laves chokolademoussen. Smelt chokoladen meget forsigtigt over et vandbad, jeg brugte hvid chokolade fra Ritter Sport med nødder, som jeg hakkede fint først, på den måde kommer der lidt knas i cremen, det giver den lige lidt bid. Pisk fløden til skum, og stil det til side. Pisk æggeblommerne hvide med sukker og vanillekornene, og rør den smeltede chokolade i. Vend flødeskummet i chokoladeblandingen lidt ad gangen. Fordel moussen over kagebunden, og stil den på køl i minimum 4 timer.

Når moussen er stivnet, lægges frugterne på i det ønskede mønster, og kagen er klar til servering.

lørdag den 4. maj 2013

Iskaffe med vanille

Vejrudsigten lover godt vejr hele weekenden, så det skal fejres med årets første omgang hjemmelavet kaffeekstrakt til iskaffe. Sidst lavede jeg denne version, men den tager lidt lang tid, fordi kaffebønnerne skal stå i koldt vand i mindst et døgn. Så denne gang har jeg lavet en lidt anden version, som er kogt med vanillestænger - jeg gemmer mine udtømte vanillestænger til at putte i kaffe eller andre ting, der skal koges op, der er stadig en masse smag i stængerne, selvom kornene er skrabet ud.

Skøn iskaffe med vanille og honning

Kaffeekstrakt lige til at have i køleskabet

Påskeliljerne står stadig flot (i naboens have)

Kaffeekstrakt med vanille (ca. 1,2 liter)
Vand til 10 kopper kaffe
5 spsk kaffe med top
6 tømte vanillestænger (eller 4 hele)
3 spsk honning

Kom de udskrabede vanillestænger i kaffekanden, hvor kaffen løber ned i, når den brygges i kaffemaskinen. Hvis man ikke har udskrabede vanillestænger liggende, så kan man bare bruge 4 hele vanillestænger, hvor man først skraber kornene ud og kommer dem op i kaffekanden - herefter kommes stængerne ved. Bryg den stærke kaffe, ligesom man ville brygge en kaffe på almindelig vis. Hæld kaffen med vanillestængerne i op i en skål, når den er færdig. Bland honningen i den varme kaffe - smag evt. til, om du vil have ekstrakten sødere, den her er ikke særlig sød, og den bliver endnu mindre sød, når man blander den med mælk til iskaffen, så det skal man lige smage sig frem til - jeg er ikke til de meget søde iskaffer, men hvis jeg føler for det, så kan den jo blendes med vanilleis i stedet for mælk, så bliver den sødere. Hæld den på flasker, når den er kold, behold vanillestængerne i flaskerne, og læg flaskerne i køleskabet. Det kan holde sig i i hvert fald en - to uger.

Iskaffe og påskeliljer fra naboens have


Iskaffe med vanille
Brug letmælk eller sødmælk, ellers bliver iskaffen meget vandet. Jeg blander den i forholdet halv mælk, halv kaffeekstrakt - måske lidt mere kaffe end mælk. Put et par isterninger i, og nyd iskaffen i solen.
- Den kan også laves med vanilleis i en blender, her skal man cirka bruge en dl kaffeekstrakt til en god kugle is.

Og så lige et kattebillede. Tumle er nemlig ikke til havearbejde, faktisk lader han til at være bange for det (lidt ligesom sin far ;-)), og så er han fuldstændig ligeglad med det gode vejr, da jeg kom ind fra haven i dag, fandt jeg ham liggende sådan her i sengen.

Dovne kat